DøDø, go. 1) dø, gå til grunde; dat.; hand voff sigh paa sinn suerdt och do der. Grundtv., Folkev. V. 233 b; huad tencke j thet, ath all werildens pris met hannom doo. Romant. Digtn. I. 38 = loa. II. 166. Smlgn. Lund. Isl. deyja og sv. dö bøjes ligeledes stærkt i dat.; i Norsk findes begge bøjninger af ordet, se Aasen: døya. Den sv. dat. findes tidlig i Dansk, se J. Lov. I. 25. – jek gaff til wor frve oc sancte Pætherss presteborth II kør, hwilke ey skulle døø eller drokne oc sex for vti samme mothe (1464). N. D. Mag. V. 152 (ɔ: der skal bestandig findes det nævnte tal kreaturer.). Smlgn. haldsfæ ndf.; jvfr. Grimm, Wb. III. 375 (»im deutschen recht heiszt es: eisernes vieh stirbt nicht«) og de sst. anf. bevissteder. 2) d. løs ɔ: blive ledigt ved dødsfald; huad geistligt eller verdsligt gods oc læn løs døer, det skal falde til os tre herrer, saa huer bekommer, huad i hans deel ledigt bliffuer. Hvitf. IV. 132 (= nt. loes stervet, se Michelsen, Urkundensammlung d. schlesw. Gesch. II. 380). 3) dø bort ɔ: dø; lector Paulus giør well syn orsage mod thet klafferij oc lader eder ingenlwnde døø bort i then synd. Biscopper(ne)s Geenswar i 1.Dø, go. 1); – do af harmæ. GK 324 (= døtæ. sst. 334); – tha dødhe han. 1 Msb 5025 (ÆB og flgd. overs.); i gaar dødhe mijn man. PL** I. nr 595; thet fattigt menniske døde. Luk 1622 (1524 og flgd. overs.). 2); jf løsdød. 3); Etym 778 (u. emorior); Steph II. 516. Jf bortdø. 4) dø hen = bet. 3) se der anf. st. Jf he(de)nd. 5) dø ud = bet. 3); Etym 778 (u. demorior); Steph II. 398. Jf uddø. – Jf af-, bort-, fra-, he(de)n-, strå-, uddø.Død, to.; blive (vorde) død ɔ: dø; tijl ieg bleff dødh aff alders qwijd. Rimkr. a 4v; Mandev. Rejse. 16.24; 114.6; (1518). Suhm, Ny Saml. II. 2. 138; Chr. Pedersen. V. 443.12; han (ɔ: Erik Ejegod) och hans drotning bleffwe baade døde vdi Cipern. Herm. Weigere. fort. 3; (1549). N. D. Mag. I. 92; saa skiødt hanndtt i Suend Christennsens bug, saa handtt samme stund bleff død (1592). Rosenv., Gl. D. IV. 324; kong Gøstis moder oc en hans søster bleffue døde her i Danmarck aff pestilentze. Hvitf. VIII. 79; Lyschand. 109; hængde ham paa korsens træ, hvor hand blev død. Kingo, Psalmeb. 652; nu skal du bier rycte, du maa vel ellers frycte, de for dig bliffver død. Gerner, Hesiodus. 161. – er dett udenrigens mandtt, som slaagen bleff eller wordir død. D. Mag. 3. R. I. 188. Udtrykket forekommer både oftere på runestene og endnu i landskabsmålene, jvfr. Thorsen, Dsk. Runemindesmærker. I. 103, 154; Dyrlund, Dske. Sprogarter. 34, 70. – slå død ɔ: dræbe; deris fiender slog du for dem død. Psalmedigtn. I. 107 a; slar død, hvem i faar fat. sst. 198 b.Død, to. – gøre d. = slå død; Rkr i 3v (ovf. IV. 260 a31). 2) mat, dorsk; luridus, død farve, bleg som et liig. Steph I. 186 b; – død i sin gierning, inargutus. Dict; KS 119 (ovf. u. doven). Jf halv-, hunger-, løs-, mund-, ny-, sjelv-, sot-, sten-, stok-, syndd.Død, no. hank. (∾ isl. dauƀi, dauƀr.); Hr. Michael. 166; Døded. 18; Psalmebb. I. 145; Psalmedigtn. I. 167 a; døthæn, han spar ængen. N. D. Mag. VI. 52; II. 329; Gud haffuer forsynet huer sin død saa, som han kommer. Herm. Weigere. 