BandBand, no. 1) hunk. (fk.); som den hellige kirckiss band mo regniss, thii hwilket menniske hwn giffuiss offuer. Chr. Pedersen. II. 70; band ... huor hun saa skeer bør hinde icke at foractis. Hvitf. VIII. 202; – den lille oc den store band. Pallad., S. Ped. Skib. i 7v; ther obenbarlig er bandsatt oc herdis y den band. Rosenv., Gl. L. V. 138; Hvitf. VII. a 4v; den band. Josv. 7.13; (1550 og 1647). I Nord. ellers ik.; dette band. Herm. Weigere. 178. 2) han er ej i band, om den, der trives vel – han er slet i band ɔ: er gal. Moth. – Æde brød i band ɔ: ikke gøre gavn for føden; de icke æde deris brød i bande hoss eder, om de ellers staa deres embede ret fore. Pallad., Visitatsb. 62.13, 64.26; ieg wor ind fattiig wge dags mandtt, mitt brødtt thett odtt ieg icke wdj bandtt. Kortvending. v. 2982; saa mangen stød haffuer the wdstaaet, saa offte blød for oss, deris brød haffue de icke ædet i band. Ranch. 125.Bandsbrev, no. bandbulle; met strenge mandater oc bandz breff forfærendis folcket. Herm. Weigere. 111v; ingen torde fordriste sig til at antuorde forneffnde bandsbreff fran sig. Hvitf. II. 86.Bandsdag, no. den til bandlysning bestemte dag; thend dag, bandtz-dag war, tha haffuer Jørgen Friissis fuldmectig werritt band begierendis (1591). Rosenv., Gl. D. IV. 262; smlgn.: skal der affkyndes hwertt aar tysser, huilke seg skulle vndholde fraa alters sacramentet, palmesøndag oc fierde søndag i aduent. Kirkeordinans. 1539. f 1 (§ 7); band skal eders sogneprest sette to gange om aarit effter kongens ordinantz, den søndag nest fore iul oc den søndag nest fore paaske. Pallad., Visitatsb. 122. 23-25. Bandsfolk, no. de, som ere bandsatte. Moth.Bandføre, go. (isl. bannfæra.) bandsætte; banføræ vi hannem, oc byde vi eder, at i lys hanom i bannæ. N. D. Mag. VI. 188; bleff derfra fordreffuen oc bandført (landsforvist?). Lyschand. 215. – særlig om bandlysning af ukendt forbryder; hand icke tuorde bandføre for det hiul, thi hannd schulle vell sielff vide, huor dett var (1570). Rosenv., Gl. D. III. 119; wii bandføre oc i madband setther alle ther haffwer giort eller nw giøre wortt closter skade oc wret. Khist. Saml. VI. 463; skulle bandføre for the horre - renne, som holthis for skiell, baade thennum, som horre renne haffuer ladet oppløffue, saa och huem samme gierningh giortt haffuer (1591). Rosenv., Gl. D. IV. 262. – Bandlysning uden navngivelse omtales oftere: hun oc hagde ladit sette udi banndt for sig oc alle sine, hvem samme skødebreff forfalskit haffuuer (1569). Rosenv., Gl. D. III. 95; huis kongen oc hans ombudsmand haffue nogen mistenckt, oc det forklagis for de geistlige, da skulle de forkynde dennem at vere bandsette. Hvitf. V. 253; lodh tuinde gang liuse for bandtt effter thenn øx (1582). Jydske Saml. II. 111; den dagh, der gick band for samme kou, (som var bleven dræbt af vedkommende) var hand udi kierken och bleff bandsatt for koen (1636). Hübertz, Aktstk. om århus. II. 199; abusus ille reprehendendus est, qvod qvidam personas non nefas excommunicent atqve hoc pacto vel furta vel alia qvædam occulta inqvirere nitantur (1558). Khist. Saml. IV. 458, 463; ingen maa bandsettis, som icke vidis huem (1643). Rosenv., Gl L. IV. 378.Bandføre, go. Jf føre 11.Bandsgærning, no. gærning, derskal straffes med band; hand bandsætter ingen, som aff paffuen ere affløste, vden de siden haffue giort bands gierning. Hvitf. II. 272; kundgiøre Steen Suantessøn vdi den hellige kirckis band for den obenbare bandsgierning. sst. VII. 77; hand meen thett att were bandtz gierningh (1591). Rosenv., Gl. D. IV. 262; hvilcket hafuer i gammel dage været halsløs oc bands gierning. P. Resen. 