kosmopolit
substantiv, fælleskønBøjning
Udtale
Oprindelse
fra græsk kosmopolites 'verdensborger', af kosmos 'verden' og polites 'borger'
person der rejser meget, føler sig hjemme over hele verden og kun i mindre grad er knyttet til sit fødeland
Ord i nærheden
Henter ...
Hun betragter sig selv som en ægte kosmopolit, for der skal ikke andet til end friske blomster i vasen, for at hun føler sig hjemme et nyt sted