DugDug, no.
1) klæde, tæppe; da bleff dwgen i templen reffuen i tw fra øffuerst och til nederst. Chr. Pedersen. Matth. 27.51; bag den anden dwg vor ith tabernakel, som kalledis alder helligst. Chr. Pedersen. Hebr. 9.2 (1550 begge steder: forheng.).
2) i nuv. bet. hank.; ieg skal give dig dugen, hand er af ageruld. Grundtv., Folkev. II. 252 a = hunn. sst. II. 242 b. Ordet er hank. både i Nordisk, smlgn. isl. dúkr, sv. og n. duk, og Nt., se Sch. u. L.: dok, så hunk. vist må bero på en fejltagelse. – Skære dugen for en, var tegn på bortvisning fra bordet; om saa skeer, ad der kommer tuedragt imellem skipperen oc nogle hans baadzmend, da skal skipperen befahle ad skiere dugen for den, som begynte kiff oc hadt emellem dennem, oc skipperen skal sie hannem tre gange til, før hand gaar aff skiffuit. Chr. III. Hist. II. 439. Smlgn. D. Mag. V. 236.Dughus, no. fadebur; j dwghe husset xxx hærre fath, item iij dwghe till myn her konghens borth, item iij knabbe dwghe (1454.) Kbhvns. Dipl. IV. 52; (1645). Orion (Kvartalskr.) II. 207.Dugsvend, no. borddækker, bordtjener; stegere ok dwge swennæ. Romant. Digtn. III. 62.23 = Chr. Pedersen. V. 43.6; dugesvenden vilde dugene brede. Br. Rus. 12; (1529). D. Mag. 3. R. III. 218; (1564). N. D. Mag. V. 63; (1577). Prog. f. Odense. 1855. 28; skal dugsvenden og skolens fyrbøder med kielderdrengen dæcke alle diske (1586). Hofman, Fundationer. VII. 575; lectisternator, dug-suend, rede suend. Colding, Etymol. 1235, 1251; 2 dugsuenne vdi sølffkammeret ... 1 dugsuend hos herremendenes bord ... 1 dugsuend vdi borgestuffuen. D. Mag. V. 208; (1645). Orion (Kvartalskr.). II. 202; dug-svend, bord-tiener, taffeldecker. Comenius, Orbis pictus. 179. Duge, go.
1) (isl. dúka.) dække (bord); komme til duged bord. P. Syv. I. 41.
2) omspænde med duge (ved jagt). Moth. Smlgn. jagtdug.
3) sætte sejl til, binde roret fast og lade drive. Moth. Da ordet ellers bruges i søsproget om sammenfoldning af sejl, se Harboe, Marine-Ordb.: duge; Aasen: duka 2), er den første del af Moths forklaring måske ikke rigtig.