BeskedBesked no. (nt. beschet, se Sch. u. L.) 1) forstand; icke heller med synderlig beskeedt eller till nytte anuendis (1583). N. D. Mag. VI. 155; giff mig fornufftig ende, at ieg min siæl med god beskeed befaler dig udi hænde. Psalmedigtn. I. 230 a; døm siden dog med god beskeed. S. Povelsøn. b 7v. 2) grund; till huess bestyrckilse theris hellige leffnett mett wnderlige teghen ere oss een sterck beskede oc bewijsning. P. Eliesen. 237; er oc then hellige kirckis bewiisning befest mett større beskede. sst. 274; hvorhen, med hvad beskeed, og hvad hans bestilling her er (1629). O. Nielsen, Kbhvns. Hist. III. 136; den vel maatte kaldes med beskeed den verdslig states ære. Bording. I. 16. 3) sammenhæng, have b. = det er en anden sag; det haffuer nu sin besked. Ranch. 35; vil bønderne giøre dennom tilfør, det haffuer sin beskeed. Hvitf. VIII. 52; dersom moderen icke selff haffuer melck i sine bryst, det haffuer en anden beskeed. Jak. Alb. Horsens. d 3. 4) aftale, betingelse; nogen vger holt hand slottit, siden gaff hand sig met viss besked. Hvitf. VIII. 37; I. 42; som ville nøde skipperen til at seyle anden steds met dennem, end deris beskeed er. Fred. II. Søret. kap. 15 = Chr. V. D. L. 4-1-10. 5) ordning; her om kunde vel giøris nogen anden besked met adelens oc raadsens samtycke. Hvitf. V. b 2v. 6) afsked; Herre lad mig snart fare i fred, din trette tiener giff sin besked. Ranch. 35; det vaar salige Jacob Huitfelds sidste besked aff denne verden. Hans Mogensøn, Ligpr. o. Jac. Huitfeld. t 4; lad mig snart fare i fred, din tienerinde giff sin besked. Psalmedigtn. I. 456 a. Besked, no. 5) meget løst folk, som ikke have tjeneste eller nogen ret besked med at fare. Nationaltid. 23/8 1882. sp. 5. 7) tilladelse; de fattige, som have besked om at maatte blive udi byen (1562). Nationaltid. 23/8 1882. sp. 5.Besked, no. 5); fatte een goed beskeed paa alle sogner, lade beschriffue alt det gods, der til ligger (1539). RdKl I. 110 (mulig i bet. 3)). – have sin b. ɔ: være i orden; med skytterne har det sin besked. KB 1566-70 310. – vidnesbyrd, hjemmel; se I.* 31 b; løsgængere eller dem, som ingen pas eller rigtig beskeed have. DL 3- 19-21. – mådehold? (1579). KhS3 VI. 505 (ovf. IV. 938 b22). 7), se I.* 31 b. 8) gøre b. ɔ: drikke med (ved tildrikning); denne drickebroder hafuer A drucket it stort bæger med vijn til, huilcket hand giorde med en fart beskeed. SkP 434; huilcken som dricker hin anden heell eller halff glas til ..., tør den anden icke giøre hannem bescheed (1654). KD V. 372; (1668). Hüb II. 292; giv mig med taalmodighed at giøre herrens kalk beskeed. KS 92; Psd I. 373 b. 9) oplysning; om huilcket de vide fuld løss beskeed. Heg 221; saa vijde ieg finder beskeed for mig vdi indlendiske historier. Hvf I. 58.Beskede, go. (nt. bescheden, se Sch. u. L.) 1) bestemme; beskeed meg sielff, havd løn dw wilt haffwe af meg. Tavsen, 1. Msb. 30.28; gud hagde beskedet them thet Cananeiske land for een timelig welgerning. Tavsen. 105; gernæ forbyde wille, ind tiill saa lengge h. n. kon. høgmectighedt thennom ther om ytthermere beskedendes worder (1531). N. D. Mag. VI. 112; saa ingen ther offuer kommer vden wii, och huilcke ellers therpaa beskedet och tillatt bliffuer (1585). D. Mag. V. 112. – tm.: ther, som han met beskene ord kund giøre oss sin besynderlige næruærelse. Tavsen. 