FangFang, no. (isl. fang.)
1) favn; Pouill gik aff och bøyde sig ned til hannem och tog hannem op i sin fang. Chr. Pedersen. Ap. G. 20.10. – ilden fløi tusind fanger derfra. Grundtv., Folkev. II. 583 b = faun. sst. II. 580 b.
2) fangst, bytte; nu tør hand ej for trang til salt sin rige fang bortkaste grædendes Bording. II. 167; ulovlig fang er ufang. P. Syv. I. 802. Smlgn. drue-, fiske-, flynder-, fugle-, silde-, vildgåsefang.
3) adgang til, forråd; wy haffue riigdom oc Guds ere, bode gotz oc peninge, fang oc fee. Kortvending. v. 3005. – til fangs ɔ: til at få, til rede; sette ett tend liws op, om det er til fangs. Kirkeordinans. 1539. g 2v = Khist. Saml. I. 88; Tavsen. 254; thet alder mesthe sølff, som stander tiill fanges aff alle sognekiercker (1531). N. D. Mag. VI. 134; (1575). sst. I. 10; paffuen haffuer vnt dem at være de neste i købbet, naar naaget er tilfangs. Herm. Weigere. 180v; then steen, thend er her icke til fangs (1538). D. Mag. VI. 35; (1588). sst. II. 219; (1564). T. Becker, Herluf Trolle. 34; (1576). D. Saml. V. 139; om hand icke viste ocsaa, huor mand giorde mennisker, oc vaare til fangs. H. H. Skonning, Hed. Philos. 769; det er icke heller den meget behagelig smag, der giør spisen kostelig, men kun det, at der er lidet til fangs af, oc at den vanskelig kand beredis. B. Tott. II. 305. – paa de rhim er det oc giort, før ey være gengse, meget mindre hos en hver ere de til fengse. Hexaem. e 2. Jvfr. æ. sv. till fångs. Smlgn. brænde-, jærn-, træ-, yrkefang.
4) fængsel; her haffuer ieg liggitt y xv aar y buur och horden fange. Grundtv., Folkev. II. 395 b; seennder hand buod till Danmarck, och baad seeg løsze aff faanngge. sst. III. 299 b.
5) tilliggende, overdrev, græsmark; alt Eghebiærghs fangh met al syn tilliggelse oc tilhøringh. Molb. o. Peters. 24; skow skyel oc markeskyel, som war mellom Brethemathe byerk oc Sersleffangh. Dipl. Chr. I. 103; (1470). Rosenv., Gl. D. I. 9; (1539). sst. II. 95; (1549). sst. I. 124; laugheffdt paa Atzertorp gaardt och fang (1587). sst. IV. 103; Fortofft oc Fortoffts fangh (1483). N. D. Mag. VI. 78; aldt Ørckels bye och Ørckels fanngh (1579). Fynske Aktstk. 101. Smlgn. by-, markefang.
6) fangst (vildtets dødsstød); hand nogle selv gav fang, det ej maa kaldes stikke. Bording. II. 120; vel stor og rask en hiort hand selv til hest oprende, til den omsider faldt udmattet over ende og fik af hannem fang. sst II. 210; derpaa gifver ham (ɔ: hjorten) et blodigt fald og fang. Kingo, Chr. V. anhang. g 1. Smlgn. t. fang.
7) hold, sting; fich ieg offuer borde et hefftigt fang som en gren aff ilia passio, siden lindrit det fangh (1549). V. Simonsen, J. Brahe. 93; hand har et fang i siden. Moth.
8) ligfald. Moth. Til bet. 7) og 8) smlgn. Aasen: fang 6); sv. fång, forfangenhed.
9) mellemrum; der er et svart fang imellem. Moth.Fang, no.
2) også fangst, fiskeri; saa fremt. at hans folch aff veir och vind der allene ere inddreffne och ingen fang der beganget haffuer (1635). Kbhvns. Dipl. V. 179.Fang, no.
