FolFol, no. tåbe; hør thu thet fool, hoo gaff teg saa dierwæ raad. Romant. Digtn. II. 337; fool oc snap, hwy auendis thu veder myn siæll. Hell. Kvinder. 86.36; godhe gamle brødhræ, gudheleghe och erlege, ey bøørn aller folæ. Mandev. Rejse. 216.30; mijns opa thet, fvle fool (1510). N. D. Mag. II. 328. Smlgn. isl. fól.Fol, to. tåbelig; ieg straffedæ meg selff for gerning fooll. Rimkr. 14; havde jeg ej holdet mig saa fol, da havde jeg ikke nu set sol. sst. Brandts udg. v. 583.Folsk, to. = fol; thet jech star meget at hennis mynnæ, jech gør thet togh a folskæ synnæ. Romant. Digtn. II. 162 = aff hiemske sinne. sst. I. 34; Offæ myn søn war falsk tijl syndh. Rimkr. d 1; saa ær folsk man blant folk, som wglæ blant kragher. P. Lolle. nr. 1083; allæ wille foolsk findhe oc inghen fødhæ. sst. nr. 1021; ee staar folsk, tijl beenen werke. sst. nr. 1022. Smlgn. isl. fólskr.Folske, no. dårskab; lath antigh først aff thenne folskæ, ælder thu scalt oc først dø. Hell. Kvinder. 66.33; good waaræ ønskæn, waaræ eij følsken. P. Lolle. nr. 983 (= folsken. P. Syv. I. 499). Smlgn. Lund: folskæ, isl. folska.Folskelig, to. = folsk; haffde hwn hans snillæ i sin hugh, ther vtualde thet, ther vfolskælict var i værælden at fordrøuæ ther mæt værælss snillæ. Hell. Kvinder. 60.18. Overensstemmelsen med 1. Kor. 1.27 viser at u skal tages som forstærkende forstavelse, se ndf. Vis mere +