BaneBane, no. ik. 1) død; sit bane mon handt ther faa. Grundtv., Folkev. III. 309 b = sin b. sst. 311 b; ellers hank. i Nord. 2) banemand; myn faders bane swibdarger waar. Rimkr. b 2; huad vellt thu giffue den mand, dinn faders bone deg wyse kand. Grundtv., Folkev. I. 350 a; huer mands redsel oc bane, som haffuer nedlagt mangen helt. Vedel, Saxo. 6; kong Atisles bane, de brøde alle ærlige kempe sæduane. sst. 72. Banermand, no. = bane 2); er den dødis bannermand vdført till forne døde legemme (1622). D. Saml. II. 276.Banermand, no. Efter meddelelse af arkivassistent Holg. Hansen må der i hdskriftet læses: banme (el. bamne) mand; – banemand, cædis reus. Dict; den mand er den dræbtis rette banemand. DL 1-16-10. Jf adel-, faderb.Baneråd, no. (isl. banaráƀ.) oplagt raad mod nogens liv. Moth. Osterssøn Weylle anfører u. o. kun Norske Lov, så ordet mulig er norsk.Banesag, no. (Lund.) tiltale for drab. Moth.Banesag, no.; Dict (= reatio). Baneskade, no. dødelig skade; k. Erich fick sin bane skade, huor aff hand døer. Hvitf. I. 386 i r.Banesår, no. fk. stack Seurenn Perssenn Niels Marquardssenn sinn bannesaar (1541). Rosenv., Gl. D. II. 133. Smlgn. sår.Banesår, no.; gaff hannem sin bane saar. HelvC ss 2v; – han fich sith bane saar. Rkr f 4 (= Rkr* v 1669); SR I. 16 (ovf. III. 675 a4); hand hafde selv givet sig sit banesaar. HenrW II. 17. Jf sår. Vis mere +