222; skulle mennisken lede effter døden, oc de skulle icke finde hannem. åb. 9.6 (Chr. Pedersen, 1550, 1607); Job. 3.21 (1550, 1607); Hvitf. III. 486; Tidemand, Post. I. 106v; at de icke frycte døden, naar hand kommer. N. Hemmingssøn, Om Ecteskab. 1572, 326; sst. udg. 1653. nn 2v; vi om med døden dandser, enddog hand synes fiern. P. Syv, Cimbr. Sprog. 157; Kingo, Psalmeb. 62. – hunk.; maat det haffue genge, at guld oc penge kunde døden trenge, at hun skulde slet hen vige. Ranch. 41; nu maa ieg kæmpe med døden, at jeg hende kand dempe. Psalmedigtn. I. 320 b; nu kommer snart min død, saa giør hun all min iammer sød. sst. II. 71. – fange, ville have, tage død på ɔ: dræbe; til at forfølge Christum, til de finge død paa hannem. Pallad., S. Ped. Skib. q 1 (udtrykket bruges endnu på Kbhvns. amt.); loed søge effter s. Athanasium oc vilde haffue død paa hannem. sst. g 5; forfulde dem, ia toge død paa dem. sst. p 7. Død, no. – hunk.; døden kan jngen man besta, hwn skal os allæ ower gaa. RD I. 282. – best. ejef.; thesse dødzsens luchtelsse til døden. 2 Kor 216 (1524, CP; 1550: dødens); hvor du brød dog dødsens pile. KS 130; for hannem brød hand dødsens riis. KPs 598. – som to. (sv dödsens) døden nær (skyldig til d.); du est dødzens, men ieg vil icke sla dig ihiel i dag. 1 Kg 226; du dødsens mand. Naur p 4. – flt.; gaff hand dem korr, huilcke aff disse døde de vilde begiere. ClS 426; – hvor at alle døder lænkis i en bondløs affgrunds nød. KS 130. – den store d. ɔ: pest; 1602 var den store død, 1619 var den anden død. DM I. 125. Jf Trap2 III. 598; Sdw: döþ;er 2); ovf. III. 23 a4; dyr (V. 195 a11 f). – (ud) i d. ɔ: i dødsfare; vti døden offthere. 2 Kor 1123 (1524; CP: i dødens fare; Vulg: in mortibus). Jf ndf. s 199 a35; PlD c 1v (ovf. IV. 338 b11). – til d. (fsv til dödha) ɔ: ihjel; fik ieg slaffueth the orme tijl dødh. Rkr i 2v (rimord: nødh); – HelvE xxxx 3 (ovf. III. 477 b31); som var segned need til døde. Wiel VI. 160; PSO I. 73 (ovf. V. 172 a43). Jf brad-, folke-, fæ-, mand(e)-, mis-, mærke- (III. 40 a45), strå-, u-, vænted.Dødeben, no. dødningeben; der hand nogle dødebeen igiennemledte. Arrebo. II. 289. Dødeben, no. ben af døde; saadanne orter gifve mange døde been. ArøbO 19. Jf dødingeb.Dødebog, no. (nt. dodenbok. se Sch. u. L.) bønnebog til sjælemesser; den døde-bog oc søndagis bøn giør mangen prest om hans mund fed. D. Mag. II. 155.Dødedag, no. dødsdag; thet goudtz, som hand icke haffde bekommett udi haand eller haffuendis werige ey heller nogen tidt før hans dødedag haffuer haffdt udi haand och heffdt (1590). Rosenv., Gl. D. IV. 190; de vaare indelucte indtil deris døde dag. 2. Sam. 20.3 (1607, 1647). Endnu brugeligt i den sidste forbindelse.Døde[s]dag, no. (isl dauƀadagr, fsv dödsdagher); emortualis, dødsdag. MP 233; Steph I. 33 b (Etym 778: dødedag). På de i VSO anf. st. er det usikkert, om de æ. overs. have eg. smsætn.Dødedrager, no. ligbærer; naar liiget er lagt i liigkisten, ... bæris op af dødedragerne. Comenius, Opladne Dør. § 959.Dødfald, no. død; huis blod skal være mange til en dødfald oc forderffuelse. Hvitf. VII. 140.Dødsfang, no. dødsstund; hendes husbond havde manet hende i hans dødsfang (1462). N. hist. Tdskr. V. 232. Måske egenlig dødskamp.Dødfarve, no. ligfarve; hand har alt sat sin dødfarve. Moth.Dødfarvet, to. ligbleg. Moth. Dødfejde, no. kamp på liv og død til hævn for et drab; met engin døthfeydhe eller annen wræt eller høghmod noken then annen forthrykke (1397). Geh. Ark. årsb. II. 29. Smlgn. Sch. u. L.: dotvede; eng. deadly feud.Dødfjende, no. dødsfjende; capitalis inimicus, dødfyende. Vocab. 