ÆdleÆdle, go. 1) fyldestgøre, aflægge - (ed); (1573). Rsv III. 184 (ovf. u. drive 3) slutn.); en lov og indførsel, som fru ET »hafde edlit oc giort«. SR I. 477; saeme sin ed at ædle. sst. 576; at edle och epterkomme oven nævnte kontrakt. sst. 325. – bekræfte (en ed); ædlede sin bog og ed med JB's egen haand. Wulff 92. – særlig b. ved mededsmænd; som sig til slig deris lou at edle ville lade offuertale (1615). Rsv* IV. 325 (jf sst.: bruge andre sin eed at fulddriffue); ingen adelsmand, som til nogen loug findis, maa den tilstedis at edle med andre end de, som inden riget boesidende adel ere (1643). Rsv* IV. 450. – æ. sig ɔ: bevise sin uskyldighed ved mededsmænd. - M. 2) (mnt ed(d)elen) adle; - som vdi voris tid edlis oc æris med skiold oc hielm. Lysch præfat 10; Plato var icke af adel, der hand begaf sig til Philosophiam, men det var den, som ædlede hannem. BT III. 82; KC* c 2 (ovf. II. 78 b1). Jf VSO og nuv. foræ.Ædle, go. 1) – udvirke; ædle, thz jek matte vorde ham kær ewynnelige. T 553 143v.se i sammenhæng Vis mere +