DrivDriv, no. opplukket tovværk (til tætning af fuger o. s. v.), værk; stupa, dryff. Colding, Etymol. 1254; drif, værk til at digte med. Moth. Smlgn. Harboe, Marine-Ordb.: drev; Aasen: driv 4); sv. dref. –Dri[e]v, no. 2) fart, strøm; giffuer act paa vandene, naar de met hinanden komme paa driff. Test* h 8. 3) drev (lille tandhjul); (1534). DM4 II. 15 (ovf. II. 574 b14); – dröv i möllen. Festskr t Wimmer 169. Jf dryntel-, fæ-, ind-, is-, ko-, ore-, over-, oxe(n)-, udd. Drive, go. 1) fare af sted, falde; Siuard dreff for saddelbue. Grundtv., Folkev. I. 12 b; II. 21 b; hans skiold drøff langtt y marck. sst. I. 405 b, 224 a; suolleenn gyck niædder och duogenn dreff offuer dy spaange. sst. I. 162 b; der doggen den drøff paa. sst. V. 76 a; 2) køre; skall han ey wære plictug at driffue lengre end iiii myle weyess, førend han beder (1522). Rosenv., Gl. L. IV. 112; Vsa oc hans broder dreffue vognen. 1. Krøn. 14.7 (Luther: trieben; 1607: dreffue met v.); aurigor, ieg driffuer vogn. Turson, Vocab. 337; Grundtv., Folkev. III. 448 b; toe vogn-drivere, som skulde drive vognene (1586). Hofman, Fundationer. VII. 583. Smlgn. kuds-, vogndriver. – tm. a) færdig til at køre, forspændt; ieg biuder for hin unge her Karll vell xv driffuinde ploge. Grundtv., Folkev. III. 755 a. – b) uafbrudt fart; protelum, it kiør vden stalding oc ophold, it driffuende. Colding, Etymol. 1293; Nucleus latinit. 1763. 1844. 3) udøve, udføre; kiemper, som myghet vndher mon driwe. Romant. Digtn. II. 3; tw skalt ikke driffwe hoor. Gl. D. Bib. 2. Msb. 20.14 (1550: bedriffue.); Chr. Pedersen. Matth. 5.32 (1550: bedriffuer.); Psalmebb. I. 124; tha haffde han icke dreffuett saa møghet ont wdi thet Rhomere riige, som han giorde. P. Eliesen. 218; stor forargelse haffuer ieg driffuet. Psalmedigtn. I. 173 a; Grundtv., Folkev. II. 143 b; mandom oc mectige gærninger at driffue. Lyschand. IIII; drifue mord. Jersin, Via vitæ. O 8; der finder du, hvad hver en konge dref. Hexaem. d 3. – særlig aflægge (ed); Chrestenn Suendsenn sinn loug eddelt oc dreffuitt hagde (1573). Rosenv., Gl. D. III. 184; i drifuer meeneed. Jersin, Via vitæ. d 2v. – tm. a) tvingende; stammerne ere kongernis crone oc høyhed, som pennen icke maa vden dreffuelige og driffuende aarsage forandre. Lyschand. 554. – b) dygtig, rask, travl; navus, duelig, driffuendis. Colding, Etymol. 803; Nucleus latinit. 1763. 1009, 365; Moth; effter det driffvendis dagens arbeyde. Wallensbek, Ptochotrophæi Holm. topogr. 18. Smlgn. sv. drifvande. – c) fremskridende; en bygning, som nu stoed i sit beste oc driffvendis arbeyde. P. Resen. 308. 4) fremstille, indskærpe; det haffuer oc verit propheters vijss Guds ord at driffue ved saadane prijss, ved long' omslag oc skøne parabel. Ranch. 30. 5) gendrive, tilintetgøre; Gudz ord kan icke driffuis, der skall han jo noget forhindre met anden lempe. P. Lavrenssen, se A. Larsen, Optegnelser; testes refutare, at driffue vidne. Turson, Vocab. 400. 6) tilbringe, henleve; at de vdi glæde deris alder her driffue oc her effter met vaar herre Christo bliffue. Herm. Weigere. 150v; handt nu saa siidenn driffuer tidenn uti openbarliig hor (1537). Rosenv., Gl. D. II. 64; Grundtv., Folkev. I. 294 b; stort arbeyde oc mødsommelig kriig, vdi huilcke hand haffde dreffuen all sin alder. Hvitf. I. nn 2v; christlig og vel drev hand sin alders tid. P. Syv, Udv. Viser. IV. nr. 100. 