DagDag, no. 1) a) hank.; den dag skal hastelige komme paa eder, han skal komme som en snare. Luk. 21.35 (Chr. Pedersen, 1550, 1607); 1. Msb. 2.3 (1550, 1607); gømer myn helligh ellær høktidhe dagh, forthy han ær helligh. Gl. D. Bib. 2. Msb. 31.14; Psalmedigtn. I. 2; 142 a; den liuse dag, som vi søndagen kalle, hand var den første. Hexaem. e 3; naar Mariæ bebudelsis dag falder udi dimmel vge, da holdis hand landshellig. J. Lauritzsøn Wolff, Diarium. II. 62; Grundtv., Folkev. I. 280 a; dagen nu sin afskeed tager, natten ham af lande jager. Kingo, Sjungek. I. 21. – hunk.; som den dag, hun liuser seg. Grundtv., Folkev. I. 280 a; den lange dag, hun maatte forgaa. sst. II. 277 b. Ordet er gennemgående hank. både i Nord. og Tysk. – b) flt.: dager; dette blef saa henholden tre dager paa rad. P. Resen. 269; den stund paa huilchen dødsens bund tog dig af dager (1685). D. Saml. 2. R. VI. 232. Ualm. form. – dawæ. Mandev. Rejse. 101.10; Matth. 4.2 (Chr. Pedersen, 1550, 1647); jvfr. Wimmer, Navneo. Bøjn. 22; smlgn. dog herre-, rigs-, søndag og Varming. § 258. – c) ejef.: dags = på, om dagen; then tymæ daus wort han neyldher poo korsset. Lucid. 9; viilde giiffue hinde sinne rentepenninge betimligen dags, før soll giick neder (1561). Rosenv., Gl. D. I. 298; (1580). Khist. Saml. VI. 397; serum, silde dags. Colding, Etymol. 1162; som udi badstu' heed tolf timer dags maae stande. Hexaem. 148; sloge deris leyer betjmelig dags, der klocken var tre. P. Resen. 197. Smlgn. års og sv. dags. Se også dertil 2). – d) i dag = den dag i dag, endnu; nær stort wadufal ær, tha see man thet æn i dagh vnder stundom. N. D. Mag. V. 172. – e) siden dags = fra i dag af; en forligelse nu siden dags er indgangen. Hvitf. III. 563. – f) (i) dag otte dage (måned) = i d. f. o. d. (en m.) siden; som det (ɔ: evangelium), wi haffde dag otte dage. Tidemand, Post. I. 97; det euangelium dag otte dage. sst.; en opsetelsse aff landtztinget, i dag maanet udgannget (1582). Rosenv., Gl. D. IV. 19. – g) daglig dag(s) = hver dag; der gick Børrelille huer daglig dag. Grundtv., Folkev. III. 111 b; friste oc forsøge alt ont daglige dag, aar fra aar. Pallad., Hosedjævel. e 2; huilcke dagligen dag wmildeligen medfaris. Hvitf. VIII. 289; sst. Jens Grand. 6; endnu daglige dags vdi allerhøyeste fare staa. sst. IX. o 3v; daglig dags hand os bespiis. S. Povelsøn. 486. Smlgn. natlig nat, årlig års. 2) dagslys; te hafuæ eet trinth gaff øfuerst oppa taghit, ter far røgin uth, oc ter faa tee oc daghen ind. Mandev. Rejse. 145.5; 180.1; der (ɔ: våben) fra dithmarske kriig ej havde seet dagen. Ped. Paars. B. 4. S. 2. – for en d. = for lyset, til veje; ny oc gamle skrifter, som sætte for en dag baad' ond' oc gode drifter. Hexaem. d 3. – til d. = for en d.; som kunde bringe dennem en klar oc ordenlig danske cronica til dagen. Lyschand. XV; mester Christen Pedersøn, som først førde oss Saxonem Grammaticum til dagen. sst. 182; førde os hans kostelige forklaring offver psalmerne til dagen. P. Resen. 