BrandBrand, no. 1) ik. i nuv. bet.; men det brand brende. Hvitf. V. 218. 2) fk.; tande i et lys. Moth; snyd liuset ... men sluck liuset, branden ud, ad han ey lucter ilde. Comenius, Opladne Dør. § 745. Mulig skal her læses ljusebranden; smlgn. sv. ljusbrand. Se også vidjebrand.Brandbli, no. bly med svovl, som er brændt til pulver. Moth; altså vel = nuv. svovlbly. Moth skriver altid bli.Brandfork, no. tvekløftet ildrage; en puster, en ildskee, en brand fork (1574). D. Mag. II. 81; iij brandforckj (1578). D. Saml. 2. R. VI. 183; (1611). Progr. f. Herlufsh. 1880. 23; udi stegerset en gammel brandfork (1627). D. Saml. VI. 371; (1650). sst. II. 141. Moths forkl.: »en fork, som bruges i ildebrand«, passer ej de anførte steder, hvor det er et redskab i værelser o. s. v. Smlgn. brandtjuve og ildfork (u. eld.).Brandfork, no. M's forkl. er den samme som ordb., når ildebrand tages i bet. 1). Jf eldf.Brandhør, no. spunden og vævet asbest. Moth.Brandhjort, no. en stor hjorteart. Moth. Smlgn. Nemnich, Polyglot-Lex. d. Naturgesch.: cervus hippelaphus, tragelaphus, t. brandhirsch.Brandejærn, no. (sv. brandjärn.) trefod (stativ) til at sætte kogekar på (el. hænge i) over ilden; wti stegerhuset eth brandejern met viij kroge (1495). D. Mag. 3. R. III. 285; eth brandtiern, som staar i stegerhwsit (1509). D. Mag. II. 148; i stegerhusset j brandhe jern (1454). Kbhvns. Dipl. IV. 51; (1530). sst. I. 376; thuende brandiernne, huilcke skulle giøris saa høye paa fødderne (1575). N. D. Mag. I. 10; Vedel Simonsen, De dske. Ruder. I. 99; iij høge brannde jernn med trinde knappe (1578). D. Saml. 2. R. VI. 183; (1611). Progr. f. Herlufsh. 1880. 26; ij store messing brand jern, derpaa fattis 2 knapper (1650). D. Saml. II. 141. På nogle steder synes ordet brugt om et slags kaminrist.Brandmester, no. en ved hæren ansat leder af afbrænding; ingen skall brænde, røffue, brandskatte, uden det aff feldtmarskalcken eller brandtmesteren er forordnet (1611). N. D. Mag. III. 186. Smlgn. Grimm. Wb.: brandmeister. Brandmål, no. (t. brandmahl.) brændemærke. Moth.Brandskade, no. en fugl, som de gamle mente at føre ulykke med sig, den fløj til et antændt alter og tog et gloende kul i munden og fløj bort med; sphinturnix. Moth.Brandskænde, go. hærge med ild; greffue Adolff plyndrede oc brandskiende konning Knuds lande. Hvitf. II. 48.Brandspøjte, no. brandsprøjte. Moth. Smlgn. spøjte. Brandspøjte, no. brandsprøjte; Forordn. 23/7 1689 § 15. Smlgn. spøjte.Brandspøjte, no., se I.* 41 b.Brandsted, no.; brandsted, bondens stuehus, som hand hafver ild oc værelse udi. Osterssøn Weylle. 161; Moth. Smlgn. Lund; Schlyter og Molb. Diall. samt isl. eldhús.Brandstædt, to. brandlidt; Moth; ieg ikke som en brandsted mand mig frihed vil begiere at gaa med tigge-brev om land. Bording. I. 58. Brandstød, no. hjælp til brandlidte; ingen sognepræst maa give breve til dem, som gaa efter brandstød eller tigge til mandebod (1559). Khist. Saml. IV. 461; enken beklagede sig, at hr. Stanislaus ikke vilde give hende den udlovede genant, fordi hans gaard var afbrændt ... bisperne intercederede for bemeldte hr. Stanislaus, at præsterne vilde hjælpe ham til brandstød (1607). sst. VII. 59. Smlgn. sv. brandstod; Lund: brænnæstuþ;.Brandstød, no.; thag thesse fiske oc haff thenum tiill hielp tiill branndstydt (1557). HübB 265; JS II. 19. Jf stud 4).Brandstødbrev, no. tilladelse til at søge brandstød; præsterne maa ingen brandstød eller trøgle-brev give nogen. Chr. V. D. L. 2-11-4; brandstødbrev er det brev, som kongen giver afbrændte folk at søge gotfolk om hielp. Moth; brandstødmand og brandstødpose. sst.Brandtjuve, no. = brandfork; furcilla, brandtiuffue. Turson, Vocab. 