7) tætte med driv (se d. o.); bliffver kiøbmandens gods forderffvet udi skibet, at kobryggen eller offverløbet er icke dreffvit oc forvarit, som det sig bør. Fredr. II. Søret. kap. 53; the (ɔ: 2 gallejer) ere møggitt lack, saa att thennd eene will tagis paa landt, och att thennd andenn och will driffuis och flyes (1577). N. D. Mag. I. 19; posten will digtis, driffuiss och bægiss (1645). Orion (Kvartalskr.). II. 203. 8) tm. i nuv. bet. a) bortdrevet; han haffuer drøffuet syn søster fran seg (1546). D. Mag. 4. R. I. 169. – b) udhamret i ophøjninger; et drøffuit staab (1578). D. Saml. VI. 173; toreuma, drøffuenverck. Colding, Etymol. 1339. 9) d. for ɔ: behandle med; tha maa megh effther her Keye dare och driwe megh til howe for spot. Romant. Digtn. I. 33 = driffue mek spot. sst. II. 161; Samsonem lodæ the tha hænthæ, the dreffue hannum ther for spee och spot. Hr. Michael. 106; hun pleyet at spotte oc driffue for spee. Grundtv., Folkev. III. 373 a; y driffue migh for hadtt. sst. IV. 329 a; da dryffuer hun ingen for spott. sst. IV. 330 a. 10) d. tilbage = drive 5); hans sæder drifve det tilbage, som de hafve sagt hannem paa. B. Tott. I. e 2; cædere testibus, at drive en tilbage med vidnesbyrd. Steph., Nomencl. 1726. II. 170. Smlgn. af-, be-, bort-, for-, fra-, igen-, ind-, om-, på-, til-, uddrive.Drive, go. 2) tm. a) saa megen iord, som med en vel driffvende ploug aff 6 eller 8 høffder kand pløyes. A. Berntsen. I. 8. 3) tm. b). Som bio. Se u. fly 2). 4) huor som Guds ord icke met aluerlighed oc idelighed bliffuer dreffuet oc tracteret. Aandelig Spørsmaals Bog. fort. a 3.Driv(e), se slim-, svedd.Drive, go. 1); HWR 147v (ovf. u. blive 2)). – d. over ɔ: gå hen, høre op; Hub 1 (ovf. V. 10 a31). Jf isl láta yfir drífast. – tm. omvandrende; vagus, vanckende, driffuende. Etym 1380. 2), se I.* 51 a. – styre, handle med; haffuer du en hussknect, da driff hannem som dig selff. Jes Sir 3335 (1607, 1647, gr ἄγε); – som bleffue dreffne aff den hellig aand. 2 Pet 121 (sst.). 3) – DgF II. 578 a (ovf. III. 380 a27), jf ovf. bet. 8). – d. dom ɔ: fælde (udvirke?) d.; 3 domme, som vare drevne efter samme haandskrift. Wulff 211. – gennemføre, udvirke; som vilde det driffue met vaaben. Cold hh 1; – LG, som dreff denne gierning til ende. Hvf II. 204; den hylding til ende at drive. LyschC b 17; Etym 893 (u. patro), 30 (ovf. III. 479 b43); Steph II. 1002. – dyrke; om havre-sæden, fælle-land at pløye, saa og drive. Reenb I. 61. – tm. – b) Hvf III. 627 (ovf. u. durig); en drifuendis mand, som hastede met det, hand tog sig fore. ClS 66. – Som bio.; GH 177 (ovf. I. 570 a14). 4); Lynds 29v (ovf. V. 86 a1); se I.* 51 a. – hævde; huilcket de driffue oc staa paa. Melanchthon, Loci v ålborg 119. – øve; før mand fatter lærde-sprog og nock i dennem drivis. SortS 29. – l. tm. øvet, hærdet; veterator, gammel, dreffuen skalck. Etym 1429; SortS 72 (ovf. V. 157 b1). 5); han skal aldrig driffwe then minste titel, i schrifften er, til løgn. Mb 26. – også d. igen; de, der sige, dem driffue disse ord igien. HemmP* II. 119. Jf bet. 10. 6) også d. til; saa driffuer mennisken sit leffnit til. Hegelund, Liff oc Død 18. 8) drive (for at få til at gå); att dett (ɔ: kvæget) skall slais her ind, nar dett driffuis till vand (1601). NkS 351d (4°) f 2- 2v; ago, driffue, jage. Etym 22; Steph II. 84. – slå (ind); keyle eller toph ath drywe. Dyrerim 2; – ComD § 529 (ovf. I. 216 b s. l.), jf ovf. IV. 900 b50 f; naar lærdom drivis skal bag ind med magt i det (ɔ: barnet, 1702). DSt 1909 37. – d. på ɔ: arbejde på; Tdm II. 148 (ovf. I.