FlugFlug, no. flugt; deris vingers liud oc flug gaff bulder aff sig, lige som vogne gøre. åb. 9.9 (Chr. Pedersen); fortager thenne beuisning icke meræ menisckis frij viliæ, end hwn forthager fwglæ theris flwg, fiscke theris sweem oc swo i alle maade hwer cretwris besynderlige indsettæ natwr. Biskopper(ne)s Gensvar. n 2v. – adskillige fowle, der haffue eens fieyre, men icke eens flow. Tavsen, Post. sommerd. 201. Smlgn. isl. flaug, flog, flug og høneflu ndf.Flug, no. Jf fram-, fugle-, kave-, pile-, sandf. (III. 684 a41).Flu(g)e (fly(g)e), go. flyve; om kring en bremss bant han et straa och lod hannum thijd fluæ. Rimkr. c 2; nut.: flwer. sst. n 3; dat. flt.: flwæ. sst. f 5v; en rasker fugell moa tit ey flwæ. Romant. Digtn. II. 169 = flywe. sst. I. 42; P. Smed. h 4v; der vilde da flue hatte. Pallad., S. Ped. Skib. h 7; Ranch. 114; dat. flt.: fløffue. sst. 72; Vedel, Saxo. 56; mand kand ey forbyde fuglen at flue over hovedet. P. Syv. I. 45. – en ræff saa en sulten raffn fluge. Herm. Weigere. 146v; bdm.: sla vd dine vinger oc flu hid fram. sst. 46; tm.: kom der en glente flygendis. sst. 273v. – flye, se flyfør ndf. – aduolo, til at fløye. Vocab. 1514; om dagen skal du fløye i fuglefleng. Grundtv., Folkev. II. 231; wi kund' ick vndrømme eller fløye til sky. Ranch. 94; jeg langt heller vil med Mosis vinger fløje. Hexaem. 46, 196. Til sidstnævnte form jvfr. bemærkningen ovf. s. 228, Molb. Diall.: fløie og bdm.: fløy. Amb. Stub. 142. – Huiting udi fæder-ham hand lader fast effter fly. Grundtv., Folkev. I. 126 b. – nut.; saa snart som fuglæn fluer. Lucid. 46; Brandt. 302. 20; at huer som en ørn fluer høyre en anden i ære oc dyd. Pallad., Hosedjævel. g 4; straa, der flwe faar storm. Chr. Pedersen. IV. 88.7; i hvort jeg staaer oc gaaer med tanken far oc fluer. Hexaem. 140; fløjer. sst. 215; dat. flt.: fløje. sst. 31. – hand fluger frem som en ørn. Jer. 48.40 (1550; 1589: flwer). – cicindula, orm, der flyger och skinner om natten. Turson, Vocab. 172; huo bereder raffnen mad, naar hans vnge robe til Gud oc flyge vilde, naar de haffde inted at æde. Job. 39.3 (1550; 1589: flue); alt huor du flyger fram. Grundtv., Folkev. II. 6 a = fløyer. sst. II. 7 b; raffuen, hand flyger om natten. sst. II. 182 a = flyuer. sst. II. 180 a; flyer. sst. II. 183 a; flyuffuer. sst. II. 185 a; fløjer. sst. II. 186 a; fluer. sst. III. 426 a. – dat.; the flwghæ i wedhereth. Gl. D. Bib. 4. Msb. 11.31; tm. flywænde. sst. 5. Msb. 4.17; ther lubæ oc innæ dyur, oc fulæ flwæ oc læcthæ och sungæ. Mandev. Rejse. 