AfkaldAfkald, no. 1) erklæring om ikke at have mere krav på; enn affkaldt epther Otthe Stampe (1550). Rosenv., Gl. D. I. 128; the gaffue Kistenne Peder Mogensens eptherleuerske et fuldt oc fast affkaldt medt haandt och mundt och hinde at verre quit och frii for ald ydermere tiltall (1574). sst. III. 234. – særlig, den myndiges frasigelse af krav på forhen værende værge; er der giort it affkald imellem Kong Hans oc hertug Frederich. Hvitf. VIII. 6; fik jeg afkald af Jacob Scavenio, hvis formynder jeg havde været (1688). D. Saml. III. 240.Afkald, no. 1); flt.; huis wid tinget for schiøder, affkalder at skall niude (1645). KD VI. 112. 2) bortkaldelse, afdragelse; intet kald maa vi optage som et afkald fra vor saligheds pligt. HenrW II. 18.Afkaldsbrev, no. skriftligt vidnesbyrd om afkald; skall haffue och beholle thette godz, som thette affkaldts - breff indholler (1550). Rosenv., Gl. D. I. 130; (1576). sst. III. 298.Afkalde, go. kalde tilbage; saa samme bestollinghe motthe opgiiffuis och therijs kriigs folck motthe ther aff landet igen aff kalliis. N. D. Mag. V. 86; Kong Suend maatte for nattens mørckhed affkalde folcket vdi leyren igien. Vedel, Saxo. 329; der met lod kongen sit krigsfolck affkalde sst. 465. Afkalde, go. 2) bortkalde; haffuer thet Guth swo forseet, at han wil mik afkalle (1461). DM II. 9.Afkalding, no. = afkald 1); aff kaling vor giort thennom emellom, som thet seg bør uti syskendeskiffte (1557). Rosenv., Gl. D. II. 175; Per Gyus haffver udskiifftt siinne børnn fra seg, som hannd haffver klare affkallinger paa (1565). sst. III. 26; sst. IV. 30. Vis mere +