BortblæseBortblæse, go. flyve bort (for blæst); som affner, der bortblæse faar vær. Jer. 13.24; (1607: bortfarer.). Sv. bortblåsa bruges ligeledes uvirk.Bortblæse, go. 2) (fsv bortblasa) blæse bort (virk.); Etym 453 (= flando abigo); Steph II. 497. Bortbreve, go. bortfæste skriftlig; hues gaarde eller iorde som kircken haffuer nu wbebreffuit bort oc vil dennom selff lade bygge, dennom skal kircken icke verre plictig til at bortbreffue. Hvitf. VIII. 86.Bortdoble, go. bortspille; huo som bortdobler werge och kleder (1611). N. D. Mag. III. 168; huo som bortdobler sin hest, harnisk eller kleder. sst. III. 188. Smlgn. doble.Bortdoble, go.; ængin man mo sin hæsth burthdoblæ. Rosenv., Gl. L. V. 29. Bortdoble, go., se I.* 40 b. Jf he(de)nd. Bortdrage, go. 1) trække bort; the toge til oc vilde henne bortdrage, tha giorde then helluger andh henne soa thung, at hun matte ey rykkes af then stad. Hell. Kvinder. 71.29. 2) rejse bort; strax efter at vi var bortdragen (1641). Suhm, Nye Saml. I. 133.Bortdrage, go. 1); HS 519 (ovf. III. 134 b23); skal herren ey fra sin client sin runde haand bortdrage. Wiel II. 103. – lade gå, tilbringe; med eders skrifning har dend halve nat bortdraget. SortS 47. 2); (1558). Rsv II. 217 (ovf. u. bortvige); AA I. 281 (ovf. IV. 737 a54); ChrIV 155 (ovf. II. 213 b38). Jf hedend.Bortdrivet, tm. fordærffuelsen haffuer hand bort driffuet fra disse steder oc land. Psalmedigtn. I. 69 a. Smlgn. drive.Bortdrukne, go. drukne; haffuer vor christne lerdoms ypperste artickle verit i saadan haffsnød oc bortdrucknede i paffuedommet. Pallad., S. Ped. Skib. k 3v.Bortdrukne, go. Jf hend.Bortfare, go. gå, drage bort, fare; schall ingen af thennom bortfar, met myndre at the hafue lof. N. D. Mag. I. 310; Univ. Jub. Samf. Bland. I. 69; der Mose vdracte sin haand offuer haffuet, da loed Herren det bort fare. 2. Msb. 14.21 (1550, 1647); din Dafnis vil bortfare. S. Terkelsen, Astreæ Sjungek. II. 54; thu lader buortt-faare slig ord. Grundtv., Folkev. III. 351 b; vor synd lader hand bortfare. Kingo, Psalmeb. 321. Bortfarelse, no. bortgang; abscessus, bortfarelse. Vocab. 1514; formedelst sin død oc bortfarelse aff denne verden. Tidemand, Sjæl. Urtegd. n 5.Bortfarelse, no.; Hub 140 (ovf. IV. 333 b46); giorde nogle faa aff fæderne vdi denne hastige bortfarelse en forordning. Cold kkkk 1. Jf he(de)nf.Bortflugtet, tm. bortflygtet; transfuga; borth flwcthith. Vocab. 1514. Smlgn. flugtet. Bortflyge, go. flyve, svinde bort; thy lote meg bortflyghe. H. Suso. 53.23; fulene kunde bort flyge aff grenene. Dan. 4.11; alle fuglene vnder himlene vaare bort flugne. Jer. 4.25; (1607: bortfløyne.). Smlgn. fluge.Bortflyge, go. (sv bortflygha); som en drøm skal hand bortflue. Job 208 (1607, 1647); – somme bortfløje med tranen. Kpb 23.Bortforundet, tm. bortrådnet; der er giort en steen-muer med planckeverck offuen paa, huilcket muren nocksum vinder, endog planckerne er bortforundet (1623). Grundtv., Folkev. III. 926 b. Smlgn. forne; Molb. Diall. 