137; som leyr ith skiff til en beskeden eller forsagt tiid (1545). N. D. Mag. I. 262; III. 167; V. 168; Fredr. II. Søret. kap. 38; tresindstiue tusind mand, som ere beskedene at vaacte paa Daneuircke. Vedel, Saxo. 474; huilcke parter wi haffue lowligen steffnd at møde paa en beskeden dag. Hvitf. IV. 368. 2) stævne; attj beschieder forne fremid folck for etther (1574). Geh. Ark. årsb. III. till. 57; beskedet vi hannom till oss andenn dagen therepter (1567). Rosenv., Gl. D. III. 50; enthen hannom ther skulle giffuis hans affskeedt eller och hiid offuer till oss beskeedis (1583). D. Saml. V. 159; huor hand lod beskede adelen til sig. Hvitf. VIII. 39; Chr. IV., Breve. I. 188. 3) forklare, udtrykke; er thet wsandhed, wden hwn thet bescheeder mett wiisere forklaring. P. Eliesen. 393; schulde the beschede, wdi huess maade herschaff bruge mactt. sst. 476; – racha, ther icke besckeeder nogen foragt. sst. 106.Beskede, go. 3) Paulus klarlige bescheder dett forskiel paa gerninger. Biskopper- (ne)s Gensvar. l 1; forti at thette støcke lerdom scal beschedis i vor christen troes bekendilse, tha sculle i finde et børligt suar, nar hun er vdgangen. sst. r 2.Beskede, go. 3), se I.* 31 b. 4) true? de vare også overdragen og beskedet af Svensken med brand. SR II. 481-2 (jf sst. 575 a). Jf henb. Beskede(n)lig, to. forstandig; beskedenlig, homo ratione utens. Colding, Dict. Herlov.; dend elste och beschedeligste aff suennene (1652). Geh. Ark. årsb. III. till. 133; den ypperlige qvindis exempel, som var beskeedenligere oc mildere. B. Tott. II. 268. – Som bio. (nt. beschedelike, se Sch. u. L.) 1) bestemt, udtrykkelig, tydelig; ath wy thennæ same screfft swa beskethelige læsyth hafue (1431). årb. f. nord. Oldk. 1874. 422 not.; saa beskedelig skulle de oplese samme articler, at huer aff bønderfolcket kand wed seg sielff telle dennem effter. Kirkeordinans. 1539. d 3; euangelisten haffde icke saa beskedelige oc met saadan flid sæt sine ord. Tidemand, Post. III. 35, 47; der forstaas io beskedelige oc klarlige den guddommelige maiestatis tre atskillige personer. Tidemand, Sjæl. Urtegd. k 1v. 2) udførlig; thet wore saare langt at her beskedelige fortellie the wnderlige teghen. P. Eliesen. 185; hand neffnde beskedelige baade tid, stæd oc alle omstændige vilkaar. Vedel, Saxo. 495; dog den icke beskedenlig fortæller, huorledis til er gaaet. Vedel, Udv. Viser. II. nr. 40. 3) forstandig, passende; vnder hugswalelses kæp føgher han beskedelig refses lim. H. Suso. 119.1; skall hwer bede beskeedelige, och hanss bøn skall vere bequemmelig. Chr. Pedersen. II. 63; tilbørlige oc beskedelige, frit oc obenbar fram sige. Herm. Weigere. 257; sit svar beskedelig hun hannem vide lod. S. Terkelsen, Adam o. Eva. 22; (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 365; din ædle druue saft beskedeligen brugt giør hiertet læt. Hexaem. 122; S. Povelsøn. b 7. 4) listig; huilcket alle mend forundrede, at saa ringe en greffue kunde saa beskedeligen fange saa veldig en kong. Hvitf. II. 115.Beskeden, no. 1) = besked 2); ratio, aarsag til huad mand slutter, beskeden .... via, modus et conditio, fadtzon oc beskeden paa noget. Colding, Etymol. 1058. 2) besked; iligemaade for holdis med beskeden eller raadførsel fra superintendenten. Chr. V. D. L. 2-15-7.Beskeden, no. 2) også forklaring; derpaa findis kvittantser och beskeden (1595). Secher, Rettertings D. 32. – have sin b. ɔ: have fåt nok, være dødsens (1616). Nationaltid. 23/8 1882. sp. 5.Beskeden, no. 2); (1643). Rsv* IV. 381 (ovf. V. 38 a5); – (1565). RdM2 I. 719 (ovf. V. 79 a38); se I.