438.Bandskrop, no. bandsat, slet menneske; dennom vredeligen paasigis denne artikel, at de skulle vere bandskroppe eller menniske, thi aldrig noget christelig band er dennom offuerliust. Hvitf. VIII. 221; Chr. Pedersen. V. 333.4; giør hwn alle til kettere oc bandts kroppe. Malmøb. 56v; beraabe oss at wære forledere, bandtz kroppe oc kættere. Frans Vormordsen, Forklaring oc forskell. 1531, a 2; band er at vdlucke fra sacramentit, de lucke dem selff der fra, derfore ere de selffuillige bandskroppe. Pallad., Visitatsb. 45.1.Bandsmand, no. = bandskrop; huilcken bleff vthlyst aff predickestolen for een bandzmand, som han end nu er (1530). D. Mag. I. 94; ingen værer den bands mand hørig. Hvitf. VII. 78; her er vist en bansmand inde, medens skibet vil ikke fremgaae. Udv. dske Viser. II. 223. Smlgn. Schlyter: banz man. – Hos Moth findes også bandskone.Bandsmenneske, no. = bandsmand; er it bandtzmenniske oc udeluct fra den christen menigheds sambfund oc sacramente (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 374 = Kirkeritualet. 1685. 278; bandsmennisker, som icke ville omvende, rette og forbedre sig. Khist. Saml. IV. 468; hand skulde straffe de bands mennisker. Hvitf. VII. 105. Se bandskrop.Bandsmål, no. sag, der skal straffes med band; huor met nogen wbestand, band eller bandsmaal eller nogle besuæringer aff Romer gaard her effter førdis for disse sager. Hvitf. VII. 87. – Måske = bandsættelse; hos Moth forklaret ved actus excommunicationis. Smlgn. Schlyter: banzmal.Bandsret, no. afgift el. bøde ved løskøbelse fra band og retten til denne bøde; quilibet eorum (ɔ: homicidarum) pro modo culpe sue ante fores ecclesie cathedralis penitentiam recipiat salutarem, ipsique omnes .... ad penam pecuniariam dictam banzræt vel banzslæt per censuram ecclesiasticam arceantur. S. R. D. VI. 455; VII. 212; omne jus nostrum, quod dicitur banzræt, capitulo nostro damus (1349). sst. VI. 461; (1359). sst. VI. 463; hans canicker skulde opbære all bandsret. Hvitf. Bspkr. cc 2; ipsique omnes ad pænam pecuniarum dictam bandsret vel bandslet arceantur. Hvitf. IV. 381; sst. IV. 395; therfore skal then bandz ret giffues igen, som her Erick og hans tienere vtgaffue (1458). Barner, Familien Rosenkrantz' Hist. I. dipl. 97. Isl. rèttr har også bet. bøde, ligesom dsk. ret bet. straf, se d. o.Bandslæt, no. se frgd. Smlgn. Schlyter: banslætter, hvor det med rette udledes af slå i bet. slå løs fra; se under band 1), samt Lund og Schlyter: ban.Bandsætte, go. dat.: bandsætte; bandsætte hand hannem. Vedel, Saxo. 306; bandsætte oc nogen. Hvitf. I. 56; dennem bandsætte du. sst. II. 310. – tm.: bandsæt; den bandsette kircken. Pallad., S. Ped. Skib. 17; de ere selff bandsette aff kirckens prælater. Hvitf. VIII. 211; den, som vorder bandset (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 