129: forurnet; Varming. § 127.Bortforvende, go. sætte til, forbruge; thersom de (ɔ: penge) endt varre indkommen i boenn och ther aff thennom begge forthærit och borttforuentt (1594). Rosenv., Gl. D. IV. 395. Smlgn. forvende.Bortføje, go. begive (sig) bort; sig saaledes bortføyet, at man ikke ved, huor han sin vey haver hentaget (17/9 1639). Sæl. Reg. (A. L.). Smlgn. føge.Bortføre, go. 1) afskaffe; forskreffne uwane at were bortførdh ok afsaghd meth koningx dom. Rosenv., Gl. L. V. 181. 2) sætte til, lade gå tabt; ingen soldat skal paa arbejdet omkomme andre krigsmaterialier, sælge, doble dem bort eller paa andre maader bortføre. Chr. V. Artikels-Brev. 1688. § 123.Bortføre, go. (fsv bortföra) 3) føre bort; (1543). KD II. 261, 572 (ovf. III. 768 b7, 9); hafve der fenkligen en hob folk bortført. SR II. 483; paaliggende iord at rydde oc bortføre. Fdg 4/2 1661. Jf he(de)nf. Bortgange(-gå), go. 1) gå bort; budet, som vaar bortgonget at kalde Micheam. 1. Kg. 22.13; (1607: bortgaaet.); de vaare bort gongne. Matth. 28.11; retvished er bortgangen slet. Psalmedigtn. I. 285; saa hand mett thennom bortginge (1579). Rosenv., Gl. D. III. 324. 2) gå hen; intet usømmeligt, som af dem begaaes, lade ustraffet bortgaa. Chr. V. D. L. 2-20-2. Smlgn. A. Larsen, Optegnelser og afgange 3).Bortgange (-gå), go. 2) også i egenlig bet.; dog vil jeg selff til hend' bortgaa. Dr. Hielpeløs. 37. Bortgange, go. 1); nm.; ey skalth thu bortganghe vthen mik. GkS 58; – RD I. 33 (ovf. IV. 845 b32); – Matt 1329 (1524, ovf. IV. 363 b37); Joh 666 (sst.); se I.* 40 b. – gå til grunde; (1501). GhA IV. 294 (ovf. III. 487 b16). Jf he(de)ng.Bortgenne, go. bortdrive; skal din blodig sveed siælenød bortgienne. E. Naur. b 4v; hvem skal vor sygdoms nød bortgienne med en hast. sst. r 3. Smlgn. genne.Bortgive, go. begive (sig) bort; nu soelen sig bortgav. Psalmedigtn. I. 349 a. Smlgn. give.Bortgive, go. 2) (fsv bortgiva) i nuv. bet.; (1518). Suhm II. 1. 166 (ovf. V. 20 a49); Hvf IV. 398 (ovf. u. bortvende); Hvf VIII. 288 (ovf. u. afhandle 4)). Jf he(de)ng.Bortgrave, go. nedgrave (for at skjule); minn fader hannd lod ted guld borttgraffue. Grundtv., Folkev. II. 223.Bortgrave, go.; wille de dog icke skiule eller bortgraffue den pending, som dem er offuerantuordit vd at faa paa oger. Herm. Vejere, Regne Bog. a 2v.Bortgrave, go., se I.* 40 b.Bortguldet, tm. betalt; huat hwn hafuer fran sich antworthet eller gifuet eller bortguldet eller lent (1397). Geh. Ark. årsb. II. 30. Smlgn. gjælde. Bortgøre, go. udsende; hwn wilde hinde syster bort giøræ then hiedenningh konningh antswar ath førræ. Romant. Digtn. II. 65. Smlgn. gøre.Borthjælpe, go. hjælpe bort; skal ingen voldeligen undføre hannem rettens tvang ej heller hemmeligen borthielpe. Chr. V. Artikels-Brev. 1688. § 47. Borthænge, go. hænge; naar nogen her effther kunde paagribis, skulle thee borthengis oc straffes paa liffuit vden ald naade (1570). Kbhvns. Dipl. IV. 595.Borthæve, go. borttage, fratage; icke tilstede, at thenn udenn dom och rett borttages och borttheffvedis (1558). Rosenv., Gl. D. II. 235; dersom therthil icke findis raadt, er at formode, at kirkernis iorde oc eyedomme mett thiden borthoffues fra kirckerne (1569). Hübertz, Aktstk. om Bornholm. 