318. Smlgn. dag og dør u. dør. 3) frist, henstand; begerede wii tha framdelis dagh intill Walburgs møsse (1470). D. Mag. I. 268; scal konings umbotzman so lengi dag gifue til at bethale. Rosenv., Gl. L. V. 30; Chr. Pedersen. II. 108, 248; maa han haffue saa lenge dag, han bruger vel flere anslag. Herm. Weigere. 240v; Gud kand vel borge oc giffue dig dag til en tid. Tidemand, Post. III. 68v; (1559). Rosenv., Gl. D. I. 280; (1582). sst. IV. 12; (1617). D. Saml. V. 52; give lang dag oc ond betalning. P. Syv. II. 32; – ieg vilde, han vilde det sætte i dag, til jeg finge skikket min ting i lag. Døded. 17. – særlig: en frist af 6 uger; da have de aars og dags frist, som er et aar og sex uger. Chr. V. D. L. 5-2-4 (jvfr. jydske Lov. I. 23). Smlgn. Kofod Ancher, Lov-Hist. I. 367; Lund: dagh; Schlyter: dagher 4). Jvfr. bedage 2). 4) stilstand, fred, forlig; Seuerin Jenssøn slo Stigh Perssøn ihell i frid oc dage (1466). D. Mag. VI. 127; then dagh oc fridh skal vpa ga pingesdagh nestkomendes. Dipl. Chr. I. 249; N. D. Mag. V. 189; (1521). Rosenv., Gl. L. IV. 31; (1523). Allen, Aktstk. 37; Chr. Pedersen. V. 257.17; 385.1; daghen er fiendhenæ opsaght, och ether tilstondher offwenbare kriigh. Tavsen. 17; vdi mellem oss bleff dog samme sag optaget aff venner oc sett i dag. Herm. Weigere. 13; strax mand siger .... da er dagen wde, de ville det icke lide. Tidemand, Post. I. 118; alting bleff tagen vdi dage, oc krigen opsæt. Vedel, Saxo. 474; Hvitf. VIII. 73. 5) møde; besøøghe en dagh mett the Lubeske ther at forhandle (1525). N. D. Mag. V. 23; er holden en dag til Roskilde aff de geistlige oc verdslige. Hvitf. III. 291; skede it møde eller en dag til Vrangstrup. sst. III. 519, 546. Smlgn. herre-, rigsdag. Til bet. 3) 5) jvfr. Fritzner: dagr 3); Schlyter: dagher 3); Sch. u. L.: dach 3). 6) dag og nat ɔ: parietaria; sancte Peders vrt, dag oc nat, parietaria. H. Smid, Lægeb. VI. 25v; S. Paulli, Flora Dan. 102 A; Comenius, Opladne Dør. § 136; Steph., Nomencl. 1738. I. 163 a. Smlgn. Sch. u. L.: dach vnde nacht.Dag, no. 1) flt.; den tid han nævnde dager tre. D. Mag. I. 303.Dag, no. 1) a) – hunk.; thendne dag ... thi som en snare skal hun komme. Luk 2135 (1524, jf ovf. III. 377 a41; CP og flgd. overs.: han); HK 1634 a 5v (ovf. IV. 534 b17). – b), se I.* 46 b. – den d. ɔ: når, så ofte som; Jm 162 (ovf. V. 60 a26). Jf den tid (ovf. IV. 335 b38). – god d. (isl góƀan dag) som hilsen; ÆdS 71 (ovf. II. 199 b53); helsell, guod dag. Dmdo 18; hej M! god dag. Lønb 12. – c) – ejef.