EldEld, no. hank. 1) ild; tag thenne eld oc slock hannem. Hell. Kvinder. 44.8; N. D. Mag. V. 176; før wel jeg brenne paa en eldh. Romant. Digtn. III. 43.26; 130.6 = ild. Chr. Pedersen. V. 31.10; 89.19; brennæs j luæ ællær eldh. Gl. D. Bib. 3. Msb. 13.52; eld och lyus och allehande eld wel beware. Rosenv., Gl. L. V. 27. – jeld. Romant. Digtn. II. 119; ield. sst. I. 65. = eldh. sst. II. 187. Jydsk form, se eg. – ildhen kommer aff himmelen ned, alle ting scal han brændhæ. Hr. Michael. 42; som ilden, han brenner. De 15 Tegn f. Dommedag. b 2v; Chr. Pedersen. Luk. 12.49; ilden er optent, oc hand skal brende. 5. Msb. 32.22; Jer. 21.14 (1550, 1607); 2. Mak. 1.20; ilden. holder Gud ved mact oc lader hannem frit bruge sin naturlige tilbøielse. N. Hemmingssøn, Om Ecteskab. 41; naar ilden skilles ad, brænder hand ej længre. P. Syv. I. 503. – hunk.; haffue de værn aff ilden, at wi kunde icke komme offuer til dennem for hendis brynde oc hede. Vedel, Saxo. 442; fleere vare, der beflittede sig at holde ilden ved lige end at udslucke hende. P. Resen. 439. Ordet er ellers gennemgående hank. i Nordisk. 2) sværge til ild ɔ: dømme til at brændes; se sværge. 3) den hvide (onde, vilde) ild ɔ: rosen, hudsygdom; om nogen haffuer den onde eller vilde ild, som mange kalle s. Anthoniess ild. Chr. Pedersen, Lægebog. 83v; ignis sacer, kallis then onde ild. Vocab. 1514; – vnge oc spæde børn faa oc den huide ild, naar som naturen vddriffuer det onde, hede blod. H. Smid, Lægeb. II. 41v; pusula, huid ild. Colding, Etymol. 1016. Nucleus latinit. 1404. Hos Henr. Harpestræng findes oftere then yllæ eld, se sst. I. 6. 53. 69; II. 15. 17; på flere af disse steder findes også læsemåden: then ondhe yldh, se Molbechs udg. Smlgn. Sch. u. L. V. 563.7-21; VI. 313.5-17; Grimm, Wb.: antoniusfeuer og feuer 16) samt ilding ndf. – Jvfr. vådeeld.Eld, no. 1) iæld. Univ. Jub. Samf. Bland. I. 153. 3) sacer ingnis, den huide ild. H. Smith, Lib. voc. lat. 78; slycker øyenens, hoffuedens oc den vilde ilds hede. H. Smid, Lægeb. VI. 4. – contra erisipilam, thæt ær thæn ondæ eeld af ond bloth. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 74.2; Vedel, Saxo. 247.Eld, no. (isl eldr) 1) – hunk.; Stolpe II. 82 (ovf. III. 295 a5); Deb 31. – flt.; Erich o 1 (ovf. IV. 585 b11). Se I.* 55 a. 3) den hede e. = den hvide e.; hun kand signe for den hede ild. PlV 9427 (jf sst. 186); hielper rosen for den hede ild. Hvasz c 4. Jf hedeild (II. 180 a12). Efter Bibl f Læger7 VI. 167 ff, 257 ff er sygdommen dels koldbrand, dels ergotisme (ɔ: forgiftning ved meldrøje). – kold e. ɔ: koldbrand; fonger nogen menniske den kolde ild, saa at han haffuer noget saar. CPU 80; hun kand signe for den kolde ild. PlV 9428 (jf sst. 193). Jf den k. brand ndf. (u. kald). – Jf brænde- (V. 134 b4), dræbe-, s El(l)en-, gade-, gæk-, hed(e)- (II. 180 a12), helved-, hjorde-, kul-, kølne-, ljuned-, ljun-, log(e)-, lust-, luster-, mar-, nat-, skogs-, skorstens-, skær(es)-, tosse-, vagt-, var(de)-, ved-, våge-, væk(ke)- (IV. 890 b50), vættee. (-ild).Ildarn, no. arnested; som haffuer ild i Zion oc en ildarn i Jerusalem. Es. 31.9. Smlgn. arn.Ildblink, no. lom. Moth. Måske en omdannelse af n. imbre, isl. himbrin.Eldebrand, no. 1) (isl. eldibrandr.) brændsel; dantes ipsis elddebrand in Egby woræ libere succidendum (1278). Möller, Forn-Handlingar rörande Halland. 