DeldDel(d), no. 1) hunk. (∾ isl. deilƀ.) del; skullæ the samæ bymen haffwe ful makth ath wurdæn lighæ deel uth aff hans gotz och skickæ hennæ til bysens nytte. Rosenv., Gl. L. V. 89. – flt.; det saxiske vaaben vaar et to styckid skiold, den nederste part skild i tuende deler. Lyschand. 382. – en del ɔ: hver enkelt del; kommer ijld oc brenner alt oc æn een dield. The femthen teghen. 1509. a 4. – – en del(s) ɔ: for en del, til dels; vell iek thøm een dell forthiæ oc stækcæ minæ ordh. Mandev. Rejse. 169.18; jen diels skal i ther røn aff fangæ. Romant. Digtn. I. 47 = thu mon thin dell oc ther aff faa. sst. II. 249; sst. I. 255; haffuer greffue Johannes giffuet prestemænd nogen priuilegier, huilcke de en deels bruge denne dag. Hvitf. III. 381; mine smaa sognes meget forarmede og slet en del ruinerede tilstand (1662). Khist. Saml. VII. 339. - en del(s) ... en del(s) ɔ: dels ... dels; hwilkit hwn een deels køpte for gwl och penningæ och een deels til sik skifte (1401). N. D. Mag. V. 2; hand en deel vilde ære voris gamle sprock, en deel forlyste dennem. S. Povelsøn. a 3v, b 4v; endeel paa det de durchleugtige førster i Tydskland der til kand bevægis, endeel at den høyvise konge først maatte erkyndiges. P. Resen. 442. Smlgn. nt. ein del(s), se Sch. u. L. I. 499.11 flgd. – meste del(en) ɔ: for største delen; thæt wor mæstædeel aff the, thæn fredh haffthæ brudet (1409). N. D. Mag. VI. 16; beholdt iomfru Christendtze meeste deelen alld dend lycke, de haffde at schiffte (1621). sst. I. 384. – største delen = meste d.; Gullands landgilde bestaaer største delen aff øxen, stude. A. Berntsen. II. 86. – til dele ɔ: til del; landet vilde dog komme fremmede herrer til deele. Vedel, Saxo. 271; at de (ɔ: velgærninger) fuldkomne oc u-beskaarne kunde komme den til deele, som du hafver giort løfte paa noget. B. Tott. I. 22. 2) (kollektivt) ting; hollde samme siwge follck mett føde, klede, senge oc anden deell, som the behoff haffue. Tavsen. XV; (1537). Rosenv., Gl. L. IV. 184; (hadhe) jegh alrede skreffuett etter ko. matt. thyl then diel, hans ko. matt. beffoel megh (1543). Geh. Ark. årsb. IV. 246; (1558). Rosenv., Gl. D. II. 247; saa huis deell, therthil behoff giøris, med thet første fremkommer (1576). N. D. Mag. I. 13; (1583). D. Saml. V. 155; det er den deel, ey vere maa. Grundtv., Folkev. III. 158 b = det ehr den thing. sst. 157 a; vil hand verre villig til all den deel, som tilbørligt kand verre. Hvitf. VIII. 78; hwad diell, som i skulle haffuæ for breffuet eller for eders vmag, ... tha will ieg were eder ther good for. D. Mag. 3. R. I. 171; – om man vidgonger the thing, ther ingen diell ær om. N. D. Mag. VI. 195. 3) for ingen del ɔ: ikke for nogen ting, ikke på nogen måde; ieg for enghen dell tørffd rexe op igemmen landet (1524). Allen, Aktstk. 197; fem siuglige quinder, som gaae paa fallende fode och kunde for ingenn dell komme nogenstedtz (1553). D. Saml. III. 76; for ingen deel skulle i vige fra eders heste. Vedel, Saxo. 25; Hvitf. I. mm 4v; Ranch. 