1514; greffue Gert och hand bleff dødfiende. Chr. Pedersen. V. 457.12. Dødfjende, no. (sv dödsfiande); Sathan oc verden vore dødfiender at regne. VT 27v.Dødegravere, no. graver; in qua residet Tydekynus dødæ grawæræ. Kbhvns. Dipl. I. 96. Smlgn. sv. dödgräfvare.Dødegravere, no.; Dict (= libitinarius).Dødgøre, go. 1) lf., dø; hand er død giort effter kødet. 1. Pet. 3.18 (1550, 1647; Chr. Pedersen: vaar død.); kornet hin tørre, det iordis oc død giøris førre. Psalmedigtn. I. 304 b. 2) ophæve, tilintetgøre; her met skal all rettergang, domme, paffuens breffue, kiff oc trette, som vaar imellem begge parterne, euindelig vere mactløs oc dødgiort. Hvitf. VI. 86.Dødgøre, go. (fsv dödgöra) 1) – dræbe, døde; patres oc fratres ved saadanne reffselse hielpes i aanden oc dødgiøres. Hasenm h 8v; alle mennisker haffue icke ens sind til at offueruinde oc dødgiøre sig selff. Kemp* 149 (= dødhe. Kemp 4817, l mortificandum). Dødhavre, no. plantenavn, avena sterilis. Moth. Vistnok = avena strigosa; jvfr. Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 288. Smlgn. døvhavre.Dødhavre, no. Jf døvh.Dødthoved, no. tosse. Moth.Dø(dt)ho(v)ed, no.; kalde mig døhoed oc slicke-paatte. Jac 267; – min broder for en dohoed laste. Jac 275 (udg 1634: døhoed). Jf FeilbO: dvothoved.Dødehus, no. lighus (begravelseshus); skal ey heller til nogen begraffuelse nogen kaast spises eller dricken holdis udi dødehuse (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 461. Dødjord, no. bundfald. Moth.Dødekiste, no. ligkiste; loculus, dødekiste. H. Smith, Lib. voc. lat. 141. Smlgn. Sch. u. L.: dotkiste og sst. VI: dodenkiste.Dødkop, no. = dødjord. Moth. Smlgn. caput mortuum; sv. dödhufvud; Sanders, Wb.: todtenkopf 10).Dødekule, no. ligkule; vilde hand gøre staden til en døde kule. 2. Makk. 9.4 (1550; 1607: kirckegaard.).Dødemåned, no. februar; februarius, dødemaanedt, blidemaanedt. Colding, Etymol. 411; Moth har dødemåned om desember, januar, februar.Dødmæle, go. = dødgøre 2); mactløss oc døtmælte gør forneffnde breffue (1472). Molb. Gloss. Dødtmørk, no. fuldstændigt mørke. Moth.Dødnælde, no. døvnælde; alle døde eller blinde nelder. H. Smith. Vrtegaardt. 1546. 1v; lamium, døf-nelde, blind-nelde, død-nelde. S. Paulli, Flora Dan. 263 A; Moth; en katteost eller dødenelde, som stode uden for urtebiædene. S. Povelsøn. 480. Smlgn. Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 120. Dødnælde, no.; døthæ næthlæ. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 41.30.Dødnælde, no., se I.* 53 a.Dødssag, no. brøde, der skal straffes med døden; alligeuel at de funde ingen døds sag met hannem, saa bade de dog, at Pilatus vilde ihielsla hannem. Ap. G. 13.28 (1550, 1647; Chr. Pedersen: dødelig sag.); hvad ont giorde han, ieg finder ingen dødz sag met hannem. Luk. 23.22 (Chr. Pedersen, 1607, 1647; 1550: dødelig sag.); mod Jesum dend uskyldige mand, hos hvem hand ingen døds sag fand. Kingo, Psalmeb. 