325. Den her forekommende form kunde være dat. f. m.; smlgn. Rydqvist. I. 174.Bortjejt, tm. bortjagen; effugatus, bortieyd. Vocab. 1514. Se jage.Bortkaste, go. 1) kaste bort; saa langt som vester fra øster bortkaster hand vor synd fra os. Kingo, Psalmeb. 324. 2) give slip pa, aflægge; uii skulle bort kaste mørkenss gerninger. Chr. Pedersen. I. 19 (= abjiciamus. Vulg. Rom. 13.12; i oversæt. af N. T. har Chr. Ped.: aflegge.). 3) ødelægge; ath ieg mig ey bort kaster mett syndt oc ondskab mijn. Psalmebb. I. 153. Smlgn. forkaste.Bortkaste, go. (fsv bortkasta) 1); 1 Msb 2115 (ÆB, ovf. IV. 763 b34; 1550: kaste bort). – forkaste; thend steen, som bortkastist aff ethers bøgnings mend. ApG 411 (1524, CP, 1550). 2); Kemp 3518 (ovf. V. 10 a7); Test* n 6 (ovf. IV. 496 a27). 3); Hvf II. 265 (ovf. IV. 969 a27). Jf he(de)nk.Bortkomme, go. komme bort, undkomme; huilcke icke ved flucten bortkomme, bleffue slagne. Hvitf. III. 9; hindrer hannem, saa hand ej maa bortkomme med sine koster. Chr. V. D. L. 6-15-19; naar den afdøer eller bortkommer, som fæst haver. sst. 2-22-25; dersom en misdæder formedelst saadan forhindring bortkom, skal den, som dertil var aarsag, være i den undkomnis sted. Chr. V. Søe-Artikler. § 71. Bortkommelse, no. undslipning, redning; haffue volt ræffuens forløssning oc bortkommelse. Herm. Weigere. 147v.Bortkjuse, go. kyse bort; med sin engelsiun de vægtere bortkiøs. E. Naur. kk. 2. Smlgn. kjuse.Bortkjuse, go.; du dine fiender med et ord bortkøs. Naur z 3.Bortkøre, go. (sv. bortköra.) bortdrive, fjærne; han gik bort, bortkørd aff them. H. Suso. 33.25; at bort køræ oc bedræ so dan twang oc wræt (1377). Geh. Ark. årsb. II. 27 (= ad iniurias repellendas. sst. II. 26.); hollændæ burtkørær han oc burtkørændæ hollær han. Brandt. 151.22; borth kør dem snarlige met skam och skendsell. Chr. Pedersen. II. 326. Smlgn. køre.Bortlade, go. lade gå; ther æffter skal han bortladhe edher. Gl. D. Bib. 2. Msb. 3.20. Smlgn. gloss. sst.Bortlade, go. lade gå bort (ved åreladning); det gode blod, meen jeg, er ud, slet bortladt aff den fandens hud. Dr. Hielpeløs. 41. Smlgn. lade ndf. Bortlade, go., se I.* 40 b. Bortlede, go. føre, trække bort; hun (ɔ: koen) drønned efter magen sin, der hun bortleddes. P. Syv, Cimbr. Sprog. 176.Bortlede, go. (fsv bortledha); kriigs swennen bortlidde hannom vti forstuen. Mark 1516 (1524); Joh 1813 (jf ovf. II. 766 a53); bruden skal bortledis, naar klocken er ti. Fdg 1/5 1624 § 10.Bortlægge, go. fjærne, standse; beder hende bort legge sit horeri fra sig. Hos. 2.2 (1550 og 1647); kiff oc trætte, som er iblant deris vnderdane stille oc bortlegge. Herm. Weigere. 