EnEn, talo. og to. 1) en; ik.: hwært aar at eent sinne skal holdes hoff i righæt. Geh. Ark. årsb. II. 7. Smlgn. din. 2) eneste; the konæ, som grædher syth enæ barn. Romant. Digtn. III. 67.9. – eniste. Chr. Pedersen. V. 46.9; det var min eene søn. Holb., Mindre poet. Skr. v. Liebenb. 193. Smlgn. not. sst. 416. 3) (e) for ens ɔ: endelig, særlig; ther som han sculle eforeens ombære ett, tha kundhe han bedre ombære tegnett end ordett. Tavsen. 141; ey handt then (ɔ: bøden) annamme vill, men vill y forens haffue halssen aff hannom (1538). Rosenv., Gl. D. II. 84; om din næste dig icke behoff haffuer eller du icke forens hannem beplictig est. H. Smid, Lægeb. IV. a 4. Smlgn. e ovf. og isl. fyrir eins. 4) over ene; vorde o. e. ɔ: blive enige om; eræ wi endrechtlech meth henne yuer ene wurthen (1387). Molb. o. Peters. 12 (= offuer ens. Hvitf. IV. 46); Pæther Høøk ok Jens Michelssøn swo ower enæ wordhen æra (1406). sst. 265; koning Erik deythinget oc ouer enæ ær wordhen meth prowest ok capittell (1416). Kbhvns. Dipl. I. 141; ower enæ wordæ met een endræktighheet. N. D. Mag. V. 163; skwlle alle broder til sammen kommen oc worde ower ene om ther segelatze. Suhm, Saml. I. 2. 51; worte the saa ower jenne, ath the wilde jet bwdh bort sende. Romant. Digtn. II. 89. Smlgn. gl. n. verƀa yfir eina, se Fritzner. 822; gl. sv. ivir eno koma, se Schlyter: en. – over ens a) blive, vorde o. e. = b. v. o. ene; wy ære swo ouerens wordne meth ryghens radh, at wy schule holde thesse effterscreffne article. Dipl. Chr. I. 1; skulle werdenne tage aff then menighe fremmede mand, efftersom the kunne bliffue offuerents om. Rosenv., Gl. L. IV. 122; hui bleffue i offuer enss at friste den helligand. Ap. Gj. 5.9 (Chr. Pedersen; 1550: samdrectige.) – b) komme o. e. ɔ: stemme over ens; komme de rømske paffuer ens met Manicheo. Pallad., S. Ped. Skib. p 2; Vedel, Saxo. 388; om de (ɔ: varslerne) icke kom offuer eens, skulle intet den dag faaretagis. Hvitf. I. b 3v; de lærde komme tidt saa overeens i meening, som almanak-skriverne i vejrliget. P. Syv. I. 259; deris vidnessbyrd ey kommer over eens. E. Naur. g 3. – over et; komme, stemme o. e. = komme over ens; deris vidnisbyrd komme icke offuer it. Mark. 14.56 (1550, 1607; 1647: ofvereens); Jesu Christi tolff apostle komme met huer andre offuer it. Tidemand, Sjælens Urtegd. d 3; visen kommer icke aldelis offuer it met historien. Vedel, Hundrede Viser. II. nr. 20. – saa at baade lands low oc band stemmede offuer it met huer andre. Vedel, Saxo. 436, 388; quadro, stemme offuer it. Colding, Etymol. 1029; Steph. No- mencl. II. 1161. 5) til ens; blive, vorde, være t. e. ɔ: b., v., v. enig; som the tha ther om til eens wordhe (1436). Geh. Ark. årsb. II. 36; (1446). sst. V. 62; hwor to aff eder bliffue til enss om nogen ting. Matth. 18.19 (Chr. Pedersen; 1550: enss); de vaare til ens, at de vilde komme. Job. 2.11 (1550; 1607: eens.); (1545). D. Mag. I. 343; (1547). Rosenv., Gl. L. IV. 214; conspirere oc til ens vaare at kære paa hannem. Herm. Weigere. 139; (1560). Rosenv., Gl. D. II. 285; (1576). D. Saml. V. 140; (1578). N. D. Mag. I. 47; bleffue de til ens at fordriffue kong Christoffer. Hvitf. III. 324. Smlgn. ens. 6) sto. de ene ... de andre ɔ: nogle ... andre, disse ... hine; begge slags dyder ere ljge gode, enddog de ene hafve kun en jefn plan for sig, de andre en vanskelig. B. Tott. III. 136; de eene kunne nyde de andre ondt eller godt ad. P. Syv. I. 18; om mynstring skulde holdes og liste skulde giøres over de eene saavel som over de andre. Holb., Epistler (v. Bruun). V. 163. Skønt isl. einir bruges på lignende måde, jvfr. også Rydqvist. II. 515, er denne anvendelse af ordet måske snarest optagen efter Latin el. Tysk. Smlgn. jen.En, talo. og to. 1), se AM 187 119; Rkr* 186; PL** I. 255 b. – alligeuell the hagde loffuit met samelagde hender, hagde de dog icke loffuitt ienn for alle (1554). Rsv II. 144. Jf FeilbO: en. 3); the banckedhe saa fast paa oc ville io for ens indtt (1544). Stbb 72. Jf ovf. II. 440 b51. 4) – gøre o. e. ɔ: forlige; jech vill ether gerne gøræ offuer enæ. RD II. 236 (= ower jene. RD I. 130; sv göra ower ena. Iv lejonr v 3722). – være o. e. ɔ: komme i lave, være afgjort? meden thet skal ey ower jene wæræ. RD I. 156 (= ee ændelige. RD II. 254; sst. III. 242 forkl. ey = e?). – stemme o. e., se ovf. IV. 118 b37 f. 6); se Rkr* 186: en 2); – een ær mæth buldæ oc anner ær uden buldæ. AM 187 387; DoB 183 (ovf. u. ander 1)); paa en side plage sig selff met fasten ... oc paa en anden giffue gods til kircker. Cold a 3; se III. 289 a43 f; – een graver andens mine. SortS 33 (frgd. o. ovf. IV. 217 b3). – en oc huer en, omnes universi. Dict; det, jeg her leverer eder, en og hver. KPs 574. – flt.; NdM I. 311 (ovf. IV. 308 b13). – om den talende; vy haffue her saa mange kalle hoffued och kalffue tarmer, att en maatte sckøtt dø der offuer, worred icke, att iegh ... (1560). KhS VI. 96. 