-mærke udeladt; fangit saa an strax aarle daug. LyschC b 17. Jf hidindtil, lagtidd. (II. 730 a39). – så til d. ɔ: på den tid af dagen; att G saa til dags war icke til stæde. Jm 230. – til d. ɔ: indtil denne d.; som af sit sted til dags sig aldrig rokke lood. Wiel XII. 532. – Jf dertil (hertil) d. (se dertil 2); II. 216 b34). – d) (ud)i d. (isl i dag) i nuv. bet.; (1512). KhS IV. 534 (ovf. II. 730 a50); vti dag er thette scrifft fuldkommit. Luk 421 (1524; flgd. overs.: i d.); Etym 311 (u. hodie). – d. fra d., se fra 4). – levedage, liv; Jm 207 (ovf. IV. 995 b44). – af d. (isl af dögum) ɔ: ihjel, se ovf. III. 842 a54; IV. 296 a4 f, 574 a44. – døgn; se årb 1903 135. Jf nat 2). 2); Rosenkr Undervis 56 (ovf. IV. 20 b31). – nu kommer for en dag luft-honnings himmel gave. Raun 81. – nu fordansket aff Tydsken oc i dagen vdgangen. Test* o 8v. Jf afskeds-, al(le)helgen(s)-, arbejds-, arelds-, bands-, bebudelse-, bede-, begravelses-, begængelses- (V. 71 b31), Bertelmeus-, blomster-, brudlops-, børne- (V. 63 b51), børte-, doms-, dåbes-, døde-, emmer-, falme-, far-, faste-, fastelagens-, fre-, fru(g)e-, føde-, fødelse-, fødsels-, førme-, gang-, går-, helge bønders-, hellug-, helliglegems-, helmisse-, herre-, hov-, hunde-, hvedebrøds-, hæders-, høgtide[s]-, jamlings-, jul(e)-, kirkemesse-, kors(e)-, krist-, kristendoms-, kvær-, kyndelmis(se)-, kære-, kød-, lag- (II. 724 b40), lagtime- (II. 730 a53), ligge-, liv(s)-, lopper-, lyver- (II. 817 b43), løger-, løs(e)-, løsens-, markneds-, med- (III. 51 a5), medsommers-, mods- (III. 118 a27), morgen-, munke-, mån-, måne-, måneds-, mærke- (III. 40 a34), navne-, ny(t)års-, o(de)ns-, offer-, opfarelses-, overlobs-, ping(et)s-, prædike-, påske-, rette(r)-, rigs-, sabbat(s)-, sjæl(e)-, skeds-, skifte-, skud-, skur-, skær-, slagtings-, sommer(s)-, strids-, stævne-, stævnings-, su[ø]n-, søgn-, ta[e]mper-, tegn-, tilredsels-, time-, ting-, tis-, torg(e)-, tors-, tredvings-, trygnings-, tvætte-, tægte- (IV. 300 a38), uge-, underskeds-, vals-, Valborgs-, Valborgmisse-, ve-, vinter-, virke-, vår-, værk-, år- (IV. 946 b44), års- (IV. 944 b50), æresd.; efter-, for-, fordumdags[e].Dagsbed, no. bedested efter en dagsrejse, dagsrejse; dagsbed, mansio. Colding, Dict. Herlov.; Moth. Smlgn. bed 3).Dageblandet, to. blandet med dagskær, halvlys; dend deylig sommernat saa dage-blanded er. Kingo, Chr. V. anhang f 3. Dagsbrev, no. lejdebrev for en vis tid til at møde for retten. Moth; vm nogher bether hanom vm nogher dachsbreff eller landwistebreff. N. D. Mag. VI. 256; schall tha landzdommeren giiffue hannom dagisbreff (1521). Rosenv., Gl. L. IV. 31. Smlgn. Fritzner: dagsbréf; Schlyter: dagsbref.Dagbænk, no. skæret i øst før solopgang; nw opfoor morgenstiærnen æller dawbænken. Gl. D. Bib. 1. Msb. 32.26; morgenstiærnæns ællær dawbænkens lysskin. sst. 2. Kg. 22.4 (se Gloss. sst.). Smlgn. Molb. Diall. 679 og Rietz: dagsbro. Dagdrivere, no. dagdriver; circumforaneus, kringeldriffuere, dagdriffuere. Colding, Etymol. 472; ardelio, dagdrivere. Steph., Nomencl. 1738. I. 289.Dagflod, no. tø ved solvarmen om dagen. Moth. Dagsfærd, no. dagsrejse; tha fundæ wy een stad eend dags ferd fran hafuit. Mandev. Rejse. 