28v. Smlgn. aflægge.Bortlægge, go. (sv bortlägga) 1) aflægge; skulle han bortlegghe sinæ moncke klædher. GkS 92. – fri sig fra; HS 2011 (ovf. I. 836 a15). 3) henlægge; er retferdigheds krune bort lagd til mig. 2 Tim 48 (1550, 1647); (1643). Rsv* IV. 403 (ovf. III. 222 a12).Bortlæne, go. låne ud; de, som lene deriss penninge bort ... at de skulle fonge nogen baadning paa dem ydermere, en de bort læne, och de icke elderss ville borth lene dem. Chr. Pedersen. II. 107. Smlgn. læne.Bortløbe, go. løbe bort; at diurene kunde bort løbe. Dan. 4.11; (1607: fare bort.); refuga, bort lobben. Colding, Etymol. 490. Smlgn. løbe.Bortpante, go. pantsætte; skulle huilcke læn i saa maade vaare bortpantede, kong Christiern strax igien hiemfalde. Hvitf. V. 39.Bortrejsning, no. bortrejse; der jeg gjorde en aff vore børn udj sin bortreisning nogen liden geleide (1670). Khist. Saml. VIII. 495. Smlgn. rejsning. Bortrende, go. løbe bort, hen; blant træerne de bortrende. Psalmedigtn. I. 462 b. Bortrende, go. (sv bortränna); skal dend morder løs bortrende. KPs 505. – gå hen; lad min tjd i fred bortrende. KS 29.Bortrette, go. henrette; kand vi icke acte raadeligt at vere uden klarere bevissning hende at bortrette (1634). Khist. Saml. VI. 193.Bortrette, go.; hand (ɔ: Johannes døberen) haffde maaskee ingenlunde saa hastigt bleffuet bortræt for en horis angiffuelse skyld. SkH b 3v. Jf rette 5).Bortride, go. ride bort, ud; ieg vor mig bort-riden om en morgens-stund. Grundtv., Folkev. IV. 568 a = reed ud. sst.; dersom nogen fra sin fahne bortrider. N. D. Mag. III. 182; hand tog sit sverd dermed bortreed. P. Syv, Udv. Viser. IV. nr. 15.Bortrykke, go. henrykke; du undertiden blifver bortruckt til det høye og strax der efter henfalder til den daarlighed, du vaarst vedvaant. Synders Speigel. II. 187. Smlgn. rykke.Bortrykke, go. egenlig tage bort; da bleff all trøst fra dem bortruct. Dav. Lyndsay, Om Monarkier. 21; giort røfvegods af hans gods och ladet bortrøcke och forrucht det af hans hus (1599). Secher, Rettertings D. 256.Bortrykke, go., se I.* 40 b; NPF b 1 (ovf. V. 17 b22).Bortrykkelse, no. henrykkelse; icke af guddommelig kraftz indgifvende eller indblæssning ved bortryckelse som Israels propheter. Comenius, Opladne Dør. § 644.Bortrømme, go. tage bort; alle exemplaria aff menniskens giemme oc øyne at bortrømme. Jersin, Mirakler. l 1. Smlgn. V. S. O.Bortrømme, go.; naar de gaaer iffrig fort, saa bliffver det bortrømt. GHD I. 300; alt ondt fra ham bortrømme. Birch 550. 2) (fsv bortryma) flygte bort; Hvf VIII. 273 (ovf. I. 73 a8); af kragens stafn var hand bortrømt. KragR a 7v. Jf he(de)nr. Bortsige, go. lade sive bort, udtørre; vdtørre deris brønde oc bortsige deris kilder. Hos. 13.15. (Luther: versiegen.). – lf. sive hen, udtørres; du lader stercke strømme bortsigis. Ps. 74.15; Es. 16.5; mange velgerninger stedis ilde, spildis og bortsigis, ligesom vand drickis i sand. Tidemand, Post. II. 74 (sigis bort. sst.); derimod forsuinder oc bortsigis stor rigdom. sst. II. 87v. Smlgn. sige.Bortsjude, go. koge bort; som het vand bort siuder aff stor ild. Es. 64.2.Bortsjude, go.; lad syde saa sacte, indtil saa lenge, at du seer, det vandiske er bortsaadet. N. M. Aalborg, Lægeb. 