BogBog, no., hunk. (∾ isl. bók.); Aristotiles scriffuer i syn bog, i hwo henne læs. Rimkr. 15v; Hr. Michael. 124; Rosenv., Gl. L. IV. 2; Vrbanus Regius haffuer screffuet en christelig bog, oc hun er i sandhed ded, hun kallis. Urbanus Regius, Sjælens Lægedom. b 2; Hilkia fick Saphan bogen, at hand skulde læse i hende. 2. Kg. 22.8 (1550, 1607.); denne bog ... andre, som hun henner faare at komme. Herm. Weigere. fort. 7; kiøb denne bog, galt hun end en daler. Hexaem. e 2v. Smlgn. jordebog. Bogbindere, no. bogbinder; bibliopegus, bogbindere. Colding, Etymol. 869.Bogbindere, no. (sv bokbindare); (1557). KhS II. 410 (ovf. V. 96 a49); henders fader haffwer wærret kl. majts. bogbinder. Jm 220.Bogsed, no. ed aflagt med hånden på bibelen el. anden hellig bog; hand schulle haffue bunden bogsseedt paa en eg, Jens Nielssenn beschylte Olluff Mule at schulle hannem frarant (1572). Rosenv., Gl. D. III. 180; enn bogeed, hand haffuer vunditt for nogit fæ, de vare beskyltt for (1579). sst. III. 317; thil thallede hannum for itt winde och bogs-eedt. (1591). sst. IV. 316; alle styrmendene oc suennene skulde suærge en fuldbogs eed huer for sig. Hvitf. IV. 82; forneffnde bogseed. sst. Smlgn. Fritzner: bókareiƀr og bokartak, samt til sagen N. D. Mag. VI. 194; Hübertz, Aktstk. om århus. I. 36; Kbhvns. Dipl. IV. 426; Jydske Saml. III. 162; Rosenv., Gl. D. IV. 358.Bogfjæl, no. bræt til at læse på; tabella, boge fiel. Turson, Vocab. 122. Vel snarest = fibelbræt. Bogfor, no. omslagsbind. Moth. Smlgn. foder.Bogfører, no. (nt. bokevorer, se Sch. u. L.) boghandler; bibliopola, bogfører. Vocab. 1514; prenthere oc bogfører och thennom serdelis, som pleier ath omføre ketterscke bøger. P. Eliesen. 75; Vedel, Saxo. fort. 18; bogførerne wnderstaa dennum att indføre dannsche bøger (1596). Rørdam, Univ. Hist. IV. 418; forbiude alle bogfører samme bog icke at indføre. P. Resen. 329. Smlgn. vinfører; oprindelig betegne disse ord vel rejsende købmænd. Bogpenning, no. et slags offer; degne skulle icke gaa omkring efter kyssepenning, andre kalde det bogpenning, som de pleiede at vise folket et billede i en bog, hvilken folket kyssede og gav saa hver degnen en hvid (1565). Khist. Saml. IV. 485; i der fore giffue hannem bogpenge. Pallad. Visitatsb. 51.5.Bogperse, no. bogpresse; mestergerningh aff kleyensmed embithe een baagpersæ (1497). Fynske Aktstk. 43; Samme form V. S. O. Smlgn. perse. Bogstav, no. fk. den bogstaff. Tidemand, Sjæl. Urtegd. a 7; efftersom Cristoffer Urnes forpligtelse udi bogstaffuen selffue indholder (1564). Rosenv., Gl. D. III. 15; vden den klare bogstaff fylger der hoss. Lyschand. XII; S. Povelsøn. 246; er c en bogstaff. Gerner. Epit. 22. – Både i Nord. og Tysk er ordet hank.; men Højsgaard, Gram. § 74 omtaler ik., som i færd med at trænge igennem; ogs. V. S. O. har begge køn. – flt.: bogstave; mærkt i hiertens køtz tafl met bloduge bogstafwe. H. Suso. 194.4; thet oerd forklarer alle bogstaffue i thette mandatt. Tavsen. 215; P. Eliesen. 186; hebraiske bogstaffue. Luk. 23.38 (Chr. Pedersen, 1550, 1647.); Vedel, Saxo. fort. 29; den skrift lod sig tilsiune med nogle bogstaffue. Jersin, Mirakler. a 11v; (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 362; lede effter de samme ordsproge under adskillige bogstave. P. Syv. I. b 8. – B. Tott. I. 131: bogstafver, i r.: bogstafve.Bogstav, no. – flt.; Hors m 5 (ovf. IV. 133 a36). – Jf middel- (III. 54 b3), rune-, su[ø]ndagsb.Bogstol, no. (sv. bokstol.) læsepult, pult; stoendis for en bogstoll oc icke for alteret. Kirkeordinans. 1539. c 7v; en bogesthol gjordes att stå på altaret (1537). Khist. Saml. IV. 213; (1530). Kbhvns. Dipl. I. 376; Pallad., Visitatsb. 11.17; en lav bogstol til at skrive på, med grønt klæde beklædt. D. Saml. VI. 118; bogstoell met skab och laas for (1646). Progr. f. Herlufsh. 1880. 44; pluteus, bog-stoel. Steph., Nomencl. 1738. I. 239; bog-stoel, der pult. Comenius, Orbis pictus. 294; Comenius, Opladne Dør. § 630.Bogetrykkere, no. bogtrykker; calcographus, bogetryckere. Turson, Vocab. 123.