110.11; fran then stad oc nogræ dags ferd kommer mand til een annen stad. sst. 111.3; 97.6; almøssæ tømmer eij pwngh oc eij messæ dagsfærdh. P. Lolle. nr. 706 (P. Syv. I. 17: dagfær); der de vaare komne en dagis ferd paa vegen. Chr. Pedersen. Luk. 2.44 (1550: en dags reyse.).Dagfører, no. morgenstjærnen; den (ɔ: Venus) gaar for solen op om morgenen oc bebuder dagskæren, da hedder den phosphorus eller dag-føreren. Kingo, Ligpr. o. Jak. Birkerod. 145; Moth.Dagsgærning, no. pligtarbejde, hoveri; een myn gard ... giwer to pund korn, høns och gaaz och daffsgærningh (1430). Dueholms Dipl. 11; skylder aarlig een øre korn .... oc dawsgerning (1465). Molb. Gloss.; jen myn gardt, gywer til arlig skyld ... høns oc gaas ok davsgierning (1477). sst.; de schulle være forpligt at giffue oc giøre aff samme eyendome slig iordschyld, dagsgierning oc anden tynge (1583). D. Mag. VI. 280. Smlgn. dagsværk.Dagsgærningspenninge, no. pengeafgift i stedet for dagsgærning; 9 marck 2 ß 1 pdg. dags gernings penninghe. N. D. Mag. VI. 297. Smlgn. arbedspenge.Dagshold, no. dagpenge; diarium, dagløn, dagshold. Nucleus latinit. 1763. 268. Dagkast, no. en søvn om dagen. Moth; dagkast, somnus insititius. Colding, Dict. Herlov. (Colding, Etymol. 1190: dage søffn).Dagkvældning, no. aften. Moth.Dagekær, to. dagelskende; saa kiær, som soolen er mit dage-kiære øye. Kingo, Chr. V. anhang. c 2.Dagelejde, no. leide; kunde mig dage-leide gives og ei udaf min pas fordrives. D. Mag. I. 274.Daglejst(n)ing, no. (nt. dagelestung, se Sch. u. L.). underhandling; kongen samtyckte at holde en dagleystning met førsterne. Hvitf. IV. 336; som til denne fellige dagleysting forsamlede ere. sst. IV. 459.Dagsljus, no. lys dag; skulde myste liffuit oc icke om dagslius, men om nattertide skulde liffuit stiælis aff dennom. Hvitf. VII. 201. Smlgn. Schlyter: dags lius.Dagsljus, no.; der kand ingen dags lius indfalde, effterdi der gaar ingen vinduer ind. Bunt* I. 55. – for (til) d. ɔ: for lyset; DV X. 722 (ovf. III. 335 a4); – at de maa en gang komme til dags liusen. VdV fort b 4v.Daglægge, go. komme overens om; Stii Bagge haffde daglagdt met forschreffne XII mendt att schulle ther møde (1533). D. Mag. VI. 284, 285. Måske norsk.Dagløber, no. 1) en udmærket fodgænger. Moth. Smlgn. gr. ἡμεροδρόμος. 2) plantenavn. rorum. Moth. Smlgn. Aasen: dauglop (u. dagrap).Daglønnere, no. daglejer; du skalt æde der aff, din tienere, din daglønere. 3. Msb. 25.6; Jes. Sir. 37.23 (1550, 1647); mercenarius, daglønere. Colding, Etymol. 738; en tienere er en stedsevarendis daglønnere. B. Tott. I. 59. Dagmar, no. morgenstjærnen. Moth. Vistnok et af de mange forsøg på at udtyde dr. Dagmars navn; se om disse Schiern i N. hist. Tdskr. V. 551 flgd.; Grundtv., Folkev. III. 191.Dagmar, no.; den ynskte dagmoor af sit hiem det klare skin os bragte frem, stort lys var at formode. P. Syv, Udv. Viser. 586.Dagmar, no., se I.