1); hand (ɔ: muren) racte om staden met sit fang. Lyndsay 56. Ik. i Nord, hank. i T.
7) – anfald; ikke ulig et fang af den faldende syge. Beretn 14. Jf an-, atter-, bode- (I. 237 a), bygge-, døds-, for-, gårds-, gærde-, hand-, hanke-, hare-, hjarte-, hval-, hvalfisk-, høst-, laxe-, lænde-, makrel-, mellem-, mølne-, oster-, over-, perle-, sejr-, sinde-, sjæle-, skade-, skæl-, sønden-, temmer-, trute-, u-, urte-, vatn-, vede- (IV. 766 a48), vest-, vildt-, vind-, åle-, åndef.Fangsfoged, no. tilsynsmand med et fang (i bet. 5)); hvert tredie aar, naar Rønnebækkerne havde fælles græsgang med Holsted, Everup, Olstrup og Kolby, og der altsaa var fem græsmarker, kaldtes dette det store fang. En gaardmand i en af byerne var for sommeren fangsfoged og skulde sørge for, at kreaturene blev holdt i fangen, men at ingen havde flere kreature derinde, end han havde lov til, samt at alt var i orden ved ledene og hegnene. Fr. Carlsen, Rønnebæk Sogn. 49.Fangsmand, no. den, der har del i et fang (i bet. 5)); thet er deris gamle vedtegt, at ingen af fangsmendene maa klage nogen for herschabit eller forfølge nogen til tinge imodt sin fangs vilkor och rett (1597). Thottske Manuskr. nr. 1201 f.Fange (få), go.
1) få; prøwede han meg, at han scullæ fongæ at vide tijl vissæ. Rimkr. c 1; fek. sst. b 2v; fick sst. b 2; fyngæ. sst. c 3v; ath han fingæ. sst. a 4v; om han kunne fanghz thes macth. sst. p 2v; hand skal fonge beskemelse. Chr. Pedersen. II. 53; mange gaffuer oc fruct, som de fonge. sst. I. 1; finge. sst. I. 179; haffue fonget dob oc cristendom. sst. I. 23; Vedel, Saxo. 310; det ferske udaff fisk oc kiød kand du paa torffvet fange. Gerner, Hesiodus. 201. – nut.; hwo ther kronens læn fangher (1488). Rosenv., Gl. D. I. 21; ath wi fanghæ affløsnyngh aff woræ synder. Lucid. 14; du fanger well en wenner feste-møe. Grundtv., Folkev. II. 19 b. = faar. sst. II. 16 a; hand hynd bad, och hand hynd fiennge. sst. I. 204; det vor iomfru Mettelil, fing sot. sst. III. 756 a (falske dat.-former dannede efter flt., se ndf); naar hindis vnge fange bræk i deris øyne. H. H. Skonning, Hed. Philos. 887, 879. – ther seger ower then annen feer. Romant. Digtn. I. 39 (= faar. sst. II. 167). Denne nut. er snarest en jydsk form, jvfr. Lyngby, Sønderj. Sprl. 64. – dat.; keyseren feck bwd. Romant. Digtn. III. 92.26 = fick. Chr. Pedersen. V. 63.29; met Iwther hiælp fæk han Fyn oc Skanæ. N. D. Mag. V. 163; tha feck han eett andhet sindt. P. Eliesen. 172. – flt.; keyserens men fenge nok gull. Romant. Digtn. III. 98.18 = finge. Chr. Pedersen. V. 68.1; (1540). Rosenv., Gl. D. I. 59; eders wuenne finge lidet gaat. Herm. Weigere. 58; Vedel, Saxo. 145; dine øyne finge allevegne nock at beskue aff det. B. Tott. II. 42. – forest. m.; vden, det Gudh forbiude, at righet swodant anfald fynghe. Dipl. Chr. I. 1; jech ma edher ickj tallæ a modh, do ath jech finge dis aldrig bodh. Romant. Digtn. I. 131; der som kornet icke finge god fremuext. Herm. Weigere. 