7) kdo., se AM 187 120; Rkr* 186: en 3). Jf NMPSh I. 165. – ved talo. (ubest. angivelse); MR 503 (ovf. u. fjed); af anbefalede 10000 favne er allerede en 112 tusende klargiort (1705). KD V. 797. Jf VSO: en 2).Enbener, no. en rigsdaler, hvorpå stod en mand med et ben og som gjaldt otte ß mindre end en spesiedaler. Moth. Enbener, no. Jf hinkeben.Enbredt, to. af enkelt bredde; vij alnne ennbrit lerrit (1578). D. Saml. 2. R. VI. 177. Smlgn. Fritzner: einbreiƀr.Enbøl, no. (isl. einbœli.) et enligt liggende hus. Moth. Smlgn. Molb. Diall.; Kok, Sønderj. Folkespr. I. 285.Endel, no. en særlig del, særeje; det forne indvorde hr. Gregers til Ravnkild kirkegaard for fællig og endel (1501). Dipl. Vib. 118; iendiell. (1533). sst. 188; er Axell Juell tildømpt forschreffnne gaardtt Medelgaardtt mett alle forschreffnne gaarde mett all thieriss rette tilleggelsse, enndell och fellitt (1560). Rosenv., Gl. D. II. 293; huilckit hand indvorde for sit rette endell till forne Vestergaardt (1573). sst. III. 209; huor som stuekiøb eller enndell icke [met] steen, stabell eller grøfft finndis att verre aff mett (1582). sst. IV. 21; være hannem tilladt at bruge samme laxegaarde og fischeri som endell efter deres egen tyche (1661). Dagbladet. 1882. nr. 129. – især i ejef.; et brev af gode mænd lydende paa, at Hagedyb det er Øeklosters fri endeels fiskevand (1440). Pontopp., D. Atlas. V. 372; en endels lycky (1483). Dipl. Vib. 78; met en frij iendielsz marck vesten vid gaarden (1533). sst. 188; vore endels thagekjær (1549). sst. 266; the haffde fordristit thennom thiil att fiske y forne capittils frij vand och endels fiskery (1548). sst. 266; Thorstrup prestgardes iendiels mark (1520). Khist. Saml. IV. 537; thend gaard i Windom met syn enedeell skouw och marck (1546). Fynske Aktstk. 20. Ejefaldsmærket er her bortfaldet på grund af det følgende s, jvfr. Dipl. Vib. 118, 203. Ligesom ordet på alle anf. st. er brugt om jydske forhold, findes flere andre prøver i registret til Dipl. Vib. Smlgn. enmærke, ornum, stuv, særkøb.Endeljord, no. jord, der er særeje; er ornum eller eendeel jord paa marken, da skal den være sær merket med steen eller stabel. Chr. V. D. L. 5-10-13.Endobbelt, to. enkelt; ett gott par en dobelt bondeskoo (1524). D. Mag. V. 317; der hadde han ickun endubbelt mur. Tidemand, Jerusalems Forst. b 2v.Endobbelt, to.; Mads 218 (ovf. IV. 839 a4).Endræ(g)t (endragt), no. enighed, overenskomst; met en ræt endrecht oc samthykke (1397). Geh. Ark. årsb. II. 28; endracht (1429). sst. II. till. 17; begge righene inbyggere til freth, sæmye, en dracht, kerlighet oc bestand. Dipl. Chr. I. 18; (1454). Rosenv., Gl. L. V. 211; (1464). D. Mag. II. 11; (1533). sst. III. 107; Brandt. 161.19; manne tro mæniske hafde goth hellet lefnet i kerlighet oc endregt. H. Suso. 34.3; alting giorde tijl god endræth. Rimkr. a 4v; endracth. sst. 11; sæme oc endregth kandt yckæ heller wære emellom thennom (1533). N. D. Mag. II. 203, 250; er nw all cristhendoms fredt, kiærlighedt, eendrect oc eensindighedt forstørledt. P. Eliesen. 190; førend forneffnde endrect vaar giort. Hvitf. IV. 314. Smlgn. Sch. u. L.: e(i)ndracht; sv. endrägt; jvfr. Rydqvist. II. 93. Endragtelig, to. enig, overensstemmende; vy af jn berad hv och endracthelich samtycke tiilssier. Molb. o. Peters. 326. – at der forordineris nyttelige oc endrechtelige ceremonier offuer alle sogne kircker. Rørdam, Kirkelove. 48. – Som bio.; haue endrachtelige forramet swodan friid oc sone. Dipl. Chr. I. 14; swarede the meg endræchtelig saa. Rimkr. p 2v; fornæfnde dannæ men wöndnæ allæ een drethellæ (1500). O. Nielsen, Tingsvidner. 113.28; (1533). Rosenv., Gl. L. IV. 146; ind til samme sag endrectelige besluttes aff raadet. Herm. Weigere. 44; siden seylede de endrecteligen frem. Vedel, Saxo. 383. – huilcke mendt vondne jendreckteligh (1573). Dueholms Dipl. 111.Endragtelig, to. – Som bio.; se I.* 56 b; Tvd 7420, 7534.Endrægtelighed, no. enighed; paa thet ther motte komme en bedre endrectelighett oc polliiti her udi riigett (1540). Rosenv., Gl. L. IV. 198.Endrægtig, to. ensartet; efterdi udi capitlerne fandtis stoer urictighed med ecteskabs sager at dømme udi, da at der maatte engang for alting forordnis en vis oc eendrægtig process. P. Resen. 336.Endrægtig, to. (fsv endräktogher) enig, fælles; følge een endrectig wdtydning, lige som hun staar vdi Lutheri catechismo (1539). RdKl I. 61; skulde alle laugsbrøderne vere endrechtige at forskafe hinde en tro karll (1622). KD II. 680; Lysch XIX (ovf. u. bese 4)), 52 (ovf. III. 681 a15). Endræflig, to. udmærket; offuerflødig nøder och endrefflige olden baade paa eggen och bøggen. Hübertz, Aktstk. II. 326. Smlgn. dræflig u. drabelig.Enfold, to. (isl. einfaldr.) simpel; then hordæ pinæ oc død, som Ihesus Christus toldæ oppa eet eenfold træ. Mandev. Rejse. 169.8.Enfold, to. 2) enfoldig, ærlig; hwer tings enfold bekennelse. Kemp 721, 151, 13713 (alle 3 st. = l simplex); HS 3435 (ovf. II. 815 b3). 