63; en ylskedh, en branne tywe, en pustere (1530). Kbhvns. Dipl. I. 376; 1 brandtyve (1545). Brasch, Eiere af Bregentved. 510; brandthjuffue (1646). Progr. f. Herlufsh. 1880. 57.Brandurt, no. = betlerlys. Moth.Brandåre, no. en stor åre, som går fra bugen og til begge lår. Moth. Smlgn. Grimm, Wb.: brandader die schenkelader, weil man diese beiden adern in der krankheit des brandes schlägt. Brandøjet, to. som har betændte og røde øjne. Moth.Brandøjet, to.; kuld-svieren fra ungdom op brand-øyet altid titter. KSK a 4v.Brande, go. (n. branda.) pudse et lys. Moth. Jf MbO og MbD. – brande ud, at slukke et lys, når mand snyder det. Moth.Brande, go.; en lifsesax til at brande liufsen med (1607). JS3 II. 363; det lys maa taanden klippes af, jo meer du brander det. Alb Thura, Mor Betænkn 8.Brande, no., plantenavn. hepatorium vulgare. Moth; efter Diefenbach = eupatorium.Brænde, go. 1) uvirk., dat. stærk; tha bran thet folk. Hell. Kvinder. 79.8; thz (ɔ: lyset) nether i hennes hændher brandh. Rimkr. e 6; j tilginghæ til biergens rodhæ, hwilkæt som bran vt til hymmelænd. Gl. D. Bib. 5. Msb. 4.11 (1550: brende.); han stoth i brænnænde baat (baal?) i en væxtæn kiortæl, swa at han bran aldær. Brandt. 68.9. – flt.; the forsmade al verels ting oc brunne enest i Gudz kerlighet. H. Suso. 34.4; slognede all te bloss, som branne ower keyseren. Romant. Digtn. III. 26.17. = brende. Chr. Pedersen. V. 20.9. Smlgn. isl. brann (af brenna.); Lyngby, Udsagnso. Bøjn. 50. – nut.; Brannck, hannd brinnder y boelen saa rød. Grundtv., Folkev. III. 463 b. Smlgn. Varming. § 79. 2 og hinge u. hænge. – brændende sten, se brændesten. 2) virk., dat. svag; Æmblæth brandæ kuningens gard op. N. D. Mag. V. 167. – dat. stærk; tog han paa syn bare hand eth gloendæ iærn, thz hannum dog ickæ mere brand. Rimkr. k 5v. 3) skyde; der han brændte paa mig med den anden bøsse (1609). D. Mag. 4. R. IV. 131; hand greff til en bøsse oc brende ind paa konning Erich oc skød hannem udi den venstre arm. P. Resen. 225; dine helte først paa fienden torde brænde. Kingo, Chr. V. anh. f 3v, g 2. Smlgn. påbrænde og nuv. brænde løs. –Brænde, go. 2) lf. lide brynde; det er bedre, ath gifftess en ath brendiss. 1. Kor. 7.9 (Chr. Pedersen; 1607: brende sig; 1550: lide brynde); ath i icke begeer sin nestis hostro, icke ath brennis, som Paulus lærer i Corinthiorum vii. En mærk. Disputats. 86. 4) rense ved ild, ved smæltning; tac nisagran ... oc brænt bly oc giør puluer af alt samen. Arnemagn. Hdskr. nr. 187, 77.25. Se også u. baliun. Smlgn. J. Lov. III. 65; Fritzner2: brenna 3; Sch. u. L. I. 250. a 5-9. 5) afkoge, destillere; mand maa brende vand aff de smaa blaa fioler. Chr. Pedersen, Om Urtevand. 2; han maa dricke osen æller brent vand aff samme swre. Chr. Pedersen, Lægeb. 