7, 118. – nut. tm.; nar jeg thet (ɔ: brevet) fangendis worder, well jeg gernæ rette meg therefter (1515). N. D. Mag. II. 121. – l. tm.; hwilket gotz fonghet ær aff rætthe æghere (1400). Molb. o. Peters. 93; om tw haffuer fonget teg hwstrw for penninge skyldh. Mod. confit. 11; hand haffde fangett kong. matt. befaling (1558). Rosenv., Gl. D. I. 256; huilcke der haffde fanget seyer ofver dennem. B. Tott. II. 66. Smlgn. Lyngby, Udsagnso. i j. L. 23, 45, 58. – f. (sig) mad ɔ: spise; formanede Paulus dem, at de skulde faa mad. Ap. G. 27.33 (1550, 1647; Chr. Pedersen: bad dem alle æde); følger oss hen til bords, ut wi kunde faa oss mad. Ranch. 78; wi gaa til bords, wi faa oss mad. Grundtv., Folkev. II. 135 b; I. 244 b; kong Agathokles sigis at haffue brugt leerkar, naar hand fick sig mad. Hvitf. Bspekr. aa 1.
2) give, skaffe; han fæk hanum hans pant igien. N. D. Mag. VI. 198; Romant. Digtn. II. 58; kam en mand fra Gloriant ok fæck Caruel eth breff. sst. III. 44.1, 157.11 (= fick. Chr. Pedersen. V. 31.11, 107.11); førre hans mend kunnæ fo hannum en hest igen. sst. III. 93.27 (= fly. Chr. Pedersen. V. 64.18); han haffde fanghet en borgere aff Landzkrone banneret (1470). D. Mag. I. 267; Mod. Confit. 8; Rimkr. b 1v; 1. Msb. 18.7 (Gl. D. Bib., 1550, 1647); Chr. Pedersen. I. 92, 224; giffue eller faa hannom thennom igen. Tavsen. 104; (1545). Rosenv., Gl. D. I. 83; Herm. Weigere. 117; hand fick Sem oc strax der hoss Abraham det at føre oc styre. Pallad., S. Ped. Skib. b 8v; Vedel, Saxo. 151; fæe mig min fiod i-genn. Grundtv., Folkev. II. 594 b; facere alicui negotium, faa at skaffe oc bestille. Colding, Etymol. 372; mister hand intet uden det, hand hafde faaet dig. B. Tott. I. 144; hans kaars finge de hannem selff at bære. Kingo, Psalmeb. 377; P. Syv. I. 59. – f. fra sig ɔ: give fra sig, g. slip på; vm han syn werghe ey fran sigh fanghe will (1443). Kbhvns. Dipl. I. 170; faa fra sig igien, hvad en til troer hænde er leveret, det er billigt. B. Tott. I. 78.
3) lade; pleger Gud at sende fiende offuer fiende, faar dem at ryckis til sammen. Pallad., S. Ped. Skib. h 1.
4) f. af ɔ: få; thu foer icke aff dater min. Grundtv., Folkev. I. 160 a = icke fanger du daatter min. sst. I. 166 a; icke faar du aff Skeming y dag. sst. I. 97 b; 174 b; aldrig skall Sonne Falquersenn fange aff min thro. sst. III. 243 a = fange min throv. sst. III. 246 a; thy kunde icke aff her Torbenn faa, saa thog dy iumfru Gunder. sst. IV. 109.
5) f. bedre ɔ: få det bedre, komme sig; the wentæ thom aldrigh fangæ bædher. Romant. Digtn. II. 219, 273 = fonge bødder. sst. I. 106, 179; hun skulde æde it styckæ varmt brød, huilcket hun oc giorde oc fick der aff bedre. H. Smid, Lægeb. I. 88; vel kand din ko faa bedre. Pallad., Visitatsb. 95.1; der mandagen nu kom, som hand haffde sagt sig at skulde faa bedre, saa hand icke videre skulde plagis. N. Hemmingssøn, Ligpr. o. Herluf Trolle. d 5v; i men ieg kand icke bedre faa. Grundtv., Folkev. III. 214 b. Smlgn. fly.