3) enkelt; lannge buorder, dubbeltt och eennfaltt (1578). RyO 407.Enfoldelig, to. 1) jævn, ærlig; thøm burdæ ath varæ eenfollæligæ, gudælighæ. Mandev. Rejse. 74.4. 2) enfoldig, tåbelig; at hwn icke foruender thette enfoldelig folck. D. Skuesp. 110. – Som bio. jævnt, ligefrem; Gud, som giffuer huer mand enfoldelige. Jak. 1.5 (1550, 1647. Luther: einfältiglich); Rom. 12.8 (1550; Chr. Pedersen: enfoldige; 1607: i enfoldighed); naar som de hellige propheter predicke om Christe pine, tale de meget enfoldelige, slet oc kortelige derom. Tidemand, Sjæl. Urtegd. x 4; haffuer Gud opliust mange, som ere bleffne enfaaldeligen hos deris børne lærdom. Vedel, Saxo. fort. 10; (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 357; saadant subtil tøy lader vi her fare oc eenfoldelig forstaaer ved Vulcanum Sathan. Gerner, Hesiodus. 16.Enfoldelig, to. Som bio.; hwer meniske skall ienffoldelig troo Herrens mwnd. En mærk. Disputats. 66v.Enfoldelig, to. (fsv enfaldeliker) 1); fattige enfoldelige menniske predicke Gudz ord. CP I. 37.Enfoldug, to. 1) enkelt, usammensat; elementerne ere af det, som er enfoldigt oc uden forblændelse. B. Tott. III. 230; disse ere de eenfoldige legemer, af hvilcke de formengde kommer herfor. Comenius, Opladne Dør. § 28; viola lutea, gule filitter, eenfoldig. Block, Horticult. Dan. 72. 2) blot, almindelig, slet og ret; gaade han icke fasted saa mange dage til hobe, da skulde han helder æde paa en enfoldig fredag en bryde den dag. Chr. Pedersen. II. 273; disse haffde maa vel ske hertil huldet hannem (ɔ: Jesus) for it eenfoldigt menniske oc icke viste, at mand skal søge hielp hoss hannem i døds nød. Tidemand, Post. I. 69v. 3) jævn, simpel; naar nogen maatte daglige æde kaastelige rætther, oc han da æder enfoldig mad, grød, kaall, velling. Chr. Pedersen. II. 112; Dauid hadde heller holdet seg enfoldig som en almowsmand. Tavsen, Post. sommerd. 120v; hand lod sig icke nøye met den enfoldige, tarffuelige oc ærlige spisning. Vedel, Saxo. 325. 4) uskadt, sundt; naar dit øye er enfoldigt, da bliffuer alt dit legeme liust. Matth. 6.22 (1550, Chr. Pedersen, 1647; Vulgata: simplex; Luther: einfältig). 5) ærlig, oprigtig; Esau war giordh klog man, jæyæ skullendes, æn Jacob enfoldugh man, boændes j pawlwnæ. Gl. D. Bib. 1. Msb. 25.27 (Tavsen: eenfoldig; Vulgata: simplex); Herren beuarer de enfoldige. Ps. 116.6 (1550, 1647; Luther: die einfältigen; Chr. Pedersen: ydmyge och simpele) 6) ukyndig; thet ær saffd, at the, ther ienfoldugæ æræ, moghæ haffuæ noget aff kirkins logh. N. D. Mag. VI. 205.Enfoldug, to. 1) staar der omkring maanen en enfoldig ring. Flemløs, Astrologia. § 16. 3) menige, ienffoldige christen folck til gaffuen och wnderuisning. En mærk. Disputats. a 3. Enfoldughed, no. 1) enhed; then helly oc wskyldaktige eenfoldicheid, som ær i personer trefoldicheid. Rimkr. p 6; i det han sagde: effter vort ansict, der met merckiss enfoldighed i guddommen, ellerss hagde han sagt: wii ville skabe mennisken effter waare ansicter. Chr. Pedersen. II. 91. Smlgn. trefoldughed. 2) ærlighed, oprigtighed; j myn hiærtæns enfoldughet ok j myne hænders renhæt giordhe jæk theth. Gl. D. Bib. 1. Msb. 20.5 (1550: enfoldighed); wi haffue vandret i verden i enfoldighed oc i Guds klarhed. 2. Kor. 1.12 (1550, Chr. Pedersen, 1647); verer eders herrer lydige i eders hiertis enfoldighed. Ef. 6.5 (1550, Chr. Pedersen, 1647). 3) ukyndighed, uforstand; seyær han noget mod sægh for ienfoldughet. N. D. Mag. VI. 195.Enfoldughed, no. (fsv enfaldoghet) 3); min eenfoldighed dig læt at fange var. OR II. 75. 4) tarvelighed; en meelsubbe, med hvilcken de tvende nationer hafve opholdt sig i deris første enfoldighed. Deb 246.Enfødt, to. (sv. enfödd.) enbåren, eneste (om børn); tw ikke spardhe thin enføddhe søn. Gl. D. Bib. 1. Msb. 22.12 (1550: eniste).Enfødt, to.; o! du gode faderens enfødde søn. J. Rosenkrands, Undervisning. 87, 137.Enfødt, to.; j huilken stooll han sætte syn eenfødde søn Christum. T 553 95, 116v; se I.* 56 a. Enførmig, to. overensstemmende; hans villje vaar i all maade eenførmig med sin skaberss villje. N. M. Aalborg, Lægeb. 1633. 258 (udg. 1640. 232: enformig.). Smlgn. t. einförmig, sv. enformig.Enhellig, to. (t. einhellig, sv. enhällig.) enstemmig; om huilcken alle Danske, her forsamlede, enhellig stemme er, at der kand intet ont bo vdi saadant it deyligt stæd. Hvitf. VII. 2. – Som bio.; bleff Svend enhellig met alles ia oc samtycke tagen til konge i Danmarck. Hvitf. I. 167; den giorde de Suenske enhelligen paa richsdag til konge. sst. III. 569; er hand bleffuen enhellig kallitt thill at were sogne prest (1595). Khist. Saml. III. 346; indhellig sammen stæmmer. Jammersm. 