DygdDy(g)d, no. hunk. (∾ isl. dygƀ.) 1) kraft, evne, egenskab; the førmer taghe enest sacramentet; men thesse taghe sacramentet oc thes dygd. H. Suso. 171.35; al ting æræ skaptæ gafnlyghæ, sosom Guth hauer teth syn dygh i sommæ meræ oc i sommæ mynnæ. Lucid. 22; then sten ... han hadde soa mangen dygd oc æræ. Romant. Digtn. II. 155; Hell. Kvinder. 61.20; Gl. D. Bib. 5. Msb. 4. 37; Chr. Pedersen. II. 259; bescriffue de vrters dygder, som ieg kender. H. Smith, Urtegaardt. 1546. a 4; Herm. Weigere. 205v; lige som fructene vduise træsens dygd oc godhed. Pallad., Visitatsb. q 7v; skæris aff dem de unyttelige grene, som fortage den rette dyd. N. Hemmingssøn, Om Ecteskab. 1572. 141; cardemomme med mange dyder sin af iorden strax mon komme. Hexaem. 120; de friske blomster poden faar, de skal oc strax affpluckis, at dyden ey med dem bortgaar. Gerner, Hesiodus. 166; P. Syv. I. 31. 2) dyd; dygd oc viisdom ere nw fforsmoed. D. Skuesp. 68; dygden haffuer sin værelse vdi gierningen, saa at man icke eniste skal vide hende. Herm. Weigere. 285v, 6; Pallad., S. Ped. Skib. a 2; synd oc dygd. Tidemand, Sjæl. Urtegd. y 8; Lyschand. 17; – dyden, hun er slet min. S. Terkelsen, Astreæ Sjungek. III. 114; der er ingen, som jo dyden skal findis tacknemmelig imod med saa skiel, han trolig hafuer fult hende. B. Tott. III. 183; dyden siunes selv, før hun gik aff lande, sit sidste fode fied har slutted der at stande. Raun, Georgica. 50; dyden værver i alle lande, og den, hende eftertraar, bær krands ævindelig. Kingo, Ligpr. o. J. Birkerod. 117 (smlgn. Visd. 4.2 (1607)). – døyd ok udøyd. Brandt. 290.16; 291.15. – Især hos Vedel synes ordet oftere brugt i bet.: tapperhed, dygtighed; dyd oc mandoms gierninger ere wdødelige Vedel, Saxo. 37; dennem tog hand til sig for deris dyd oc manddom skyld. sst. 78 (= ob res ab ipsis præclare editas. P. E. Müllers udg. 178); jvfr. glossariet sst. 3) hæder, venlighed; eya, huad hedher, hvad døyd Gud gaff them i paradijs frøyd. Hr. Michael. 133; henne (ɔ: jfr. Maria) sømmer vel bodhæ hedher oc æræ, al dwth skal op aff rysæ. Psalmedigtn. XII a; tackor iegh edher ffor all den store ære och dygdh, y megh beuisset haffue (1542). D. Mag. VI. 299; vndfick keyseren hannem vdi Constantinopel oc beuiste hannem megen dyd oc ære. Vedel, Saxo. 254, 328; hialp med, at jeg bleff erckebisp oc giorde mig stor dyd oc ære. Hvitf., Jens Grand. 9. Smlgn. Sch. u. L.: doget 2). Med hensyn til formen døjd se ovf. s. 228 a.Dy(g)d, no. Jf ud., tusinddyder.Dy(g)defuld, to. dydig, god; hun war saa dygde-fuld. Grundtv., Folkev. IV. 321 b; saa dødig-fuld. sst. II. 129 b; har ieg dog et hierte dydefuld. S. Terkelsen, Astreæ Sjungek. II. 154; de dydefulde qwinder. E. Naur. dd 3. Dydeløs, to. uden dyd; ørkeløs, dydeløs. P. Syv. I. 246.Dyderig, to. = dygdefuld; bleff en from, ypperlig, dyderig oc mectig konning. Lyschand. 152; den dyderige oc høyt oplærde frue Birretis. B. Tott. a 1v; en dyderig qvinde er husis sterckste støtte. Holtzmann, Qvinders Speyel. 51; en part findis gudfryctige, dyderige oc fromme. S. Ped. Døtre. 8; S. Povelsøn. 388.Dyderighed, no. = dygd 2); aff gudfrygtighed, dyderighed oc høy alder berømt. P. Resen. d 2.Dygdagtig, to. = dygdefuld; som en dygdactigere, mildere oc større begaffuit herre oc første. Hvitf. VIII. 333.Dy(g)delig, to. 1) kraftig, havende (en vis) evne, udmærket; then, veth huilken allæ wrther oc allæ dygdelige tingh fanghe dygdernæ. Molb. Gloss.; fik alle the ærlige stene, ther dytelig vare. Hell. Kvinder. 