6) f. i uvid ɔ: besvime, dåne; aff anger fæk han sa mygel qwallæ, han fæk i owedh och loo i dwalæ. Romant. Digtn. I. 89. Det tilsvarende sted sst. II. 205 har fiall, jvfr. sst. I. 29, 298, så fæk vist er en skrivfejl ved overførelse fra den frgd. verslinje.
7) f. op ɔ: løfte op; Suerting fieck op enn stollstanng, saa begyntte hand att thrue. Grundtv., Folkev. I. 232 a.
8) f. til livs (live) ɔ: komme til live, til bevidsthed; then tid wy fingæ nogit til liffs j geen effter tet slaw. Mandev. Rejse. 181. 18; hiertet faar først til lif oc døer sidst. Comenius, Opladne Dør. § 273; jeg frycter, hun er formeget ladt (ɔ: åreladt), hun skal ey faa til lifv' bradt. Dr. Hielpeløs. 36; hvad det bekom mig vel, hvor snart fik jeg til live. Bording. I. 52. – få til livs, plantenavn, tusindfryd; faa til liffs, putibug, premula veris. H. Smid, Lægeb. VI. 21v; S. Paulli, Flora Dan. 26 A; Steph., Nomencl. I. 154; Moth. Smlgn. Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 33. – f. til orde ɔ: tage til orde, sige; soa vnderlige hun til ordee fik. Romant. Digtn. II. 171, 189; soa høueslig hun til ordee fik. sst. II. 266 = til ordz. sst. I. 172; engelen taler til hyrderne saa, han fick saa vel til orde. Psalmedigtn. I. 13 a. – f. til sig = få bedre; skulle alle de, som ere bidne oc see der paa, faa til seg igien. Tavsen. 4. Msb. 21.8. – f. til værje ɔ: gribe sit værge, forsvare sig; han rændæ hanum sa raskæligh aff, thet han kwndæ ey til weriæ faa. Romant. Digtn. I. 117.
9) f-s veder ɔ: komme til sig selv; tha ræddis the foræ thæn siun oc fiulle nedher, thær the finghes after vethær, tha bade the henne. Hell. Kvinder. 87.7-9. Smlgn. ind-, ud-, undfange.Fangelig, to. til at få, opnåelig; ere ther nw bøger wdgangne och fangelige paa god, lett Latinæ (1532). Kgl. Bib. årsb. II. 50; (1553). D. Saml. III. 79; (1573). Hist. Tdskr. V. 123; indtil der bleff nogen aff kronens forleninger fangelige. Vedel, Saxo. 486; huad vdi huer broders deel fange. ligt er, det hører hannem til at løse. Hvitf. IV. 133; hans daatter var icke fangelig for saadan hiemgifft. Lyschand. 70; huor dyre skulde de fordømte kiøbe sig tiden til, om den ellers var fangelig at bekomme. H. H. Skonning, Hed. Philosophia. a 4; (1663). Khist. Saml. VII. 341. Smlgn. ufangelig. Fængelig, to.
1) = fangelig; ther som samme gaardtt icke er byggett eller oc er fengelig, saa att mesther Jacop byggemesther kand haffue ther wtj synn wonning (1553). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 159.
2) antagelig; maa de betiene alteret og ligeuel vere bequem oc fengelig til christelig læn at annamme oc forestaa. Hvitf. V. 80.Fængelig, to.
1); her er icke skiib fengelige ther tiill (1530, Fr Jessen).Fængelig, to.; contagio, fengelig syge. Steph I. 243 b. Jf bef.Fangelse, se undf. Fangerske, se barnf.