217. – ted decretum, som worriss riigens raad enheldeligens giordt och foraffskedet haffuer. Chr. IV. Breve. I. 18.Enhellig, to.; det skall were emod de andre skomagers enhellige wedtegt (1604). KD II. 519.Enhjærtig, to. enig; som er met eder eenhiærtig och een sindig. Fr. Vormordsen, Dav. Psalt. b 5v.Enhjørning, se enhorn.Enholdelig, bio. enig, samstemmende; wi oss nu haffue samptlig oc enholdelig tilsammen forsagt oc forskrefuit. Hvitf. VIII. 252. Smlgn. Rietz: enhållig.Enhorn, no. 1) enhjørning (et fabeldyr), næshorn, bøffel; han bygde sin helligdom som en enhorn. Chr. Pedersen. Ps. 78.69; han bortsper dem som kalffue och som enhorne paa Libans bierg. sst. 29.6 (1550: enhiørning). 2) narhvaltand, bøffelhorn; huem der hafuer pulver aff eenhorn. J. L. Wolff, Diarium. II. 136.Enhorn, no. 2); – narhval; narhval, unicornu marinum, enhorn. DSt 1909 56.Enhjørn, no. narhvaltand; vaar ieg igien hos deris mayr. och offererede til kongen det eenhiørn, som mig til hannem waar medgiffuen. N. D. Mag. IV. 301.Enh(j)ørning, no. 1) = enhorn 1); eth dywr, hedher enhyrnig, thet hauer eth horn foræ i houethet. Lucid. 48; thu ær sosom derfuest enhørning. H. Suso. 71.28; Brandt. 262.21; Psalmedigtning. I. XV. b; hwes styrkæ ær ligh enhørnyngs. 4. Msb. 23.22 (Gl. D. Bib.; 1550, 1607; 1647: eenhiørnings); monoceron, enhyrnyng. Vocab. 1514; vnicornis, enhiorning. sst.; enhørning. Turson, Vocab. 167; Colding, Etymol. 252; ment du, at enhiørningen skal tiene dig, kant du binde dit aag paa hannem. Job. 39.9–10 (1550, 1607; Luther: das einhorn); eenhørningen haver sit tilhold udi de allerforborgeneste udørcker. Comenius, Opladne Dør. § 191. 2) narhval; det haff-monstrum eenhørningen maa oc til vore landmænds tienist affbryde hans stolte, stercke oc dyrebar horn. A. Berntsen. dedicat. a 4v; Moth. 3) = enhorn 2); giorde ieg for hans mayest. en baad af enhørning. Suhm, Saml. II. 3. 154.Enh(j)ørning, no. 3); bruge noget enhørning vdi en skee fuld vin. Cold rrr 2. Enh(j)ørning(s)horn, no. = enhørning 3); will kongen fo meg setth enhiørningis horn, tha will jegh blæssæ so høgth. Romant. Digtn. III. 148.28 = enhørninges. Chr. Pedersen. V. 101.20; eenhorning horn raspis oc aff filspaanene drucken med vjn hielper barselqvinder. N. M. Aalborg, Lægeb. 1633. 362 = eenhørning. udg. 1640. 323. Smlgn. Sch. u. L.: einhorn, einhornink; isl. einhyrningr og mulhørning ndf.En(e)hånde, to. 1) af ét slags, ens; man wordher oc keedh aff een haande madh. P. Lolle. nr. 383; icke er alt kød enhaande kød. 1. Kor. 15.39 (1550, Chr. Pedersen; 1607: det samme kiød); de haffue alle en haande indgang til liffuit oc lige vdgang; Visdom. 7.6; 1. Mak. 1.43 (1607: een, eet); vil ieg icke raade, at naagen sig alleniste binder til ene honde ting. Herm. Weigere. fort. 6v. 2) et slags (et el. andet slags); thee hauæ en handæ orm meth them, hedher bombex. Lucid. 51, 46; ther løber ud een honne tiwk vætskæ. Mandev. Rejse. 99.19; 110.17; icke aff enehonde mad een dag att ædhe oc een anden een anden dag. Malmøb. 6v. Smlgn. sv. enahanda og hånde ndf.Enhærdig, to. egensindig, selvrådig; naar som et fornufftiget menniske hører nogen goder lerdom, da priser det hannom, men hører det enherdige hannom, da mishaffuer han hannom. Jes. Syr. 21.16–17 (Tidemand; 1550: en fortrædelig); io meere han (ɔ: Gud) bewiste dem welgierninger, io enherdigere de wore. Huberinus, Om Guds Vrede. 113; straffe de wlydige oc enherdige. Tidemand, Post. I. 11; de ere for eders forsømmelse skyld blevne skiødisløse oc enherdige. sst. II. 86v; at de icke bliffue fortredelige oc enherdige. sst. III. 84. Ordet er, som det vil ses, oftere brugt af P. Tidemand; men findes måske ellers ikke i Dansk, jvfr. Molb. Gloss. og flgd. ord. Smlgn. Ihre, Gloss. I. 404 samt ihærdig, hærdig ndf. og dullberrig. Junge, Nordsiell. Almue. 376.Enhærdighed, no. selvrådighed; der er da min egen villighed oc enhærdighed saa saare stor. Huberinus, om Guds Vrede. 37.Enhærdighed, no.; de leffde wdi all enherdighed oc wlydighed. Hub 9v.Enhørning, se enhorn.Eneledes, bio. ene; ther aff eneledes maa mænnesken withæ, om han bliffwer i kærlighet, om han ælsker then, som hanum er emoth (1488). Gl. kgl. Saml. nr. 1586. bb. 22v. Smlgn. Aasen: einsleides 2).Enlyddet, to. ensfarvet. Moth. Smlgn. isl. einlitr og lyd ndf.Enmund, to. med én åbning (om sår); hwo som annen gører saar, han skal fore een mwnd saar bøthe sex marc oc for tregge mwnde saar tolff marc (1443). Kbhvns. Dipl. I. 176. Smlgn. Lund: enmynt og tvemundet ndf.Enmærke, no. = endel; Ribe Oldemoder. 103; hwo som hwgger i anners mantz skogh, som enmerckie ær (1446). Geh. Ark. årsb. V. 63; (1513). sst. II. 59; hwer nyde sith enmercke frii oc sith forligt (fælligt), som han haffuer ther deel vthi (1466). D. Mag. I. 320; thet swore the till sancti Johannis closther Duholm for ornom, stwghæ och jenmerck till ewindelig eyendom (1481). Dueholms Dipl. 107; jndhwordhe meth theres jeedh till capitell i Viborgh alle Leshøø landh fore etth friith iendmerck (1493). Dipl. Vib. 101, 188; skellet mellum Skijarens jennemercke oc forne Leedtt felleds skoff (1573). Jydske Saml. II. 382. – hanns hoffuittgaardt Langholm och alle enmercke, ther thilligger, och stujorde (1554). Rosenv., Gl. D. I. 241. – især i ejef.; thet støcke jenmerckis skoff, som ligger op til Sønderskoff (1496). Barner, Fam. Rosenkrantz. I. dipl. 190; atthet haffuer leyett till Duholms closter for frij jenmercks jordt, stwgh och ornom. Dueholms Dipl. 114; the enghi, som thi haffuer saa ryddet oc thagett them selff til y vore enmerckiss kiærre (1549). Dipl. Vib. 266; en jenmercki skow. sst. 203; ett enmercke, som kallis Labølle, ett enmercke stycke jordtt, som er sermerktt (1549). Rosenv., Gl. D. I. 122. Om det i de 2 sidste prøver manglende ejef.