EgeEge (eje), go. 1) eje, have; nut.; lladher ethers søster thæt hun ao. Romant. Digtn. II. 237 (= aa. sst. I. 130); vspart scal ware alt thet, ieg aa. sst. II. 304; thro thu, oc thu aast. H. Suso. 172.6; alt det, du aa. Grundtv., Folkev. II. 148 a, 142 b; ieg den datter aa. sst. III. 621 a; aager. sst. I. 6 b; liff oc siel oc alt det, ieg aar. Psalmebb. II. 66; hwo som fisker i anners manz watn, thet, som han agher ey del i (1446). Geh. Ark. årsb. V. 63; han wedh icke aff, hwosom penningene egher (1443). Kbhvns. Dipl. I. 168; wor slecht ægæ sydhen Africa. Romant. Digtn. III. 92.23 = maa ege. Chr. Pedersen. V. 63.26. – dat.; alt det bonden atæ (1417). D. Mag. I. 367; Rimkr. n 5; thit folk, hwilket som tw ottæ. Gl. D. Bib. 2. Msb. 15.16 (eyædhe. sst. 5. Msb. 3.14; Josva. 5.1); her ligger eth ødæ sloot, ok thet ate en ræsæ i fordum. Romant. Digtn. III. 101.10 = aatte. Chr. Pedersen. V. 69.20; (1513). Rosenv., Gl. D. I. 35; Vedel, Saxo. 260; den stund, Hothbrodus aatte Danmarck. Hvitf. I. 9; Grundtv., Folkev. II. 163 b; IV. 84 a; gielde thenn mand wiide, som kreet otte (1598). Hist. Tdskr. I. 449; Parisatico een deilig datter aatte. Hexaem. 127; P. Syv. I. 105. – hdl. tm. ejendom; Knudt Jesperssenn hagde soltt till Hans Jesperssenn hallffparthenn aff synn bondegaardt till euerdelig eygende (1539). Rosenv., Gl. D. II. 85. – l. tm.; han bant eth swærd weth syn sydhæ, thet hadde en konngh otth. Romant. Digtn. III. 35.27; ath. sst. III. 94.21, 10.9; hans forelldre haffuer aatt vdj Klipstruppe fire gaarde (1598). Geh. Ark. årsb. III. till. 79; denne hertug Christoffer vaar den skadeligste konge, riget nogen tiid haffuer aat. Hvitf. III. 285; II. 245; nogen fyrste, som haver aat det land. Kingo, Samsø. a 2v. – nm.; hvo ikke gemmer en pending, faar aldrig 2 at ege. P. Syv. I. 405; – ad vi ey lenger maatte aa dend quinders floer oc krone. Arrebo. II. 19; saa got, som nogen part i werden har at aae. Kingo, Kronborg. a 2. En falsk form dannet efter nut. frems. m.; se ovf. – lf. i samme bet.; suar han, at han eyæs thet aff rætte arff. N. D. Mag. VI. 194. Endnu brugeligt i Sydsæland med den også på anf. sted passende bibetydning: (eje og) erklære for sin ejendom. 2) have til ægte; Gro, Geuerdh Berliins dotter, som Magnus Willatessøn nw æyer (1406). Molb. o. Peters. 287; hun aatte dog kong Siuard Norbagge. Hvitf. I. 37; hans søn Knud aate hertug Henrich Løffuis daatter Giertrud. sst. II. 14. Smlgn. have. 3) vedkende (sig)? thet kunde hand icke fornechte, dog udi ingen maade att vere giordt frue Karene till nogen trodtz, men haffuer eyett sig selff theratt (1590). Rosenv., Gl. D. IV. 204. 4) burde, skulle, tilkomme; ho som gaar i gildet och hauer tel forn noger sag paa segh, ther æyæ ikkæ brødræ at beuoræ segh met. Kofod Ancher, Dske. Gilder. 109, 117; all thennæ arffdeel, som fordæ husfrv Gertrudh oc oss æfter hennæ burdhæ eller ate at ærfwæ (1400). Molb. o. Peters. 