251.Bortsjude, go. (fsv bortsiudha), se I.* 40 b.Bortskikke, go. (sv. bortskicka.) bortsende; som vaar bortskicket til Rom. 2. Mak. 4.11 (1550, 1647); amando, ieg bortskicker met befalning. Turson, Vocab. 227; øfversten vilde hemmelig bortskicke dennem aff byen. P. Resen. 126. Smlgn. skikke. Bortskilje, go. (sv. bortskilja.) fjærne; indtil i bort skilie den band fra eder. Josva. 7.13; (1607: bort tage.). Smlgn. Skilje.Bortskilje, go.; de ere bortskilde fra din haand. Ps 886 (1550, 1647).Bortskride, go. gå fra hinanden, flyde bort. Gl. D. Bib. gloss.Bortskuden, tm. forjagen, forskudt; ieg vil samle de bortskudne. Zef. 3.19; (1607: forskuden.). Smlgn. skjude.Bortskyldig, to. 1) skyldig, gældbunden; huad gield vor broder Geert er bortskyldig. Hvitf. IV. 133; obæratus, allevegne bortskyldig. Colding, Etymol. 17; (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 472; den sigis ljge saa vel at være penge bortskyldig. B. Tott. I. 114; haver academiet været bortskyldig til professorerne. N. D. Mag. IV. 230. 2) som skyldes bort; hvis den indehavende boe oc formue ikke kunde tilstrekke til den bortskyldige gields afleggelse. Chr. V. D. L. 2-12-4; skal først al den bortskyldige gield betalis. sst. 5-2-14.Bortskyldig, to. 2); min bortschyldig gield. SHS II. 366.Bortslå, go. 1) (sv. bortslå) slå hen, lade fare; skulde wi icke aleniste icke bekumre oss, men ocsaa bortsla den dieffuels gerighed. Tidemand, Post. II. 87v; the icke skall haffue fuldkommidt wor befallingh, men thend udi werritt borttslagett (1591). Rosenv., Gl. D. IV. 310. 2) bortsende, lade gå; der folcket vaar bortslaget. Vedel, Saxo. 432. (= dimissis amicis. ed. P. E. Müller. 819.).Bortslide, go. rive bort; min fiende, som listelig mig vil bortslide. Psalmedigtn. I. 230 a.Bortslide, go. (sv bortslita); wore i de, som meg wilde bortslide oc sencke. Hub 1; alt kød bortslidis som it klæde. Jes Sir 1417. 2) tilbringe; at hun skal uden mand bortslide hendes dage. Helt 53. Jf hens. Bortsnibe, go. bortsove; laved sig bryst-værn udaff gaaseduun, hvor bag hand ducked need i luun og half bortsnibed dagen. Sorterup, Poetiske Skansekurv. 2. Smlgn. snive.Bortsnige, go. = bortslide; saa skal den hund min siel icke bortsnige. Psalmedigtn. I. 246 b. Smlgn. snige.Bortsnige, go.; også uvirk. snige (sig) bort; du bortsniger dig saasom en tyff. D. Mag. 4. R. VI. 62.Bortsnige, go., se I.* 41 b.Bortsove, go. sove hen, dø; indtil vi bortsoffue saliglig. Psalmedigtn. I. 69 b; ieg skal bortsove ved din døed. sst. I. 350 b; naar jeg bortsove skal, frels mig fra helveds pine. Kingo, Psalmeb. 96; sødeligen i Herren bortsov. Thura, Poet. Sager. 