BlidBlid, to. glad, lystig; i ware blidhe oc ladher borth fare edhers quijde. Romant. Digtn. II. 314; thu wast baadæ drucken och bliid. Hr. Michael. 49; huad skall ieg i stuffuen giøre blant drucken mend och blide. Grundtv., Folkev. III. 774 a; han giorde vnderstundom en føye, blijd collatz med. Tavsen, Post. vinterd. 103. Så vel i Isl. som i de andre. nord. spr. ligger betydningen nærmere ved den nuv.; derimod har nt. blide (se Sch. u. L.) omtr. samme bet.Blid, to.; – efter nuv. brug; Kv v 1641 (ovf. u. dandes 1)); indulgens facies, blid ansict. Etym 1478; at herren til os maae sit bliidest' ansict vende. Hex 212; HenrW I. 298 (ovf. V. 53 b7). Jf snakke-, ub.Blide, bio. glad, blidt; hun fafned hans komme saa blide. Grundtv., Folkev. II. 125 b; den første bøn, den beder du hannem saa blide. sst. III. 202 b.Blide, bio.; Psd I. XVIII b (ovf. IV. 577 b39), 254 b.Blide, no. (isl. blíƀa.) 1) glæde, venlighed; ladh mik sa i modh værden stridhe, at Gudh mik seer hære æfftær met blide. Brandt. 274.28; huo som med blide sig klapp' oc kysse lade vil. S. Terkelsen. II. 39. 2) smukt vejr. Moth.Blide, go. 1) (isl. blíƀa.) mildne, bevæge; togh han oc skulde henne blydæ mæt vægxell. Hell. Kvinder. 65.4; bedh thyn kære søn blidhe gwd fadhers wredhe. Molb. Gloss.; herræ gudh, ther for synden vredæs oc met skriftæmal blidæs. sst.; – sereno, milder, blider. Colding, Etymol. 1154; Steph., Nomencl. 1726. II. 1278; dagen blides, caligo nitido sereno resolvitur. Moth. 2) lf. vise sig venlig mod; blidhæs thin man ok raadh hannom. Gl. D. Bib. Dom. 14.15. 3) glæde, være gunstig; met ord met gerninghær gør hennæ ey harm, blidæ hennæ met gaffuer. Hr. Michael. 165; du vil blide vort ganske hus ved den tidende. Moth.; thaa stodt skibbet y blidende bør, som thett haffde standit i grunde. Grundtv., Folkev. III. 309 b = bliden. sst. III. 311 a. 4) se mildt; der blunder nu mangt et øje, som blidede i fjoor. P. Syv. I. 66.Blide, go. 4) = Pouch m 5.Blidel, no. februar; februarius, blidel. H. Smith, Lib. voc. lat. 1563. 16; februarius siger: ieg heder blidel, kender du mig, men gaar du nøgen, det angrer digh. Tidemand, Sjæl. Urtegd. 5 = D. Saml. II. 271 og Hushold. Kal. a 5; ham følger strax paa food den vaade fisk, hand kiør slet blidel bort. Hexaem. 156; han skal betale til den tred'vte blidels dag. Bording. II. 20, 60; Gerner, Hesiodus. 158. Smlgn. blidemåned og Rietz: bliel.Blidelslilje, no. vintergæk; levcoium bulbosum. blidels-lilier. S. Paulli, Flora Dan. 7 A; Comenius, Opladne Dør. § 133; Moth; Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 94. Smlgn. februarlilje.Blidelmåned, no. = blidel; februarius, blidelmaanet. Turson, Vocab. 9; blidilmaanet. Tidemand, Sjæl. Urtegd. 4v.Blidgøre, formilde; the ære blidhegiordhe, ok the giærne wptoghe Rwbens slegtes ordh. Gl. D. Bib. Josv. 22.30; vi bedhe tek, ath tw wilt blidgiøre thin søn. Molb., Gloss.Blidemåned, no. = blidel; Juno februata, bliide maaned. Hexaem. 195 i r.; februarius, dødemaanedt, blidemaanedt. Colding, Etymol. 411: S. Paulli, Flora Danica. 3 B; horcken oc kuulbarsen er god i blidemaanet. J. Holst, Fiskebog. 32; vi danske kalde den blidemaanet, fordisaa den undertiiden siunes noget mild. J. Lauritzsøn Wolff, Diarium. II. 36.Blidemåned, no. Jf vinterb.Blidmælende, to. som taler vel til folk. Moth. Smlgn. isl. blíƀmæltr.Blidelige, bio. (isl. blíƀliga.) blidt; som hennæ kunne komme tijl ath lee eller och blydeligæ paa hannum see. Rimkr. e 5v; Romant. Digtn. II. 324; han sagdhe blidelighe. Gl. D. Bib. 1. Msb. 45.4; du wilde mig blidelig suare. Grundtv., Folkev. IV. 332 a; Vedel, Saxo. 43; indulgenter, blideligen. Colding, Etymol. 1478. Blidne, go. (n. blidna, se Aasen.) at blive mild; det blidner ɔ: bliver got veir. Moth. Blidskab, no. 1) (isl. blíƀskapr.) blidhed, venlighed; talæth keiserenn vith henne met blitskap, oc met vegsell vildæ han henne hugh met huærue. Hell. Kvinder. 63.22; han haffde blidskab mod thik tied. Romant. Digtn. I. 327. 2) (nt. blideschop, se Sch. u. L.) glæde; ladt meg høre frøgd oc blijdskaff. Fr. Wormordsen, Ps. 50.10; siwnger mett blijdskaff for herrin. sst. Ps. 97.6; fornømmer thu, att thu bewaaris aff Gudt, tha siwng mett blijdsckaff. P. Eliesen. 331.Blidskab, no. 1); eenhver sin høje top med bliidskab bukte ned. Helt 22.Blidgøre, go.; anf. st. = T 553 141.Blidhed, no. (fsv blidhhet) i nuv. bet.; Etym 1154 (u. serenitas), 1478 (u. indulgentia).Blidke, go. (isl blíƀka) = blidgøre; tw cloghe fortalerske, tw æst Abigail, som blidkæde Dauidh. T 553 96v; blidke oss mz syn loffuen. sst. 137v. Blidsom, to. = blid; med nogen blidsom snack forløste hendes mand. TkH 207. Vis mere +