107; satte therfor y rette, om hannom eyede at gange uti rette (1540). Rosenv., Gl. D. I. 55; holde samme hindis breff, som en adelsperson eyer och bør att giøre met retthe (1578). sst. III. 311. – then contract oc recess er icke saa rettelighen hollden, som thett seg eytt oc burdt hagde (1533). Rosenv., Gl. L. IV. 146. – fore saadan theres storre welluillighedt oc welgerningher tha eyett thennom mett allt skeell well anden tack oc større kierliighedt (1527). N. D. Mag. V. 296. – lf. i samme bet.; huilkæ gudeligæ menneskæ thette brøderskap begære jnd at gangæ, eyes jnthet at giffuæ fore brøderskap eller jgangh (1496). Fynske Aktstk. 59; (1516). V. Simonsen, Elvedgård. I. 73; lanng thacksigelse, som theg well eydes och burde (1561). Khist. Saml. V. 341; eies Niels Smedtt at bøde epther logenn (1558). Rosenv., Gl. D. II. 210; (1563). sst. III. 9; hues hannom eiges och bøer at giøre och giffue hannom (1584). sst. IV. 45. 5) skylde; da kom faar hannem en aff hanss tienere, som aatte hannem x twsinde pund. Chr. Pedersen. II. 248; han fand en anden sin ieffn cristen, som eyde hannem hwndrede penninge. sst. II. 250 (= Matth. 18.24 og 28, hvor Chr. Pedersen begge steder har: vor skyldig); skall haffue en forscriffuelse thill bispen om Johanne Carisio, som eier hende 550 daller (1598). Khist. Saml. III. 65; eie bort, være skyldig. Moth. Med hensyn til bøjningen smlgn. Lyngby, Udsagnso. i j. L. 34 og Rydqvist. I. 276. Til bet. jvfr. isl. eiga; Schly- ter: ægha; Rietz: äga; Aasen: eiga.Ege (eje), no. eje, ejendom, tilliggende, tilbehør; vplader jac oc scøder thennæ forscriffnæ gardh oc gotz til drotning Margretæ oc hennes arfwingæ til ewerdhelig eghe Molb. o. Peters. 8; ther bodhe en iætthe i nøør, megz righ paa kostellighæ eyæ. Rimkr. g 6v; hwilcken selffeigerbonde, som besidder nogen bondegaard, then skall bruge alle gaardsens eye baade udi skouff oc marck (1558). Rosenv., Gl. L. IV. 273; forlader her ald verden med sin æje. Psalmedigtn. I. 349 b. Smlgn. bøndereje u. bonde.Ejedel, no. ejendom, gård; haffwæ wij oc forfareth, at manghe aff ether haffue lagt wndher seg skattæ gotz ... skall wor embitzman haffuæ fwldh magt at setthæ then i sodanne eyædell, som fwlle redhe gøre wiill (1499). Geh. Ark. årsb. V. 85; Moth. Smlgn. Schlyter: æghodel 2).Ejedel, no.; min eyedeel jeg venter i Zions rette hiem. Psd I. 371 a.Eje(n)dom, no. 1) ejendom, ejendomsret; far huilken gardh ok æydom jæk vedherkænner mik falt (ɔ: fult) wærdh vp at haue borit ... tilbinder jæk mik thæn forde rættikhet ok æydom j thæn forde gardh fri ok hemlæ (1406). Molb. o. Peters. 302; jæk skal giffwe thic Canaans land till ewynnelighe eyædom. 1. Msb. 17.8 (Gl. D. Bib. 1550, 1647); Chr. Pedersen. I. 99; (1537). Rosenv., Gl. D. II. 24; huilkett, handt meener, icke kand giøre nogett eyedom fran kronen (1591). sst. IV. 290; den ene (ɔ: skat) skulde de vdgiffue aff deris handel oc eyedom. Vedel, Saxo. 151; possessio, ejedom. Colding, Etymol. 