EnkeEnke, no. 1) enkemand; viduus, enck. Turson, Vocab. 129 (Colding, Etymol. 1437: enckemand). Smlgn. V. S. O.: enke 2); Molb. Diall.: enke. 2) i nuv. bet. flt.; thw skalt jkke bort hæntæ ænkyærnis kledhæ. Gl. D. Bib. 5. Msb. 24.17; ænkyr. sst. 5. Msb. 26.12; naar landz præsterne døe, da skulle deris effterleffuendis enckier wdj sognene opholdis et helt aar. Kirkeordinans. 1539. 62 = Rørdam, Kirkelove. 102. – encker. Ez. 19.7; Herm. Weigere. 6. Smlgn. isl. ekkja; Rydqvist. II. 222; Wimmer, Navneo. Bøjn. 111. – Formen ænky. Gl. D. Bib. 5. Msb. 24.20 er jydsk, jvfr. Jydske Lov. I. 36; Varming. § 70. anm.Enke, no. 2) thu (ɔ: st. Elisabet), som ær ænkiæ reghel oc fatugdoms vey. Brandt. 276.20.Enke, no. 2), se I.* 56 b; – som ere widuer oc enckere. 1 Kor 78 (1524; CP: enckemend och encker). Jf bogbinder-, bonde-, degne-, fæste- (I. 516 b), græs-, stråe.Enkedom, no. (isl. ekkjudómr) enkestand; hon jnnenførdhe sigh ænkedoms kledher. Gl. D. Bib. 1. Msb. 38.19; enkedom er vanskelig at gåe på. Moth.Enkefor(e), no. adfærd som enke, enkedragt; it aar maa ieg encke side och gange y encke-for. Grundtv., Folkev. II. 432 b.Enkekvinde, no. enke; om husbonden er indkommen i uskift enkeqvindis boe. Chr. V. D. L. 5-2-69; hun er tit trøsteløs som arme enckeqvinder. E. Naur. x 4. Smlgn. jydsk enkekone, se Molb. Diall.: enke.Enkemø, no. en gammel jomfru. Moth.Enkestat, no. enkestand; hand haffde befalet hende at bliffue i enckestat. De 12 Patriarkers Test. n 3. Smlgn. stat. Enkesæde, no. 1) = enkestat; huis godz, som Margrette Gregersdaatter haffuer udi sin encke-sæde i fellig mett hinders børnn udtagitt (1559). Rosenv., Gl. D. I. 266; alle de dage, hun leffvede siden, vdi encke sæde hun sad. Grundtv., Folkev. III. 335; der vaare hendis encke sædis klæder paa hende. Judit. 8.5 (1607, 1647). 2) enkemandsstand; hand sad siden wdi enckesæde vdi 6 aar, begaff sig paa ny vdi ecteskab med Elizabeth. Lyschand. 319; det har vor brudgom ret forsøgt, ham enkestand det lærde. Bording. I. 156.Enkesæde, no. 3) ugift stand; ey heller giøre de giffte prester nogen wret, thi det wtuctige enckesæde kom fra dieffuelen. Cold v 2.Enk(e), to. 1) ene; iech sidher naghen ok ænk. H. Suso. 26.25. 2) enkelt; dobbelt falckenether xviii, encke falckenether xxiiii (1564). D. Mag. III. 217; mand kunde icke faa et eg for penge at kiøbe uden paa gandske yncke steder. P. Resen. 406; de faa enke træer, som nu sørgeligen stikke frem mellem de afhuggede stubbe. Morgenposten. 1787. II. 27. 3) bestemt, endelig; hun vilde strax have et enke svar af mig (1559). Khist. Saml. VIII. 382; ieg wille skriffue etthers kong. maytt. encke beskied till, naar ieg løb her aff (1564). D. Mag. III. 287. 4) særlig, egenlig; aff andre mange stæder kand theris encke mening formerckis wdi samme støcke handell. P. Eliesen. 425; kallis wij prester icke aff embedens enckæ oc egne wilkaar men figwrlig. Biskopper(ne)s Gensvar. u 1; paa thet wij scwlle icke siwnis att søge effter ord, tha welæ wij swaræ til eder enckæ mening, i haffwe i thette swar. sst. h 3; att predicke Gwdz ord, thet er icke prestens encke oc synderlige embede. sst. ee 1v. – Som bio. ene, særlig; at then blotte oc bare tro encke gør menniskin retferdig. Biskopper(ne)s Gensvar. h 2v; ligerwijss, som thet raad schulde encke forstøre messen. P. Eliesen. 375. Smlgn. isl. einka; Rydqvist. II. 519; Rietz: enka; Aasen: einka.Enke, to. 2); Raun 83 (ovf. V. 111 b49 = l raras frondes IV. 46).Enkested, no. et enligt sted. Moth.Enkende, to. = 1) enke 2); et hunderit sex enckennde Jochumsdaller (1564). Rosenv., Gl. D. III. 22; bleff huer tønde rug regnitt for en enckind daller (1572). D. Mag. IV. 24; (1574). Geh. Ark. årsb. III. till. 55; enckinde barser (1596). Kbhvns. Dipl. IV. 733; 20 enckende daler (1621). Rosenv., Gl. L. IV. 330; der høris lærkesang vel oc paa enckend stæder. Hexaem. 