* 44 a u. bugprædiker). – drive bort, forjage; de onde aander mangfoldige gange er dreven. Beretn 20; mand nok kunde mærke, det onde ikke fuldkommen var dreven. sst. 21. – tm. fjærnende (afførende); driffuende oc affskaffende lægdom. Dict. 9), jf ovf. II. 332 a7 f. 10); Gensv o 1 (ovf. IV. 820 a33). 11) d. af ɔ: (t abtreiben) udskille; siiden dryffue ded for siig aff, som løddid er. ChrIV* III. 293. Jf afdrive 2). Jf an-, bag-, fuld-, gen-, he(de)n-, i-, ihiel-, kringel-, ned-, omkring-, op-, over-, tilbage-, ud-, voldd. (IV. 857 b33), gagndrivende, efter-, gennem-, himmel-, udreven.Drivedrik, no. en fosterfordrivende drik. Moth. Drivegrøde, no. lægende (afførende?) planter; jeg dine rover ey, dend skiørbugs drive-grøde, maa glemme. Kingo, Chr. V. anhang. e 2.Drivkiste, no. 1) en kiste med redskaber for skibstømmermænd; Moth. 2) et stykke træ med en fure i til, at en stiver kan glide i, ved hvilken man løfter noget. Moth; den gamle stalld, huilcken siunis well at haffuer weret meget brøstfelldigh, mens nu findes ret well wed magt opsat wed den øster side med thuinde driff kister (1643). D. Saml. VI. 188. Smlgn. Molb. Diall. Drivesand, no. sand der skylles af sted af bølgerne, flyvesand. Moth. Smlgn. Aasen: drivsand; sv. drifsand; Sch. u. L.: drivsand.Drivetræ, no. et træ til at drive bånd på et kar af staver; hand (ɔ: bødkeren.) drifver dem (ɔ: båndene) ad med en træ-kølle og et drifve - træ. Comenius, Orbis pictus. 240 (= triebel.).Drivelse, se druelse.Drivendhed, no. flid, arbejdsomhed. Moth.Drivendhed, no.; hvoraf meget af mangel paa execution og drivenhed bliver staaendes (1658). Suhm* I. 300.Drivere, no. landstryger? der fra bleff hand forskut oc vancket siden her oc der ... erchebispen sende legater til kongen, som funde der den driffuere. Hvitf. I. 173. Smlgn. Schlyter: drivari.Drivere, no. 2) tilskynder; hun hadde alt en anden driffuere en mange aff de andre; det wor nød oc den store sorg. Tavsen, Post. vinterd. 179v.Drivere, no. 2) arbejder; de er store gierninger oc behøffver flittige driffvere. GHD I. 120. – hævder; hand (ɔ: Moses) er lougens scriffuere oc driffuere. NT 1524 a 4. – se I.* 51 a. – Jf asen-, dag-, fuld-, fæ-, heste-, hjul-, kamel-, kammer-, karre-, ko-, kringel-, kuds-, løs-, mule- (III. 139 b33), pudse-, slag-, til-, torge-, tvær-, ud-, vogn-, æsel-, øxend. (ovf. III. 441 a42).Drøvs, bio. hurtig, ilsomt. Moth; løbe drøvs ɔ: være parrelysten. Moth. Smlgn. Molb. Diall.: drøv. Drivse, go. vanke om. Moth.Drivsekvæg, no. = drift 2). Moth.Drivsig, to. omvankende. Moth.Drift, no. 1) ret til at drive kvæg over, græsgang; Roelstorp fææ haffuer haffdt vdgangh och dryffth i Vettels marck i førtyffue aar och mere. Dueholms Dipl. 114; Moth; actus, drift, drive-vey. Nucleus latinit. 1763. 15. Smlgn. Rietz: dröft 2); orddrift og overdrift ndf. 2) omvankende kvæg; drifft kaldis det qvæg eller fæned, som fra sin rette stæd eller rætte eyermand for vildis oc kommer paa fremmet grund, ... hvilcket qvæg ... tilhører det herskabet. A. Berntsen. II. 131; ieg skall beholde dendt tredie partt aff alle hendelige sager, som er oldengeldt, førlov, drifft oc hosbonde holdt (1556). Rørdam, Univ. Hist. IV. 73; then uvisse rente, som er stedsmaall, hosbondeholdt, drift, førrelouff (1597). D. Mag. VI. 203. Smlgn. Rietz: dröft 1). 