173.2; swærdh fløg wdaff hendhernæ. Romant. Digtn. III. 70.12 (= Chr. Pedersen. V. 48.17); the dyre stenæ fluge i marken. sst. III. 121.21 = fløge. Chr. Pedersen. V. 83.14; hand fløu der hen. 2. Sam. 22.11 (1550; 1589: fløy); met tho (ɔ: vinger) fløye de. Ez. 6.2 (1550; 1607: fløy); bortt da flog den lede gam. Grundtv., Folkev. II. 6 a; fluo. sst. II. 228 b.; fløg. sst. II. 230 a; fløff. sst. I. 405 b; flyø. sst. II. 229 a; 291 a; 1 a; der de fløge bort. Vedel, Saxo 12; fløye. sst. 451; linerne, som fløye omkring vinduit. Hvitf. VII. 8; fra høns fløge op. P. Syv. II. 270; floje. sst. II. 128. – nut. tm.; tha kam en flygende dwe. Romant. Digtn. III. 136.6 = flwgendis. Chr. Pedersen. V. 93. 16; en flwgende ørn. åb. 4.7 (Chr. Pedersen; 1550: fluende); icke haffue flugende eller vildfarende tancker om Gud. Tidemand., Sjæl. Urtegd. c 4; der blæste saa stor en hul fluffuende storm. Vedel, Saxo. 372. – en fenrick, som vdslo sin fluende fenicke. Hvitf. VI. 199; Cherubim ɔ: fluendis engle. S. Povelsøn. 52; nu drage i med fluende faner ind i byen. B. Tott. I. 115. – Fridericus III. med en mectig krigshær oc flyende fennicker drog ind vdi Nedderland. Lyschand. 565; nm.: flye. sst. 546; fore siden med flyende fennicker oc faner videre frem. P. Resen. 10; liuss-mygg ere flyende orme. Comenius, Opladne Dør. § 222. Smlgn. fly. – l. tm.; the rende till hobe. som the haffde bodhe floget. Romant. Digtn. III. 41.3 = Chr. Pedersen. V. 29.17. Smlgn. Lyngby, Udsagnso. i j. L. 21 og bort-, op-, udflyge, samt forflue.Flu(g)e, go. – nm.; HKv 4933 (ovf. III. 561 b28); – dend engel, hvilken Daniel saa flye frem for sig. GHD I. 241; – nut.; Flemløs § 159 (ovf. II. 59 b45). – dat.; flogh fran thenne dødhz skugge. Br 16515; DgF II. 6 b, 181 (ovf. II. 434 b45). – nut. tm.; 3 Msb 2636 (ovf. III. 631 a7). – l. tm.; åb 1214 (ovf. IV. 979 a39); – Noe raffn, der hand vaar fløgen aff arcken. Vinstrup, Det euige liff c 7; – Lysch 225 (ovf. I. 503 b10); som aff min haand er fløyen. KS 145. Jf for-, he(de)n-, ind-, lufte-, om-, omkring-, overf., himmel-, høgfluende, himmelfløjet.Flogdrage (flyvedrage), no. (isl. flugdreki.) 1) en flyvende drage (et fabeldyr); thet (ɔ: et sværd) log iij aar wnder en flogh drage. Romant. Digtn. III. 39.17 = flygende drage. Chr. Pedersen. V. 28.82. – de til vaaben skulde tage en guul og gyldene, langstiertet flyve-drage. Kingo, Chr. V. anhang. b 4v. 2) drage (et legetøj). Moth. 3) et luftsyn, meteor. Moth. Smlgn. V. S. O.: drage 4); Sanders, Wb.: drache 3 e.Flufanden (flyvfanden), no. flyvende djævel; jeg vil dig nu en flufanden bage. Ranch. 316; van i fluefendens navn. D. Saml. 2. R. III. 264. – du schulle vere en mand, er dog et flyffandens scharn. D. Saml. VI. 203. De to første former kunde også forklares som fluefanden = hebr. belsebub, jvfr. Ranch. 370, men den givne forklaring er dog vist den rette, jvfr.: huad fluende fende haffuer ieg lært. Herm. Weigere. 111 (= wat dusent düuel, udg. 1549. 