209. Bortspilde, go. (sv. bortspilla.) 1) spilde; handvercksfolckene tiden unyttig bortspilder. Forordn. 23/12 1681. indledn. 2) tilintetgøre, forspilde; vill ieg hende iche saa ilde, at du skall hendis ære bortspilde. Grundtv., Folkev. IV. 270 a. Smlgn. spilde.Bortspre(de), go. adsprede, udsprede; hand skal bortspre dem. 1. Kg. 14.15 (1550, 1647.); affner, der været bort sprer. Ps. 1.4; 53.6; at hans fiender kunde bort spreess. Ranch. 110; under iorden de bortsprees. Gerner, Hesiodus. 89; – paa det slig en sambling effter min død icke skulle bortspredis eller forkommis. Hvitf. II. tilegnelsen. 3. – der den allerhøyeste bortspridde folcket. 5. Msb. 32.8; bortspriddis. 1. Sam. 13.11 (1550, 1647); bortspredede. Ps. 53.6 (1647); – asken bleff bortsprid fra alteret. 1. Kg. 13.5. (1550, 1647); bortspridde. Job. 4.11; (1647: bortspredde.); som vaare bortspridde i atskillege land. Chr. Pedersen. III. 491; de ere fordreffne oc bortspridde. Tidemand, Post. I. 15. Smlgn. sprede.Bortstålen, tm. bortstjålen; bleff kalck en bortstaalen. Pallad., S. Ped. Skib. k 7v; subreptus, bort stolen. Colding, Etymol. 1048; (1636). Hübertz, Aktstk. om århus. II. 200; (1650). D. Saml. II. 121; det, der er bortstaalet. B. Tott. I. 130; Helena bleff bortstaalen aff Paride. Gerner, Hesiodus. 46. Smlgn. stæle.Bortstæde, go. bortforpagte; kirckens forsuar bortsteder kirckens korntiende (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 395; deris ledige eller øde gaarde, som de ellers icke kunde faa bortsted. A. Berntsen. I. 46.Bortsætte, go. 1) sætte hen; paa en ort i templet, huor deris andre geistlige bøger vare bortsætte. H. H. Skonning, Geogr. Orient. 4. 2) skille sig ved, sætte til; deris godzs, som saa ere borttsadt emod lougen eller anderledis forkommid (1547). Rosenv., Gl. D. I. 104; saa och for dødewelde skyld breffuene therpaa at kunde were borttsatthe (1591). sst. IV. 292; satte nogle bort af dennem til lands, nogle til vands, nogle udi strid oc saa selff forødde dennem. B. Tott. II. 238; at hand ej godset unytteligen bortsetter. Chr. V. D. L. 3-17-34. Smlgn. sv. bortsätta.Bortsætte, go. (sv bortsätta) 1) – føre bort; bød hand thennom bortsettis. ApG 1219 (1524; 1550: føre bort). – b. sig ɔ: bevæge, flytte sig; maaden, hvorledis vandene hafve bort sat sig. Hex 88 i r.Borttagelse, no. lammelse; mand holder for, ad krampe skal være et forbud for borttagelse, være sig heel eller half. Comenius, Opladne Dør. § 313.Borttagelse, no. 2) (fsv borttakilse) i nuv. bet.; icke den wrenligheds borttagelse paa kødet. 1 Pet 321; v Aph I. 84 a.Borttagen, tm. (sv. borttagen.) lam; paraliticus, halff tagen bort. Vocab. 1514; hemiplexia, halff bort tagen. Turson, Vocab. 79; det wor halfft taget bort, ath det kunde huerken røre hand eller fod. Chr. Pedersen. II. 233 (= Chr. Ped., Matth. 9.2; smlgn. 