-mærke se u. endel; ordet synes ligesom dette især brugt i Jylland. Smlgn. særmærke.Enmærket, to. særlig afdelt el. udlagt til særeje; marckenn er laadett thennom emellom, men all theris eenmercket skoff stander uskifftt (1539). Rosenv., Gl. L. II. 95. Jvfr. Lund.Ennosse, no. plantenavn, herminium monorchis. Moth. Det kan være tvivlsomt, om navnet har været i virkelig brug, thi i S. Paulli, Flora Dan. 98 K forekommer det kun som oversættelse af det gr.-lat. monorchis. Smlgn. nosse.Ensamen, bio. ene; huor III, fiere eller fem mend loffue itt løfftte medtt samenborgen haand, huielcken aff dennem siden først tiltaliss, den er pligtich til att betalle. Siger han ney for samme løffthe, dog (ɔ: da) werge end sammen for dennom alle medtt loff. D. Mag. 3. R. I. 192. Smlgn. Lund: ensamæn.Ensamen, bio.; tw hwilken som een sammen formath at giøre mek rætwiss. T 553 59, 60 (ovf. V. 52 a38); – ille giøre i, ath i iageth then hwnd so lenge hensammen. RD III. 7023 (= en sammen. CP V. 4826). Jf ovf. IV. 679 a42. – Som to., se I.* 56 a.Ensindes, bio. overensstemmende; suarede vlffuen met biørnen ensindis. Herm. Weigere. 198v.Ensindet, to. enig; at dommerne icke saa ere skickede oc ensindede, det er mest de loukønis skyld. Herm. Weigere. 203.Ensindig, to. enig, overensstemmende; som er met eder eenhiærtig oc een sindig. Fr. Vormords., Dav. Psalt. b 5v; med Jesu Christo oc then verdige hellig aand, huilke ere med hannum een sand oc eensindig Gud (1530). D. Mag. II. 125; P. Eliesen. 27, 104, 175; thet, som er eensindigt mz Christi lerdom. Biskopper(ne)s Gensvar. dd 1v; ere the (ɔ: pavens bud) enchten eensindige eller retsindige met Gwdz bwd. sst. ee 1v; leffue eendrechtelige och eensindige wdi Herrens hwss. Er. Roterod., En chr. Foren. e 3; det er en føye konst att bliffue ensindig med den christen kircke wdi ord oc lerdom. Tavsen, Post. sommerd. 178v; closter leffnidt er en wildfarelse, huercken ensindig met Christi lærdom, icke heller met en sand gudelighed. Hvitf. VIII. 211; Dict. Herlov.Ensindighed, no. enighed, overensstemmelse; tha fødis ther aff eendrectighed oc eensindighed wdi Christo Jesu. P. Eliesen. 104; er nw all cristendoms fredt, eendrect oc eensindighedt forstørledt. sst. 190; ther met beware fred, enighet oc ensindighet. Biskopper(ne)s Gensvar. t 2; er samholdenhed oc eensindighed ij aandelige oc werdslige sager en Guds forlæning. Tavsen, Post. vinterd. 11. Enskapt, to. Anføres i Molb. Gloss., men vedkommende håndskrift har tydelig: eensskapthæ, så her kun er en sammenskrivning af det sædv. ens. Smlgn. eens skapthæ. Lucid. 47.Ensoldner, no. soldat på enkelt sold, menig soldat; simplarius miles, ensoldner. Colding, Dict. Herlov.; Etymol. 950. Smlgn. dobbelsoldner og soldner.Enspænder, no. rytter, især brugt som ordonnans el. kurer; (1563). Hist. Tdskr. V. 415; thisse eptherschreffne enspender schal afftackes (1582). N. D. Mag. I. 81 = enspendiger. sst. I. 80; (1598). Khist. Saml. VII. 106; sin broder, som vaar en enspender der vdi staden. Hvitf. VI. 49; celer, enspender, dragoner. Colding, Etymol. 195; kongen hafde hvercken selff mødt eller ladet nogen didkomme, men alleene didsendt en eenspender oc ringe bud. P. Resen. 148; efter alle disse reed kongen self med printzen omringet af deres drabanter og eenspendere. Slange, Chr. IV. Hist. 263. Smlgn. sv. enspännare og flgd. ord. Enspændi(n)ger, nn. = enspænder; etthers kongl. maytt. haffde ther en einspenniger liggendes y huer by, som kunde ligge och høre, hues Suenst ther almindeligen handledis (1564). D. Mag. III. 286; blev der brev sendt hen til Lybek ved en eenspendi(n)ger (1614). Suhm, Nye Saml. II. 2. 102; sende ieg en enspendiger henad Køben[havn] (1616). D. Saml. V. 81. 82; vilde hans majest. oprette nogle compagnier eenspændiger. Slange, Chr. IV. Hist. 1455. Enspænding, no. = enspændiger; the haffue schreffuit koningen aff Suerig tiill oc send hanom breffuene met then enspenning, som wor her (1563). D. Mag. IV. 217. Egenlig betegner ordet, at vedkommende havde påtaget sig tjeneste enkeltvis, kun for sin egen person, se Hist. Tdskr. 4. R. V. 385; smln. Sch. u. L.: einspennich; Grimm, Wb.: einspännig. Når sidst anf. st. fremhæves, at nævnte hver kun havde én hest, må det bemærkes, at dette i alt fald ikke gjaldt i Danmark, jvfr. N. D. Mag. I. 81.Enstedbygge, no. enligt hus el. gård; at boe udi enstedbygge uden ald nabo oc gienbo (1601). Molb. Gloss. Smlgn. isl. einstœƀr, Rietz: enstet u. ensti og enstig, og eneste ndf. samt bygge ovf.Enstedbygge = NkS 351d (4°) d 3.Enstedgård, no. enlig gård; pagus, torp oc ensted gaard vd paa landet. Colding, Etymol. 