* 46 b. Dagmejner, no. klart solskin. Moth.Dagmejning, no. klart solskin. Moth. Smlgn. Rietz: dagsmäja; Aasen: dagsmidja; på Falster bruges i samme bet. dagmeden.Dagmen, no. morgengry. Moth. Betydningen af ordet kunde anses for at være = dagmejning; men n. dagsmeit har også begge bet., se Aasen.Dagmen, no. 2) = dagmejning; seer mand vdi vinteren, at hussegle begynde, lige som de ville smeltes, oc solskin eller dagmeen giffve ingen aarsage der til. Flemløs, Astrologia. § 142.Dagmen, no. se I.* 46 b.Dagminning, no. = dagmen. Moth.Dagmoder (-mor), no. morgenrøde. Moth. Om dette ord gælder rimelig vis det om dagmar bemærkede.Dagemot, no. døgn; om tho dagemot giør hon oss leffende. Tavsen i N. M. Pet., Lithist. II. 228, anm. 2. Egenlig den tid, da den ene dag (døgn), støder til den anden; smlgn. månedsmod.Dagermål, no. se dagvord.Dagorm, no. insektnavn; hemerobius. Moth. Dagrand, no. dagskær, daggry; om morghænen arlæ i daghrand. Molb. Gloss. Smlgn. n. og sv. dagsrand.Dagrand, no. Stedet er nu trykt i Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 88.11.Dagrand, no., se I.* 46 b.Dagsrum, no. en frist af en dag; da haffue hand dagsrum oc nattefrest at rømme (1558). Rosenv., Gl. L. IV. 266; Chr. V. D. L. 1-24-16.Dagsrum, no.; PL** I. nr 105 (ovf. IV. 874 a41).Dagsand, to. (isl. dagsannr.) afgjort, åbenbart sand; det er guds- og dag-sandt. Moth.Dageskær, no. fk.; den sølfgraa dage-skær jeg nu i østen seer. Kingo, Chr. V. anhang. f 3. Se også u. dagfører.Dagsskørd, no. så megen tørv, som en mand kan skære på en dag. Moth. Smlgn. skørd.Dagstuepige, no. fruens egen pige og dagstuepigen (1651). V. Simonsen, Elvedgaard. I. 144. Ordet er vistnok læst urigtig for: dejstupige, se d. o. Dagsyn, no. det ej at kunne se i tusmørke. Moth.Dagsynsk, to. lidende af dagsyn. Moth. Dagsætning, no. 1) aftenstund. Moth. Smlgn. isl. dagsetr; sv. dagsättning. 2) våbenstilstand; indutiæ, dagsetning, som skeer vdi krig. H. Smith, Lib. voc. lat. 1563. 438, 446.Dagsætning, no. 1), jf sætte 36 c). Dagting (deding), no. underhandling, overenskomst; i myn tijd en dæding wor giorth mellom danskæ oc franskæ. Rimkr. k 1; nar Seueren seer, offuer macht at han er indkreffthet, tha forsee wij oss ther tiill, at han giiffuer seg tiill deding (1525). N. D. Mag. V. 25; (1535). Dueholms Dipl. 42; biscop Christiern hagde giort her Henrick Knutssen oc provist Niells en veluillig dagtinghe emellom (1540). Rosenv., Gl. D. I. 55; at de skal holde alle dagtinger, skeed er. Hvitf. III. 131; D. Mag. 3. R. III. 85. Smlgn. Fritzner: dagþ;ing; Sch. u. L.: degedinge.Dagtinge(s)brev, no. skriftlig overenskomst; dømæ thet rætæstæ, wy kunne, æftær swodanæ wylkor oc daftyngenæ, sosom thet daftynge breff wthwiser (1417). Kbhvns. Dipl. I. 142; dattynges breff. sst. I. 143; de skulde dømme retferdelig vdi alle ærinde, efftersom det dagtingsbreff indeholder. Hvitf. V. 232.Dagtingsmand, no. underhandler, mægler; tha staa herrene for frethen, begges thørres datyngismæn vskyldethe. Dipl. Chr. I. 14; schulde riigens indbyggere saa skicke och haffue thennom mett hwer andhen indenbyrdz, ath han skulle komme och bleffue theriis dettinges mand (1527). N. D. Mag. V. 216; hand skal giffue effter dagtingis mendenis tøcke. 