77; wij saadanne wtilbørlige handell for ingen deel wille eller kunde liide (1578). Khist. Saml. VII. 658; for ingen deel, nequaquam. Colding, Dict. Herlov.; at han for ingen del lægger sin haand paa deres hoveder. Grev. o. Frih. Kom. 57. Smlgn. sv. för ingen del; isl. fyrir engan mun, og ting ndf. 4) en fods del ɔ: en fodsbred; huor det haffuer sig met fienderne, at de icke ville drage en fods deel aff deris fordeel. Hvitf. VIII. 293.Del, no. 1) om den naturlige sæd er i deler atskilt i vandet. H. Smid, Lægeb. V. 8v.Del(d), no. 1) – hank. (∾ fsv del); then deel, ey Gud aff tig kan faa, han scal fran tig gaa, tog thu haffuer hannum i gømæ. HM 33; ÆB 1 Msb 3912 (ovf. IV. 474 a22); mnt del, ht theil både hank. og ik. – flt., se I.* 47 b; – the mænz delæ ... the skullæ thage there delæ. ÆB 1 Msb 1424 (Vulg: partibus – partes); toge the hans cleder oc giorde fire dele. Joh 1923 (1524); (1558). Rsv II. 233 (ovf. I. 313 b17); at der maa være to deele aff din aand hoss mig. 2 Kg 29 (1607, 1647). – meste d., jf meste(n)delen. – vorde os til deel. KC* f 3 (rimord: makreel). – have d. i i nuv. bet.; y then mosæ fuldh deldh ther i haffue (1475). Tvd 333. – gå i d. med ɔ: have del m.; TVd 182 (ovf. II. 829 a51). Jf agter-, an-, arve-, bag-, efter-, ege-, egen-, en-, fjerd-, fjerding-, for-, fram-, frammer-, halv-, inder-, medel- (III. 54 b6), natter-, neder-, norder-, over-, rund-, sommer-, takke-, tredje-, t(v)o-, vinterd., meste(n)-, næstendel(en)-, al-, fram-, meren-, særdel(e)s. Delebroder, no. deltager, parthaver; syden were hand en fuld delebroder vtj thette forscrefne ... will hand strax were fuld dele broder vtj thee forscrefne thønder (1543). Kbhvns. Dipl. I. 276.Delagtug, to. delagtig; de, som opbære aff disse dricke penninge eller vore der delactug vdi (1545). N. D. Mag. I. 281.Delagtug, to.; hand giorde thom delafftige til himmeriges arff. NT 1524 b 3; naar wi skulle bliffue deelactige i hans bedrøffuelse. Melanchthon, Loci v ålborg h 5. Jf ud.Dele, no. 1) (nt. dele, se Sch. u. L.) deling; naar de deris herre til beste de fattige vndersaate beskatte, da holde de hemmelige dele met herren oc beholde stundem selff den beste part. Herm. Weigere. 237. 2) (isl. deila.) strid; ther skal ikke ware delæ ællær wansæmiæ mellom mik ok thic. Gl. D. Bib. 1. Msb. 13.8; the aktet ey trædhe eller dele. H. Suso. 36.22; om tw haffuer volleth delæ oc tretthæ. Mod. confit. 5; saa gør den ene onde emod den anden met trætte, dele, kiff, rob och bulder. Chr. Pedersen. I. 208; II. 74. 3) (Lund.) retsforfølgning, rettergang; tilbinder jæc mec the forscrefne gotz at frij oc at hemlæ for hwers mants deelæ oc patalæ (1408). Molb. o. Peters. 376; Dipl. Chr. I. 103; Lass Chrestensen haffde sett deelle paa hannom medt landtzlougenn, och med thenn samme deelle var hanndt fordeeltt, huilken delle oc søgsmaal hanndt skiellige beuissning paa haffde (1475). Rosenv., Gl. D. I. 14; schall hand therfor forfølges mett sliig dele, som forschreffwit staar (1539). Rosenv., Gl. L. IV. 193; (1532). D. Mag. II. 159; Grundtv., Folkev. II. 501 b; paa det ingen mands rette deele skal spildis. Chr. V. D. L. 1-11-1. 