DandeDande, to. brav, pålidelig; her Nielus er saa dane en mand, och ingen skøn iunfru saa giør hand skam. Grundtv., Folkev. III. 170 a = danis. sst. III. 173 b; ieg seer en skow tijl gaardhen gaa, ieg meen, han ær ey dandhæ. Rimkr. f 1 (ɔ: det er ikke rigtig fat med den). Smlgn. Fritzner: dándi; N. M. Petersen, Sproghist. II. 238; Gislason i årb. f. nord. Oldk. 1869. 115, hvor afledningen af stammen »da« hævdes; jvfr. med hensyn til forekomsten i Svensk Rydqvist. II. 425.Dande, to., se Ark VI. 377; XX. 47 ff (her hævdet oprindelse fra Nt.).Dandefolk, no. hæderlige folk; huo som broder eller syster vill vorde i forskrefne embede, skulde vere v-beruchtede dande folck (1460). Kbhvns. Dipl. II. 110; skulle alle dannefolk gerne reffse deriss børn, naar dee bryde. Chr. Pedersen. I. 116; beediir ieg alle thiisse dannefolch. Grundtv., Folkev. III. 427 b.Dandekone, en hæderlig hustru, moder; gik ther firæ dandhæ men fram oc jen godh dandhæ konæ (1468). Dipl. Viberg. 50; det giffuer ieg huer dannekone at wide, huor ieg kand i guldsadell ride. Grundtv., Folkev. III. 104 a = danekuinde. sst. III. 99 b; er ieg en ecte dannekonis søn. sst. III. 530 a = danne-kuindes. sst. III. 527 a.Dandekonebarn, no. en hæderlig kvindes barn; Christ vocte y-huer danne-konne barn fra sliig wande. Grundtv., Folkev. III. 426 b. Smlgn. adelkonebarn. Dandekvinde, no. = dandekone. Rosenv., Gl. L. V. 511; (1405). Molb. o. Peters. 201; finnes nogher ond qwinne, som vqwemmelighe taler vppa nogher dandeman eller oc dandheqwinne thet, som hwn ængelund bewise kan (1443). Kbhvns. Dipl. I. 179; det er en achte dandnequinde en stor bløysel att høre, att en skiørhoppe legger større wind paa att teckis sin bolskaff. Tavsen, Post. sommerd. 186-187; viij mendtt hagde witnett epther sex gamle dannemænds oc tuo dannequinders foruitne (1546). Khist. Saml. VIII. 260; P. Smed. a 3v; en dannequinde taler ieg om, fordi at skøger oc skarns folck skal en sogneprest icke lede vdi kircken. Pallad., Visitatsb. 99.7; B. Tott. III. 281.Dandekvinde, no., se I.* 47 a. – ironisk; dend dannequinde stumpett D. ChrIV* II. 201.Dandemand, no. en pålidelig, hæderlig mand; waræ foræ oss ogh andræ dondæ mæn (1406). Molb. o. Peters. 235, 394; wordher saaret dybere, bøthe tha effter dandementz sighelsse (1443). Kbhvns. Dipl. I. 176; thesse forne dannemenen wonne pa theres gode tro oc sannende (1479). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 34; hwilkhen som esskede ok feck eth things withne aff viij dande men (1500). D. Saml. 2. R. II. 6; (1503). D. Mag. IV. 17; (1536). Geh. Ark. årsb. V. till. 7; naar handt will bethalle hannom, schall handt tage tuo dandemendt met sig (1522). Rosenv., Gl. L. IV. 104; tagher exemplæ aff Mose, Gedeone och manghæ andhræ troo dandhæ mend. Tavsen. 16; Pallad., Visitatsb. 97.3; – ironisk; att the dannemænd wille noget effter theris store effne, om the end icke ville saa møget, som thennem burde at gøre med rette, komme os nogedt till hielp (1580). Kbhvns. Dipl. II. 395 (mange gange sst.); dend dannemand haffuer best deraff, att hand bruger nytt tømmer till een ny klocke. Chr. IV. Breve. (163640). 