2. Msb. 21.22 (Luther: theidings-leute.). Smlgn. Sch. u. L.: degedingesman.Dagtinge, go. underhandle, fastsætte ved overenskomst; war her halneth, deythingeth oc ænd ... som her efter følgher (1397). Geh. Ark. årsb. II. 28; swo ær deythinghet, ræteth oc gyordh (1417). Kbhvns. Dipl. I. 143; then dething, hwilk wi haw dething ij mellum Peter Nielsøn po en sydh, Per Kyth aa en anden sydh (1408). Molb. o. Peters. 398; huilcken icke holt, hues som dagtinget bleff. Hvitf. II. 189; lod dagtinge fore sig, at hand motte felig oc fri komme hannem til ordz. Chr. Pedersen. V. 433.24; Lyschand. 36. – særlig: underhandle om overgivelse, underkastelse; bleffue de forfærede ij staden oc wilde giffue seg oc dagtinget. Tidemand, Jerusalems Forst. b 5; dagtingede de met kongen oc gaffue sig vnder hannem met saadanne vilkaar. Vedel, Saxo. 301; det ej var Dachsteins agt, hun skulde snart dagtinget. Bording. II. 358. Smlgn. Fritzner: dagþ;inga; Sch. u. L.: degedingen og af-, fordagtinge. Dagtingen, no. 1) = dagting; om nokræ deythingen eller ærende worthe wpede eller om talit met fremethe herræ (1397). Geh. Ark. årsb. II. 30; (1416). Kbhvns. Dipl. I. 141; foer ieg i Swerig ind, doch ey i fiende wise, men mere paa dawtinghen lade ieg wind. Rimkr. q 4v; dagthingen. sst.; wii haffue nu wæret here til ordz, talæ oc dettingen (1484). D. Mag. III. 37; Chr. Pedersen. V. 450.27; 484.30; kom konning Erich paa fredag, da skulle samme dagtingen forretagis, hues icke skulle hun til vor Frue dag fuldgiøris. Hvitf. IV. 535. 2) mægling, forsoning; wy sckule icke all ene tro teg at wære wor fader aff thiin eenbaarne søns detthingen oc werdsckyld. P. Eliesen. 29.Dagtingning, no. = dagting; icke haffuer han heller giord saadan dagtingning med nogen, att han for gierningers skyld skulde faa hanss rige att besidde. Tavsen, Post. vinterd. 145; haffue wi giffuit os vdi handel oc venlig dagtingning. Hvitf. VIII. 56; denne dagtingning skal icke skade, hues breffue de Holster haffue før vdgiffne. sst. IV. 279; – endog hun (ɔ: Mastricht) teede sig frisk og uforsagt i nogle stormers heede, hun til dagtingning dog af nød omsider gik. Bording. II. 285; de da slotted med dagtingning overgav. Kingo, Chr. V. anhang. f 1v.Dagtjuv, no. dagtyv, dagdriver; hun haffde III dagethiuge, gick i hindes gaardt (1537). Rosenv., Gl. D. II. 17; skulle i arbeyde ocsaa paa de muncke dage, paa det i skulle icke være Guds dagtyffue. Pallad., Visitatsb. 106.33; 74.21. Smlgn. tjuv. Dagsvand, no. regn en hel dag igennem. Moth.Dagvexling, no. tusmørke. Moth.Dagvord, no. (isl. dagverƀr, døgurƀr.) dagens første måltid, davre; man seer saa offthe effther dawordhen, at man misther natwordhen. P. Lolle. nr. 818; dawordh ær dags madh. sst. nr. 819. – Colding, Etymol. 