4) domfældelse; atspurde, om then man, som raan eller ander delsmall er owerganghen, kan stæffne, felle eller møndug giøræ ... then man, som raan eller ander diele er ower ganghen (1479). D. Mag. VI. 128; giorde sytt spørssmoll, om noger mand motte sytt godtz affhende, thenn stundt hand vor feldig till syne III marck eller oc stodt for nogenn mans diell ... ingenn mand motte sytt godtz affhende, thenn stundt han er feld oc stander uti nogre dielle, førre hand for rettet for seg (1537). Rosenv., Gl. D. II. 24; hvo som for nogen sag bliffuer til fire tinge forfuld met hørings diele oc inden fierde ting huerken retter for sig eller stiller sagvolderen tilfrids ... da stede dommeren dele offuer hannem, om der endskønt tilforne icke er gangen dom i sagen (1615). Rosenv., Gl. L. IV. 317. Smlgn. Osterssøn Weylle. 197; Rosenvinge, Retshistorie. 2. udg. § 200. Jvfr. ærv-, herreds-, hørings-, ransdele.Dele, no. 3) særlig henvisning (ved rettergang) til fødestavnen; deres børn og efterkommere til evig tid skal være fri for dele og beholde deres gaarde og huse, de paabor, til evindelig eje (1646). Hist. Tdskr. 5. R. IV. 523.Dele, no. 3), se I.* 47 b. Jf herskabs-, jord(e)-, lagdags- (II. 725 a31), orbode-, rebs-, til-, ting-, volds-, åd.Delsbrev, no. 1) skriftligt vidnesbyrd om dele 4); fremblagde ett dielssbreff aff Viburg byting, at Nielss Trane ther for kongfaldt schulle haffve ladit Lars Perssen fordielle (1568). Rosenv., Gl. D. III. 91; itt deels-breff aff Hobroting, som bemelder Niells Brøndumb der att haffue ladett fordiele Pouell Vogennssønn (1577). sst. III. 303, 184, 19; diellebreff. (1558). sst. II. 244. Smlgn. fordelsbrev. 2) vidnesbyrd om markeskæl. Moth.Delefoged, en bestillingsmand, der (ved rettergang) skulde varetage sin herres ret; theris fogith oc thesligeste vor och kronens diellefogitt paa Jørgen Bragdes vegne hagde standitt inden tinge (1551). Rosenv., Gl. D. I. 157; Knudt Gyllennstiernn haffver ladit sinn diellefogit deelle hanum till thinnge (1558). sst. II. 230; IV. 38; siiden her Otte hagde panthet forne herrit, oc hand end tha war her Ottis dielefogitt (1571). Khist. Saml. VII. 768; Vedel, Saxo. 375; (1598). Hist. Tdskr. I. 465; (1612). sst. 4. R. VI. 140; (1618). Rørdam, Univ. Hist. IV. 681; pragmaticus, deelefogit. Colding, Etymol. 984; (1645). Orion (Kvartalskr.). II. 223; ingen foged eller deelefoged skal plage eller besverge dennem med lafdag eller anden forfølgning til tings (1668). Rosenv., Gl. L. V. 273 = nullus advocatus vel exactor. sst. V. 272; (1657). D. Saml. I. 39; (1660). Jydske Saml. III. 51; der bonden saae delefogden, sagde hand: gid f. haude den bondeplager henne. P. Syv. II. 40. Medens den givne forklaring bedst stemmer med ordets oprindelige betydning, blev delefogden i det hele et slags mellemmand mellem myndigheder og bønderne samt disses værge; jvfr. Hist. Tdskr. I. 432 not. 2; D. Saml. I. 124 not. 1.Delemand, no. sagsøger; then, ther i bannæ æræ, ma æy wæræ dielæman. N. D. Mag. VI. 184; modh hans diælæman ma han sa giøre undtekt; j ma æy væræ myn delsman, forty at j ær i bannæ. sst. VI. 189. Smlgn. Lund: deleman; Schlyter: delu maþ;er.Delemand, no. 2) sagfører; hand, hans dellemend eller nogen paa hans vegne møtte icke. Secher, Rettertings D. 416.Delemand, no. 2), se I.