21; wnderthagitt hans olldengielldt till hans egenn suiin, jlldebrandt och huszbøgning (1404). Molb. o. Peters. 193; (1472). Geh. Ark. årsb. III. till. 12; (1690). sst. II. 299; schall bonden nyde sin ildebrandt af the vynfelder (1521). Rosenv., Gl. L. IV. 53; lidde de stor bryst for ildebrand, saa de maatte æde raa mad. Vedel, Saxo. 189; Kortvending. v. 2984; (1582). D. Mag. VI. 279; (1642). sst. V. 210; Hvitf. IV. 404; sin ilde-brand oc huus dermed af skofven hugger. Hexaem. 134; ej boed var os at raade for trang til bygnings træ samt oc til ildebrand. Bording. II. 170. 2) ildsvåde; wore och saa, ath noghet kome forne klenodiæ ath meth eldhebrandh eller noghet annet. Dipl. Chr. I. 74. Eldebrand, no. 2); Heg 252 (ovf. II. 826 a51); – thæ aldrig haddæ hørt JJ nogell jellæbrand wæræ ower gonghet (1421). Matz 482.Ildbrænding, no. = eldebrand 1); skulle wy hawe yldbrending paa klosters mark til wores behoff (1428). Dueholms Dipl. 7. Smlgn. brændingstimmer.Eldbryn, no. brand; lægh oss got radh fore, huoræ vy matæ met thenne eldhbryn skillies vether then ewerdeligh eld. Hell. Kvinder. 62.26. Smlgn. þ;orkelsson, Supplement til isl. Ordb. I: eldsbruni, Fritzner: eldbruni og brynde ovf.Ildedråbet, to. bestående af skinnende dråber; ved aaren løftes op dend ilde - draabed bølge. Kingo, Chr. V. anhang. f 3.Ildfad, no. fyrfad, ildkasse; de øfrige kiøckens redskaber ere: ofnragen, ildskeen, ildfadet, fyrfadet. Comenius, Opladne Dør. § 434.Ildfager, no. flt.? haffde seet et grueligt tegn nemmeligen himmelen at aabne sig oc suare ildfager at falde ofver byen. P. Resen. 117. Måske trykfejl for ildflager? Ildflamme, no. hunk.; ildflammer omspende Guds drabelige huus, indtil hun løser op hart-bunden kalck og steen. E. Naur. s 2.Ildfork, no. en tvekløftet ildrage; y stegerszett ... item en jld forck (1536). Geh. Ark. årsb. V. till. 7; sin frue slog han huller i hovedet med en ildfork. V. Simonsen. Eske Brock. II. 75. Smlgn. sv. eldgaffel, t. feuergabel og brandfork ovf.Ildfunket, to. gnistrende; hvor løveungerne de tværre hist og her med ilde-funked syyn. Kingo, Chr. V. b 2v.Eldfyre, no. fyrtøj; tha sculæ the skipæ hanom bod och aarer och øsæ kar och eld fyræ och øxæ. Kofod Ancher, Om Gilder. 107. Smlgn. Cleasby: eldfæri, Aasen: eldføre, Schlyter og Rietz: eldföre. Ildgrue, no. arnested; it skaar, som mand kand hente ild met aff ildgruen. Es. 30.14 (1550; 1607: arnsted); härd, arne, ildgrue. P. Syv. I. 569. Smlgn. grue.Ildhage, no. brandhage; incendiariæ hamæ, ildhager. Colding, Etymol. 155, 394, 554. Smlgn. fyrhage.Ildhage, no.; skal ingen sig til fordriste ildhager paa nogit huus til nederriffvelse at kaste (1643). Kbhvns. Dipl. V. 259.Ildhage, no.; se I.* 55 a; (1643). KD V. 250 (ovf. IV. 759 b9); (1653). sst. 252 (ovf. V. 133 a36).Ildhus, no. hus med arnested; som haffuer ildhuse och boliger att leye bortt (1607). Kbhvns. Dipl. V. 13. Således skal der vistnok læses i Rosenv., Gl. L. V. 66; jvfr. anm. sst. 595. Smlgn. isl. eldhús.Ildhus, no.; PG 504 (ovf. III. 666 b19).Ildklove, no. ildtang; forceps, ildtang, ildkloffue. Colding, Etymol. 168; kjedelskeer og ildklover (1622). J. Saml. VI. 153. Moth. Smlgn. Aasen: eldklypa og klove ndf.Ildelove, no. ildslue; met helffuedis flammer oc ildelouer. Pallad., Hosedjævel. b 1. Smlgn. love.Ildelove, no.; – met ildlue. 