FordøjeFordøje, go.
1) øde, sætte til; hand sancker til andre, oc andre skulle fordaaye det. Jes. Sir. 14.4; hand ved at forøge sit godz oc icke øde eller fordaaye det. Herm. Weigere. 72v. Kortvending. v. 927; fordoye skal mand icke Guds velsignelse, men flitelige giemme oc holde til raade. Tidemand, Post. I. 104; at slemm' oc demm', at spild oc fordoye. Ranch. 116; Vedel, Saxo. 75; kommer du til det hedenske land, fordoit er dit unge liff. Grundtv., Folkev. I. 45 a; lacerare bona sua, spilde och fordoje. Colding, Etymol. 615; Lyschand. 150; vandbruge det til offverdadige klædning eller udi andre maader fordøye det. Holtzmann, Qvinders Speyel. 56; vreden fordoyer oc for- øder. B. Tott. II. 74; daarligt at vinde meget og fordoje alt. P. Syv. I. 28; Gerner, Hesiodus. 92; Abracadabra. A. 1. S. 2.
2) bære, finde sig i; sorrig er vel ikke endnu saa let at fordøye. Kingo, Ligpr. o. Jak. Birkerod. b 1; hvis jeg fordøyer sligt, da kald mig kun en taabe. Ped. Paars. B. 2. S. 3; Gunnild kunde ey den spot saa let fordøye. sst. B. 3. S. 1; tillader min reputation ikke at fordøye saadan foragt. Gert. Vestf. S. 18. Skønt de her anf. bet. vistnok kunne udledes af ordets sædv. bet., jvfr. døje og døve ovf., er bet. 2) måske paavirket af nt. vordon (se Sch. u. L.), jvfr. Grundtv., Folkev. IV. 600 a. Smlgn. fordøve.Fordøje, go.
3) i nuv. bet.; Dict (= digero); før mand det samme kand fordøye i sin maffve. Skd 113. – hjælpe til at fordøje; FD 279 P (ovf. V. 23 b17); sst. N: hielper til at fordøye. Fordøjelse, no. ødselhed, frådseri; helvatio, fordøjelse, fraadzen. Colding, Etymol. 558; liguritio, opslickelse, fordøjelse. sst. 667; Nucleus latinit. 762. Fordøjelse, no.; dyder, som ere imod fordojelse, gierighed. Melanchthon, Loci v ålborg 163. Jf fordøvelse.Fordøjere, no. ødeland; decoctor, slemmer, fordojer. Colding, Etymol. 247, 30; Nucleus latinit. 195; betro en fordoyere penge. B. Tott. I. 90; ødere, fordoyere. Comenius, Orbis pictus. 364. Fordøjeri, no. ødselhed; prodigalitas, fordøyeri. Turson, