ådigådig, to. (fsv adhugr) grådig, spisende stærkt; de aadige eder dafvere, saa middags - mad. ComD § 568 (= l edaciores); tidens aadig tand har ædt. KSB b 3; mod tidens aadig tand var den saa tryg en vægter. SortH b 3. Hos M: ådig og åde. Jf læder-, storå.se i sammenhæng Vis mere +