861; vesten for ligger der tuende ensted gaarde (1638). D. Saml. 2. R. IV. 28. Smlgn. Molb. Diall. og Molb. O.Ensteds, 1) bio. et- steds; samme skib, ther enstedtz wnder Sielland er liggenndis (1578). N. D. Mag. I. 24; fattes mig ensteds noget. S. Terkelsen, Astreæ Sjungek. I. 101; som der sade en steds mange tiggere. P. Syv. II. 24. – i skulle iensteds haffue sidett (1562). Rosenv., Gl. L. II. 321. 2) to. enkelt, umage? ij par gamle hollandtz lerritz lagenn, ij gamble jennstedtz hollanndtz lerritz lagenn (1578). D. Saml. 2. R. VI. 180. Ordet er i denne bet. måske snarest en omdannelse af enstig, se d. o.; jvfr. fælled for fællig, se d. o.Enstemmelig, bio. enstemmig, i fællesskab; samptligen at raadslaae oc eenstemmeligen beslutte. P. Resen. 9.Enstemmende, to. samstemmende, overensstemmende; icke paatuilendis, deris tale med mine tancker eenstemmendis vorder. Wallensbek, Ptochotrophæi Holm. Topogr. 10.Enstemmende, to. Se u. fordragelig.Enstemmende, to., se ovf. u. fordragelig.Enstig, to. enlig, enestående; det vor en bonde, som bode i en stor enstig gaard. Chr. Pedersen. II. 202; ieg vil opuecke dem en enstig hyrde. Ez. 34.23 (1607: een; Luther: einig); Job. 23.13; icke nogen eenstige eller besynderlige naduere, som aff nogle faa holdis skal (1574). Khist. Saml. I. 234; vesten for kircken ligger en enstig gaard (1638). D. Saml. 2. R. IV. 13, i eenstige gaarde fædt fæ og galet folk. P. Syv. II. 59. Ordet er uden tvivl = isl. og n. einstaka, hos Hallager: einstak; foruden den sædv. form: enstaka forekommer enstika, enstiker, se Rydqvist. II. 423 og Schlyter. Smlgn. overgangen fátœkr = fattig.Enstig, to.; også enkelt; hand tit maa reise kappe-løs og vel med enstig trøye. Kingo, i Wieland, Dske. Vers. IV. 25. Se også u. bjælde her ovf.Enstig, to., se I.* 56 a.Ensålet, to. med enkelt sål; carbatina, ensoledt sku. Colding, Etymol. 175; endromides, eensaalet sko. Steph., Nomencl. I. 181.Entorp, no. enlig gård. Moth.Entydig, to. med én og samme betydning; der findes hos os visse oc eentydige meeninger nesten i alle ord oc icke stridende. S. Povelsøn. 109. Smlgn. sv. entydig, t. eindeutig.Enværende, to. enlig, ugift, uden hus og hjem; skulle de haffue xii danske huide aff huert hedske oc ildsted, men bofolck oc enuerrinde folck giffue effter deris effne (1541). Fynske Aktstk. 117; skall huert hedske, som gilldsysken er, skiude en skieppe biug thill gilldis korn, oc huert enverende follk, som will gaa till gillis, 1 skieppe. Bendz, Rønninge og Rolfsted. 104.Enøget (enøven), to. enøjet; sax gør barn blint oc kniff eenøweth. P. Lolle. nr. 415; monoculus, enøwen. Vocab. 1514; vniculus, en øweth. sst.; lusco, gør enøget. Turson, Vocab. 226.Ene, go. 1) forene, forlige; den fattige oc rige enis da, de bliffue hinanden da lige. Psalmedigtn. I. I. 218 b; til tegn, at hierterne i liiv og død vaar eened. Kingo, Chr. V. b 3; ene borgerskabet. Moth. 2) drive kvæg sammen på en fælles græsgang for at efterse, om nogen har flere stykker der, end han har ret til. Moth; om han gik ei ud i skoven at ene svin. (1508). Brasch, Vemmetofte. I. 36. I Vestjydsk bruges «jen', jen' op« om at tage stykkevis, tælle. Moth skriver: enne, V. S. O.: egne, men har også ene og enne.Ene, go. 3) lf. komme overens; huis fattige folck ere, enis med werten, som de beste kunde. Fdg 26/6 1632. Jf for-, uene.Ener, no. hyrde. Moth.Ene, bio.; ene så som ɔ: aldeles ligesom; han tees godæ mæn blith, enæ so som han hændæ foræ voss a korssæt. Lucid. 60. Smlgn. ænse.Eneklippe, no. en uafbrudt, ublandet klippe; vel er dit land ret, som det vaar een ene-klippe, at mand et spade-maal snart ey i jord kand slippe, før mand maa tørne paa hin hvide kalkesteen. Kingo, Chr. V. anhang. e 1v.Eneken, bio. enkeltvis, sjælden; det skeer kun så eneken. Moth.Enert, to. enkelt; hand nøies nok med enert. Moth. Smlgn. isl. einarƀr.Enerting, no. et årgammelt lam. Moth.Eneste, to. 1) ene; skulle alle statte tiene den eniste stat ecteskab. Tidemand, Post. II. 77v; aldrig kom her den snecke for land, ieg kunde io met min eniste haand drage den i bierget ind. Grundtv., Folkev. II. 141 a. 2) enlig; eeniste gaarde ehre Tibelgaard och Klewgaardt (1638). D. Saml. 2. R. IV. 96; de ikke boer i byer, mens i torper vidt adspridde i eneste gaarde (1646). D. Mag. V. 63. Smlgn. enstedgård. 3) ad eneste ɔ: alene, kun; jomfrwæn skal bliffwe hos oss at eneste tij daghe. Gl. D. Bib. 1. Msb. 24.55; wordhæ the slaffnæ moxæn allæ æy at enestæ (the) met keyseræns krafft, æn Guth aff hemmelin thegnethe sith wrag. N. D. Mag. V. 175; skall hwer brodher komme och følie hannem til graffwe och egh ath enestæ thæm, mæn theres hwstrw och børn (1496). D. Saml. IV. 342. Smlgn. Schlyter: enaster og enost. – Som bio. alene, kun; han icke eniste aff en bog, men aff mange och atskillige bøger haffuer bekommit hans veltalende tunge. Herm. Weigere. fort. 6; haffuer ingen christen menniske anden regell end eniste Christi lerdom. Hvitf. VIII. 199; huilcken som anden weg vil gaa vden eniste effter skrifftens vdwisning. sst.; i Herrens haand alt eniste staar. Ranch. 