101).Flufanden, no.; DS2 III. 264 = TK 21, jf sst. 10: hui fluende fenden tør du mig møde? – DS VI. 203 = Dmdo 54; iag hinder bort flyffenden i vold. sst. 70.Flyvefigt, no. kamp, under hvilken man trækker sig tilbage? men Svensken vil ey staa, dog hand operres digt, hand giør en luncken og en hastig flyfve figt. Kingo, Chr. V. anhang. f 3v. Smlgn. figt.Flyveflod, no. flyvegigt. Moth. Smlgn. flod 3).Flufodet, to. 1) med vinger på fødderne (om Hermes). Moth. 2) hurtig. Moth. Flufodet, to. 1). Jf vingef.Flyfør, to. (sv. flygför) flyvedygtig, i stand til at flyve; hvilcke mand kalder fugle unger den stund, de kand ey flye (ere icke flyføre). Comenius, Opladne Dør. § 147.Flyhavre, no. flyvehavre; hafren [forvandles til] flyhafre. Comenius, Opladne Dør. § 129. Moth har begge former fluhavre og flyvehavre. Smlgn. Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 32.Flygfeder, no. svingfjeder.Flygfeder, no.; M.; – flyvefejrene ere med en gul rand neden om. DSt 1909 65.Fluhede (flyvehede), no. en pludselig, stødvis påkommende hede. Moth. Smlgn. Grimm, Wb.: fliegende 3).Flueord, no. 1) et løst, ubetænksomt ord; est du indvortis from, da tør du icke acte huer flue ord. Synders Speigel. II. 256. Smlgn. forfluende og Grimm, Wb.; fliegend 4). Derimod synes Langebek at bruge flyveord om et af en enkelt dannet ord, se N. D. Mag. V. 275: det er umueligt at faae alle flyveoord og selvgiorte composita i lexicon indføørte.Flyveplet, no. plet, som kommer pludselig, viser sig af og til. Moth.Flyvepost, no. ilbud; en rafn, en flyve-post, hand lood fra haanden gaa. Kingo, Chr. V. anhang. c 4.Flurend (flyverend), no. hurtigt løb. Moth. Flurend, no.; – fire danske miil i flyve-rend at maale paa fire qvarters tiid. SortS 74. Jf rend 1).Flyverøn, no. snylterøn (røn, som er grot op på et andet træ el. en mur). Moth. Smlgn. Aasen: flograun; Rietz: flugråin. Om den til en sådan røn knyttede overtro se Thiele, Dske. Folkesagn. III. 30, 52; Tdskr. f. pop. Fremst. af Natvdskb. 5. R. II. 73-74.Flyverøn, no.; Hist Ark2 XVIII. 353, 358; Skattegr IV. 5240; FeilbO: flyverøn; troldtræ ovf.Fluspring, no. flyvespring. Moth.Flyvespån, no. et omfarende, uroligt menneske. Moth. I Svensk dannes flere sammensætninger med spån for at betegne mennesker, se Rietz: spån.Flyvespån, no., se I.* 60. Jf ovf. IV. 994 b22 ff.Fluetidende (fly(v)etidende), no. et løst rygte; aff huilken wij sende ether en copie wdtaff, paa thet ati skulle wide, at thet er icke fløye tiender. Malmøb. LVIII; som haffde faaet en flue tidende, at de skulde komme deris stallbrødre til vndsætning. Vedel, Saxo. 419, 424; føre fluetidende offuer land oc by, min løgnekram altid forny. Hegelund, Calvmnia. 38. – rumor, flyfftidende. Colding, Etymol. 1079; hand skal ey føre flyve tiender om byen. Er. Roterod, Om Høviskhed. 42. – hand lætteligen haffde gifvet mange flyetjdender mact. P. Resen. 98.Flyv(e)tiding, no. = fluetidende; rumusculus, flyfftidinge. Colding, Etymol. 1079; en flyvetiding gaaer, at Frandsken sig bereder til strid igien. Bording. II. 162.Fluelse, no. flugt, flyvning; volatus, flwelse. Vocab. 