386.Dødsjug, to. dødssyg; han var och ret død siwg. Fil. 2.27 (Chr. Pedersen, 1550, 1647); da bliffuer hand dødsiug oc kort der effter døde der. Vedel, Hundrede Viser. II. nr. 40; Vedel, Saxo. fort. 19; dødsiug, morti vicinus. Colding, Dict. Herlov.; huor mange tro søtienere har huilet sine dødsiuge legomer. Wallensbek, Ptochotroph. Holm. Topogr. 10. Dødslag, no. 1) drab, mord; skal all vwilghe oc twedragt allstingst were afflagt oc forligt, thet were sigh fore drap, roff, brandh, dødslagh eller vdi andre madhe. Dipl. Chr. I. 330; hvor ulidelig tirannie og ufordragelig handel de bruge imod adelen, borgere og bønder med dødslag, bord(r)ag og sårelse (1536). N. D. Mag. III. 13; hand haffuer vist om vor faders dødslag. Hvitf. III. 190; VIII. 306; (1576). D. Saml. 2. R. VI. 340; han for et dødslag, mester Anders Fynboe havde gjort, skulde rette ham (1584). D. Mag. 3. R. II. 202; mig maaskee general major Fuxsis død tillagdis, oc att der meentist, ieg min søn til ded dødslag haffde persuaderet. Jammersm. 22; nex, mord, drab, dødslag. Nucleus latinit. 1763. 1013. 2) dødbringende slag; mortifera plaga, et død slag. Nucleus latinit. 1763. 961. Smlgn. isl. dauƀaslag; Sch. u. L.: dotslach.Dødslag, no. Ordet forekommer også i rent tysk form: forrædelsse eller dotslag. Schlyter, Sweriges gl. Lagar. IX. 467; (1587). Jydske Saml. III. 161.Dødslag, no., se I.* 53 a. Dødslå, go. dræbe; haffuer skicket sit krigsfolck vdi Suerig oc trint omkring Stockholm ladit røffue, myrde, brende oc dødslaa. Hvitf. VII. 306. Smlgn. slå død, se død to.Dødslå, go.; folkene bleve mesten dødslagne. Slange 299. Jf fsv dödhslaghin.Dødsår, no. dødeligt sår; letale vulnus, død saar. Vocab. 1514. Smlgn. Lund.Dødtave, no. en hørtave, som ej vil skyde skæverne fra sig. Moth.Dødtræffende, to. dødbringende? førend de indgick spilfectning oc den død-treffende tornering. Wallensbek, Ptochotrophæi Holm. topogr. 11.Dødevælde, no. dødsfald? sildefiskett paa nogen tid langh icke war tilgangett saa, och for dødewelde skyld breffuene therpaa at kunde were borttsatthe (1591). Rosenv., Gl. D. IV. 292. Dødagtelig, bio. som ved be- gravelse; nu hører jeg de klokkers klang dødagtelig at klinge. Bording. I. 10 a. Dødagtelighed, no. dødelighed; met guldet vnderstondess hanss kongelige maiestat, met mirra menniskenss dødactelighed. Chr. Pedersen. I. 146.Dødagtig, to. ligbleg. Moth.Dødagtig, to. mat, bristende; opsvolmede oc døedactige øjne. PBd 248. Døde, go. 1) dræbe; ieg hade hwth at dødæ mz swerth, hwo meg hans død først kynthe. Rimkr. k 3; Gl. D. Bib. 2. Msb. 4.24; (1523). Geh. Ark. årsb. II. 68; sømer det sig ath frelse liffuit eller ath døde det. Mark. 3.4 (Chr. Pedersen; 1550: sla ihiel.); dødiss. Luk. 13.33 (Chr. Pedersen; 1550: omkomme.); P. Eliesen. 223; Christi legomme oc blod er engang offred oc dødet oc kand aldrig offris eller dødis mere. Malmøb. 25v; Lud. de sto. Kanuto. v. 1076; samme springehuall, siden de dennom dødett haffuer (1559). Rosenv., Gl. D. I. 267; vlffue haffde forderffuet oc dødet dennom. Vedel, Saxo. 135; Grundtv., Folkev. II. 12 b; smaa saar kunne og døde. P. Syv. I. 355. 