1139; B. Tott. I. e 1; eyendom. sst. e 1v; dyd er stadig ejedom. P. Syv. I. 75. – flt.; køøbe mange storre eyedom oc iordegudtz (1527). N. D. Mag. V. 213; i haffue eyedom brede oc lange. P Smed. g 2v. 2) jordtilliggende; det efterskrevne gods, som er Mariagers birk og det eiendom, som der imellem ligger (1490). D. Mag. VI. 118; forne goudtz icke er besigthet, huor got thet war paa eyendom, skouff, marck eller herlighedt (1588). Rosenv., Gl. D. IV. 120; som er fast halffparthen och mere aff thet, the bruger aff samme gaardtz eyendom (1591). sst. IV. 305. I Salling er godt ejendom det alm. udtryk om god avling, god jord. Som det vil ses, kommer formen ejendom tidligere frem i denne bet., end i bet. 1), hin forekommer vel (1440). D. Mag. VI. 71; (1513). Rosenv., Gl. D. I. 37; (1533). Rosenv., Gl. L. IV. 148, men ordet lader sig her lige så godt opfatte i bet. 2). Ik. er ikke blot en følge af skriveres usikkerhed, jvfr. O. Nielsen, Jydske Tingsvidner. XXII; men kønnet er vaklende ligesom ved flere ord med dom som sidste led, jvfr. dom. 3) ejendommelighed, egenskab; føye thette mit arbeijde effter danscke maals naturlige eijedom. Fr. Vormordsen, Davids Psaltere. a 4; som wijde oc best for staa theris twngemaals naturlige eiedom. P. Eliesen. 170; then eiedom haffuer alle twngemaal, at mange aff theris ord tagis wdi atskillig mening. sst. 278.Eje(n)dom, no. 3); flt.; PE 386 (ovf. IV. 230 b41).Ejendomsadkom, no. adkomst til en ejendom; der lade læse sin eyendombsatkomb (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 343. Smlgn. adkom.Ejendomsbrev, no. skøde, adkomstbevis; hans eygendombs breffue oc andre breffue paa forne godtz (1537). Rosenv., Gl. D. I. 48; derudi eyendomsbreffuit, som paa godzit formelder, stadfestis (1621). Rosenv., Gl. L. IV. 344.Ejemon, no. ejendom; ald thenne forneffnte eyemon, grundth, skov, engh og iordher indvaardthe hand til Mariagers closter for et frit enemærke (1440). D. Mag. VI. 71; Moth. Smlgn. Aasen: eignamun og mon ndf.Ejemon, no.; en hund, huilcket O holt for it besynderligt eiemon. ClS 127, 339.Egjeskog, no. skov, der er særeje; hwo som hwgger i anners mantz skogh, som eenmerkie ær eller egieskogh, som bonden haffwer vp hegieth paa sin agher (1446). Geh. Ark. årsb. V. 63. Et andet hdskr. har egherdskow; Hvitf. IV. 679: egerneskow.Ejeligen, bio. som ejendom; hvilcket bønder gods adelen med stor frjhed ejeligen besidde. A. Berntsen. II. 8.Ejeligen[t], bio. (fsv eghelika) – egenlig, efter sit væsen; Gudh! huilken som eyelicht ær ath myscunde. T 553 99.Ejelighed, no. = ejedom 3); thu vest, at thet ær stor ælskogs log oc eylighet, at thet, som nogher ælsker storlig, vil han, at thet skal oc være ander behaflig. H. Suso. 189.20-22. Smlgn. eghelichet. Kirkeårets Søndags-Evang. v. Brandt. 33.12-13.Ejelse, no. eje, besiddelse; hwo som haffwer eyendhom soe schøtt y thøllig eyels. Rosenv., Gl. L. V. 497.Egen, sto.; han wil ey fyrmæ sith eygæth blodh. Rimkr. f 5v; jæk ey framfører aff eyæth hiærtæ. Gl. D. Bib. 4. Msb. 16.28. – Hos Chr. Pedersen: æget, se Joh. 1.11; Ef. 5.28, 29.Egendel, no. særlig lod, særeje; tha beholder hwer effter lougen stuug oc seerkiøb offuer marckeskiel, oc hues egendeel eller fellit hannom er tilfalden til arff (1558). Rosenv., Gl. L. IV. 266.Egenfødt, to. e. søn ɔ: uægte søn. Moth.Egenfødt, to. M's