FareFare, go. 1) drage, rejse; forthy for Jacob, ok han kom j theth østerlighe land. Gl. D. Bib. 1. Msb. 29.1; the foræ aff stædh bærendhe æller førendhæ korn paa there asnæ. sst. 1. Msb. 42.6 (1550: fore der fra); tha kom han farendæ ensynnæ, j thettæ sorghæ huss tha kom han hæræ. Romant. Digtn. II. 249; saa forlod hand sine brødre, oc de fore bort. 1. Msb. 45.24 (1550, 1647). 2) gå, ske; ath sa er ganghen oc faren, som for screffet star, thet winne wii (1408). Molb. o. Peters. 394; at det saaledes gich och foer, vinde vi med vore indsegler (1468). Rosenv., Gl. D. I. 8; at saa gick och faaer i sanden, thet winde wij (1535). N. D. Mag. I. 26. 3) (med bio.) have en vis skæbne, blive behandlet; wor spøtthet oc slauen oc wor drauen i haar oc foor saa skamælighæ then nath. Lucid. 6; kong Zedekias foracte Jeremias straff och for ilde. Herm. Weigere. 166; i det at hand icke skyer pestilentzen eller hielper til at stilie det, som mand kand fare ilde aff. H. Smid, Lægebog. IV. fort. a 3v; ieg haffuer icke deenn gierning giortt, ind-dog myn søllige keemppe saa fuor. Grundtv., Folkev. I. 205 b; paa det andre kunde effterfølge det gode oc fare vel. Ranch. 7 – særlig: f. ilde ɔ: føde for tidlig; Moth, abortum pati, føde i utide, fare ilde. Nucleus latinit. 1115. 4) fare (fares) ad ɔ: gå (på en vis måde); thet var en konningh rig oc koth, een stundh for hannum vell ath. Romant. Digtn. II. 249 = fors hanum wæl adh. sst. I. 147. 5) fares ad ɔ: vise sig mod; dend er glad, som lykken vel fares ad. P. Syv. I. 159. 6) fare med ɔ: a) handle med; tha fare sig ther met, tha aakerende er, som man bør at fare met en geestelig man (1425). S. R. D. VI. 514; ther han thz fraa, thz ieg ffor mz hans kemper saa. Rimkr. d 2v; det kand icke skee vden arbejde, at nogen vil berede it gestebud oc fare vel met gesterne. 2. Makk. 2.28 (1550, 1647); sie nu, huor hand fuor med keempen dynn. Grundtv., Folkev. I. 206 a. – tha skal fares met them som meth andhre friidløse men (1477). Fynske Aktstk. 28. Smlgn. medfare. – b) give sig af med, øve; foor han møghet met thæn sortæ konst. N. D. Mag. V. 167; for kogel spijl, the ffore meth. Rimkr. b 5v; om ieg hade ey so faret mz leg sst. c 1. – c) have at fare med ɔ: have med sig, have; fordrister sig nogen heremod at selge eller udtappe enten brendewin eller anden drick, tha skal then samme haffue forbrott, hues hand haffuer med at fare (1558). Rosenv., Gl. L. IV. 256; en aff disse ti tog de breffue, som hand haffde met at fare. Vedel, Saxo. 76; den fordræfflige maler Apelles bleff en gang skibbruden, der til med ocsaa alt, huis hand haffde med at fare, aff røffuere fratagit. H. Skonning, Hed. Philos. 786. – hun haffuer diæfflen met at fare paa den tid oc icke vor herre. Palladius, Visitatsb. 90.20-21; nut. tm. a) på farende vej (rejse) ɔ: på vej (rejse); vfyrmer hanum po sin farende wey til laget (1441). D. Mag. 3. R. I. 105; jeg hør, de er paa farende veye oc vil til andre lade sig leye. Ranch. 278; (1649). Hist. Tdskr. 