200, 256. Smlgn. nuv. den (min), gode mand. – dandemænds bøn, se bøn. – dandemands rygte = godt rygte, vidnesbyrd; denne spaat oc vanære skulde offuergaa hannem, nu en vdleffuet mand, som alle sine dage haffde hafft en dannemands rycte. Vedel, Saxo. 337; hagde hand y rette steffnit Hans Symessen, Jenns Hanssen met theris metfølgere for, att nogen aff thennom gaff hans broder ett danemands røcthe till Gudmeherritzting, oc for, at te vundit, att thet vor thennom fuldt vittherligt, at hans broder icke stall thet øg (1552). Rosenv., Gl. D. I. 202. – Om end dandekvinde og dandemand forekomme i Svensk og Norsk (se Schlyter: dande man og Aasen: dande) er brugen i Dansk af disse ord, som af dande og dets sammensætninger overhovedet, langt almindeligere og derfra endog gåt over i Nedertysk, se Sch. u. L.: dandeman.Dandemand, no.; lille, god dannemand ɔ: lillefinger. Moth.Dandemand, no. – ejef. flt.; tw wast bode Gudz wen oc danne manne. RD III. 17322 (= dannemendz. CP V. 11817). – iron.; Præd 34 (ovf. IV. 101 a33); (1641). Hüb II. 85 (ovf. IV. 295 b10). – se I.* 47 a.Dandemandsdømme, no. stilling og anseelse som dandemand; han skulle sye ther om wnder syn dandemantzdømme oc paa troo oc sanning (1490). Molb. Gloss. (ɔ: at han i tilfælde af falsk udsagn mistede sin ære som dandemand; jvfr. under).Dandesvend, no. hæderlig, ugift mand; wore oc noger suo snødhæ aff sigh, ath han wilde hemeligæ bort fare meth thøllighe penningæ, tha scal han aldrigh bliwæ dandeswen. N. D. Mag. VI. 54; flere dandhæmæn oc dandeswenæ, som tha nærwarindes wore (1474). Molb. Gloss.; Sander Skotte og hans folck haffwe nw fwldh oss paa thenne reysse som danneswenne och været oss willige och lydige (1491). N. D. Mag. IV. 78; op daa stod dy dannesuenne. Grundtv., Folkev. III. 522 a = dannissuene. sst. III. 518 a; ien vd aff myn danesuend. sst. IV. 187 a = danis-suene. sst. IV. 191 a.Dandesvends-dømme, no. stilling og anseelse som dandesvend; tha will ieg loffue ether paa myn daneswendtzdømme, at the sculle komme till ether igenn, nær i paakreffue (1508). Molb. Gloss.Dandes, to. 1) god, blid, kiærlig; skall nw huer, som er vorden ith nyt cristet menniske, vere venlig, kerlig, mild, dannis och tolmodig. Chr. Pedersen. IV. 396.35; et barn er veluilligt oc dannist oc gerne forlader, huad som nogen bryder det emod. sst. I. 312, 182; iegh er heligh, dandhess och goodh. Tavsen. 10; danniss oc god er din kiære søn. Psalmebb. II. 70; thersom the aff sckalcke bleffwe gode mend, aff gerige dandnis oc welwillige. P. Eliesen. 70; thiill Gud allenesthe wiil ieg hobe, ieg wed, att hand er dannes oc bliidtt. Kortvending. v. 1641; Vedel, Saxo. 59; den tredie konning Valdemars dronning vor den onde Berengaria, saa arrig, som den eddelige Dagmar vaar dannis oc dydelig. Lyschand. 227; Grundtv., Folkev. I. 338 b; benignus, god oc veluillig, danniss. Colding, Etymol. 122. Smlgn. isl. dátt. 2) = dande; de, som ere komne aff vanartig byrd, kunde aldrig være ret dannis oc from. Herm. Weigere. 224v; det saa min nabo, saa danniss en mand. P. Smed. a 3v; maa vi det klage først for Gud oc alle dannis folck. Hvitf. IV. 623; saa ydmyg oc dannis, som hand beuiste sig mod keyseren. Vedel, Saxo. 519. Egenlig samme ord som dande med den ved tm. sædv. tilføjelse af s; jvfr. Varming. § 192; Rydqvist. I. 415- 24.Dandes, to. Jf ud.Danisfuld, to. = dandes 2)? min broder vaar saa danisfuld. Grundtv., Folkev. III. 9 a. Vistnok et af Vedel misforståt el. dannet ord. Danisfuld, to. Jf ovf. II. 126 b16; mødsomfuld ndf.Danneshed, no. kærlighed, velvilje; her med lader seg Christi dandneshed oc medfyllendhed til siune, at han forsmaar icke en føye ting. Tavsen, Post. sommerd. 310v; met huad dannished hand vndfick huer oc alle. Vedel, Saxo. 63; paaføre dem nogen skade, aff huilcke de tilforne haffde fornommet danished oc æretieniste. sst. 149 (begge steder = humanitas, se Saxo, ed. P. E. Müller. I. 151, 347.).Danished, no. Jf ud. Vis mere +