2 Tess 18 (1550, 1647); laaff eller ilds-lue. Wandal b 1 a.Ildmortér, no. mortér; fyr-mørser, ild-morter. Comenius, Orbis pictus. 448; Moth.Ildmørre, no. gloende aske, emmer; tag rød løg, steg dem vel vdi hed ildmørre. H Smid, Lægeb. II. 17v; hunde tungis rod, offuerdragen met deyg, siden sactelige baget oc stegt i en hed ildmørre. sst. VI. 30; tag 4 eller 5 kaalblade, vrefle dennem saa tæt sammen, leg udi heed emmer eller ildmørie. N. M. Aalborg, Lægeb. 201; favilla, emmer, ildmør. Steph. Nomencl. I. 213; Nucleus latinit. 391. Smlgn. Aasen: eldmyrja og mørje ndf.Ildon, no. en ovn med ild i; de skulle kaste dem i ild onen. Matth. 13.50 (1550; 1607: ildoffnen).Ildpande, no. et stort ildbækken til opvarmning. En sådan indretning omtales især ved flere kirker, til hvilke ildpanden med de fornødne midler til vedligeholdelse med brændsel blev given som from gave: den ildpande, som fornte Radke haver ladet stifte i vor Frue kirke inden den nør kirke-dør til præsters oc fattige peblingers oc meenige fattige folkes behof oc nøtte (1474). Terpager, Ripæ Cimbricæ. 202; same tolff marck schulle forordineris huert aar att kiøbe kull for att holde ilde pandenn weedt magt medt (1563). Kbhvns. Dipl. IV. 578, 560. Jvfr. ett vicarier, som er stigtett till att holle en pande mett ild vdj vor Frue kiercke till fattige folck och peblinge att verme thennom ved (1551). sst. IV. 536; se også Rørdam, Kbhvns. Kirker og Klostre. 167-68. Kinch, Ribe. 373-75. Smlgn. Sch. u. L.: vurpanne.Ildpiller, no. ildstøtte; hans føder vaare lige som ildpillere. åb. 10.1 (Chr. Pedersen, 1550; 1607: ildspillere). Smlgn. piller. Ildske(d), no. en jærnske til at bære gløder i; rutabulum, ylsked eller ild rage. Vocab. 1514; en yldskedh, en brannetywe (1530). Kbhvns. Dipl. I. 376; Khist. Saml. I. 459; bacillus, ildsked. Turson, Vocab. 64; ildskee. Colding, Etymol. 113; Kortvending. v. 3233; (1574). D. Mag. II. 82; (1611). Progr. f. Herlufsh. 1880. 25; (1619). Brasch, Vemmetofte. I. 199; (1671). Hübertz, Aktstk. om århus. II. 226; se også u. ildfad. Smlgn. sked.Ildsko(v)l, no. ildskuffe; batillum, ildskee, ildskoel. Colding, Etymol. 113; Steph., Nomencl. I. 212; rage, ildskoul. Comenius, Orbis pict. 161.Ildskugge, no. en lysende sky, et luftsyn; om nattetide skulde vere seet en ildskugge offuer stedet saa stor som en sko. Hvitf. IV. 277; Moth. Ildsprud, to. ildsprudende; de ild-spruude kilder, som gifve luen blaa. Hexaem. 112.Ildstede, no. flt.; der vaare giorte ildstede. Ez. 46.23. Smlgn. sted.Ildtændt, to. antændt ved ild; hver admiral giør svar, af de havgasers hals, ildtænde krudde kar. Kingo, Chr. V. anhang. g 1.Ildværk, no. fyrværkeri; allehaande fyrverck, ildverck. Comenius, Orbis pict. 448.Ilde, go. (isl. elda.) 1) tænde, optænde, gøre ild; ignio, op at tende vel ilde. Vocab. 1514; excandesco, vorder storligen vred, ildiss. Colding, Etymol. 155; røgen derved ildes. Hexaem. 68; dit ilded lunte reeb ræt aldrig slet udbrænder. Kingo, Kronborg. a 4v; lysters lue-nemme tynder det ilder i min nyre-rood. Kingo, Sjungek. I. 97; suffoco, sætter ild under, ilder under. Nucleus latinit. 454. 2) ophede, gløde; raabe stierner ud for ilded steen at være, for gloende flint. Hexaem. 146; hand haver selv ilded den badstue til sig. P. Syv. I. 388.Ildelig, to. (isl. eldligr.) brændende, skinnende; owen kommer dommeren i een ildelig sky. De 15 Tegn f. Dommed. a 4v.Ildhed, no. heftighed; excandescentia, hastmodighed, ildhed. Colding, Etymol. 