375; bandsat. sst.; gaar oc siver hen, som han var bandsæt. P. Syv. II. 257. Smlgn. sætte.Bandsætte, go. – tm. (fsv bansatter) ond, usel; at hvert bandsat jøde- øye dog kand see. KPs 507; han tænkte dog, den bandsat mær sig skulde lade bøye. Reenb I. 90; – vær bandsot og forderven. SD d 7. – Som bio. i høj grad; en bansat arrig kone. Helt 169. Jf OG; sv förbannadt.Bandssøndag, no. = bandsdag; det vaar rart at see paa den søndag, hvilken gemeenlig kaldes bandssøndag, flere end 5 à 6 personer at gaae til Guds bord. Bircherod, Dagbøger. 143; havde ladet deres barn, fordi de ikke vilde lade det døbe paa bandssøndag, blive liggende inden kirke. sst. 300.Bandssøndag, no.; denne dag kaldis aff en deel bands søndag. GHD I. 253; KhS3 VI. 261.Bande, go. (isl. banna.) 1) forbande; da bandede hand dem i Herrens naffn. 2 Kg. 2.24 (1550 og 1647); Gud bandet iorden, bød hinde at giffue tidsel (1601). D. Mag. I. 58; – b. om = ønske (ondt) over; thu bandtt mig icke om skam. Grundtv., Folkev. I. 138 a; smlgn. v. 19: herre Gud da giff thieg skam. Se sværge om. 2) bandsætte; skeer thet swo, at nogher man will them stæffne, banne eller wforrette (1438). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 14; nar bisperne leggher subsidium pa kirkernæ, da dømmis oc bannis almwæn, som hafver vpboret kirkæns tiende. D. Mag. VI. 361; ieg acter icke meget eders band, haffue i icke S. Pouels lest, huorledis i skulle nogen bande. P. Smed. b 2. 3) lf. bande; at bandiss, at swerge. Chr. Pedersen. I. 109.Bande, go. 3) naar han hørde sine foreldre banniss eller swerge, da straffede han dem der faare. Chr. Pedersen. I. 116. Som bemærket i Fritzner2: 113, betegner lf. vel egenlig forbande sig (på).Bande, go. 1) b. om, jf ovf. III. 498 b5-9. – b. sig ɔ: bande; bandede sig, den dag hand sagde mig nogen ting. Jm 162. Jf nuv. forbande sig (på). – volde skam, være ringe; dog er det mallet smucht, at det sin mester klog slet ingenlunde bander (1685). DS2 VI. 210; – den skinke bander ikke. Holb, Ped Pårs B 3, S 3. 3); se I.* 23 b; kjemperne bandtis oc gaff onde ord. Kpb 22. – (sv bannas) skændes; sendis och bandis fast med dem. CP V. 50524; (1547). DM III. 92 (ovf. III. 705 a36); bandis oc sendis, slais oc riffuis. PlD** 28. Jf for-, udb., u-, madbandet. Bande, no. (æ. n. banna.) forbandelse, skældsord; skal presten besuere quinden met saadan bande. 4 Msb. 5.19; Ps. 10.17 (Chr. Peder- sen, 1550, 1647); Chr. Pedersen. I. 183; Pallad., se N. M. Petersen, Lithist. II. 254; huilcket icke er it skends ord eller nogen bande. P. Tidemand, Post. I. 131; II. 91; blodige eeder, bander oc meeneed. Jersin, Via vitæ. k 11v; derfor hand bøn oc bande aff mangen fattig faar. Gerner, Ilias. a 3v; Hesiodus. 159; P. Syv. I. 6; der høris ingen bander eller eder hos dem. P. Resen. 410; min tunge kunde løbe i bander stoor' og smaa. Kingo, Sjungek. II. 50.Bande, no. Jf arneb.Bandelse, no. = bande; denne er nødens, bandelsens og bespaattelsens dag. 2 Kg. 19.3 (Luther: scheltens; 1647: skiendens.) Bandelse, no. Jf forb.Bandere, no. en som er hengiven til at bande; er han een bandere, bagtalere. Malmøb. 12v; de førde den bandere vdenfor leyren. 3. Msb. 24.23; bandere oc suerere. Pallad., Visitatsb. 123.3. Vis mere +