konjunktiv substantiv, fælleskønBøjning-en, -er, -erneBøjningsformerkonjunktivenkonjunktiverkonjunktiverneUdtale[ˈkʌnjɔŋgˌtiwˀ]LydskriftEksempelUdtalePræcis IPAˈhovedtryk: stavelsen efter dette tegn skal betoneskkulde, ekko[ˈkulə] [ˈεko]g̊ʰʌånder, bolle[ˈʌnʌ] [ˈbʌlə]ʌ̟̞̹nnoder, ånder, han[ˈnoːðʌ] [ˈʌnʌ] [ˈhan]njmaj[ˈmɑjˀ]j/i̯ɔlunde[ˈlɔnə]ɔ̟̝ŋmange, synge[ˈmɑŋə] [ˈsøŋə]ŋggå, danske, gik, gig[ˈgɔˀ] [ˈdansgə] [ˈgig] [ˈgig]g̊ˌbitrykttræffe, nota[ˈtʁafə] [ˈnoːta]d̥͡similde[ˈmilə]iwhav[ˈhɑw]w/u̯ˀstød -- ordet hund har stød, ordet hun har ikke stød Oprindelsefra latin (modus) conjunctivus, af conjungere 'forbinde' Betydninger 1. SPROG bøjningskategori (modus) af et verbum der udtrykker usikkerhed, betingelse, ønske el.lign. bruges på dansk mest i faste udtryk, fx ønsker, udråb eller kraftudtryk som Kongen leve og Gud bedre detSe også indikativoptativOrd i nærhedenmådeindikativfortællemådeønskemådeoptativimperativ1 Henter ... Henter ... grammatikuden pluralisi sin forskning var [hun] optaget af fænomener som den tyske konjunktiv NytOdUniv1992Nyt fra Odense Universitet (blad), 1992.1.aSPROG verbum der er bøjet i denne modus fx være i sætningen Det være hermed gjortOrd i nærhedenudsagnsordimperativ1indikativoptativ Henter ... Henter ... Orddannelser Afledningerkonjunktiviskadj. Vis mere +