155.Elding, no. (isl. elding.) 1) brændsel; wnde wy thennom att hugge elding wdj wore skoffue, vndertagett eeg och boegh (1441). Geh. Ark. årsb. III. till. 7; skulle di tilskikke en præst paa deris kost og lønn med kuoll, ilding og liuss (1457). D. Mag. VI. 83; schall her och tilsees, hwr iilding och fuder indleggis y hwse (1550). Jydske Saml. II. 131; naar mand kommer imod de mennisker, som brugger samme ildingh, daa kand mand vide aff klynrøgen (1638). D. Saml. 2. R. IV. 36; (1639). Matzen, Panteret. 518. 2) ild, ildebrand; samme nat kom fienden an ved Lydersshussen, och saaess store illinge der omkringh (1627). V. Simonsen, Jørg. Brahe. 52. 3) = den hvide ild; ilding, phlyctena. Colding, Dict. Herlov.; sacer morbus, hvor med s. Felten straffede, ligesom st. Antonius med den vilde ild, kaldet ilding og st. Antonii ild. P. Syv. II. 59; i ordlisten sst.: ilding, pusula; Moth.Ildsk, to. fuld af ild, brændende; det kand ej andet være end ildske legemer, glants-varmen det kand lære. Hexaem. 146; da seer mand, at den (ɔ: damp) er fyrig og ildsk, oc gifuer saa sin store glantz ofuer iorden, det, skrifue de, skal være liunet. J. L. Wolff, Diarium. II. 117.Ildjærn, no.? in domo fabri en hoffwetangh, eth jllejern, ii bellye (1486). D. Mag. 4. R. II. 3. Isl. (og n.) eldjárn betyder fyrstål, jvfr. t. feuereisen og fyrjærn ovf., men denne bet. synes ikke ret at passe her. Måske er det en ildrage. På grund af forb. med hovtang kunde ordets første del mulig opfattes som ile, fodsål, og hele ordet forstås om et virkejærn, men ile er vistnok for ualm. til, at denne forklaring kan være sandsynlig.Ildjærn, no., se I.* 55 a.Ildsnød, no. ildsvåde, ildebrand: naar saadan ildsnød optændt er (1643). Kbhvns. Dipl. V. 259, 258; alle og eenhver, enten de boe nær eller langt fra branden, skulle, naar de fornemme ildsnød at være optændt, hver for sin dør forskaffe en tønde med vand. Forordn. 23/7 1689 § 27, 18. Smlgn. t. feuersnoth.Ildsnød, no., se I.* 55 a.Ildspøjte, no. brandsprøjte; 12 dlr. ehr giffuen for byens ildspøytte att giøre (1608). Kbhvns. Dipl. VI. 194. Smlgn. spøjte.Ildspøjte, no., se I.* 55 a. Ildebrændsel, no. = ildebrand 1); bruge vindfælder til kul og ildebrændsel. KB (1556-60) 315. Jf VSO.Ildsbrynde, no. flammende ild; ildsbrynde, som skal æde de gienstridige. Brochm I. 410 b (Heb 1027).Ilddamp, no. røg; halitus flammeus, ilddamp oc lue. Etym 447.Ilde[s]fare, no. (sv eldfara) ildsvåde; naar saadan ildefare optendt er (1606). KD II. 541; – naar de nogen ildsfare fornemmer. Fdg 23/7 1689 § 19.Ildfarve, no. (sv eldfärg) ildrød (skinnende) farve; Etym 586 (= color igneus); v Aph I. 318 c.Ildflod, no. (sv eldflod) glødende strøm; lade komme en syndflod eller en sodomitiske ildflod. GHD II. 267.Ildfom, no. hvid aske på gløder. M. Jf n eldfjom, eldfaan; famme ovf.?Ild(s)funke, no. gnist; Fab* 67 (ovf. V. 132 a46); de fyrig sammen rende og ilde-funker af hinandens harnisk tende. Wiel III. 162.Ildkage, no. = skoldekage. M. Jf FeilbO.Ildkar, no. (isl eldker) kar til at bære ild i; som ild oc røgelse vdi et ildkar. Jes Sir 509 (1607, 1647; 1550: røgelse kar).Ildklemme, no. ildtang; Etym 500 (u. furca); NL 461 (u. forceps).Ildklod, no. (sv eldklot) glødende kugle; hver ildklod, som du lodst paa byen heftig drive. Wiel IV. 9. Jf klod(e) 1).Ildkreds, no. flammende kreds; orbis flammeus, ildkredtz oc lue. Etym 447.Ildmaterie, no. ildmasse; den hiede ild materie, der er i affgrunden (1703). JS III. 269.Ildoffer, no. brændoffer; den er et ildoffer for herren. 