magnet substantiv, fælleskønBøjning-en, -er, -erneBøjningsformermagnetenmagnetermagneterneUdtale[mɑwˈneˀd]LydskriftEksempelUdtalePræcis IPAmmalle, stemme, ham[ˈmalə] [ˈsdεmə] [ˈhɑm]mɑmange, haj, tak[ˈmɑŋə] [ˈhɑjˀ] [ˈtɑg]ɑ̈whav[ˈhɑw]w/u̯ˈhovedtryk: stavelsen efter dette tegn skal betonesnnoder, ånder, han[ˈnoːðʌ] [ˈʌnʌ] [ˈhan]neminde[ˈmenə]e̝ˀstød -- ordet hund har stød, ordet hun har ikke stødddanske, noter, gut[ˈdansgə] [ˈnoːdʌ] [ˈgud]d̥ Oprindelsevia latin magnes (genitiv -etis) fra græsk magnes eller magnetes (lithos) egentlig 'sten fra Magnesia (i Tyrkiet eller i Thessalien i Grækenland)', oprindelig om magnetjernsten Betydninger 1. genstand, fx et redskab eller en komponent, som fysisk kan tiltrække (eller frastøde) jern og visse andre metallerOrd i nærhedengravitationtyngdekrafttidevandskrafttrækevnemagnetisme Henter ... Henter ... Man kalder magnetens ender for magnetens poler. Der er næsten ingen tiltrækningskraft ved magnetens midte skoleb1986skolebog, fysik, 1986i sammenligninger Århus virker som en magnet på uddannelsessøgende AarhSt1989Aarhus Stiftstidende (avis), 1989.1.aoverført fænomen der tiltrækker nogen eller noget fx et sted, en person eller et arrangementOrd i nærhedenbevæggrundgnistimpulssignalpirringfristelsetillokkelse Henter ... Henter ... Byen [: New York] er en magnet for folk med ambitioner og trækker stræbere til fra Okinawa, Ohio og Odense rejseb85Ann Mariager: Til New York. Gyldendal, 1985. Orddannelser Afledningerelektromagnetsb.magnetiserevb.magnetiskadj.Sammensætningermagnetfeltmagnetpolhesteskomagnetpublikumsmagnetstangmagnetturistmagnet Vis mere +