ÆdelhedÆdelhed, no. (fsv ædhlahet, mnt ed(d)elheit) fortrinlighed, højhed; thin ædhleheth oc wændeligh godheth. Kemp 1017 (= l nobilitas); hans æræ, ædlæheth, makt oc stoorheth. MR 1619; – forheffue seg aff then ædelhed, som mynst er, oc saa er mynst, att hwn er plat inthet. ErF 12; tale frit aff den ædelhed oc dygd. HWR 206 (= nt eddelicheit. Schröders udg v 4857); TV 232 (u. nobilitas); VdS 25 (ovf. II. 587 b46); med ljge ædelhed forglemte de det gode, de hafde giort. BT I. 49; skall en hver beskue sig selff a) i sin skrøbelighed, b) i sin ædelhed. GHD I. 346. – som titel; beder jeg ederss herredomss ædelhet. DM VI. 354 (nærmest n); giiffuer ieg eders edelhed ydmygelige tilkiende. RU b 2; eders edelhed til wilie. sst. c 1.se i sammenhæng Vis mere +