2) = dødgøre 2); eptherthi forne marckeskiells och skouffskiells breffue erre gangne epther, att thett første sckiødebreff udgiffuitt er, skulle the døde forne skiødebreff (1587). Rosenv., Gl. D. IV. 106; hans fuldmyndige bud haffuer mødt oc budet sig mod laugdagsbreffvene, huilcke derfore igienkaldis, dødis oc mactløs mælis (1626). Rosenv., Gl. L. IV. 334. Døde, go. (isl deyƀa) 2); (1549). DM4 IV. 92 (ovf. III. 559 b3). 3) gøre stivere (ubevægeligere); quigsølff, som dødet er met fastendis rege. SmdLb I. 29. Jf SandersW: tödten 1 k). Jf udd., udødet.Dødelig, to. 1) dødbringende, døden fortjenende; ieg finder ingen dødelig sag met hannem. Luk. 23.22 (1550; Chr. Pedersen: dødz sag.); de siu atskillige farffuer betyder de siu dødelige synder. Hvitf. VII. 113. 2) død; denne min krop dødelig ey altid skal bliffue, men skal igen staa op. Psalmedigtn. I. 201 b.Dødelig, to. 1) hwa som hin annæn sæ[r]ær mæth døtligh wapæn. Univ. Jub. Samf. Bland. I. 149.Dødelig, to. (isl dauƀligr) 1); sæ[r]ær mæth døtligh wapæn. Bl I. 149. – d. synd; CP II. 348 (ovf. IV. 684 a54); I. 194; hand bad Gud, at hand vilde bevare hannem fra de smaa oc naadige synder, hand vilde self bevare sig fra de store oc dødelige synder. Hors* (1685) 23. Jf Wetzer u. Welte: Kirchenlex XI. 955: sünde 5). 3) af (ved) død; tiener os saadan dødelig betractelse til meget got. ArøbO 20; – ferale carmen, en dødlig sang. NL 398. 4) døden underkastet; HS 4629 (ovf. V. 193 b49); Kemp 886 (ovf. V. 191 a23); N Pall (ovf. u. afskilje 2)); Nested, Alle Menniskis dødelig Affmaling ttbl (Bibl Dan I. 4511 ɔ: afm. som d.). Jf uaf-, ud. Dødelighed, no. dødbringende skade? begravet Hans fogedsvend, som paa torsdagen tilforn fik en dødelighed af sin vogn paa sin hjemrejse og kom dog levende til Egen mølle og døde der (1666). D. Saml. V. 345.Dødelighed, no. 2) i nuv. bet.; vti wersens dødelighed oc himmelsens liffactelse. NT 1524 b 3; beblandet med skrøbeligheds oc dødeligheds minde. HenrW III. 29, 147; AB I. 118 a (ovf. I. 113 a3). Jf ud. Dødelse, no. død, drab; ath fødelsen oc dødelsen skulle waare til ewig tid. Chr. Pedersen. IV. 248.22; rett christen penitents er en dødelse, thet er affhold y hw oc hierte aff synden. Malmøb. 35v; dødelse, drab, nex. Comenius, Orbis pictus. 376.Dødelse, no. Jf for-, hedend.Døding, no. dødning, genganger; der er det forgeffuis, om en døding end opstode. Tidemand, Post. II. 62v; gestede de i it huss, som verten vaar nylige affdød oc laa lig ... thi screff hun nogle bogstaffue paa it træ oc bad Hading legge det vnder denne dødinges tunge. Vedel, Saxo. 10; S. Povelsøn. 30; saae ud som en døding. Jammersm. 236; min hage kløer, mand spør enten fødinge eller dødinge. P. Syv. II. 265. – morta, dødning. Steph., Nomencl. 1738. I. 9.Døding, no.; – flt.; ere the (ɔ: gravene) fuldle aff dødingers been. Matt 2327 (1524). – dødning. MP 6; døedninger. PG 176.Dødingansigt, no. et ligblegt ansigt. Moth.Dødingeben, no. = dødeben; vilt du ret vel smycke samme sten (ɔ: gravsten) da hug der paa it dødinge been. Herm. Weigere. 27v; Moth.Dødinghoved, no. dødninghoved; hierne-skal (et dødinghoffvet). Comenius, Orbis pictus. 115; Moth. Dødinghoved, no.; et barn, som laa med en arm paa et døding hofved. ArøbO 20.Dødingskrop, no. lig; it aadsel eller dødings kraap. Herm. Weigere. 