4. R. V. 233; dersom nogen fordrister sig at gøre vangegemmeren nogen gevalt enten med qvæges fratagelse paa farende vey (1699). Geh. Ark. årsb. VI. till. 39. – huor mand haffuer icke lenge stunde, som den, der er paa sin farende reise. Colding, Etymol. 220 (u. procinctus). – b) rørlig; her Stygges møller, som Laghe lood tage vd aff hans mølle, skulde have hans farende koste igen (1464). Barner, Fam. Rosenkrantz's Hist. I. dipl. 116; brende hand nogen byer aff vden for staden, borttog fæ, queg oc farende gods. Hvitf. IV. 185. Smlgn. Sch. u. L.: varende 2); Grimm, Wb.: fahrend 2). – c) gangbar, afsættelig; skal hand betale oss 1000 marck, vdi klæde, [1000 marck vdi] vox oc hamp oc 1000 marck udi farende gods. Hvitf. III. 411. Således må der læses, jvfr. Dahlmann, Dmrks. Hist. (dsk. ovst.). I. 667, hvor nt. haue, svarer til farende gods. Smlgn. Sch. u. L. V. 205.Far(e)bog, no. breviarium, alterbog; ij farebøgher, iij predichebøgher. Khist. Saml. I. 460; han hauer ladhet begynt een forbogh at scriffue effter her Jens Wngers forbogh oc kan ey lempelige fuldkomme henne (1483). Kbhvns. Dipl. IV. 189, 388; herre domini! eders farrebog. Ranch. 113; lod hand beskriffue preste deris breviaria oc farbøger, huad de skulle læse oc siunge. Hvitf. II. 25; hand maatte aldrig fange sin farbog til sig, at hand kunde læse sine tider. Hvitf., Jens Grand. 8.Farebog, no. Smlgn. Sch. u. L.: verdebok; Diefenbach: breviarium.Far(e)bog, no., se I.* 58 b.Fardag, no. flyttedag; sculle the (ɔ: enker efter fæstere) mue sidde til neste oc rette effterkommendis fardag uden feste (1551). Rosenv., Gl. L. IV. 242; er hand dragit och fløtt aff hindis staffuen aff thett huus och boelig ... och icke hand haffuer thend till fardag lougligen opsagdt (1576). Rosenv., Gl. D. III. 289; i dag er komen min fare dag, sanct Wolborig dag, i morgenn slipper ieg mølle oc hiull. Ranch. 213; alle flyttende har lige lang tiid til fardag. Kingo, Ligpr. o. Jac. Birkerod. 207; leje er eje til fardag. P. Syv. I. 281 = Chr. V. D. L. 5-8-13; jvfr. sst. 1-21-11. Smlgn. Fritzner: fardagr og Lund.Fardag, no. 2) skiftedag; till faredag vill ieg (ɔ: tjenestepigen) mig pack. TK 40; at de inden næste fardag anden tieniste kand bekomme (1708). KD VIII. 40.Far(e)kost, no. 1) hvad genstande en har med sig; hwo som hwgger i anners mantz skogh ... wordher han gripen with stwgne, tha ma han hindre hans farkosthe (1446). Geh. Ark. årsb. V. 63; haffwe thee taget aff hans fare koste anthen øxe eller andet tiil pant (1533). N. D. Mag. I. 26; schulle wore leensmend haffwe fuldtmagt till att tage samme pulsswoder oc thesligeste theris farkost fran thennom (1539). Rosenv., Gl. L. IV. 194. Her måske i bet. 2). Smlgn. j. Lov. II. 68. 2) fartøj; deres undersaatter skulle hafve oc nyde rettighed at seyle med deres egne og leyede skibe, skuder og farkoster (1645). Slange, Chr. IV. Hist. 1489; som den, der fattis i storm een god fahrkaast. Jens Bielke, Epitome. bibl. s 1v. Smlgn. isl. farkostr.Farekost, no. 1); i GhA V. 63 snarest køretøj, jf Sdw: farkoster 1; til forkl. ovf., jf JL II. 74 nt overs. – se I.