83v; da maa han dricke vand, som er brent aff iern vrt. sst. 22; det brendte vand aff persilie skal haffue samme krafft oc dyd. H. Smid, Lægeb. VI. 61, 100.3; de kunde thage therre wandt och brende detth thill tierre (1575). D. Mag. 3. R. III. 182; det er vel meget snarer med pande at brende, men vandet er icke saa got, som det, der blifver brent i beckenet aff den aarsag, at det, som brendis i panden. Block, Horticultura Dan. 128; Wolff, Diarium. II. 169. Smlgn. Grimm, Wb.: brennen 1 f.Brænde, go. 1) – mennisken brende aff stor hede. åb 169 (1550, 1607; 1647: brændte (= Brochm II. 282 b); CP: brendis); (1705). KD V. 797 (ovf. V. 27 b52). Jf PG 275. 2); engelen brendede mennisken med ild. Brochm II. 282 b (jf l17). – se I.* 41 b. 6) mærke (ved brænding); Dict (ovf. u. brænde, no. 4)); hvis urigtige tønder som ikke vare brændte med det aars brønde (1636). Wulff 118; (1701). KD VII. 631 (ovf. IV. 407 b41), 748. 7) b. af (fsv bränna af) ɔ: sætte ild på; haffuer brent theris gaarde aff och partered theris bohaffue och queg (1535). ChrIII Hist suppl 23. Jf afb. 1). 8) b. i ɔ: brænde til; al verdens lyster veed hun først i kul at brende. Wiel VI. 125. – Jf af-, an-, for-, ind-, inde-, lum-, op-, på-, skam-, tjuv(e)-, ud-, vedb., bole-, glas-, gulv-, halv-, lade-, olden-, sol-, sække-, ubrændt.Brænde, no. 1) brand, ild; Gutz engel scal kaste them i then brenne i helwidis ild. De 15 Tegn før Dommedag. 1509. c 2. 2) brændt sted; er det ickun et saar aff brændet ... det er ickun et ar aff brendet. Tavsen. 3. Msb. 13.28. 3) han brænder vådt brænde siges om den, der brænder tørre kokasser. Moth. 4) brændemærke og redskabet hertil; en løss samwittighed, betegned met ith brende. Chr. Pedersen. 1. Tim. 4.2; åb. 14.9 (1550: brendemercke, tegen.); (1521). Rosenv., Gl. L. IV. 45; skall kiøbmanden sende budt effter then, som brendit haffuer i forwaringe (1522). sst. IV. 126; de tynder, som er stadens brende paa. Fredr. II. Søret. § 48; (1568). Rosenv., Gl. D. III. 70; den samme mands boemærke, brænde oc signetsmærke. (1654). Khist. Saml. II. 192; straffis den, det giort haver, til kagen uden brænde. Chr. V. D. L. 6-6-10. tudicula, brende. Turson, Vocab. 112; brende, huor med tyffue brendis, cauterium. Colding, Dict. Herlov. Smlgn. heste-, stude-, svine-, tyvbrænde og brynde.Brænde, no. 3) (svd bränne) brændsel; skulle man holde ilden ued macht med tømmer att skende, daa uylle ded bliiffue dyr brende. ChrIV* III. 337; aff hvilcken torff til brende kand udgraffvis. Bernts II. 37; nitten mand med nød og strut skal giøre den i brende. Wiel II. 106. 3); – JS II. 149 (ovf. III. 856 a27); Wulff 118 (ovf. l26). J form, jf FeilbO: brønde. – Jf birke-, bøge-, horse-, kar-, sanke-, sur-, torve-, ud-, øgeb.Brændeboble, no. vandmand, gople; brændeboble, en vækst i havet, som har lif og brender. Moth. urtica marina, brendebobel. Steph., Nomencl. 1738. I. 125. Smlgn. sv. brännvabel.Brændeblene, no. brandvable; pustula, brende blene. Turson, Vocab. 31. Smlgn. blene.Brændedrank, no. slet brændevin; de paa landet falscht bur-øl og brende-drank udprange. Randrop, Randers March. 22. Smlgn. V. S. O.: drank.Brændefang, no. 1) ret el. lejlighed til at få brænde; yrke fang og brende fang (1495). D. Mag. VI. 196; lydhe tij nw alle redhæ stoortt nødh och besynderligen for brennefong (1534). N. D. Mag. V. 139. 2) ildsted, Moth. Smlgn. Molb. Diall.: skiød.Brændejærn, no. = brandjærn; eth brende iern, en rysth (1492). D. Mag. V. 214.Brændejærn, no. 2) (sv brännjern) = brænde 4); haffve et visse brænde-iern poster der med at tegne. Fdg 10/1 1668 § 6; saadant brendejern at bruge oc self deris træ at brende med (1683). KD VII. 30. Brændelampe, no. lampe; i afftis blev vort lyvs oc brende-lampe slukt. Kingo, Sjungek. I. 50.Brændemærke, no. flt. ufor. tegn; Gud regerer sin christen meenhed oc giffuer hende inge andre brendmercke til syndzens forladelse end sit ord. Herm. Weigere. 