FagnFagn, no. 1) favn (omarmelse); æy ær then brudh værdigh ath kommæ i brudgommens fagn. Brandt. 277.9; Wittelin togh henne i fagen. Romant. Digtn. III. 120.18 (= faffn. Chr. Pedersen. V. 82.22). Mylon tog Roland i fampn. sst. III. 11.27 (= fawen. Chr. Pedersen. V. 10.25); tog hannem i fagn. Chr. Pedersen. Luk. 15.20; hilse huer mand venlige, tag gerne vdi fagn. Herm. Weigere. 140; tage dette barn i fagn. Tidemand, Sjæl. Urtegd. s 6. 2) arme, tag; hand vaar sterck udi fauen, hand slog Aller hin stercke neder. Grundtv., Folkev. I. 363 b. 3) favn (som mål); bladhet war ij fagne langht. Romant. Digtn. III. 35.28 (= fauffne. Chr. Pedersen. V. 26.8); springe iiij fagnæ høgræ, æn slotzmwren ær. sst. III. 149.27 = Chr. Pedersen. V. 102.8; gyorde dii huert reb xxix fagne laang (1573). Jydske Saml. II. 382. – fafnæ. J. Lov. I. 56. Smlgn. Rydqvist. II. 31.Fagn, no. (isl faƀmr, fsv fam[g]n) 3); 16 fagner laang (1573). JS II. 385; hundred firresindtzthiuffue fauner brendeweed (1669). Tdskr f Skovv XXB 111; – TR 27/5 1686 65 (ovf. V. 119 b26); (1695). DM5 I. 73 (ovf. V. 118 a53). Jf daske-, fjæle-, guld-, hælpe-, omf. Favnlinie, no. tømme, line; vbrugelig faffn linier och 2 halss-kabeler thill it par heste (1646). Progr. f. Herlufsh. 1880. 54. Smlgn. V. S. O.: line 3). Måske ordene skulle forbindes: [1] faffn. v. l.Fagntag, no. favntag; ehuor venlig oc kierlig han gør sig met lader oc fagntag. Herm. Weigere. 140.Favntage, go. tage i favn; at du det fortabte menniskens køn vilde fauntage. Psalmedigtn. I. 159 a; og Jesus den forborgne skat i troen favnetages. Brorson, Psalmer (ved Holm) 2. udg. 437.Favntage, go.; om tw haffuer gernæ fawntageth. Mod. confit. 7.Favntage, go., se I.* 58 a.Favntægt, no. = favntag; hwij ladher thu mick swa længhe forhindhres aff thyne søthesthe faffnteckth (1488). Gl. kgl. Saml. nr. 1586. bl. 137. Smlgn. armtægt. Favntægt, no.; TSd 73 (ovf. IV. 929 a25); opkom til hans armes favnetægt. HenrW II. 182.Favne, go. sætte i favn (om brænde). Moth.Fægne, go. tage i favn; han fægnedhe om hans hals. Gl. D. Bib. 1. Msb. 33.4; feynæthæ ællær togh mannæn j faghnæn. sst. Dom. 19.4.Fægne, se u. fagn.Fæ[a]gne, go.; fiøld hand offuer hannom, fegnede hannom. ApG 2010 (1524; 1550: omspende); – de, som vore opfødde i skarlagen, de fagnede skarnet. Jer Begr 45 (1607; 1647: faunede); complector, fauffner i midien. Etym 952; Steph II. 267; AB I. 158 b (ovf. III. 448 a25). – f. ind ɔ: tage ind (hjælpende); i sluppen andre sad at faune dennem ind. Wiel XI. 476. Jf omf.Favngrib, no. barm; sinus, faffn, faffngriff. MP 35.Favnemål, no. i nuv. bet.; et favne-maal af jern. Fdg 10/1 1698 k 2 § 7; – brænde-ved skal sættis udi et vist fafne-maal. TR 27/5 1686 65. Favn(e)sætter, no. den, der er antagen til at sætte brænde i favn; brændeved maa aff ingen anden i faufnen settis end af de der til forordnede faufnsettere. Fdg 5/5 1683; at favnesætterne sætte favnene lovligen og forsvarligen. Fdg 22/10 1701 k 9 § 3.Fagn(e)tag, no.; Kemp 12110 (ovf. III. 295 b31); HemmE 198 (ovf. III. 107 a11); KC a 3 (ovf. u. dru(g) 2)).Favnetal, no. – udi f. ɔ: favnevis; brænde-veden, som udi favnetal sælges. Fdg 22/10 1701 k 9, § 3.Favneved, no. favnebrænde; dend stacket fauffne veed, som hid føris. Fdg 15/12 1668; lang fauffneweed (1669). Tdskr f Skovv XXB 110 b; et faffneveed. HiørP i 5 (for et f. v.?). Favnelse, no. omfavnelse; Etym 953 (u. complexus); NL 1275. Jf omf. Vis mere +