207. 2) = enke 3); huorfore hand vnderdanigst er begierendis at motte wiide en enckende beskeed (1578). N. D. Mag. I. 48; huilcke skulde forhandle hertug Friderich oc Gustaff Erichssen imellom oc giørre dennom en enckend beskeet om altingest. Hvitf. VIII. 63; for den skade skyld, som vor kiere suoger haffuer lidt for vor skyld, huor om hand videre kand giøre oss enckende beskeed. sst. III. 236; ingen skarp creditor stefner heller paa den enckende dag oc time, en gield er forfalden. B. Tott. I. 6. Smlgn. Sch. u. L.: enkede; i Nt. har ordet, føjet til møntnavne, egenlig bet. fuldvægtig, fuldgyldig, se anf. st. bet. 3); men også der er denne bet. og bet. enkelt sammenblandede, ligesom der rimelig vis er sket en forening af 2 forskællige ordstammer i det ene ord, jvfr. Grimm, Wb.: enket.Enkenlige, bio. nøjagtig; endog alle hensicter til denne tid, saa samstemmer de dog icke enckenlige paa dette aar; Lyschand. 129. Enket, to. 1) = enkende 1); schall en potte dobbelt dansth øll gielde III pendinge oc en potte enckett dansth øll II pendinge (1540). Rosenv., Gl. L. IV. 206; (1541). D. Mag. III. 352; halff annditt hundritt enckede daler (1568). Rosenv., Gl. D. III. 56; (1571). N. hist. Tdskr. II. 413; enncked daler, som fanndtz wdj jernn thønndenn (1578). D. Saml. 2. R. VI. 172. 2) særlig; thaa sende wy strax encket budt thil lector Maghens (1544). D. Mag. 3. R. I. 61. 3) = enkende 2); for forscne øxne och pendinge jcke vdgaffues then samme æncket tjid, som thett vartte vdloffuett (1535). D. Mag. 3. R. V. 39; bedendes gernæ etther godhe enckett swor her om mett alldher førsthæ (1525). N. D. Mag. V. 30; paa thett vij motthe vide enn enckidt beskeed (1567). sst. VI. 152. – Som bio. enkeltvis, hver for sig, nøjagt- ig; han ladhe ænketh scriwe huer j syn lææn, huat bondæ gots eller huat gots thet helst ær (1396). Geh. Ark. årsb. V. 54; wij wele encket oc grandgiffueligen withe, hwat oc hwor meget hwer gard wed seg oss plictig ær (1498). D. Mag. 3. R. III. 287; myn gud han thet fuld æncked ved. Hr. Michael. 176; kallede han sammen alle bisperne oc iøde høffdingene och spwrde enckid aff dem, hwor Cristus fødis skulde. Chr. Pedersen. I. 142; hanndt icke enckede viiste, hvem the forkapede folck vor (1558). Rosenv., Gl. D. II. 207.Enkedronning, no. (sv enkedrottning) i nuv. bet.; enckedronningen ded icke wille. Jm 194; v Aph I. 144 b.Enkeklæder, no. enkedragt; lagde hun sine encke klæder aff sig. 1 Msb 3814 (1550, 1647).Enkemand, no. i nuv. bet.; MP 167 (u. viduus); Etym 1437 (ovf. I. 475 b14); jeg er enkemand. Reenb I. 53.Enkenor, no. ung enke; fik siun oppaa eet yndigt enkenoor. DP 46.Enkestand, no. 1) enkemandsstand; Ioseph har giffvet dend gamle Iacob liff igien i sin enkestand. GHD I. 303. 2) (sv enkestånd) i nuv. bet.; i encke-standen som græde-standen findis nock aff graad. TO a 2; der kand kun ilde sømme saa høbsk een enke - stand og helst ved midnats-stund. DP 18-19.Enkel, to. (sv enkel, mnt enkel) enkelt; TR b 1v (ovf. III. 73 b45); FD 148 B (ovf. IV. 135 a22); (1695). DM5 I. 73 (ovf. V. 119 a53). Enkelbånd, no. en art strikning; 1 par gode enckelbaands hoser, 3 par gode enckelbaands vandter. Fdg 6/5 1684.Enkelord, no. usammensat ord; et ord, som samlis aff tvende, de skal skillis ad, men icke enckel ordenis vexter. GOD 28.Enkelig, to. enkelt, gående i det enkelte; det lod sig aldsammen saa førstelig effter enckelig set oc stande. LyschC b 15 (mulig: passende for en enke); – KhS VI. 152 (ovf. IV. 597 b14).Enken, to. = enkel; (1567). DS2 II. 196 (ovf. u. falkon); M. Jf nt enken; mulig afkortning af enkende, jf GrimmW: enkede. – Som bio. sjælden. M. Vis mere +