forkl. vist misforståelse af Dict: e. søn, egen søn, filius naturalis, modsat: antagen søn; jf Etym 800: naturalis. Jf Aasen 967: eigebarn.Egennuttighed, se egenvittighed.Egennyttelig, bio. egennyttig; effter en sedvane, de egennyttelig under sig giort haffue sig selff til fordeel (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 384.Egensindelig, bio. egensindig; konning Erich foractede kevserens raad, egendsindelig slog den handel slet ud. P. Resen. 166; A. Thenner opsiger egensindelig sin tieneste. sst 190.Egensindet, to. egensindig, selvrådig; en biscop skal vere wstraffelig, icke egensindet, icke vredactig. Tit. 1.7 (1550, 1647); maa Eli egensindede sønner ude - bliffve. Wallensbek, Ptochotroph. Holm. Topogr. 22; Moth. 2) egen, egenkærlig; ingen røre den steds penge til egensindede nytte. Wallensbek, Ptochotroph. Holm. Topogr. 23.Egenskab, no. 1) ejendommelighed; fædernesproget, hvis egenskab han allesteds vilde beholde. P. Syv. I. a 6v; bør dend, som vil oversette, vel at forstaa begge tungemaalenis egenskab. Gerner, Epit. 54. 2) sammenhæng; saa at erkebispens assignation med ingen skatte af det aar nogen egenschab havde (1662). A. Larsen, Optegn. 17.Egenskab, no. 1) (sv egenskap); Etym 1000 (u. proprietas); ComD § 21 (ovf. IV. 353 a8).Egenvillig, to. 1) egenrådig. Moth. 2) eftergivende; der er intet, som giør meere tilbøyelig til vrede end alt for blød oc egenvillig opfødsel. B. Tott. II. 54.Egenvillig, to. 1) (sv egenvillig); TVd 154 (ovf. III. 733 a4); tiden spilde med egenvildig tvist. AB II. 149. – Paulus forskyder al egen villig guds tieniste. HemmLV 180.Egenvillighed, no. egenrådighed; de myrde manden i deris vrede oc i deris egenuillighed haffue de forderffuit oxen. 1. Msb. 49.6 (1550, 1647).Egenvillighed, no. (sv egenvillighet); Hub 37 (ovf. u. enhærdighed).Egenvittighed, no. egennytte; all egenuittighed, wtro oc gerighed. Herm. Weigere. 10v. Ordet er uden tvivl en trykfejl for egennuttighed (= nt. de egen nutt, se udg. 1549. 10v).Egjere (ejere), no. ejer, herre; skogh som i friith ær lysth aff ægiere (1446). Geh. Ark. årsb. V. 63; drotthen ær aars eyeræ. P. Lolle. nr. 40; ejere, possessor. Colding, Dict. Herlov.; der kommer gerne rund arving efter karrig ejere. P. Syv. I. 25. – særlig: lodsejer, selvejer; disse xij egre och rebs mendt rebue och skyffte Leeds felleds skoff (1573). Jydske Saml. II. 382. Smlgn. ejermand.Egjere, no.; uore ther tillfuld xij eyger aff Peder Kaack, ath the skulde gøre reth skææll (1495). Fynske Aktstk. 70; hvis hannom hans agevej der til formenis, der at tilkrefvis eigre, som den efter lougen kunde udsverge (1599). Secher, Rettertings D. 264.Ejersbrev, no. en skriftlig erklæring udstædt af vedkommende lodsejere; Baridtbyes skouff, som hun forholder hannom for itt ulougligt eyers-breff, att thend icke maa rebis och skifftis lougligen (1574). Rosenv., Gl. D. III. 246. Smlgn. rebsbrev.Egermand (ejermand), no. lodsejer, selvejer; then lycke, the xii eghere men wore tiiltagne ath grantzske om (1490). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 74; skulle thesse effterscreffne xii eyere men grintzske om oc skyllie meth theres eed (1485). sst. I. 44; viide vi forne eyermendt icke att mue komme till forne marck, thend att rebe, førend sandemend haffue omsuoren samme marck (1574). Rosenv., Gl. D. III. 246; gifver den klagende atter alle lodseigere varsel, hvilcken dag hand vil kalde paa eyermand eller reebsmænd. A. Berntsen. III. 453.Egermand, no. 2) i nuv. bet.; Etym 1139 (u. possessor); giøre eyermanden god rede, huor hans gods blifuer (1622). KD II. 680.Ejeroldermand, no. oldermanden for en kreds af lodsejere; skal ejeroldermand med de andre mænd strax være forpligtig der udi at skielne. (1635). Hist. Tidskr. V. 549; skal disse forskrne artikle altid findes hos eier-oldermand. sst. V. 556.Ejerskab, no. samfund af lodsejere og disses fællesmøde? artikle, hvorefter alle Radsted og Krungerup mænd i deres eierskab sig skal forholde (1635). Hist. Tdskr. V. 548; den fierde part (af bøder) skal gives til de fattige, de 3 parter skal komme til eierskabet. sst. V. 556; schlaaes nogen i eyerschaabet, bøede til eyern j tønde øll (1674). Ny kgl. Saml. 397 e. fol. Smlgn. Molb. Diall.: eierlaug. Egn, no. (Lund: eghn.) ejendom; hun haver køpt en then eghn, ther skylder twsende fald meræ, æn ther hun for gaff. Hell. Kvinder. 70.17; han bøth henne rigdom, huss oc eghn. sst. 74.15; the wore affuer wundhnæ aff dane konghe mz alle theres eghn. Rimkr. h 6. 2) jordtilliggende; meth alde then halue gardz tilleyæ, jtem halff alth then eyn, ther then forsathe halwæ gardh tilligen er, swasom halue aggre, halue ægnæ, halue skowæne (1404). Molb. o. Peters. 188. Smlgn. eje- dom 1) og 2).Egne, go. 1) tilegne, underlægge sig; meth tesse iij skulle wij eghne oss Danmark ok Friisland. Romant. Digtn. III. 3.20 = tage. Chr. Pedersen. V. 4.34; Vedel, Saxo. 430; hand eignede det atskilde rige tilsammen. Lyschand. 162, 146; eigner det hid under rjget sitt. Lyschand., Grønlands Chron. fort. 2; vendico, egner mig til. Colding, Etymol. 1156; (1633). D. Mag. V. 242; drog hertug Johan fort til Thielle, Strengenes oc eignede sig allesteds landet til. P. Resen. 205. 2) udstæde; thette worth obne breff, eignett paa wortt slott Køpnehaffn (1525). N. D. Mag. V. 94. 3) egne bort ɔ: overdrage. Moth. 4) tilkomme, sømme sig; lige som arffue førster egner oc bør. Hvitf. VIII. 6; III. 301; hvilckett hindis breff, hand meener, hinde bør at holde, som en erligh adels-person egner och bør udi alle maader (1591). Rosenv., Gl. D. IV. 300; det eygner huert menniske ocsaa at vide noget aff Guds kirckis forløbelse. Lyschand. 3; (1646). N. D. Mag. II. 298; egner oc bør hver første strijde imod rættens overvældere. P. Resen. 61. – Isl. eigna har bet. 1); derimod genfindes bet. 4) i Tysk; jvfr. Grimm, Wb.: eignen 1); til bet. 2) smlgn. sst. eignen 4).Egne, go. 1) – e. til ɔ: tildele; mand intet andet faaer end idel priis at høre, som egnes kongen til. AB II. 387. 5) være lig; stræbede effter fuldkommeligen at ligne oc egne deres skabere. PBd 11. Jf af-, fra-, ind-, op-, sammen-, tile. Vis mere +