BedesBedes, go. 1) bede om; thygge ok bethes Gudz ok gothe folkes almøsse (1450). Geh. Ark. årsb. IV. till. 4; Grundtv., Folkev. I. 171 b; hwad thu bedis, thet skalt thu faa. Romant. Digtn. I. 303; Hr. Michael. 62; – bedis wi naade aff din faderlige godhed. Tavsen. Pater noster. 1552. d 8v; hwad som helst wi bediss aff gud i ihesu naffn. Chr. Pedersen. I. 130, 72; (1510). N. D. Mag. II. 336. – dat.: the beddis alle Barrabam. Hell. Kvinder. 16.29; (skulde bedis. sst. 16.26); (1422). Rosenv., Gl. L. V. 121; bedis oc fik eth fulth tinghs wynne (1486). D. Mag. IV. 17; Romant. Digtn. I. 76; Lucid. 61; thz beddis aff hwert wort skiff en mand. Rimkr. h 1; (1503). Rosenv., Gl. D. I. 30; de ginge til kongen oc bedis orloff. Herm. Weigere. 82v; hand bedis oc fick lydighed aff almuen. Vedel, Saxo. 331. 2) bejle; han bedis myn datter wdæn myn jaa. Romant. Digtn. I. 99; – bedis nogenn mandt till nogenn mandz dotther. Rosenv., Gl. L. V. 532; de bedis begge til kongens daatter. Vedel, Hundrede Viser. I. nr. 23. – dat.: syden bedis ieg till en iomfrw fyn. Rimkr. k 2.Bedje, go. 1) bede; the bedæ ey foræ tøm, forti thæt ær moth gutz viliæ ath bediæ foræ tøm. Lucid. 58; han skal bedhiæ for hannom Gl. D. Bib. 3. Msb. 14.19; tha scall bedhies fore oss. Dipl. Chr. I. 162. – dat. flt.: øpte ... mangen man oc baade genesten dræbe han. Romant. Digtn. II. 337; hanss moder oc venner baade met grædende thaare. Chr. Pedersen. I. 99; (smlgn. isl. báƀu). – dat. f. m.: vaare det saa, at nogen baade til det diwr. Chr. Pedersen. åb. 14.9. – med gst.: ten syugæ, som bad almøsæ. Mandev. Rejse. 46.8; bad Niels Jænssøn et uvilt sogne vidne af andre gode herremænds tienere (1503). Brasch, Vemmetofte. I. 35. 2) bejle; thee faræ till andre landh ath bethiæ them men. Lucid. 51; hynnder baad hertug Heendrick. Grundtv., Folkev. I. 204; han hauer lenge bedet mek til ærlig ting. Romant. Digtn. II. 177; – deg bedder til her Thimand. Grundtv., Folkev. II. 291; din søn kommer oc beder til en dannemands datter. Pallad., Visitatsb. 89.18. 3) indbyde; reede de til brøllup stor, de baad til de beste kemper. Grundtv., Folkev. I. 225 b. 4) lf. a) = 1); kom Jørgenn Høg ind til Suennd Christensenn och badtz huuss (1592). Rosenv., Gl. D. IV. 324; ind kom goden bonde oc badis han god ljud. Grundtv., Folkev. IV. 96 a. – b) = 2); ieg badtz hinnder for heder och ehre. Grundtv., Folkev. IV. 293 b; badis oc fick hans daatter Ida til ecte. Lyschand. 247; – han bads om kongens daatter. Vedel, Saxo. 54; – hennde bads thill enn kongesønn. Grundtv., Folkev. IV. 139 b. – tm.: beden; naar bønnen er beden. Lyschander, Kalmarnske Triumf. c 2; Hvitf. II. 268; B. Tott. I. 17; P. Syv. I. 48. Skønt de to go. »bedes« og »bedje« egenlig ere forskællige, smlgn. isl. beiƀast og bíƀja, bethæs og bithæ hos Lund; Lyngby, Udsagnsord i jydske L. 19 og 29, ere de til dels sammensmæltede.Bedje, go. 1) også med gst. bede til, bønfalde; læg thec sithæn nethær a iorthæn oc beth Guth. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 85.24.Bedje, go. 1) nut., se IV. 342 a19. – bm., se I.* 26 a; – bethe i, oc ether skal giffuis. Luk 119 (1524; CP: beder). – med gst.; om hans søn bether brød. Luk 1111 (1524; CP: om b.); – alle bede hannem ont. PlD** 51. – med dobbelt gst.; (1598). HT I. 441 (ovf. IV. 146 b40); hvad vi Gud fader bede vil, det vil hand staa os til. KPs* 389. – b. (om) brød ɔ: bede om almisse; ieg saa ey heller hans arffuinge bede om brød. Ps 3725 (CP; 1550: gaa effter); – the fattige peblinge, som bede theris brødtt (1554). KhS V. 304. – b. om ɔ: b. ved (for skyld); jek bedher tek om faderen. T 553 140. Jf sværje 5). 3); bede en til at dricke stort. Etym 1451; Steph II. 812. Jf af-, an-, for-, hem-, ind-, om-, til-, udb., ubeden.Bedesbrød, no. gange om b. = tigge. Molb. Gloss.Bedesbrød, no., se: hans børn ganger om bedis brød. Bang, Saml V. 174. Jf ovf. l7.Bedekvinde, no. 1) tiggerske; begravet en fremmed bedekvinde (1632). D. Saml. V. 293. 2) kone, der indbyder til gæstebud; dersom nogen bedequinde beder till nogen thienneste piges eller thienneste løse folckes bryllupper (1610). Kbhvns. Dipl. I. 586; bede qvinden for 12 piger at bede (1677). Stolpe, Dagspressen i Dmrk. II. 337. Da der på sidste sted også nævnes en bedemand, synes »bedekvinden« kun at skulle indbyde kvindelige gæster (præfica, bedekone. Steph. Nomencl. I. 1738. 20; Hübertz, Aktstk. om århus. III. 99).Bedeprædiken, no. prædikenpå en bededag; hannem tilfalder at gaa mett taulen om onsdag udi vor Frue kirke, under prædikenen, som man kalder bedeprædiken (1533). Molb. Gloss.; onsdag, bedeprædiken (1658). D. Saml. V. 333. Smlgn. Sch. u. L.: bedemisse.Bedeprædiken, no.; MbG = (1553). KD IV. 546.Bede, no. (nt. bede 2, Sch. u. L.) afgift; annen gawe elder bedæ stordh wil ieg ey aff teg tyggæ. Rimkr. h 4v; thisse myne gaarde, som skylle xiii pund korn med penninge och andre beede (1482). D. Mag. III. 39; (1533). sst. VI. 157; smørskyld adt sancti Hans dag, kornskyld at sancti Mortens dag oc andre smaa bede (1551). Rosenv., Gl. L. IV. 241 = Chr. V. D. L. 3-13-1; giffuer en pund malt, en ørte rwgh meth andhen bede (1546). Fynske Aktstk. 19; andre bede. sst.; (1540). Rosenv., Gl. D. I. 57; beder (1594). sst. IV. 403; the altidt haffue ydt sogneprester vdj Worning thieris kuornskyldh met andre smaa beder (1571). Khist. Saml. VII. 767; Gullands landgilde bestaaer aff øxen, stude, kiøbefæ oc anden smaa beede. A. Berntsen. II. 86. Egenlig: hjælp, som man beder om; smlgn. Hist. Tdskr. 4 R. IV. 162 og: naar wi bedis nogen landehielp, da skal alle vdgiffue den hielp til bestemte tid. Hvitf. III. 237; jvfr. Du Cange: precaria. 