74.13; taghe the aff sanden dydelige stene (1510). D. Mag. III. 174. 2) dygtig, tapper; i hwerth thz skip hade ieg well fyre heste, ther tijl saa mangen dydelig swen. Rimkr. m 5; hans hierte stod icke effter aarckeløshed oc gode dage, men mere til dydelig idret oc mandoms lofflige gierninger. Vedel, Saxo. 15; for hans mandom oc dydelig sind monne hand dem vel befalde. Grundtv., Folkev. I. 325 b. 3) = dygdefuld; som er en døgdelig ok god qwynne. Brandt. 289.14; 264.16; om thz ær dydelicth. Rimkr. b 1v; ethers nadæ fanger en dydelig oc skøøn førstinnæ (1515). D. Mag. II. 27; førster, som edele, erlige og dygdelige vaare. Herm. Weigere. 5v; humanus, god, dydig, dydelig. Colding, Etymol. 567. 4) hæderlig, ærefuld; de takkede det kongen allene oc icke deris byrd eller dydelige adelskaff. Vedel, Saxo. 325. – Som bio. dydig, bravt; leffue retferdelige, dygdelighe och tormodelige. Chr. Pedersen. I. 87; der sig vdi saa maade faar andre hiolt erlige oc dygdelige. Herm. Weigere. 5v.Dygdelig, to. 4); – Fil 48 (1524, ovf. II. 837 b6). Jf ud.Dy(g)delighed, no. = dygd 2); ath wende seg om tijl dydelighedh. Rimkr. m 5v; beuiser dygdelighed i eders tro. 2. Pet. 1.5 (Chr. Pedersen, 1550, 1647); Guds fryct oc al dydelighed. Herm. Weigere. 63v; erlighed oc dygdelighed. Tidemand, Jerusalems Forst. a 7; toge siden Absalon til den fierde for hans dydeligheds skyld. Vedel, Saxo. 364. 2) = dyd 3); mæt dydelighet the hannum vntfik. Romant. Digtn. II. 249 = mæd blide ord han them vndfæk. sst. I. 147.Dy(g)delighed, no. Jf ud. Dydesom, to. = dygdefuld; den dydesom frue, fru Else Peders daatter. Hvitf. III. 395.Dydelskende, to. elskende dyd; hendes gud- og dyd-elskende døttre. HenrW II. 297.Dydelskere, no. den, der elsker dyd; udbreder jeg min ynsk offver alle dyd-elskere. SD a 3. Dydefagter, no. dydig adfærd; at i maa sammen-lignis ved indarted dyde - fagter. SortS 48. Dydfæste, go., se I.* 52 b.Dydeglans, no. strålende dyd; DV IV. 296 (ovf. V. 127 b18).Dydkompas, no. den, efter hvis dyd der kan styres; du dyd-kompas, du efterrætning for hver mand, der er paa throne. DV IX. 640.Dydkær, to. = dydelskende; SD d 8 (ovf. IV. 954 b45). Jf kær 2).Dydomhænget, to. prydet med dyd; skyd elsk-gudinde fra din dyd-omhænged trone eet straaleblik. DP 5-6.Dydprydet, to. smykket med dyd; DP 50 (ovf. IV. 959 a20).Dydeprøve, no. prøve på dyd; øfver de beste dyde-prøver. SortS 47, 61.Dyderod, no. roden til dyd; SD d 2v (ovf. V. 73 a47).Dydesol, no. kvinde strålende af dyder; hiert-ønske sig den dyde-soel til brud. Lønb 11.Dydestæmpel, no. præg af dyd; paa dine børn dit dyde-stempel sad. DV IV. 299. Dydetrin, no. dydig færd; stræber ickun immerhen hans dyde-trin at lære. SortS 48. Dydædel, to. (sv dygdädel) = dy(g)defuld; men dog dyd ædle, om ieg maa til eder tale. DSt 1909 46, 47; – dyd-ædle og meget vel-lærde iomfrue ML. Wadskiær, Rectorinder ttbl.Dy(g)dig, to. (isl dygƀugr) dydig; se ovf. IV. 601 b41-2; – ingenuus, dydig. Etym 521, 567 (u. humanus). Jf u-, veld.Dydighed, no. i nuv. bet.; gudfryctighed, dydighed. Hegelund, Liff oc Død 22; Etym 567 (u. humanitas). Jf ud. Vis mere +