EndEn(d), bio.
1) endnu, dog; the, som nw robe paa andre folckis aarckeløshed, haffue icke end heller graffuett møgett leer i theris dage. P. Eliesen. 469; ennd will ieg stride med dig, waarstu end tøswer saa sterck. Grundtv., Folkev. I. 375 b; huad heller the ere flerre eller færre, ennd haffuer ieg thenum fuld kierre. sst. III. 517 a; end skal ieg engang komme igien. Hvitf. IV. 508; end vogse børn, dog de drikke vand. P. Syv. I. 33 = ee woxe børn. P. Lolle. nr. 180. Smlgn. end om stund u. stund; end siden, e. sider u. siden, sider.
2) fuldt; det er ondt at bryde isen oc end saa ondt at rense dend brudne iss fra det klare vand. Gerner, Epit. 12.
3) en(d) at (det) ɔ: skønt; ieg skal ey owergiwe Pedhers skyb, æn at thet æltes mannefoll. H. Suso. 192.6; ieg gider icke druckitt, enndt dett y giffuer mig vinn. Grundtv., Folkev. III. 743 a; end dett dig wogted alle din eedt, du skall mig holle dett. sst. II. 358 b. – bdo. 1) = end at; tv tørst eij hobes oppa thine frænder, en the toge tith gotz alt i sænder (1510). D. Mag. II. 325.
2) dersom; en j wille herre! giøre saa, thet ma eder til ere gaa. Romant. Digtn. I. 45; æn jech hindæ ey lewindis finder, thet ær then sorigh, jech alder for winder. sst. I. 105, 32 = om. sst. II. 172, 218, 160. Smlgn. med mindre end u. mindre.
3) om; iech spør aff eder, en j ther selwe kiennes weder, thet [i] megh giorde ien høff v skiel. Romant. Digtn. I. 46 = om II. 173.
4) men; hand skal bøde xl marc, end er handtt fattiig. Rosenv., Gl. L. V. 128; Gudh, han prøuer meræ hugh æn alder, æn thine gude vill iach icke hedree. Hell. Kvinder. 76.16; æn han sagde. 1. Msb. 3.17; boodæ danskæ mæn hannum tredya part [af] alt there gotz ... æn han wildæ jngelund øwærgiwæ sin fard. N. D. Mag. V. 180, 163; stwndom wille hwn drebe sigh, en stwndom badh hwn for hans siel. Romant. Digt. I. 33 = och. sst. II. 161; dræber nogen mands hest noget menniske, ... end skeer det anden gang. Chr. V. D. L. 6-10-13; 6-11-6, 10. I sidst anf. kilde meget hyppigt efter de gl. love.
5) eller; huilcken wor gaffn bedst wiidiitt och rammitt haffuer, enthen thend som saadan en ansehenlich summa penninge haffuer heraff leenitt læffueritt, end thend, som ikke allene inthitt haffuer leffueritt. N. D. Mag. I. 169. Smlgn. Lund: æn; Rydqvist. V. 170-75.End, bio.
1) – endog; end generals personerne tog i med haanden. HiørK b 8v. – bdo.
