EndeEnde, no. 1) ende, grænse; flt. ufor.; tw skalt skikke folkæt ændæ trint omkringh. Gl. D. Bib. 2. Msb. 19.12 (Vulgata: terminos); j allæ endhe. Gl. D. Bib. 1. Msb. 23.18; sønder hugge det store skib mellem baade ende. Chr. Pedersen. V. 77.31 = ændene. Romant. Digtn. III. 113. 8; alle verdens ende skulle komme ihu. Ps. 22.28; 98.3 (1550, 1589; 1607: ender); Gudz naade er vdi alle ende oc icke knyt paa en sted. Herm. Weigere. 110 i r. 2) endestykker, sider? skulle kirckeuerier lade baade ender vdi vinduer oc kalcke. Pallad., Visitatsb. 6.25; tag, vindver, ender og døre at holde vedlige (1618). O. Nielsen, Malt Herred. 19. På først anf. st. har hdskr. for baade: bode ɔ: istandsætte, se bøde u. bod. 3) afgørelse, overenskomst; om al thisse forscrifne stykke hafuer drotning Margretæ meth oss een ganze oc fulkommen ænde gonget ... huilken forde ænde suo begrepen oc ænd ær (1397). Molb. o. Peters. 71; biscop Stygge Krwmpenn haffuer Ølandgaardt oc Viigss gotzs oc haffuer ther om eingen ende giortt met wor nad.e herre. N. D. Mag. VI. 282. 4) øjemed, mål; alle menniske ere skabte til det ende, at de skal kiende Gud vdi dette liff. Hvitf. III. a 3v; er it forbunt snart til at skillie, særdelis giort iblant mange hoffueder, som haffuer atskillige ender huer at tilsee. sst. III. 355; bruge vi dennem til den ende. Jersin, Mirakler. II. 10v; jeg hafver forhandlet, hvorledis mand skal bevjse en velgierning, oc hvorledis den skal annammis, thi det er velgierningers rette ende. B. Tott. I. 102. 5) over ende ɔ: a) lige op, oprejst; hans hoffuet han ret offuer ende holt. Herm. Weigere. 76; huilcken icke vilde falde vdi knæ, men stod offuer ende. Lyschand. 353; sætte ørnene (ɔ: ørene) ofuer ende. H. H. Skonning, Hed. Philosophia. 590; der ere adskillige slags kuber: liggendis oc offverende staaendis stocker. Herwigk, Om Bier. 24, 10; jeg vil icke sige, at hun nectede at staa ofver ende, men at hun icke en gang vilde reise sig lidet op. B. Tott. II. 267. Smlgn. V. S. O.: overende. – b) øverst oppe? ett guld clenodie, huorudj er et schiltt med en løffue och en fogell griff offuer med en crone och offuer ende med demanter och thou perler (1621). Matzen, Panteret. 505. Skønt bet. 4) heller ikke har vundet stor indgang i Tysk, hvor den nærmest synes dannet efter lat. finis, jvfr. Grimm, Wb.: ende IV), er den dog vist optaget derfra i Dansk, hvorved det forekommende ik. (se ovf.) lettest forklares, medens ordet er hank. i Nordisk (i Svensk til dels gåt over til hunk.). Udtrykket: over ende er måske nærmest optaget fra Nt., se Sch. u. L. I. 660.20; jvfr. Rietz: ände.Endedrik, no. den sidste drik? de drikke endedrik og vendedrik, intet fanger jeg. P. Syv. II. 52.Endegjord, no. bredring (den yderste ring på et hjulnav). Moth.Endekreds, no. synskreds, horisont. Moth. Se også u. endelinje. Smlgn. t. endkreis.Endelang(s), bio. på langs, fra ende til anden; eeth stræde gangær meth i gemæn værdæn oc twært oc ændælangs at iorden. Lucid. 42; skæræ et raat høns ændæ lang syndær. Hist. Tdskr. V. 545; de skaare det siden i mange sticke baade twert och engelangiss. Chr. Pedersen. I. 339; forstyrede den gandske kircke vdi Greckeland tuert og endelangs. Pallad., S. Ped. Skib. g 3v; fra then steen oc endelængs paa et gierde (1541). Rosenv., Gl. D. I. 68; Vedel, Saxo. 428; skulle de kløffue dennem tuert oc endelangs (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 509; Comenius, Opladne Dør. § 669; (kaste en) endelangs overende ɔ: så lang han er. Moth. 2) opret stående? hans kiste endelangs i muren er bevarit (1685). D. Saml. 2. R. VI. 211.Endelangt, bio. = endelangs; i thet land ær æn kyøpstæth, Ninnæ, han ær x daws gangh i gemmen endælanct. Lucid. 50; then ny kaste demningh i mosen, som støder pa øren oc endelangt ath then sigh (1496). Fynske Aktstk. 148; Clares red thwærth oc ændelanght giømen theris hær. Romant. Digtn. III. 143.2 = Chr. Pedersen. V. 98.3; enn script refflet mett en peen twert oc endelangt (1563). N D. Mag. VI. 46. Smlgn. isl. endilangr; Aasen: endelangs.Endeligt, no. fk.; bleff hand død och fick en deiligh endelight her aff werden. Chr. Pedersen. V. 443.13; – mit endeligt. 4. Msb. 23.10. Isl. endalykt hunk.Endeligt, no. fk.; fick siden en gaat endeligt och den ewighe salighed effther døden. Chr. Pedersen. II. 220.Endeligt, no.; T 553 142v (ovf. V. 8 b8), 72, 91; se I.