* 47 b.Delemål, no. 1) = dele 3); enghen aff thennum for noghehande deelemaal, sagh heller skyldning thørff for noghen anden mands steffning ud aff byen fare. Rosenv., Gl. L. V. 203; hvilken som siiden dierffuis heremodt at rese eller forfyllige nogen deelle eller deellemaal (1524). D. Mag. IV. 250; (1533). N. D. Mag. I. 26; kost oc tering, som Otte Gyllenstiern hagde giort paa same delmaall til herritsting, landtsting oc for rigens cantzeller (1551). Rosenv., Gl. D. I. 168; huilcken forligelse effter langsomlig forfølling oc delssmaal, huilcken forligelse kong Friderich giorde. Hvitf. VIII. 361; skal her efter med forne deelemaal holdis udi kiøbstæderne i Fyen som udi kiøbstæderne i vort land Jydland, saa at hvilcken kiøbstæds-mand, som vil tiltale en anden (1573). A. Berntsen. III. 562. 2) = dele 4), se d. o.; saa frembt nogen ved namb eller vurdering kand søgis, da skal ald deelemaal forbliffue (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 452. Smlgn. Schlyter: delo mal.Delemål, no. Jf ransd.Delsvinde, no. = delsbrev 1); udi saa maade bekommidt ther till landttingett delswinde offuer thennum (1590). Rosenv., Gl. D. IV. 239; udi retthe laugde Jens Lauritzen thuende herritztings deels-winde, udgiffuen paa Haldherritzting (1591). sst. IV. 304; effther huilckenn dom handt haffde ladett hannom fordele, som handt medt forne deellsuinder aff Aarhuuss byething udgiffne beuiiste (1594). sst. IV. 433; ingen maa laane nogen deelsvinder til at forspilde en anden sin ret (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 450. Om formen: vinde, se vidne.Dele, go. (isl. deila.) 1) strides; drucken man vill delæ ok trætte. Romant. Digtn. II. 179; den ene kiuer, trætter oc deler med den anden. Chr. Pedersen. I. 25; wii skulle icke kiffue, trette, dele, bandiss eller sendiss met nogen. sst. I. 125. 2) (Lund.) føre rettergang mod, sagsøge; wilde the haue kærth paa thøm fore roeff, tha schulde the haue kærth pa thøm oc delet effter landzlag (1417). D. Mag. I. 368; skall then, som han uor skyldiig, haffue loff at delæ hanem meth landzlogh (1496). Fynske Aktstk. 44; thennd tiid biscop Knud deeltte paa forne. iord med breff, som hanns fader ther paa liudendis haffde. N. D. Mag. I. 29; (1506). Rosenv., Gl. L. V. 202; (1534). D. Mag. III. 72; P. Lolle. nr. 674; deeler en til tinge, litem alicui intendere. Colding, Dict. Herlov.; den skyldige at tiltale oc deele ved rigens ræt. A. Berntsen. III. 353; Chr. V. D. L. 5-10-1. 3) ved rettergang få dømt, dømme; a) med personen som gst.; wordher han ther grepen with eller deldh til bøther, bøte xl mark (1446). Geh. Ark. årsb. V. 63; sichter thenn ene then anden fore nogen uerligh sagh till thinge, oc thet icke kand bewiises hannom offwer, tha delis then therfore for en løgnere (1537). Rosenv., Gl. L. IV. 176; schall thenn ther mett haffue forbrott siitt faldzmaal oc deelis liige som thenn, wore breffue och bud icke agte wille (1554). D. Saml. V. 376. – deel ey ved kongers graff og deris giernings grøft, de fra dit gaase-vid er alt for høyt opløft. Kingo, Begrædelser o. Val. Korn. 1v; hwikken jordrotte som hwsman haffwer paa sin grwndh, han skal hanum forsee meth bolek ath besitie, haffwer han ikke bolek ath faa hanum, tha maa koninghs fogeth hanum forsee bolek paa koninghs grwndh oc deele hanum fra sin jordrotten til koninghs grwndh meth landslogh (1446). Geh. Ark. årsb. V. 64; haver nogen fribrev for sit fødestæd af sin rette husbond selv bekommet, da maa hand ej siden af nogen deelis til stavns. Chr. V. D. L. 3-14-8 (1-7-12). – b) med tingen som gst.; hwo som wil dele om eyendom, hand thet forfølger, som eyendom bør at delis (1547). Rosenv., Gl. L. IV. 222; det skulde vel bliffue, som de haffde sagt, oc kongen skulde dele deris ord vid mact. Herm. Weigere. 