2 Msb 2918 (1607, 1647); til at offre it ildoffer for herren. 3 Msb 2227 (sst.).Ildold, no. brændalder; mens gammel ild - old var i brug, og døde folk blev brendte. Wiel VI. 192. Jf isl brunaöld (= brende-olden. ClS c 4); old 1) ovf. Eldpande, no. – som fyr; haffver kongl. mayt. paa samme hiørnis yderste landbred en stor ildpande ladet opsette oc der hver nat med steen kul lader fyre. Bernts I. 160.Ildpotte, no. ildgryde; Etym 473 (u. foculus); NL 454. Ildpuster, no. i nuv. bet.; SP b 2 (ovf. I. 523 b25).Ildrage, no. (sv eldraka) ovnrage; CPV (u. rutabulum, ovf. I. 451 a10); NL 1518.Ildrød, to. (sv eldröd) i nuv. bet.; Etym 447 (u. flammeus); Mars i rusted iern half ilde-røød turnerer. Hex 157; ComD § 337 (ovf. I. 342 b8).Ildskade, no. (sv eldskada) = ildefare; dersom nogen ild-skade sig hender (1643). KD V. 255; v Aph I. 319 a.Eldskere, no.? j eldskere (1487). DM3 II. 14 (n.). Mulig = eldske(d), mulig = n eldskora ɔ: ildskuffe.Ildskib, no. brander; E lagde til uden ved ildskibet. ClS 476 (jf sst.: tog en skude oc lagde halm oc ved oc tiære der i oc stack ild der paa).Ildskjuden, no. skydning med tændende projektiler; der fienden ligesom hafde spent alle for med ildskiuden, granater, og gloende kuler. HiørK h 2v; – pleyer qvinder at forskreckis over ildskyden. HiørK c 10v.Ildskude, no. = ildskib; ClS 476 (ovf. III. 829 b35). Ildspruden, no. i nuv. bet.; fienden tænckte med saadan u-afladelig ild-spruden at indjage borgerne fryct. HiørK c 10.Ildsprudende, to. (sv eldsprutande) i nuv. bet.; tre gresselige diur, ildsprudende som drager opbrendte sig. DV IX. 650; med hest' ildsprudende ald jorderig omrender. Naur i 1v.Ildstang, no. (overnaturlig) stang af ild; Lauritz 107v (ovf. II. 457 b17). Ildsted, no. (sv eldstad); (1541). FA I. 116 (ovf. I. 234 a12); MP 73 (u. focus); Etym 473. Ildstedarn, no. = ildsted; hvor bonden fra sin ildsted-arn dend ertehalm ey sparer. Wiel II. 115.Ildstedskat, no. skat på ildsteder; skal betales udi ildstæd-skat i stæden for qvæg-skat. Fdg 17/1 1688. Jf arnegjald (I.* 20 b).Ildstøtte, no. i nuv. bet.; om dagen i en skystøtte oc om natten i en ildstøtte. 2 Msb 1321 (1550, 1647); Israels børn ginge i ørcken ved skystyttens oc ildstyttens ledsagelse. PBd 248.Ildstøv, no. lille glødende kuldel; lige som ild støff aff kulild. Flemløs § 159 (= WD II. 232, frgd. o. ovf. II. 59 b45).Ildtang, no. (sv eldtång) i nuv. bet.; Etym 168 (u. forceps), 500 (u. furca); Steph I. 212 b.Ildtjuve, no. (æsv eldh tiuva) tyve til at nedrive brændende bygninger; lignelsen tagen af en høste, høe eller ild-tiuves skikkelse. VdSv 206. Ildsvåde, no. (sv eldsvåda) i nuv. bet.; Fdg 23/7 1689 § 20 (ovf. V. 133 b49). Jf ovf. IV. 887 b23.Ildvæld, no. ildsprudende bjærg; Hæchenfeld och mange fliere ildweld (1703). JS III. 269.Eldu[i]g, to. (sv eldig) værende af ild; j eldughe twngher. T 553 133v, 93v; eldigh logh j hans høfre hand. 5 Msb 332 (ÆB; Vulg: ignea); – sool oc stierne-sal vel heeden stoor aarsager, dog aldrig ildig er self. Hex 147.Ildre, go. brænde, ulme; DP 36 (ovf. V. 120 b36).Ildregnist, no. tændende (ulmende?) gnist; SortS 85 (ovf. III. 246 a34). Vis mere +