ArveArve, no. (Lund.) arving; att wy vthen echte børne eller barne arffue oss leuende affgangende worde (1402). Molb. o. Peters. 102 (sv. arfua. sst. 155); att wy motthe arffue thiill hymmerig bliffve. Kortvend. v. 2916.Arveløs, to. (sv. arvalös hos Schlyter.) uden arving; nw bliffuer Frankeryge arffuæløst. Romant. Digtn. III. 29.23 = Chr. Pedersen. V. 22.10; Romant. Digtn. III. 177.6 = erffueløst. Chr. Pedersen V. 121.5; arffuæløss. Romant. Digtn. III. 143.11 = arffuinge løss. Chr. Pedersen. V. 98.12; (i nuv. bet.: exhæres, arffueløs. M. Pors, De nomencl. 169); arveløst gods, det gods efter død mand, som ingen til kiender sig som arving. Moth; udlæg i arveløs boe. Chr. V. D. L. 1-6-6; det, som af confiscationer, arveløs gods falde kand (1690). Geh. Ark. årsb. II. 284.Arveløs, to. (fsv arflös) i nuv. bet.; VdS 332 (ovf. IV. 734 a11); MP 167 (u. exhæres); Etym 552. Arve, no. ik. (∾ sv. arf.) arv; eget arffwe oc eyæ (1533). N. D. Mag. VI. 127; førsters gunst er inted arff. Herm. Weigere. 113v ir.; haffuer icke saa stort arff oc eye. Vedel, Saxo. 37; Ranch. 76; gaff der til alt sit arffue. Hvitf. I. 56; – flt. ufor.: biheres, som haffuer twenne arff. Vocab. 1514.Ærv, no. arv; hwn fonger ey aff vor faderlig erff. Romant. Digtn. I. 171. Ærvd, no. (Lund: ærft.) = ærv; wretfanghed gotz, afflod eller erfft. P. Eliesen. 18. Ærvd, no. Jf ærvedsret (IV. 972 b3).Ærve, no. = ærvd; thet ær hans rette ærffue. Romant. Digtn. III. 28.12 = arffve. Chr. Pedersen. V. 21.14; ther hon thit rige erffue æffter teg fik (1510). N. D. Mag. II. 325; i sagdhæ, thet war ethers ærffue. Hr. Michael. 54; bør huer at aname udi gielden, effthersom hannd haffuer taggett udi erffuenn (1567). Rosenv., Gl. D. III. 42. Både n. og nt. erve er ik. se Aasen og Sch. u. L.Arvebonde, no. fæstebonde på arvet gods; som icke er adelens egne arffue bynder och tienere. Rørdam, Univ. Hist. IV. 511.Arvebrev, no. skriftlig adkomst til arv; Knud Madsen hafde den største part i samme gaard baade effter hans arff- kiøbe- och pantebreffuis lydelse (1558). Rosenv., Gl. D. I. 255.Arvebræk, no. en vanske, som børn arver efter forældre. Moth.Arvebænk, no. arvefølge; arffuebenck, successio hæreditaria. Colding, Dict. Herlov; arvebenk, den orden, hvorledes frænder skal gåe i arf. Moth.Arvedel, no. ik.; ieg salued dig offuer mit arffuedel. Ranch. 105; – hank.: din arffuedel offuerfalden er, de ville hannem fordærve. Psalmedigtn. I. 144 a.Arvedel, no.; til ik. jf ovf. IV. 474 a22. – fk.; en arffuedel icke skal falde fra en slect til en anden. 4 Msb 369 (1550, 1647).Arvdelere, no. arvedeler; huo haffuer sat mig til dommere eller arffdelere offuer eder. Luk. 12.14.Ærvdele, no. arvetvist; om thenn erffdele om førstendommen er Danmarckes riiges raadtz meninge (1525). N. D. Mag. V. 82. Smlgn. dele.Arvfordrag, no. overenskomst, der skal gælde for efterkommerne; vore forfedre fra utenkelige aar arvfordrage, eenighed, ven- og broderskab stiftet og oprettet have (1631). N. D. Mag. II. 354. Smlgn. fordrag.Ærvegods, no. arvegods; Henrich Gøye hagde inthet erffuegodtz ved att hetthe (1538). Rosenv., Gl. D. II. 73; – fk.: givet hannem en statelig arvegodz (1567). N. D. Mag. VI. 221. Smlgn. gods.Ærvegods, no. (fsv arvagods), se IV. 972 a54; – du skalt giffue dem arffuegodz blant deris faders brødre. 