* 31 b. 3) = besked 4); dog met beskeden, om herren befaler tienerne at giøre noget, som er Gud imod. KP d 3. 4) hjælp, udstyrelse; TK 79 (ovf. V. 61 a54). Jf brevb.Beskeden, to. (nt. bescheden, se Sch. u. L.) 1) passende, rimelig; han skicker sinæ underdannæ een beskedhen low oc en godh sidhwanæ. Brandt. 199.13; skwlle tiænæ bondhen for beskednæ peninge løn (1521). D. Mag. III. 297 = Rosenv., Gl. L. IV. 17; skulle forneffnte bymend fuld macht haffue att wurde enn beskeen och skelliig deel aff hans gotts. Rosenv., Gl. L. V. 81. 2) forstandig, hæderlig, især som titel; discretus, beskeden. Turson, Vocab. 190; (1440). Kinch, Ribe. 311; tilskicke ther een beskedhen prest. Dipl. Chr. I. 181; thog swo at han sætter en anden bescheden prest i garden (1463). D. Mag. III. 209; huilchen præst strax velbemældte herre straffede med et beskedet suar. P. Resen. 25; – her Niels Ywerssøn ridder, en beskethen man och welboren (1397). D. Mag. IV. 300; en beskedhen man ok ærlig herræ, Folmar Jacobsøn Lwnge, riddære. Molb. o. Peters. 302, 395; beskethen man her Hanes Hennikessøn prest, perpetuus vicarius (1431). årb. f. nord. Oldk. 1874. 421. not.; ottæ lofffaste, beskedene dandæmæn (1445). D. Mag. III. 183; (1479). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 36; fornumstige och beskeedene mendtt, borgemestere, raadmendt och menige Kjøbenhafns inndbyggere (1527). N. D. Mag. I. 53; beskeden mandt Hans Mogensen, byeskriffuer (1574). Rosenv., Gl. D. III. 234; (1590). sst. IV. 194; (1468). Grundtv., Folkev. III. 611.Beskeden, to. 1) – i nuv. bet.; Etym 761 (u. modestus, jf errata); NL 937. Jf ub.Beskedenhed, no. (nt. beschedenheit, se Sch. u. L.) forstand; at sacramenterne effter gudz ord vddeles oc børnelærdomen med beskedenhed forklares. Kirkeordinans. 1539. b 3; effter deris beskedenhed oc forstand, om noget er glemt, tilsette. Hvitf. VIII. 313, 279; af vel begavede forstand og beskedenhed vel kunde betænke (1588). N. D. Mag. IV. 154; (1594). Hübertz, Aktstk. om Bornholm. 521; bør dog hans som alle hedningers skrifter altid med christelig beskedenhed at læsis. B. Tott. I. b 3. – som titel: bedendis derfaare eders beskedenhed (= conspectionem) oc gode forsiun, at i fare frem vdi eders forsæt. Hvitf. IV. 5.Beskedenhed, no. 2) afgørelse, ordning; fik dog ingen beskedenhed eller skrivelse fra eder igjen (1539). Nationaltid. 23/8 1882. sp. 5; fuldgøre os det, os lovet er, om besegling og redelig beskedenhed paa vor underholdning. sst.Beskedenhed, no. i nuv. bet.; Etym 761 (u. modestia); NL 938. – se I.* 31 b. Jf ub.Beskedige, go. = beskede 2); wij haffue beskedigitt till oss her Peregrin Willugby (1585). N. D. Mag. I. 143.Beskedning, no. besked; ville nu viide en endeligh beskening (1602). D. Mag. II. 362. Smlgn. Kok, Sønderj. Ordsp. nr. 1774.Beskedning, no.; thill vi finge vider besckening fraa eder der om (1600). KhS3 V. 492; – læsse breffue oc giffue beskiedning der paa igien. SkP 242. 2) orden, sømmelighed; om her J epther sligh beskeding haffuer handleth, som en prestmandtt burde at gøre (1562). DM4 V. 256.1Beskedelighed, no. forstand; beuiser dygdelighed i eders tro oc i dygdelighed beskedelighed oc i beskedelighed maadelighed. 2. Pet. 1.5 (1550: Luther: bescheidenheit; gr. γνῶσις; 1607: forstand).Beskedelighed, no., se I.* 31 b.Beskedelse, no. kundgørelse, bebudelse; effther ængelens ordh oc effther then hellige ands beskedelsæ. AM nr 75 (8°) 5-5v. Vis mere +