* 58 b. 2); skippere, som føre smaa fahrkuster. Fdg 11/12 1685 § 3; 20/2 1678 § 9, 10.Farkost, no. kyst; paa den nordre farkost er det store haf. Comenius, Opladne Dør. § 76. Smlgn. V. S. O.: farkyst og kost ndf.Faremåned, no. se fåremåned.Farskude, no. førselsskib; haffueer her generall feldtmarschalk Skack begiffuet sig med det offuerbleffne folck och med far skuderne der fra. D. Mag. 3. R. II. 114.Fartøj, no. kollektivt; fjenden ligger i Calmar-sund, ialt 30 sejl der iblandt 19 gode skibe, resten smaat fartøj (1678). D. Saml. 2. R. I. 110; – om vi kan lokke hans krydsere ned til os og faa noget af deres smaa fartøj fat. sst.Fartøj, no. (sv fartyg); ald worisz fahrtøig, stort oc smaat (1690). GhA II. 289. – efter nuv. brug; sit folk udskiber snart i lette fare-tøy, at landgang gaa med fart. KC* e 4v; Fdg 29/4 1684 § 10 (ovf. V. 39 b37); de fahrtøy, som lader sig fragte til at bringe baglast. JJR 38. 2) (mnt vartouwe) vogn; Diderichsøn a 2v (ovf. III. 822 a17). Jf fare 10).Farvej, no. (isl. farvegr.) vej, man skal tilbagelægge; saa min food sig støder ey paa min rette farevey. Kingo, Sjungek. I. 29.Farvild, no. landstryger. Moth. Fare, no. ? kennes wy os for thenne jordh penninge, fare ok fuld wærd vp at hauæ bared. Dipl. Chr. I. 36. Hvis ordet er et no., kunde det betyde tillæg til pengene for manglende fuldvægtighed, jvfr. Sch. u. L.: vare 2); men det er mulig bio. fåre (fore) tilføjet overflødigt.Faring, no. rejse, fart; paa god foring følger god faring. P. Syv. I. 206.Faring, se for-, over-, vederf.Farlig, to. farbar; som alene om vinteren ere farlige for nogen samlet magt (1650). A. Larsen, Optegnelser. 19.Farlig, to. (fsv farliker) i nuv. bet.; Etym 359 (u. periculosus); RFII 247 (ovf. I. 144 b u. bekymmerlig); DV IV. 297 (ovf. V. 156 b33). – stor, svær; en farlig straf de faae. AB II. 176. – Som bio. meget; farlig stoer marck. Etym 522. Fart, no. 1) gang, løb, fremgang; det maal, hvor til vi skulle meede i voris lefnets fart. Sorterup, Skansekurv. 84; deris raad slaar icke feyl, det haffuer sin fart som brusende seyl. Ranch. 51. 2) med en f. ɔ: i hast, pludselig; han giorde for budh mz en farth, ath noghen skullæ throen holdhe. Rimkr. i 5v; saa ad ffolcked kand faa deres heste skarppe met en ffarth (1519). D. Mag. 3. R. II. 158; tager ther vdt mett en fart alt thet, bonden vilde haffue bespart. Luther, Sermon om Døden v. Chr. Schrock. i 3v; Psalmebb. I. Psalmedigtn. I. 285 b; pestilentz tager hasteligen oc med en fart ofverhaand. Comenius, Opladne Dør. § 314; hiin raske mynde det (ɔ: vildtet) optrekker med en fart. Kingo, Chr. V. anhang. e 4v; Jesus døer, hand døer met fart. Kingo, Psalmeb. 355, 394. Smlgn. Sch. u. L. V. 208 og hast, snarhed ndf.Fart, no. 1); NdM V. 180 (ovf. u. end, bdo. 4)). – have f. ɔ: få fremgang (magt); paa det Guds ord skulde ey haffue fart. Heg 172. Jf have sin gang. 2). Jf ovf. IV. 18 a38. – Jf bæk-, fram-, he(de)n-, hem-, himmel-, hof-, igennem-, ind-, krybe-, med-, neder-, op-, skib-, ud-, veg-, vel-, vestf.Fartig, bio. hastig; gach siden ichun frem, dog sagte, iche fartig. D. Saml. 2. R. VI. 199. Vis mere +