BlafreBlafre, go.
1) flagre, vifte; siunis oc ubilligt, at mann skal blaffbre for hvert veyr. P. Resen. 288.
2) sladre; saa blaffrer hand aff sin egen fornufft. Tidemand, Sjæl. Urtegd. c 2. Smlgn. Rietz: blaffer og blabre ovf.Blafre, go.
2) også tale utydelig; naar du blafrer, oc ingen kand forstaa dig. Synders Speigel. I. 97.Blafre, go.
2); gøø oc blaffre som hijne galne hunde. TVd 125v. Se I.* 36 a.Blafte, go. flagre (som luen i et lys). Moth.

Rapportér et problemfra Kalkars Ordbog Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind I

Vis mere +

I andre ordbøger

I andre opslag