136v. = Dødingrad, no. benrad. Moth.Dødning, no. et menneske, der snart vil dø; gammel skraag vel dødning, som gaar paa graffvens bredde. Comenius, Orbis pictus. 104.Dødoffer, no. et slags offer; hvad dødoffer oc løfft offer de giøre Herren. 2. Msb. 29.28 (Tavsen). Dødoffer, no., se I.* 53 a.Død(n)ingrad, no.; hvi spækker du en dødning-rad, et skrog saa overdaadig. Falster, Satirer. 8.Dødsel, no. død, morder; da gaar det afskom hen og blifver ærens dødsel. Sehested, Pigers Spejl. a 4v. Ordet er vist dannet efter fødsel.Dødsel, no., se I.* 53 b.Døkunst, no. evne til at dø (på rette måde); den rette dø-konst dette er. Matth c 4. Jf kunst 2).Dødsangst, no. (sv dödsångest) i nuv. bet.; døds-angst hand der maa skue. OR II. 76; v Aph I. 123 b.Dødsarbed, no. (sv dödsarbete) dødskamp; Dict (= agonia). Jf arbede 2). Dødsbanghed, no. = dødsangst; som hun vaar bespendt met døds banghed. Till t Ester 141 (1607, 1647).Dødeblunding, no. dødssøvn; før hand self i døde - blunding falt (1702). DSt 1909 43.Dødedal, no. dødbringende dal; hen til lysters døde-dal haste. KS 204. Dødedans, no. (sv döddans, t todtentanz) dødens dans (med menneskene); enden paa denne dødedantz. Dd 77.Dødsembede, no. gærning for dødens skyld; Msb v T fort a 8 (ovf. IV. 251 a28), jf sst.: Moses embede kaldes eet embede til synden oc til døden.Dødsfare, no. (sv dödsfara) i nuv. bet.; Esther vende sig til herren i denne dødzfare. Till t Est. Mulig: dødsfrygt (Luther: todeskampf), jf fare 2) (I. 512 a7); hvilcken der frijede oss fra saa stor en døds fare. 2 Kor 110 (1607, 1647).Dødfordømt, to. dødsdømt; Hex 232 (ovf. III. 214 a6).Dødsfrygt, no. i nuv. bet.; saa tørt du icke være red for døds fryct. Jes Sir 916 (1607, 1647); 406 (sst).Dødfuld, to. dødbringende; DV VIII. 623 (ovf. V. 74 a52).Dødfærdig, to. døden nær; HenrOG 145 (ovf. V. 10 a49).Dødgul, to. matgul; død-gult. ComD § 338 (= t todtengelb). Dødgørelse, no. (fsv dödhgörilse) dødelse, bekæmpelse; Hasenm h 7v (ovf. V. 81 b20); denne ruelse eller dødgiørelse. Melanchthon, Loci v ålborg 339, 587. Død(t)kød, no. (fsv dödhkiöt) i nuv. bet.; om der vnder vaare død kiød. SmdLb III. 10; Steph I. 249 a (u. gangræna, sst. z 5: dødt k.); ComD § 316.Dødemark, no. mark fuld af dødes ben; ey! kiere grotsprecker spatzere dog en gang med Ezechiel paa døde marcken. ArøbO 21. Jf Ez 311.Dødsnød, no. (sv dödsnöd) 1) dødsfare; ieg haffuer veret offte i døds nød. 2 Kor 1123 (1550, 1647). 2) dødskamp; bøn udi døds nød. Lass 108 (jf sst.: min afskeeds time fremstunder), 110. 3) nød efter døden; saa att han (ɔ: den rige mand. Luk 16) wdi døds nød fand til seg oc fornam sin forsømelse. TSd 123.Dødsseng, no. (sv dödssäng) i nuv. bet.; komme op fra sin dødsted eller seng. KP p 2v.Dødeskyld, no. skyldighed at dø; du har ogsaa maat betale din døde-skyld og gield. DV IV. 290.Dødskyldig, to. skyldig til at dø; hand skulde bliffue dødskyldig. Tob 614 (1607, 1647).Dødskærpet, to. skærpet til at dræbe? da jeg taaler hver død-skærped korse-piil. KS 180.Dødssted, no. (isl dauƀastaƀr) i nuv. bet.; se ovf. sp a45.Dødsstund, no. (isl dauƀastund) i nuv. bet.; tryggelige forbide sin døds stund. PlD** 24; berede oss til en salig døds stund oc Simeons hiemfart. SthU e 1v.Dødtørstig, to. tørstende efter at dø; vil død-tørstig døden lide. Hex 207. Vis mere +