4.24; 1550 begge steder: verckbrødne.); som vaar verck bruden och bort tagen. sst. IV. 281.21; hans krop neden ved hans beltested er halff borttagen, oc hand kand inted røre den part. Pallad., Visitatsb. 118.29. Borttjure, go. udtørre; eders Gud bort tiurde Jordans vand faar eder. Josva. 4.23; østen vær borttiurde fructen der paa. Ez. 19.12; (1607: borttørrede.). Smlgn. tjure. Borttjure, go. – lf. afmagres; denne siwge, ath mennisken bort tørris oc forsuinder. CPL 20v. Jf fsv bortthörkas.Borttræde, go. 1) gå bort; giesterne borttræde. S. Terkelsen, Jakobs Gifterm. b 3. 2) nedtræde; falt sompt hoss veyen, oc det bleff borttrædt. Chr. Pedersen, Luk. 8.5; (1550, 1647: borttraad.). Smlgn. træde.Borttræde, go. 2). Se her ovf. u. afbede.Borttræ[å]de, go. 2); SR I. 53 (ovf. I.* 3 b16); lammet offueruant dennem oc forderffuede dennem, til saa lenge de bleffue borttraade. Test* n 7. Jf hent. 2).Bortunde, go. overlade; baadsmands rum, naar bortundis maa. Chr. V. D. L. regist., det lovsted (4-1-29), hvortil henvises, har: forunde.Bortvende, go. skille sig ved, lade bortkomme; de skulle inted sele der aff eller bortuende. Ez. 48.14; (1607: bortskifte.); vden bispens vilie ingenlunde skal aff hende, bortgiffue, bortskiffte eller vdi nogen maade bortvende deris rørendis eller wrørendis gods. Hvitf. IV. 398; at det icke skulde forkommis eller bortuendis. Hvitf. Bspkr. v 3. Bortvende, go. 2) (fsv bortvända) vende bort, fjærne; haffuer du dog bortuent din vrede. SthHb l 4v; dit ansigt lyvs du ey bortvende. KS 102.Bortvige, go. afvige, undvige, drage bort; wi ere bort wigede fra dine bud. Dan. 9.5 (1550, 1647); Psalmedigtn. I. 352 a; Sørenn Jørgensenn er bortdragenn och bortviigtt aff samme gaardtt (1558). Rosenv., Gl. D. II. 217; (1567). sst. III. 53; nu (er ansigtet) blægt, efter blodet er bortviget. B. Tott. II. 72; P. Resen. 251; alt ont maa der bortvige. Kingo, Psalmeb. 76. Smlgn. vige.Bortvræge, go. (sv. bortvräka.) bortkaste, tilintetgøre; iech ær redhe at skiwle thine synder oc bort wræg them i hafsens dyp. H. Suso. 29.34; 102.7; han skulde bort vræke all ilzskæ. Hell. Kvinder. 43.32. Smlgn. vræge.Bortværge, go. afværge, tilbageslå; paa Christum er enhver vist døbt, hand kand Sathan bortverge. Psalmedigtn. I. 249 b. Bortælte, go. bortdrive, forjage; fuglæn, the nederforæ paa asnæne, ok Abram bort ælte them. Gl. D. Bib. 1. Msb. 15.11; hwilkæn som ænkæ ær ællær bortælthæ aff mannæn. sst. 3. Msb. 22.13; hon bort ælter frestels ok vtslukker legemelig lyst. H. Suso. 102.33. Smlgn. ælte.Bortælte, go.; borth ælther spolorm. T 249 (8°) 167. Borteværelse, no. fraværelse; absentia, bortheverelse. Vocab. 1514; etth breff, som Erick Kromedige i her Otthes bortverelse hagde udgiffuit (1537). Rosenv., Gl. D. II. 52; klerkeryet, som haffue nu længæ foræ paffuens burteuarelsse værit som fadherløsæ. Khist. Saml. VI. 151.Borteværelse, no.; glædhe oc sorg, som føller efter hwer anner aff hans næruærelse eller bortuærels, som kær ær. H. Suso. 66 18; 67.7.Borteværelse, no., se I.* 41 a. Vis mere +