2. Bedegalt, no. svin, der gives i afgift; giiffue bøndernne aff alle herredernne 19 bede galtir. N. D. Mag. VI. 303; bede galte. sst.Bedehjælp, no. frivillig el. særlig udredelse; bedhe wii eder, attj ville huer retthe siig effther att giffwe oss ett magert swyn, thette skulle y icke annamme at were wptagett end for en bedehielp oc icke for nogen paa legge eller euig sidwane at bliffue (1534). N. D. Mag. V. 136; skal vere quit oc fri fra all hielp oc vdgierd til krigsfard, bædehielp eller at lane kongen noget. Hvitf., Bspkr. g 2v.Bedesmør, no. afgiftssmør; 5 fg. (ɔ: fjerdinger) bede smør. N. D. Mag. VI. 293.Bedesvin, no. = bedegalt; er kommen af lænit i thette aar oldenswin och bedeswin, 250 swin (1493). Molb. Gloss.Bedel, no. (isl. biƀill.) 1) bejler; hinder ryder bedell bode till och fra. Grundtv., Folkev. II. 40 b; procus, beel, som gil. H. Smith, Lib. voc. lat. 1563. 106; Turson, Vocab. 128; hwn sig giffte skulde oc samtycke syn bedeliss vilge. Chr. Pedersen. I. 338; flt.: hwn giorde synæ bedlæ saa megz vtoll. Rimkr. c 5v; alle ære bædle riighe oc fangher fattighæ. P. Lolle. nr. 254; mwe i see en fauer rosen, skal mange bedle fanghe. D. Skuesp. 44; Kortvending. v. 884. – om ieg kund' en bejle ramme. S. Terkelsen, Astreæ Sjungek. I. 110; hues hand icke vaar til sinde at anamme kongeriget, viste de sig vell beylle at bekomme til den brudt. Hvitf. VIII. 23; om end jeg var aldrig bejle. Bording. I. 170; hun finder beyle dog saa vel som anden brud. Gerner, Epit. 83; P. Syv. I. 88; – flt.: lod forsamle alle hendis beile. Vedel, Saxo. 15. 2) planten., aparine; beyler, snerrer. S. Paulli, Flora Danica. 167 A; Moth. Smlgn. Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 96 og bjærgbejle ndf.Bedel, no. 1); – flt.; DgF II. 228 a (ovf. I. 209 a25). Jf medb.Bejlegilde, no. det gæstebud, som gøres, når de forlovede skal offenlig tilsiges hverandre. Moth.Bedelvånd, to. vanskelig med at vælge bejler (fæstemø); der er en iomfru paa vort land, hun er sig saa bedelvand. Grundtv., Folkev. III. 848; suenden hand wor beddel-waand och iumfruen war icke huid. sst. IV. 265 a. Smlgn. vånden og Aasen: bidlevand.Bedle, go. 1) (n. bidla.) bejle; proco, ieg beler. Turson, Vocab. 240, 346; (Colding, Etymol. 997: beiler). 2) tigge; trygle eller bedle Gudtz almisse (1536). Rosenv., Gl. L. IV. 166; hvo som vil bedle, faar og henge bedlerkappen paa. P. Syv. I. 35.Bed[j]le, go. 1); om hand kunde beyle til Gulland oc faae ja. GI 97. 2), jf betle ndf.Bejlemål, no. det, at mand beiler. Moth.Be(j)lemål, no.; k Jarisslaus belemaal til Ingerd. ClS 223.Bedelstav, no. tiggerstav; naar bedelstaven først bliver varm i haanden, vil mand nødigt slippe dend. P. Syv. I. 36.Bedelstav, no. Jf bettels.Bedler, no. tigger; mand finder sielden en blu og stum bedler. P. Syv. I. 35. Smlgn. betlere.Bejlere, no. bejler; bejlere, procus. Colding, Dict. Herlov. (Etymol. 997: beiler). Smlgn. medbejlere.Bejlere, no. Jf for-, medb.Bejleri, no. frieri; hans beyleri hos dronningen. P. Resen. 97. Moth.Bejleri, no. Jf medb.Bejlingsmand, no. mellemmand ved frieri. Moth.Bedjelse, no. bøn; effter trænne bedielsæ oc blodw sweth forrodhes. N. M. Petersen, Lithist. I. 122; precatio, bedelse, bøn. Colding, Etymol. 