1514; hand (ɔ: fuglen) røris oc slar i den lette luct, driffuer oc atskil hende met sine vinger, oc der effter finder mand inted tegn paa saadan fluelse der vdi. Visd. 5.11.Flugt (flygt), no. 1) give flugt, se give. – i f. ɔ: på flugt; slo trettentusind Gadarenser ij fluchten. Tidemand, Jerusalems Forst. a 8v. Smlgn. t. in die flucht schlagen. – slagit paa flucht. Chr. Pedersen. V. 38.35. Tide- mand, Post. III. 13. 2) svingfjedre, fjederham; en stor ørn met store vinger, lang paa flucten. Ez. 17.3 (1550; 1607: med lang fluct); denn herre, hand tager dy guldringe ny, hand lader seg smeede en fluogt aff dy, denn herre saatt seeg y fiederhaam. Grundtv., Folkev. II. 228 b; kunde ieg icke mere aff falcken fange en fløgtten aff hans wenger. sst. IV. 569 b. Smlgn. Aasen: flugt 1); Sch. u. L.: vlucht 2). 3) flok; der kom fluend en fluct mett staar. Grundtv., Folkev. III. 654 a. – wille wij holde och bekoste thre flucht falcke om aaritt ... huilcke falcke aff forne thre flucht wij forschicke Niels Wlffstand (1571). N. hist. Tdskr. II. 413. På sidst anf. sted synes ordet at betegne et bestemt tal. Smlgn. Sch. u. L.: vlucht 5); Grimm, Wb.: flucht 4).Flugt, no. 1) wij fick de Suendske y fluchtt, och deris flode bleff skijld att y tho hobe (1564). D. Mag. 3. R. II. 82.Flugt, no. 1), se I.* 60 a. 4) flyvning; HWR 46 i r (ovf. u. anrøre 3)); jeg priis din (ɔ: ørnens) høje fluct. Hex 198; er i flugten lig musvitter. DSt 1909 63. Jf bylje-, fram-, fugle-, ind-, sand-, segle-, til-, ud-, vingef.Flugtagtig, to. landflygtig; Galaad ær flwktaktigh aff Effraim. Gl. D. Bib. Dom. 12.4 (1550: flyactige; 1607: fluctige).Flugtet, to. flygtet; the stædher, som afskillæs til fluktedhe mæns hiælp. Gl. D. Bib. 4. Msb. 35.18. Smlgn. bortflugtet.Flugtig (flygtig), to. 1) bevinget, flyvedygtig; som ørnen fluctig fiiger til døde aadsels stæd. Psalmedigtn. I. 395 b; det, som haffver vinger, det, som er flugtig. Comenius, Orbis pictus. 341; Moth: flygtig. 2) flygtende; vorde (blive). f. ɔ: flygte; varther nogher man fluctigh for rob eller thiuffnet, hwo som hanum tagher i sith skipp. Schlyter, Sweriges gl. Lagar. IX. 467; hwilkæ stædher skullæ væræ j fluktughæ mænz hielpæ. Gl. D. Bib. 4. Msb. 35.11; flucktig. sst. v. 12; vitabundus, flyctygh. Vocab. 1514; han (ɔ: Peter) først er blefuen flyctig ... oc siden da fyller han dog saa langt bag effter. Tavsen, Jesu passies hystori. 16; wi ville fly paa heste, thi skulle i bliffue fluctige. Jes. 30.16; Tidemand, Jerusalems. Forst. a 8v; Tidemand, Post. III. 10v, 13; slogs Erich Blodøxis børn oc Haagen Adelsten tilsammens, der bleff de atter fluctige. Hvitf. I. 95; naar fienden wallstedet forlader och bliffuer flygtig. N. D. Mag. III. 188; II. 27; B. Tott. II. 27; III. 67; fluctige skælmere oc forløbne straffes. Comenius, Opladne Dør. § 722; flyctig, det, som flyer bort, fugitivus. Comenius, Orbis pict. 444. 