6) smlgn.; før æn sol gar op. AM 187 211; hand er større end alle. Joh 1029 (1524 og flgd. overs.); se også II. 140 a37-40; III. 94 b20 ff. – ved nægtelse uden nævnt sammenligningsled el. 2 gr.; iegh sckulle icke tere end smaa pendinge (1560). KhS VI. 91; ieg kommer ingenstedz end som paa mit kammerss (1645). NdM VI. 211.Endda, bio. endnu; tha gleet Skom af slithæ oc fal vnder broen, fra tha oc æn tha kunnæ ingæn man fangæ thet swærd op. N. D. Mag. V. 172; hand det offuen i hoffuedet fand, det vaar end da halff fuldt met vand. P. Smed. b 2; Johannes vaar icke end da lagd i fengsel Joh. 3.24 (1550, Chr. Pedersen, 1647); hertug Frederich vilde ingen hielp giøre, thi hand endda vaar om oc mat aff det dytmarske nederlag. Hvitf. VI. 195; Vedel, Saxo. 410; jam tum pro adhuc, endaa. Colding, Etymol. 584; spurdte kongen, om han endnu selv levede; da ham blev svaret, at han endda levede. Holb., Epistler (v. Bruun). V. 171, 77; Holb., Khist. 797. – bdo. skønt; en tha the dieffle wore hede, tha ware the om siden møde (1510). N. D. Mag. II. 335. Jfr. Rydqvist. IV. 68, V. 76, hvor sv. æn tå antages for at være opståt af oldn. en þ;ó (ej af en þ;á). Nødvendig er antagelsen næppe for det dske. ords vedkommende, se end ovf.; men de i bet. og lyd nærliggende ord kunde let sammenblandes; jvfr. enddog ndf.Endda, bio. – tilmed, dog; Bendz 112 (ovf. I.* 11 b16); syndede hand end da. 2 Msb 934 (1607, 1647); haffuer ladet optage same suiin, som enda wbrendt gick paa hindes schouff (1638). Matz 73.Endthi, bdo. skønt; jech hawer førræ hørd seyæ aff hinde, æn thy jech hinnæ ey giørlich kiennæ. Romant. Digtn. I. 310; en thij hun kom i eders wære, for Gud er hun mijn hiertens kæræ. sst. II. 338; aldri wille tv meg sætte, en thi thet burde teg aff rætthe (1510). N. D. Mag. II. 324. Smlgn. Lund: æn þ;y at u. æn og thi ndf.En(d)do(g), bio.
1) endda, dog; en anden haffue de giort til tiranne oc end dog roset oc priset. Herm. Weigere. 60v; icke vilde hand det lade fordi, endog ville hand det freste. Grundtv., Folkev. III. 523; førte de mig till strande och skiøed mig udi Rin; endoeg giorde Gud min løche saa blid, at bølgen førte mig till land. sst. V. 387 a.
2) enddog at ɔ: skønt; æn tho at then gard Høxtorp stoth til pant ... tha ær thok myn nadhighæ frwæ oc jac nw swo eens wordhne (1406). Molb. o. Peters. 274; scule ængen worde brødere hær i laget, æn tho at han er en kiøbman (1441). D. Mag. 3. R. I. 103; Ihesus giorde flere disciple end Iohannes oc døbte (end dog at Ihesus døbte icke selff). Joh. 4.2 (1550, Chr. Pedersen; 1607: endog); i hw kom, ath wii ere dyne creatur, en dog at wii ere skrøbelighe. Chr. Pedersen. II. 336, 366, 378. – bdo. = enddog at; ænthogh wore forfædhre haue giffuit aldt then hælghe kirkis gods frii, thogh gørss then hælghe kirke ther offte forfang vppaa. Dipl. Chr. I. 176; en dog iegh lider sorg oc drøuelse, tha kalder ieg alligeuel altiidh paa Gud. Chr. Pedersen. II. 353; Tavsen. 9; Herm. Weigere. fort. 2v; (1560). Rosenv., Gl. D. I. 286; Grundtv., Folkev. I. 321 b; Vedel, Saxo. fort. 8; (1597). D. Mag. II. 337; etiamsi, enddog. Colding, Etymol. 1165; B. Tott. I. b 3; mand bliver derfor selv ej hvid, enddog mand sverter andre. P. Syv. I. 501; ingen kand retfærdig være, endog hans samvittighed kand med hannem vidne bære. Kingo, Psalmeb. 83; Gerner, Hesiodus. 9. Smlgn. Lund: æn þ;o u. æn og dog ovf.Endog, bio. også, tillige; giorde ieg et drejelaug, huilchet mand ey alleniste kunde regiere med foden mens enoc med haanden. Suhm. Saml. II. 3. 154. Endskønt, bio. også, end; war det en skønt hans egen børn, hand ryffuer og slider dem som en ørn. Ranch. 235; ieg skall dog giørre dem veyn thrang, skulde ieg en skønt y baand oc bast. sst. 167; drog hun end-skiøntt ind-till Rom, hun skall mig dog aldrige und-kome. Grundtv., Folkev. IV. 272 b; har han endskønt nu drucket hen en daler. Dr. Hielpeløs. 22. Smlgn. skønt.Endnu, bio. (sv ännu) i nuv. bet.; end nw en tijd wil ieg røre iorden. Hebr 1226 (1524, CP; 1550: end); Etym 562 (u. adhuc), 829 (u. etiamnum).