986.Bed(j)else, no. Jf af-, for-, om-, tilb.Bedere, no. 1) tigger; nøthørfftelige mennæskæ ællær bedhere. Gl. D. Bib. 5. Msb. 15.4; rogator, biddere eller staadere. Vocab. 1514; Bruun, Viser fra Reformat. 37; mand skall icke stede biddere och tyggere. Chr. Pedersen. IV. 382.20; Chr. Pedersen, Joh. 9.8; een god bediære scal haffwe een god syniære. P. Lolle. nr. 791 = P. Syv. I. 49. Smlgn. Aasen: biddar. 2) indsamler af almisse til kirker og klostre; questor, bidder, som tygger til kirker. Vocab. 1514; domkirker, herræklosther wdskickær mange bedhere, .... tessligest tilstædher bisperne, at manghe bedhere, som tigger til ny stedher ... wndhentagen then Heliandz, vor Froæs, sortebrødres og St. Jøræns bedheræ, som inthet annæt hawæ æn Gudz almisse oc ræt tiggæbrødhræ ære. D. Mag. VI. 361. Smlgn. Sch. u. L.: bedeler.Bedere, no. Jf for-, tilb.Bedestund, no. bøntime; det er aften nu, her holdes bede - stunde i floode-kirkerne. Kingo, Chr. V. anhang. f 4. Således i d. nuv. bibelovst. Ap. G. 3.1 (= bønens time (1607 og 1647). Smlgn. stund. Bedestund, no., se I.* 26 a; om bede-stunde oc sabbathens helligholdelse. Fdg 19/5 1676 overskr. Bejlemand, no. = bejlingsmand; beylemand, dend, som gaaer ens bud, naar mand beyler, pronubus, der freywerber. Comenius, Orbis pictus. 368.Bejlemand, no., se I.* 26 a.Bededag, no. (t bet(e)tag) i nuv. bet.; optage noger bede dage, som thenn meniige mandt kunde besøge kirckerne (1546). KhS V. 34, 46; de sædvanlige i ugen forordnede bededage. ChrVS § 3.Bedehus, no. i nuv. bet.; mit huuss skal kallis bede huuss. Matt 2113 (1524 og flgd. overs.; Luther: bethaus). Jf bøn(e)hus.Bedekammer, no. (t betkammer) i nuv. bet.; Etym 1088 (ovf. II. 878 a1). Bedeklokke, no. (t betglocke) i nuv. bet.; ringis om morgenen oc aften fredklocken eller bedeklocken (1593). RdKl II. 512; (1615). Rsv* IV. 315 (ovf. u. fridklokke). – ringe med b. ɔ: bede; offt med bedeklocken ringe. Mar s 7v.Bedekone, no. = bedekvinde 2); maa bede-manden ey meere en 2 rixdaler oc bede-konen 2 slette daler gifvis. Fdg 26/4 1656 § 10. Jf ovf. I. 117 b5-7.Bedemand, no. i nuv. bet.; se frgd. o.; Stolpe II. 337; jeg bedre kand en bøn til eder skrive, en bedemand for mig i ville blive. Reenb I. 55.Bedepsalme, no. i nuv. bet.; hvilke stykker ikke udi nogen bede-psalmer bør udelukkis. KS 7. Bejlemed, no. mål ved frieri; skiønhed uden vid er mig mit beyle-meed. DP 26. Jf med 1) (III. 49 b).Bejlesot, no. elskovssyge, heftig kærlighed; dP's beylesoet paa timen sig forøgte. DP 51. Bejletanke, no. tanke om at bejle; Lønb 12 (ovf. IV. 892 b4).Bedlerkappe, no. tiggerkappe; PSO I. 35 (ovf. u. bedle 1)). Jf bettelmantel, ståderekåbe.Bedlerorden, no. tiggernes stand; bedler orden er den største orden. PSO I. 35. Jf betlero.Bedelig, to. let at bevæge ved bøn; hand (ɔ: Gud) er bedelig oc bønriig. ErU b 2v. Jf til-, uafb.Bederemand, no. kræver; thw skalt ikke trængæ theth swosom en vrætwis bedhere man ællær vtkræffwere. ÆB 2 Msb 2225 (frgd. o. ovf. II. 863 a32). Jf Lund: bethæs.Bederi, se småb.Bederinde, se forb. Vis mere +