4 Msb 277 (1550, 1647).Arveguld, no. det guld, som arves; arveguld, hvilket gemen mand tror at være got for den slemme syge, når mand bær det på sig. Moth; hun skal raade boed med vied iord oc muld, med gammel arveguld. Bording. I. 318. Om overtro ved arveguld og arvesølv, se Vedel Simonsen, Eske Brock. I. 141. anm.; Thiele, Folkesagn. III. nr. 563; Asbjørnsen, Folke- og Huldreeventyr. 1879. 94, 139.Arveguld, no. Smlgn. S. Paulli, Flora Dan. 342 G; Vaupell, Griffenfeld. II. 124.Arveguld, no., se I.* 21 b.Arvegærd, no. (isl. erfisgerƀ.) gravøl; arve gær, det samme som arveøl. Moth; icke maa mand giøre nogen arffgierd oc der paa vende stor omkost met dricke. Chr. IV. Norske Lov. Arveb. Kap. 25. Smlgn. gærd.Ærvejordegods, no. arvegods; ærfue jordhæ gotz oc pantæ gots (1406). Molb. o. Peters. 237; arfue jordhæ gots, sst.Arvekøb, no. 1) (Lund.) afgift, som fremmede måtte udrede for at skaffe deres frænder arveret; arfkøp de cetero non soluatur (1326). Geh. Ark. årsb. II. 15; debitum, quod dicitur arffkøp (1440). Rosenv., Gl. L. V. 266; engen, ther fødh ær i byen, skal giuæ arffeskiøp (1452). Rosenv., Gl. L. V. 305. 2) når mand kiøber andens arf. Moth; Forordn. af 8/6 1639, har i overskr.: arffuekiøb, og sammes § 3: vil nogen arffkiøbe. = Chr. V. D. L. 5-2-80.Arvekøb, no. 2); de rette arffuinger vdi saadan arffuekiøb witterlig bedragis, oc arff kiøbenden meeneeder worder. Fdg 29/6 1632 § 12; funderit der aff sit eget gods oc arffkiøb sex præbender. WE 58.Arveline, no. arvefølge; successio hæreditaria, arffuetræn och arffueline. Colding, Etymol. 552.Arveløn, no. det man arver. Moth; herrehyldest er ikke fattig mands arveløn. P. Syv. I. 169.Arveløn, no.; – i skulle vndfange erffueløn, forthi i thiene Christo. Kol 324 (1524, CP).Arvename, no. (nt. ervename, se Sch. u. L.) arvetager; worde kuning oc æruæ namæ i righet æfther hannum. N. D. Mag. V. 179; lader jek hænne ok hænne arfnamæ lidugh, quit ok altyngist fri, ... scal hun oc hænne arfnamæ aldrigh mer maninghe lida af migh eller minæ arfnamæ (1386). Molb. o. Peters. 10.Arvename, no.; – then døthæ mands ærffnamen. Rsv* V. 219 (= arffvinger. sst. not n). Arvesal, no. den del i mandeboden, der tilkom den dræbtes arvinger; hand vor tilldømpt att giffue Per Scriffuers børnn oc hustrue samme lesk for gjørsomm med arffuesall (1537). Rosenv., Gl. D. II. 29; the alle fiire och hver for sin anpartt hagde loffuit och sagtt for samme arffsall och flininge (1549). Rosenv., Gl. D. I. 113. Smlgn. sal.Arvsjuge, no. arvesyge; morbus, qui a parentibus trahitur, arffsiuge. Colding, Etymol. 1286. Smlgn. sjuge.Arveskenk, no. gave til arv og eje; han skenckte hannem Accaron til arfveskenck. 1 Mak. 10.89 (1647); arveskænk en gave, mand giver til sine slegfredbørn i stæden for arf. Moth. Smlgn. skenk. Arvespætte, no. et merke, som forældre har haft og børn fåer. Moth. Arvestavn, no. arvegård; then gardt och gaards eyndom, som han haffuer hafdt i forlenyng och nw er ødhe lagdt, och eyndom bruges till hans arffue staffn (1557). Khist. Saml. III. 417.Arvetal, no. (sv. arftal, se Schlyter.) stamtavle, arvefølge; kiende hannem ingen rættighed til riget aff noget arffuetal. Vedel, Saxo. 300; siden arffuer huer, som nest er i arffuetallit (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 452; saa læste de op den arffvetal. P. Syv, Danske Viser, 1764. 