199; dersom præsterne noget er frakommet med uret, da skulle kirkens patroner deele samme ejendom dertil igien med rette. Chr. V. D. L. 2-14-6; hvo som sælger uhiemmelt, og det deelis tilbage. sst. 5-3-11. 4) få (sig) dømt berettiget til; hawer noger delt sek i nogre therres gotz ... tha skulle the thet nw friit igen fange. Dipl. Chr. I. 260; hwo som wil delæ sig til indførelsæ i noghet gotz. D. Mag. I. 37; mand skal dele sig til rette oc ej tage sig til rette. P. Syv. I. 280 (jvfr. j. Lov. II. 73). 5) pådømme, afgøre (en retssag); skall engen drages fran landzlogen, herresting, landzting eller rigens cancelære met wore breff fore the sager, ther bør athdelis (1483). Geh. Ark. årsb. II. 51; ingen maatte indsteffne nogen for sig oc deele noget loumaal met hannem paa sit eget hus eller gaard vden kongen selff, bisperne. Vedel, Saxo. 246. Smlgn. af-, for-, ind-, op-, på-, uddele.Dele, go. 6) i nuv. bet.; (1536). DM V. 14 (ovf. III. 453 b48); Hvf VI. 114 (sst. 51); KP fort b 6v (ovf. V. 15 b40). – d. af ɔ: afdele; med grade-stok hand deelte pertinent ovalen rigtig af. Wiel X. 440. – d. hen ɔ: fordele, sprede; Bunt* I. 269 (ovf. III. 317 b34). – d. til ɔ: uddele til; dele himmelglands og gunst til hver et øye. Wiel IV. 13. Jf lag- (II. 725 a39), med-, om-, tilford.Delen, no. = dele 3); steffnen, delen, fordelen oc platzen. Pallad., S. Ped. Skib. 16v.Delere, no. 1) deler; huo skickede mig til dommere och delere mellem eder. Luk. 12.14 (Chr. Pedersen, 1647). 2) part i en retssag; ængin rett skal aff sigghes, wthen bathe deleræ æræ logligh thiit stæfnæth (1466). Geh. Ark. årsb. V. 68 = deler. D. Mag. I. 319; hwilken sagh wii toghe til oss then at skylie meth rette ... oc hwilket swo wort talit paa alle wores wegne bodhe domeres oc deleres (1466). Molb. Gloss.Delere, no. Jf arv-, lods- (II. 828 b23), medd.Delord, no. tillægsmåde; hidhører (ɔ: til go.) middel-ord eller deel-ord (participium). P. Syv, Sprogkunst. 22. Vel blot en af P. Syv dannet oversættelse af det sædv. lat. navn.Delord, no., se I.* 47 b.Delagtelig, to. Jf ud.Delagtelse, no. delagtighed; messen er thenne kirckis sambquemme oc delactelse vti Iesu Christi død. NT 1524 b 3.Delagtighed, no. (sv delaktighet) i nuv. bet.; thet hedder communio, een meddelning eller delactighed. T 131; skal ingen tilladis til denne delactighed (1539). RdKl I. 72; – dielactighedt aff the godhe gerningher, som thær skall giøres (1512). DD 86.Delelse, no. delning; Etym 884 (ovf. III. 454 a5). Jf med-, udd.Deling, no. 1) del; SR I. 342 (ovf. III. 643 a42). 2) i nuv. bet.; NL 278 (ovf. u. byttelse). Jf lande-, rådmands-, tingd. Delning, no. (sv delning) afdeling, inddeling; hvorledis det er fat med deelningene eller beden. Holst IV. 18. Jf af-, åred. Vis mere +