3) undvegen, desertør; dog med saadanne wilkaar, at den flygtige en dag neffnis, paa huilken krigs och rytterret skall holdis ... dersom hand da møder oc haffuer till sin flucht och undwigelse gode orsage. N. D. Mag. III. 182; flyktig mand, skyldig mand, dend, som flyer, tager sag paa bag. P. Syv. I. 111. Smlgn. feltflygtig. 4) landflygtig, fredløs, omflakkende; jæk skal worde wawrændhe ok fluctick. Gl. D. Bib. 1. Msb. 4.14; de maatte skiule oc forstinge sig i huler, som de haffde veret flyctige. 1. Makk. 1.56 (Luther: flüchtigen); bliffve saadanne miszdedere fredløs eller fluctig (1582). Rosenv., Gl. L. IV. 309; erckebisp Gustaff Trolle, som da vaar fløctig aff Suerrige. Hvitf. VIII. 74; den landfluctige tøfver stille paa en viis sted, men den fredløse ferdes af oc til, den, som ellers er flyctig, hand setter sig ingen sted ned. Comenius, Opladne Dør. § 672; David engang, tung om hierte, gik hen over Kedrons vand, flugtig i sit eget land. Kingo, Psalmeb. 353. 5) ustadig, usikker; alle timelige ting ere affeldige, fluctige oc forgengelig. Comenius, Opladne Dør. § 966; du vejrhat, vendekaab' og flugtig skiftemood. P. Syv, Cimbr. Sprog. 173. Smlgn. Sch. u. L.: vluchtich; Grimm, Wb.: flüchtig. Flugtig, to. 1); WD II. 103 (ovf. IV. 216 a31). – rask, let; lader moodet see i flygtig foode-kast. Sat 42. Jf for-, heden-, land-, undf.Flugtighed, no. hastighed, usikkerhed; dette timelige liffs fluctighed oc forgengelighed. H. Sthen, Ligpr. o. M. Ulffstand. a 6; naar trochæi oc dactyli sammensættis, da føddis der aff fluctighed paa en sted oc ophold paa en anden sted udi it vers. S. Povelsøn. 355.Flu[y]gtighed, no. – DP 36 (ovf. V. 26 a30). 2) flugt; der hand (ɔ: David) i sin flyctighed for sin egen søn gick op paa Olie-bjerged. PBd 15.Flyvefane, no. flagrende fane; hvis middel-punct ey var en ondskabs flyve-fane, men dydens klippefoed. DV IV. 298; lærdom uden dyd er lastens flyve fane (1702). DSt 1909 44.Flyfisk, no. (sv flygfisk) flyvefisk; fløye der saa mangfoldig flyfisk paa skibet. HenrOG 89.Flyvefløjte, no. udtryk om en fugl; naar flyve-fløjterne begynder op at spille. Wiel XII. 539.Flyvefugl, no. fugl, der flyver godt; Diderichsøn b 3 (ovf. II. 844 a51).Flyvehjærne, no. ustadig hjærne (tankegang); der ham hans hveege-sind oc flyve-hierne kand opholde en minut. Jonæsøn, Jonas a 3v.Flyvehul, no. (sv flyghål) hul på en bikube (for at bierne kunne komme ind og ud); driffve bjerne med røg for ud aff flyffve hullene. Holst IX. 24, 12. Jf hul.Flyvsand, no. (sv flygsand) flyvesand; idell sandbond och flyffsannd (1624). DM3 IV. 330.Flyvespringespil, no. hurtigt ridt; jeg agter lidet om det flyve-springe-spil. SortS 72. Jf VSO: flyvspring.Flyvetanke, no. i nuv. bet.; om en flyvetanke aff vellyst banker paa. KS 117; v Aph I. 171 b. Vis mere +