111v = nt. målteken. Se udg. 1549. 101v.Brændemærke, no. (fsv brännemärke); hand undsaa sig for et aabenbare brendemercke i sit navn. HenrW II. 18; – tegnis med visse brændemercke. Fdg 10/1 1668.Brændoffer, no. flt. ufor.; dine brendoffer ere dog alligeuel altid faar mig. Ps. 50.8, (1550, 1647); vore brendoffer, tackoffer oc andre offer. Josv. 22.27. (1550, 1647). Smlgn. offer.Brændofferalter, no. hank; brendofferens altere oc al hans redskaff. 2 Kr. 29.18.Brændeslange, no. en slange, hvis bid bringer håret til at falde af. Moth. Smlgn. V. S. O. og Grimm, Wb.: brandslange.Brændesnude, no. en søbemad, som laves af småskåren kødpølse, skal ædes hed, hvoraf den har sit navn. Moth. Smlgn. bræjnesnuda. Skougaard, Bornholm. 374.Brændesten, no. 1) (isl. brennusteinn.) svovl; ingyde at there mwn ien drik aff brænsten oc veld bly. H. Suso. 75.16; foræ allæ i bek oc brennesten. Hell. Kvinder. 25.34; herræn skal plavæ theth meth brænnæsteen. Gl. D. Bib. 5. Msb. 29.23; brennesteens luct, sulphureus odor. Vocab. var. expos. 1576. 35v (derimod sulphur, suaauelsten. sst. 88v.); – reynde herræn øwer Sodomam ok Gomorram brennændhe sten. Gl. D. Bib. 1. Msb. 19.24. 2) rav; raff eller brendesten. H. Smid, Lægebog. I. 159, 134v. Smlgn. t. brennenstein, bernstein.Brændesten, no. 2); glessum, brende sten, raff. SmdL 377; SmdLb II. 20. Jf barns. Brændesvin, no. svin, der skal gå på olden i skoven og derfor mærkes (fæsteudredelse); en gaard, skylder 112 ørte rug, IX skill. engpenge, et brændesvin (1551). D. Mag. VI. 148; giffuer til landgilde brenndsuinn och fødenødt (1569). sst. IV. 23; Eskildt Gøye antvordit hanum enn jordebog paa Hundslundt closter, och theruti staar et brennd-svinn aff hver gaardt (1558). Rosenv., Gl D. II. 228; giffuer till skylde aarligenn 4 ørtug korn, 1 brendesuiin (1594). sst. IV. 402; 234; Smlgn. skovsvin og svinebrænde. –Brændetang, no. smedetang; i smidien two brænne-tænger, tree handtænger (1509). D. Mag. II. 148.Brændetåge, no. brandtåge; brændetåge, en overmådig stor hede, at luften er ligesom befengt med en tåge. Moth. Brændeved, no. træ til brændsel; hug brend ved i ny oc bygningstimmer i neie. Hushold. Kal. a 4; for at faa til os vores brændeved, hvormed vi hel ilde forseet (1678). D. Saml. 2. R. I. 111. Smlgn. Aasen: brennevid.Brændelig, to. (isl. brenniligr.) brændende; en større, brendeligere oc hierteligere venskab. Hvitf. VIII. 333.Brændelig, to.; en brendelig begæring til at giøre Guds vilie. HemmLV 125v. Brændelse, no. opbrænding; hand døde, och de giorde ingen brendelse offuer hannem. 2. Kr. 21.19 (1550, 1647; Luther: brand.).Brændere, no. brandstifter; inflammator, brendere. Vocab. 1514.Brændere, no. Jf brændevins-, glar-, glas-, kalk-, krudt-, kul-, lim-, mile-, mord-, salt-, skog-, teglb. Brændingstimmer, no. = brændeved; bygnings oc brændings-timmer. Hexaem. 119. Smlgn. timmer.Brændse, no. plantenavn; hun engeskier, skoffabildbarck, rørtop oc brendser sancker. Gerner, Hesiodus. 178; med brendser farffvis brangult. sst. 179. Efter Moth, der også har formen brandse, hepaticum vulgare.Brændse, no. Jf moseb. Vis mere +