BegiveBegive, go. (nt. begeven, sv. begifva.)
1) hengive; han begaff sig aldeles paa intet andet end krig oc blodstyrtning. Vedel, Saxo. 151; begaff sig siden til løssactighed. Lyschand. 582; begifuer sind oc sands hen paa atskillige tegn oc dennom effterløber. Jersin, Mirakler. a 3; begifve voris sind oc gemyter til de ting, som ere aandelige. B. Tott. II. 235.
2) opgive; almuen der offuer, de begaff dennem at dyrcke oc pløye landet. Hvitf. VI. 92; begiver sig alle sine fordele. Forsøg i de skiønne Vdskb. IV. 41.
3) b. sig a) have omgang med, gifte sig med; faa kierlighed til en vanskabt kempe oc begiffue sig met den, som er aff troldeslect. Vedel, Saxo. 7; disse fire begaffue sig met Guthmunds quindfolck. sst. 187; vilde heller leffue iomffru leffnet, før end hun vilde begiffue sig met nogen almues mand. sst. 152. – b) blive afmægtig; han haffde saa stor pine deraff, at han sig strax aldelis begaff, han daanede. Herm. Weigere. 271 (nt. sik begaff. udg. 1549. 251). – c) forefalde, finde sted; ingen sag saa suar kan hende eller begiffue sig. Herm. Weigere. 21v; naar oppenbare nødtørfftighed seg begiffuer. Khist. Saml. I. 69; sst. V. 618; (1524). Allen, Aktstk. 195; de forandringer, huilcke sig alleuegne haffue begiffuet. Vedel, Saxo. fort. 1; en tretthe, som begiiffuer sig emellom thennom (1572). Rosenv., Gl. D. III. 149; (1587). D. Mag. II. 246. – lf., d. s.; dersom der begiffuiss flere sager, som disse capittler icke om formelder (1598). Hist. Tdskr. I. 466; hvorledes sig megen tvist tildrager og begiffuis. A. Larsen, Optegnelser. – d) forholde sig; thy at leiligheden seg ther uti landett anderledes om begiffuer end anderstedz (1527). Rosenv., Gl. L. IV. 139; komme udi forfaring, hure hans sag sig begiver (1573). Khist. Saml. V. 604; fange alt att wide, om saadant sker, oc huor sig alting ther mett begiffuer (1569). sst. VI. 233; at i wille skrive os til, hvorledes sig leiligheden begiver med samme bondgarns stade (1563). D. Mag. VI. 169.
4) tm. gift; inthe hijnder maa spijlde rett æchteschaff wden, att icke wære sengefør oc wære wwitterlige begiffuen oc kyskhedtz løffte. P. Eliesen. 434.Begive, go.
1) begave; skaffte han thet (ɔ: mennesket) oc begaff thet mett siine høgmectige dygder. ScrochF 3 - 3v.
2); AB I. 126 a (ovf. II. 473 a6). – 3 e) give sig, tage fat på; lovede JC at begive sig til felbereder haandværket (1665). Hüb II. 298; RFII 16 (ovf. IV. 723 a46). – f) i nuv. bet.; sig hiid ind vdi riigitt att begiffue (1586). HT6 I. 97; (1612). NdM II. 50 (ovf. I. 35 a1); Fdg 5/5 1653 § 2 (ovf. V. 34 a41). Jf ind-, udb.; ubegivlig.Begiftig, to. begavet; preuilegia oc friiheder, som the meth begifftige ære aff wore forfætre (1480). Kinch, Ribe. 383.Begiftige, go. (nt. begiftigen, se Sch. u. L.) begave; mange store previlegia oc friiheder, i huilke the thennem meth begifftiget hawe (1480). Kinch, Ribe. 383.Begivelse, no. udstrækning? forskrefne jordh met ald sin begiffuels i længæ oc bredæ op oc neder, som hun indhegnit blef (1498). KD I. 251. Fejl for begribelse (se bet. 1))?Begifte, go. (mnt begiften) begave; de først for alle ting skulle were begifftede med hans aand. TSd 97.