42; det vil jeg eneste bede om. Moth.Eneste, to. 1) – efter nuv. brug; eth ænæstæ ordh. Rkr h 1v; Mark 126 (CP, ovf. u. den); Etym 1464 (u. unicus). – ved flt.; voris ickun der miste udaff gemeene tj eeniste mand. VoG v 11. – Som bio.; HS 587 (ovf. IV. 907 b36), 4410. Jf ale. Enig (-ug), to. én, eneste; yckæ ær mek søtheræ i tessæ værildhzs liuss æn myn enugh broders omhuæruelsse. Hell. Kvinder. 54.32; vor herræ opuocte en qwindes enighæ barn. Mandev. Rejse. 58.14; at vi Gud fader oc Gud søn en eenig gud maa kiende. Psalmedigtn. I. 406 a; simplus, en enig. Colding, Etymol. 950. Smlgn. Rydqvist. II. 517; Sch. u. L.: einich. – 3 g. i samme bet.; elskæ hannum for then enigesthæ gud. Hr. Michael. 3; then helligæ bøn, som sielffuer giorde Gudz enigestæ søn. sst. 122; det er det enigste offer, du esker. Tavsen, Pater noster. g 2v; din retferdighed, den du oss haffuer skenckt i din enigste søn Jesu Christo. sst. d 7. Enig, to. – 3 g.; thu est myn enuxte dotter. HKv 4225. – en bestemt; kanden gaar til kilden til eniger dag. VdV III. nr 2 indl (= til dend sidste d. PSO I. 416). Jf mise.Enighed, no. 1) enhed; dersom Christus haffde verit et bart menniske oc icke en sand gud i personens enighed. Om Guds Naffns Vanbrug. a 3v. Smlgn. slutningen af søndagskollekterne. 2) i nuv. bet. hunk.; en lignelse om enigheden oc hendis bestand der met at beuise. Herm. Weigere. 273.Enighed, no. 1); forkrencke sacramentens enighed eller helhed. LaurU 34. – fællesskab, delagtighed; hos dend tre eenig gud en eenighed tilfellis i herlighed hand fick (1702). DSt 1909 41. 2) overenskomst, forlig; RFII 444 (ovf. IV. 267 b30). – atholde enighed vti aanden met friddens bond. Ef 43 (1524 og flgd. overs.; GkS 29: eenlighet); (1613). RdU IV. 631 (ovf. u. belange 1)); (1631). NdM II. 354 (ovf. u. arvfordrag); ComD 910 (ovf. u. diskgeselle). Jf ue.Ening, no. 1) et ugift menneske; haffuer du icke gifft dig, da est du en ening. Hanssøn Reravius, Udv. Sententzer. g 5. 2) overenskomst, forbund; hwilke wor jeningh er, sa at jek skal nyde oc brwghe then forscreffne gardh (1493). D. Mag. IV. 12; haffue wi oss vdi en ening oc forbunt indladt. Hvitf. VIII. 346; Moth.Enlig, to. 1) én, eneste, én og samme; alle dødæ røræs ved thæn ænlegh røst, oc allæ the, thær leuændæ æræ, the døø ved then røst. Lucid. 59; Abraham vaar en eenlig mand, oc wi ere mange. Ez. 33.24 (1550, 1647); der er en aand i hende (ɔ: visdommen), som er hellig, enlig, mangfoldig. Visd. 7.23 (1607: som bleff eenlig til; Luther: einig); skulle to oc enlige skillinger gielde og udgiffvis her effter for to enlige skillinger. Forordn. 10. Okt. 1629 om Mynten; slaa en andel tu' oc enlige skillinger (1648). A. Larsen, Optegnelser. 18. 2) særskilt, sær, privat; tha gøres door aff hannom oc seyies at være enlig oc lefue atskillelig met anner. H. Suso. 36.16; den eenlige oc venlige paamindelse, som efter deres embedes skyldige plict skal være skeed til eders befrielse fra ond eftertale (1659). Khist. Saml. VIII. 407. 3) lignende, overensstemmende; ethers pyne vorder sligsammæ som there, forthi at, sosom the brennis i belede, so skulle i brennis met enlic eldh. Hell. Kvinder. 76.35; thet er aldtssammen eenligt met Christo och hannss oerd, hwadh ssom then helighe kircke giør. Tavsen. 54; det hans contrafey, som er hannom efftergiort, er hannom fast enligit. Hvitf. VIII. c 1. Smlgn. sv. enlig og enslig; Rydqvist. II. 394. – Som bio. 1) i enrum; han vdtyde sine disciple alting enlige. Mark. 4. 34; (Chr. Pedersen; 1550: besynderlige). 2) tillige med, ligeledes; at vy skulle ey met andre vrætte men oc sindughe enlig fordømmes. Hell. Kvinder. 89.4.Enlig, to. Som bio. 3) særlig, i høj grad; en enlig led mand. Hist. Tdskr. 5. R. IV. 652.Enlig, to. (fsv enliker) 4) ensom, afsondret; enlige gaarde findis icke (1638). DS2 IV. 36; har givet sig udi kloster til at føre et enligt og gudeligt levned (1668). KD V. 726; som byrden tung af enlig mand besverligen kand føres. AB I. 156 a. – Som bio. 1); holt først eenlige samtale met hannem. Medelf e 2. 3), se I.* 56 a. Enlighed, no. 1) enhed; kungiorthe mik then helgeste threfaldughetz eenlighet oc eenlighetzsens threfaldughet (1488). Gl. kgl. Saml. nr. 1586. 51v; i siette maade merckiss vor herriss trefoldighed och enlighed. Chr. Pedersen. II. 91. 2) særhed, særskilthed; thettæ seyier ieg ey, at ieg lower ienlighet, men ieg teer oc vinner got at være at gonge almindelig vægh. H. Suso. 91.4 (= lat. singularitates approbans, se udg. Köln. 1724. 164); de berre vidnisbyrd om min lerdom, liff oc leffnet, som ieg har ført bode y almindelighed oc y enlighed (1590). Khist. Saml. V. 589.Enlighed, no. (fsv enlikhet) 1) GkS 29 (ovf. l15). 