984: daugre; Comenius, Opladne Dør. § 568: dafvere.Dag(v)ord, no.; dric fastendæ oc æftæ daghorth. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 32.15.Dag(v)ord, no., se I.* 46 b; – PlSk a 3v (ovf. IV. 903 a19). Jf natd.Dagermål, no. davre el. tiden, da denne spises; huo som rettelighe faste will ... han skal huerken æde eller dricke till dager maall, før reth maaltid er. Chr. Pedersen. I. 277; dauremål. Moth. Smlgn. isl. dögurƀarmál og aftenmål ovf.Dagvælere, no. dagvælger; en spaamand eller en daguelere. 5. Msb. 18.10 (1550, 1647); sortilegus, dagvellere. Colding, Etymol. 644.Dagsværk(e), no. = dagsgærning; daxwerkæ, quod pro debito exigebatur (1254). Kbhvns. Dipl. I. 21; thry ødhe booll, oc gaff hwort there firæ grote oc dachxwærke (1406). Molb. o. Peters. 292; dagsuerck, som hand holt dennem skyldig at verre. Hvitf. II. 242; i gaardt, giffwer iij ß for dagsvercke (1518). Khist. Saml. VII. 803; med dagwerck att skulle giøre skal saaledis holdis, at aff hver halff gaard skal giøris tho dageswerck (1581). D. Mag. II. 213. Smlgn. Schlyter: dagsværki. Dagsværk, no. – gærning, bedrift; RD III. 5615 (ovf. IV. 835 a40).Dagsværk(s)penge, = dagsgærningspenge; arbeeds penge, dagsvercks penge oc giernings penge ere udgiffter i stædet for hoffning eller arbeed. A. Berntsen. II. 103; dags verck penge. sst. II. 83.Dage, go. (isl. daga.) dages; kom du morgen rød, kom dog og lad det dage. P. Syv, Cimbr. Sprog. 147; morgenrøden drager sin safrankiortel paa, det nu saa deylig dager. Kingo, Chr. V. anhang. f 4v; – lf. (om solen) gå op; den klodderunde sool nep dages op. E. Naur. i 1v. (Det i Molb. Gloss. anførte go. dage er no. dag i bet. 4); skilletegnet mellem dage og fred er tilsat af Molb.).Dage, go.; også i hf. gå op (om solen, morgenrøden), bryde frem; dag op i salig tiid sølv- øyet østen-skandse, lad solen frem i purpur-kaaben svandse Kingo, Hosianna. 1; dag op i salig tiid ald nordens held oc ære. sst. Dage, go., se I.* 46 b. – lf. (fsv daghas) i nuv. bet.; det dagis. 1 Msb 3224-6 (1550, 1647); nu synes efterhaand, det dages smukt igien. Wiel IV. 11; SortS 27 (ovf. V. 141 a22). – d-s op ɔ: komme frem; af havets huule skiød der dages op et land. DP 3. Jf be-, for-, fram-, opd.Dagsgang, no. = dagsfærd. Se u. endelangt.Dagsgang, no. (isl dagganga), se I.* 46 b.Dagskær, no.; naar mørckblaa skyer bræde sig wijt vd i opgangen met dagskæren. Flemløs, Astrologia. § 53. – dag-skeret. Comenius, Opladne Dør. § 35.Dagskær, no. – MP 226 (u. aurora); Etym 260 (= crepusculum matutinum), 689 (u. diluculum); ik.; lod dagskæret kort os soolens ansict indrømme. Hex 19; DP 31 (ovf. V. 141 b9). Jf sølvd.Dagligens, bio. daglig; riiteried sanckiss dageligenss. Chr. IV. Breve. I. 156.Dagblind, to. (sv dagblind) ikke tålende stærkt lys. M.Dagblindhed, no. (sv dagblindhet) det at være dagblind. M.Dageblus, no. dagslys; planete-kongen