optativ substantiv, fælleskønBøjning-en, -er, -erneBøjningsformeroptativenoptativeroptativerneUdtale[ˈʌbtaˌtiwˀ]LydskriftEksempelUdtalePræcis IPAˈhovedtryk: stavelsen efter dette tegn skal betonesʌånder, bolle[ˈʌnʌ] [ˈbʌlə]ʌ̟̞̹bbo, oppe, lap, lab[ˈboˀ] [ˈʌbə] [ˈlɑb] [ˈlɑb]b̥ttræffe, nota[ˈtʁafə] [ˈnoːta]d̥͡samalle [ˈmalə]a̝ˌbitrykttræffe, nota[ˈtʁafə] [ˈnoːta]d̥͡similde[ˈmilə]iwhav[ˈhɑw]w/u̯ˀstød -- ordet hund har stød, ordet hun har ikke stød Oprindelsefra latin optativus 'som udtrykker et ønske', afledt af optare 'ønske, vælge' Betydninger 1. SPROG bøjningskategori (modus) af et verbum som, fx i græsk, udtrykker et ønske, en befaling, en tilladelse el.lign. falder på dansk sammen med brugen af konjunktiv i faste udtryk som fx Gud bevare DanmarkSynonym ønskemådeOrd i nærhedenindikativfortællemådekonjunktivønskemådeimperativ1bydemåde Henter ... Henter ... grammatikuden pluralis1.aSPROG verbum der er bøjet i denne modusOrd i nærhedenudsagnsordimperativ1indikativkonjunktiv Henter ... Henter ... Vis mere +