* 56 a. – ende, endelig tilstand; ændeløkt ær ewinnelig sallehet. HS 12931; – CP II. 164 (ovf. I. 427 a23); endelicht paa ald tingest stonder fast til. TP a 3.Endelinje, no. = endekreds; endelinien, endekredsen, saa vidt mand kand see af himmelen, horizon. Comenius, Orbis pictus. 315.Endelist, no. kant i enden af et stykke vævet tøj. Moth; endelist, forago. Colding, Dict. Herlov.Endeløs, to. bøjet i rund- kreds? fands ther wtj hindes ponng ett endeløst thre, enn gaassepinndt (1557). Hübertz, Aktstk. om Bornholm. 267.Endeløs, to. 2) (isl endalauss) uendelig; ende-løse ere dine aar. KS 75; arfuet hos sin gud den endeløse glæde (1685). DS2 VI. 213. – ikke bringende afgørelse? AB II. 241 (ovf. III. 753 a11).Endeskæl, no. grænseskæl ved en ende; ther giorde the høffdeskell och sideskell ... ther giorde the ende skell och satte enn stage mett Skowsbo brende paa emellom forschreffne marcker (1558). N. D. Mag. VI. 137-8.Ende, go. 1) afgøre, dømme; tridie handæ dommer heder abitrii (ɔ: arbitri), thet ær the, ther noget handæ makt giffues i handh, oc the ma sidæn ændæ om the samæ saghæ. N. D. Mag. VI. 184; fyrst dommer ær fuld viis i thieræ sagæ, tha skal han fulleligh ændæ them oc giøræ ræt dom. sst. VI. 186. Smlgn. Fritzner: enda; Schlyter: ænda. 2) evne; jeg hand ei ende at købe så dyrt. Moth. Smlgn. Rietz: ända; isl. endast. 3) endes og vendes ɔ: færdes, virke; versor, vanker, endes og vendes. Nucleus latinit. 2029. Smlgn. V. S. O.: ende 3).Ende, go. 1) skulæ meth theres swarnæ edh sannendæ seyæ oc sannelyghæ ændæ, hwat hællær biscop Niels fyk Købmanhafuen meth rætæ (1417). Kbhvns. Dipl. I. 143.Ende, go. 1); se I.* 56 b; Rsv* V. 136 (ovf. u. byrje). 4) fuldende, gøre ende på; Etym 441 (u. finio), 1314 (u. termino); Steph II. 614, 1372; det liif vel snarlig endis. Hex 205; blef ald hans tempel arbeid ent. DSt 1909 41. – lf. have som endelse; endis paa ens bogstaffue. Etym 357 (u. exeo); GE 32 (ovf. u. bekvemme 3)). Jf for-, fulde.Endelig, to.; for e. sag ɔ: til det mål, med den bestemmelse; mennisken er skapt for ændelighæ sag, at loffuæ Gud baadhæ nath och dagh. Hr. Michael. 3.Endelig, to. 2) afgørende; eptherthi samme dom icke er endelig, men indeholder, at thersom Christen Anderssen findis lougligen thil forne landtzthing steffnt at were (1588). Rosenv., Gl. D. IV. 133; brevet kunde ikke blive endelig før L. Rostrup døde (1603). Secher, Rettertings D. 435. Smlgn. Sch. u. L.: endelik; Rydqvist. VI. 532: ändelika og uendelig ndf.Endelig, to. 1) – havende til mål; hvo som aff denne endelige aarsage læser skrifterne, at hand aff dennem vil lære. Brochm I. 566 a. 2), se I.* 56 b; PE 141 (ovf. I. 51 b10). 3) kommende til sidst; Bernts II. 125 (ovf. IV. 344 a32). – Som bio. 1) til sidst; endeligen lod hannem M hoffuedit fra sla. HelvC ll 4; en huer effter sine gierninger endelig aflønner oc betaler. ArøbPs fort a 7. 2) afgørende, nødvendigvis; NdM I. 101 (ovf. IV. 824 a9); II. 175 (sst. 11); KP ll 4v (ovf. III. 453 a22); SPD 7 (ovf. I. 337 a18). Jf ue.Endelighed, no. fuldendelse, afgørelse; engen endeligheth kand skee paa nogher alworlig andslaag, wden menige Dan. riges raadt tilsammen komme (1531). N. D. Mag. VI. 114; eftersom vi dog den forehavende bibliotheks bygning, det snareste muligt var, saa til endelighed befordret (1667). Bruun. 16; giøre derpaa fuldkommen afskeed oc endelighed. P. Resen. 2; er myndlingen sine fem og tyve aar og ikke giør endelighed med sine formyndere. Chr. V. D. L. 3-17-37.Endelse, no. endemål; den alsommectiste gud er reth endelse paa alle vaare begerelser. Chr. Pedersen. II. 126.Endelse, no. – 2) ende; VdPs h 3 (ovf. III. 335 b2); Etym 1314 (u. terminatio). Jf fulde. Endere, no. landmåler? endere, afmaalere, finitor, der abzieler. Comenius, Orbis pictus. 315.Endere, no. Jf fulde.Endne, go. fuldende, udføre; attj thenne wor befaling wille endne paa xiiij dages tide (1535). N. D. Mag. V. 224. Vistnok kun en ubehjælpsom skrivemåde for ende.Endskab, no. ende, af- gørelse; haffuer tit oc offte krig, fare oc anden wløst faaet sit endskaff. Herm. Weigere. 271; skall det stande met dennom alle forskreffne vdi en fellig dag oc tid indtil forneffnde handels endskab. Hvitf. VIII. 318; laugsensz sager anhøere och til billig endtschaff forhielpe (1652). Geh. Ark. årsb. III. till. 130; (1658). N. D. Mag. I. 85; den sag ey endnu hafde naaet sin endskab. P. Resen. 30; Langebek i Progr. f. Sorø. 1882. 37. Smlgn. t. endschaft; Aasen: endskap. Vis mere +