maa sit dage-blus indholde. Naur z 2v.Dagebog, no. (sv dagbok) dagbog; eftersom berettis i bemelte parisiske dagebog. BrunsmK 187; NL 335 (u. ephemeris), 385 (u. fasti).Dagforkyndere, no. bebuder af gryende dag; den moodig hane den dag-forkyndre glad. Hex 212.Dagherre, no. herre, man tjener en dag? skal vor dag-herre stærck vor hænders gierning velsigne. Hex 19.Dagskammerherre, no. den dag tjenstgørende kammerherre? guld-nøgelen det dog dags-kammer-herren førte. Wiel IV. 1.Dagskost, no. føde for en dag; Etym 310 (u. diarium); NL 268.Daglegning, no. dagløn; T 97 (ovf. II. 777 b34).Dagelængd, no. (sv dagslängd) dagens længde; BrunsmK 228 (ovf. III. 198 a38). Jf længd (II. 753 a32).Dagløn, no. (fsv dagslön) i nuv. bet.; Etym 310 (u. diarium); Steph I. 233 b.Dagemod, no.; om tre dage mod jech hinnæ saa. RD II. 113; om tree dage mod læter Pharao dit howid op. 1 Msb 4013 (T; 1550: effter tre dage).Dagport, no. daggry; Hex 162 (ovf. IV. 374 b16).Dageregister, no. dagfortegnelse, dagrække; efter ugedagenis rette orden, som de har i dageregisteret. BrunsmK 18; NL 335 (u. ephemeris).Dagsol, no. solen (som skinnende om dagen); til dag- oc natte-sool har tømmen udi haand. Hex 270 (ir.: sool oc maane).Dagesøvn, no. = dagkast, se d. o.Dagetal, no. tal af dage; da blide-maanets dage-tall aflode fast at tellis. Wiel II. 101; et begreb af dage-tal fra en vis dag til den samme igien. BrunsmK 17.Dagtingere, no. (fsv daghthingare) = dagtingsmand; thu Gudz søn oc menniskens dagtinghere oc midlære. T 553 44v.Dagtingingsbrev, no. = dagtinge(s)brev; dagthingingsbreff (1545). ChrIII Hist II. 545 (frgd. o. ovf. V. 87 a3).Dag(e)tjuv, no.; – dagetiffue. TK 10; Skd 102 (ovf. III. 506 a12).Dagtjuveri, no. ørkesløshed; leddiggang, dagtiuffverie. HiørP indl d 6. Jf tjuveri.Dagvagt, no. (sv dagvakt) i nuv. bet.; Hvf VI. 198 (ovf. IV. 565 a1); hafue goed tilsiufn ofuer dag oc nattewagten (1673). GhA II. 213; v Aph I. 111 b.Davretid, no. tid til at spise morgenmad; nu er kommen daure-tiid. PSB 184. Jf FeilbO. Dagværkspen(nin)ge, no.; tou ß grot til dagswercks pendinge (1454). Suhm II. 1. 205. Dagværme, no. den varme tid på dagen; han sad wdi dørren ij dagwermen. 1 Msb 181 (T). Jf værme (IV. 749 a46).Daglig, to. (isl dagligr) 1) skeende ved dag; daglige oc nattelige tider (1530). DM II. 117 (jf tid 4)). 2) efter nuv. brug; NdM V. 178 (ovf. IV. 542 b6); vdi vor daglig supplicats oc samtale met Gud. Mar l 6v; RFII 104 (ovf. u. banketering), jf dag 1 g). – Som bio. i bet. 2); Rkr q 4v (ovf. u. bi(d)e); NT 1524 b 1 (ovf. III. 78 b9); – se I.* 47 a; ChrIV* II. 264 (ovf. IV. 382 b19); I. 188, 189.Dagligstue, no. i nuv. bet.; hvis gulvsten som tilhørte den dagligstue med fyrre-pernel. Wulff 184; forstanderens dagligstue (1646). Progr Herlufsh 1880 55.Dagning, no. (fsv daghning) i nuv. bet.; NB a 2 (ovf. IV. 45 a33); Hvf VI. 198 (sst. 36); MP 228 (u. diluculum). Vis mere +