DristDrist, to. (nt. drist, se Sch. u. L.) dristig; da wor han dristere, en han vor tilforn for den stadfestelse, han hagde fonged paa riget. Chr. Pedersen. I. 112; de ære der faare dristere till ath tale Gudz ord vden frøct och fare. Chr. Pedersen. Fil. 1.14 (1550: dristige.); øgiss hannom vell modet ther aff, saa at han bliffuer saa møgett thess driistere. Tavsen. 120.Driste, go.
1) sætte lid til, stole på; han dristede meget paa sin gudelighed och gode leffnid och gleddis forfengelige der af. Chr. Pedersen. II. 192, 154; I. 335; Tav- sen. 20; the haffwe andre regle och klæder, huilke the driiste paa oc hollde seg aff. Malmøb. 31; her maa i frende vist driste eder paa. Herm. Weigere. 179; Kortvending. v. 63; som foracter Gud og drister paa sig selff. Vedel, Saxo. fort. 15; de dristet icke fuldeligen paa kongens breff. Hvitf. III. 67; Grundtv., Folkev. III. 304 b; kand paa mig selv ej driste dog. Bording. I. 343 a; Gerner, Hesiodus. 206; ingen driste paa lykken. P. Syv. II. 188; Jammersm. 206.
2) lf. driste sig til; dristæs han femtæ tiidh ath brydhæ, tha skal han udhen all reddingh mistæ siith embithæ. Rosenv., Gl. L. V. 87.Driste, go.
1); – got kort tør ingen drigste paa. SkR zz 2v (jf sp b20 ndf.). – være dristig; det er en meget farlig ting med forgift og varlig med at omgaas, intet at driste og skæmte med (1668). KD V. 775. – d. sig (fsv drista sik) i nuv. bet.; driste seg til ad forwandle, forminske oc forny noget ij hans ord oc handel. TH 31v.
2); tuifle paa Guds hielp oc stole oc dristis paa menniskens hielp. TVd 213v. Jf ford.Dristelige, bio. modig, frit; hand gick ind i scholen oc predickede dristelige. Ap. G. 19.8 (Chr. Pedersen, 1550; 1607: frijt.); spranck han i det samme dristelige fram. Herm. Weigere. 49; Pallad. S. Ped. Skib. e 3; hans folck skøde dristeligen. Vedel, Saxo. 27; impavide, frimodeligen, dristeligen. Colding, Etymol. 896; opløfter dristeligen eders gemytter. B. Tott. I. 63; gaar derfor dristelig kun døden under øyne. Kingo, Chr. V. anhang. c 2v.Dristelige, bio. (fsv dristelika). Jf dumd.Dristelse, no. mod, dristighed; bøndernæ haffue nu større drystelse, en the wdj the dage haffue kunde (1527). N. D. Mag. V. 217; da toge Pouil oc Barnabas dristelse till dem och sagde. Chr. Pedersen. Ap. G. 13.46; att menniskene motte haffue een dierffhed oc driistelse aff sodanne wduortis tægen att forlade seg thess ydermere paa thet, som Gud hafuer loffuett. Tavsen. 104; ausus, dristelse. Colding, Etymol. 96. Dristelse, no. Jf ford. Dristighed, no. dumdristighed; dem (ɔ: farer) gaar hand uforferdet an paa, aleene flyende dristighed (= lat. temeritatem) oc uberaadsomhed. Comenius, Opladne Dør. § 883.Dristighed, no. (fsv dristoghet) i nuv. bet.; tha togh iek noghen dristughet aff thesse ordh. GkS 50v; – met for megen dristighed at voge sig for yderligen. VdPs d 5-5v; Etym 95 (u. audacia), 415 (u. ferocia); – som tog mod og drigstighed fra hannem. SkR nnn 3v.Dristig, to. (fsv dristogher) i nuv. bet.; for dristige oc wbesindige. VdPs b 4v; Etym 95 (u. audax), 896 (u. impavidus), 1294 (u. temerarius); PSV 530 (ovf. V. 42 b45). – Som bio.; naar lysten griber fat, de dristig sig forvove. Raun 68. Jf dum-, for-, mand-, poete-, ud.