3) et vist jordmål; actus, spatium in agro 120 pedum. Colding, Etymol. 23; drift, et stykke jord, som er 120 alen langt og bredt. Moth. 4) plan, gærning; i saa maade giorde (han) sin wlycksalige moders drifft til intet. Hvitf. I. rr 4; hentegne deris kongers driffter vdi bøgerne. Lyschand. IIII; 3; gamle skrifter, som sætte for en dag baad' ond' oc gode drifter. Hexaem. d 3; alle hans majest. synderlige drifter baade udi freds oc feydes tjd henmale. P. Resen. 366; saaledis hand sin drifft beskriver: ieg ilde giorde. E. Naur. k 1; megen gammel drift er skreven op udi forglemsels bog og skrift. Kingo, Samsø. a 4. 5) på d. ɔ: bort; mon ikke farveren skal vide raad at faa det onde strax paa drift. Bording. I. 318.Driftefæ, no. (sv. driftefä.) = drift 2); huilchen som drifftefæe forkommer (ɔ: kommer i hænde.), handt schall thet strax y thre samfelde dage oplyuse (1521). Rosenv., Gl. L. IV. 45; den, som hitter driftefæ, skal iligemaade oplyse det. Chr. V. D. L. 5-9-4.Drifthiord, no. hjord, der drives på græs; om drifthiord og hiord om køer (1681). Hist. Tdskr. IV. 532.Driftjord, no. de marker, der udlagdes årlig til fælles græsgang. Moth. Driftekvæg, no. = driftefæ; pecus palitans, voosquæg, drifftequæg. Colding, Etymol. 865.Driftenød, no. = driftekvæg; quittedhe wij for j drefftæ nødh, han foredhe xviii gl. (1467). N. D. Mag. V. 201. Smlgn. Rietz: dröfta-nöt og nød ndf.Drifteskjud, no. hoppe, der går løs på græs; (1586). Hübertz, Aktstk. om Bornholm. 501. Ordet er kun bornholmsk, se skjud. Driftestud, no. græsfedet stud? viij ferdig dreffte stude, iij vnge stude. Khist. Saml. I. 461. Drifteøg, no. = drifteskyud; haltte dreffteøeg j ... mar føll paa drøffte øeget j (1646). Progr. f. Herlufsh. 1880. 59.Drifteøg, no.; thet er ont at draffwe wedh dreffth øgh. P. Lolle. nr. 211; xj dreffte- øgh oc føller (1515). Suhm, Saml. II. 1. 129.Drifteøg, no., se I.* 51 a.Drifte, go. 1) tætte med driv. Moth. 2) vanke om (om kvæg). Moth. Smlgn. Rietz: dröfta.Drøvkølle, no. en svær kølle; stauir køllir, drøff køller, kalcke køllir. D. Saml. III. 223. – trudes, en drivekølle, en nødde. Nucleus latinit. 1942.Driftmast, no. en mast, der kommer drivende; for han hug nogle smaa baard (ɔ: bord) af en drifftmaist (1599). Hübertz, Aktstk. om Bornholm. 547.Driftmast, no., se I.* 51 a.Drifttid, no. den tid, da kvæget drives bort; skulle alle lensmænd om Martini tide alle borgernis stalde lade visitere oc paa det fee, som da befindis at være opstaldet oc siden til rette dreffttid paa foret offuerfød, skal lensmandens bevis fra samme tid oc, til øxenen udslaais aff stalden, formelde (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 467.Drifttid, no., se sst.; Fdg 31/7 1647 (ovf. III. 430 b29).Drivis, no. (sv drifis) i nuv. bet.; hand skikked dem ned i diunger og houf hin svare drif - iis. LyschG 125; der paa falt ind udj driffiiss met en flyende storm. Monr 40.Drivkølle, no., se I.* 51 a.Drivenød, no. (sv drifnöt) = drift 2); hver drive-nøed gaf hand ey magt at gaa i deignens bøtte. KSK a 8. Jf nød (III. 265 a33).Drivesvøbe, no. pisk; hvert minut i tiden er en liden drivesvøbe. KS 202.Drivevinge, no. førende vinge; Wiel XI. 474 (ovf. IV. 899 a15).Drivelse, no. drift (tilskyndelse); Paaske, Ligpr a 3 (ovf. II. 536 b25). Jf bort-, gen-, igen-, til-, voldd.Drivning, se opd.Driftig, to. = drivsig; kon. mtt. haffuer vnt the fattige ett drefftiig folle (1545). DM4 I. 95. Vis mere +