491; arvetal, et register på arvinger, lige som de er nær til at arve. Moth; smlgn. Sch. u. L.: ervetal.Arvetomt, no. stædet, hvor arven er falden. Moth; formaae rettens betiente til at indfinde sig paa aastederne og arvetompterne (1708). Schou, Udtog af Frdng. II. 150; smlgn. Aasen: ervetuft.Arvetynge, no. arvet byrde; veedst du at være blefven udi mit huus som en arfvetynge. B. Tott. I. d 4v.Arveæt, no. slegt og afkom. Moth.Arveøl, no. (æ. n. erfiöl.) gravøl; om erffue øll. ... nar nogenn gildbroder dør, da schall deris arffuinge giffue j tønde øll till naborne (1598). Hist. Tdskr. I. 457; om erffue øl ... naar gilldbroder eller gilld søster er begraffuen, da skall deris arffuinge giffue gilldbroderne 1 tde. øll thill erffue øll. Bendz, Rønninge og Rolfsted sogne. 108; arveøl, et gestebud, som gives til de fornemste, som har fuldt liget til jorden. Moth. Smlgn. u. årtid 2), se også barnsøl.Arveøl, no.; mange i denne brudefærd sit eget ærøll drucke. Kpb 22, 40.Ærve, go. (Lund.) 1) arve; ate at ærfwæ effter her Johan Moltckes døth (1400). Molb. o. Peters. 107; (1456). N. D. Mag. I. 126; H. Suso. 17.19; then welsygnelsæ haffue danskæ men ærft. Rimkr. a 3; Rosenv., Gl. L. V. 529; (1457). Rosenv., Gl. D. I. 16; D. Skuesp. 142; rige erffue de fattige, før de dø. Herm. Weigere. q q 3; Psalmebb. I. 17; Gal. 4.30 (1550 og Chr. Pedersen, 1647: arve); rætte arffgotz, som the haffwe erwet effter deris foreldre. D. Mag. IV. 13. 2) a. på = lade gå i arv til; arffue det paa eders børn euindelige. Esr. 9.12 (Luth.: beerben auf); dend synds forgifft er paa os ærffd. Kingo, Psalmeb. 104.Ærvelig, to. arvelig; beholde det til erffuelig oc ævindelig eyendom (1583). D. Mag. VI. 280. – Som bio. ved arv; om the end erffuelige under thennom besidne ere (1536). Rosenv., Gl. L. IV. 169; thenndt gaardt, thennd er hende arffligen eptther hindes døde foreldrene tilfallen (1562). Rosenv., Gl. D. I. 304; (1570). sst. III. 121; vaar Skotland hannem arffueligen tilfalden paa hans hustrubarns vegne. Hvitf. III. 13.Ærvinge, no. (isl. erfingi.) arving; hand var sand arffuinge (1539). Rosenv., Gl. D. II. 97; Annders Knudssenn, som tha vor enn arffvinge (1558). sst. II. 198; – flt.: hans erffuinge och affkome (1400). Molb. o. Peters. 102; (1404). sst. 189; arffuingæ. sst. 15; then dødis neste arffwinge (1547). Rosenv., Gl. L. IV. 224; (1562). Rosenv., Gl. D. I. 305; ere wi hans børn oc hans rigis arffuinge. Tidemand, Sjælens Urtegd. e 3v; H. Sthen, se Psalmedigtn. I. 181 b; kong Hansis sønner och arffuinge. Hvitf. VIII. 3; II. 263; arvinger (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 391. Smlgn. med-, udarving. Arvingløs, no. = arveløs; ingen døer arvingløs. P. Syv. I. 26.Arvskab, no. (sv. arfskap.) arv; det arffskab er os giffvet. Psalmedigtn. I. 254 b.Ærve, no. (isl. erfi.) gravøl; han fich saa tydende, at ieg vor død, thi bødh han mangæ til øll oc brød, han drak mith ærffue mz gode men. Rimkr. b 2v; giøre aartid oc erffue effter hendis fader. Chr. Pedersen. V. 357.22.Ærvid, no. = ærve; parentalia, eruid eller maaltid, som giøres effter den døde. H. Smith, Lib. voc. lat. 1563. 142; parentalia, forældris oc slectis begengelse, maaltid effter deris død, ervid. Colding, Etymol. 877. Smlgn. ærvd ovf. Vis mere +