3) ensomhed; Hex 210 (ovf. IV. 979 b2); Fab* 55 (ovf. IV. 961 b20); hand seer, at eenlighed naturen er imod. Helt 15.Enling, no. eneboer. Moth.Ens, to. enig; ær myn nadhigæ frwæ oc jac nw swo eens wordhne vm eghendomen (1404). Molb. o. Peters. 274; vm nokre aff thisse æmbede wilde thes worthe eens oc fare vschiellige meth sin hantering (1422). Geh. Ark. årsb. V. 58; Dipl. Chr. I. 55; uor ieg ey enss met dig, hwad ieg dig giffue skulde. Chr. Pedersen. I. 233 (= til enss. Matth. 20.13, Chr. Pedersen); (1533). Rosenv., Gl. L. IV. 146; V. 511; bliffuer det menige folck neffnd aff Platone it diur met mange hoffuit, huilcket ingen tid er ens met sig selff. Herm. Weigere. 171; Erling Skacke oc bisp Øyesten bleffue nogen deris wsamdrectighed eens. Hvitf. I. 225; naar hyrden og ulven ere eens, da haver hiorden tabed. P. Syv. I. 368; Chr. V. D. L. 4-1-35. Smlgn. isl. vera eins og over, til ens ovf. u. en.Ens, se u. en.Ens, to. Jf gøre 7). 2) i nuv. bet.; at haffwæ oc maa faa thet ær eij alt eens. PL** I. nr 538; de, som soffue tillige eens søffn. Visd 1714 (1607, 1647); consortio, ens vilkaar med anden. Etym 1197. – Som bio.; thet ær eij eens lighe leegh, at en leer, oc een andhen grædher. PL** I. nr 664; det hender sig eens den rætferdige oc den wgudelige. Præd 92 (1607, 1647). Jf ue.Enskøns, to. én, en og samme; en rasker fugell moa tit ey flwæ a enskøns dagh, Romant. Digtn. II. 169 = a ien dagh. sst. I. 42. Smlgn. isl. eins konar og en(gens)skøns ndf.Enskøns, to. et slags; thæt ær eenskøns watnsot. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 70.14; 20.24. Smlgn. Rydqvist. VI. 95: enskyns. Se også en(gen)skøns.Enskøns, to.; se I.* 56 a; thæt hetær enskyns oli. HT V. 540.Enbygt, to. enlig liggende; mit fødsels stæd er en eenbygt gaard (1654). KhS II. 193. Enbåren, to.; TSd 60 (ovf. I. 278 a4); Luk 712 (1607 i r.; i texten: eeniste); – du vdsende din enbørne søn. TP h 1. Jf bære 6).Enfag, to. (t einfach) enkelt; de ere somme eenfag, somme dobbelte. Holst IV. 70.Enfa[æ]gtig, to. = enfag; de dobbelte icke bær saa got frø som de eenfagtige. Holst IV. 71; – eenfectig, dobbelt. PG 247; simplicia eller enfectige ere de ord. Pros 149 (jf ovf. IV. 377 b19); PSK 19. – den beuilgede enfachte skaatt. ChrIV* II. 346.Enfoldelighed, no. (fsv enfaldelikhet) enfoldighed, ærlighed; søgher effter hannom i hiærtens enfollelighet. HS 11, 13; vil ieg sware thin gudhelig enfollelighet. sst. 15324.Enfoldig, to. (fsv enfaldogher) 1); Oelsen, Regneb g 2 (ovf. IV. 574 a13); se I.* 56 a. 5); se I.* 56 a; – fattige eenfeldige christne. Præd 19 (= enfoldige. Hvf VIII. 221). 6) – uforstandig; GkS 30v (ovf. IV. 19 b5); Etym 147 (u. incallidus); en meget eenfoldig mand, hand bleff meget narret. Jm 233. Enhandet, to. enhåndet; Etym 710 (u. mancus); – enhaandet. Dict.Enhjørningtrone, no. trone af enhjørning (bet. 3)); ey nogen sat saa høyt paa sin enhiørning throne. DV IX. 665.Enhver, sto. (sv enhvar) i nuv. bet.; MP 190 (u. singuli); Etym 1176, 1037 (u. quivis); hand frem kallede en huer aff sin herris skyldener. Luk 165 (1607, 1647, jf ovf. III. 841 a26); PG 380; PSK 22; RFII c 2v (ovf. I. 126 a9). Jf Rdq II. 516.Enlivenhed, no. ugift stand; pave Gregorius haffuer samtyckt den lov om eenliffuenhed. Melanchthon, Loci v ålborg fort d 5; hand skal henføre sit eenliffuenhed til den ende. sst. 219. Jf renl.En(e)mærke, no.; – Hex 43 (ovf. III. 487 a6); huoroffthe hand haffuer werit paa kronens enemarcke (1588). DM4 I. 365.Enrum, no. (sv enrum) i nuv. bet.; Etym 194 (u. secessus); tog hun sig for at haffue frøcken EA y ennerom huos siig. ChrIV* V. 78; først i eenrum hannem advare. Rsv* IV. 380.Ensom, to. (fsv ensamber) i nuv. bet.; saaes jeg øen om forladt og eensom træde. OR 103; NL 1699 (u. solus).Enstestol, no. stol (til en); Etym 1186 (u. solla, jf errata). Jf ensteds 2).Ensæde, no., se ovf. IV. 263 a27.Entint, to. harvet 1 gang. M (ovf. IV. 390 a21). Ene, to. (fsv ena) i nuv. bet.; PL** I. nr 856 (ovf. IV. 969 a26); orbus, ene oc forlat. Etym 849. – Som bio. (isl eina); som ligger ene for sig sielff. Etym 1189 (u. solus). Jf ale.Enevoldsarvekonge, no. konge med arvelig enevoldsmagt; sine rigers eenevolds arvekonge. DL 1-1-1.En(e)voldsherre, no. (isl einvaldsherra) i nuv. bet.; MP 85 (u. monarcha); Steph I. 262 a; den stoormægtigste oc høystbaarne monark oc ene-volds-herre. KH ttbl; naar nykroned kong som een-voldsherren ene af yndigst sukker-huus om vaaren ud vil haste. Raun 82.Enevoldsrettighed, no. ret som enevældig hersker; ChrVI § 30 (ovf. V. 49 b44).Ener, to. ene; i skulle forlade meg ener. Joh 1632 (1524; CP: al ene); icke maa heller scrifftefaderen ener gaa hen at scriffte hende. Hasenm l 2. Jf isl einarƀr; åsen: einard.Eniglig, bio. i fællesskab, almindelig; vare der visse bønner forordnede, som alle eeniglig skulle bruge. HiørP b 2. Ensfarve(t), to. i nuv. bet.; MP 287 (u. concolor); Steph I. 184 a; – Etym 241.Ensom, no., se ue. Vis mere +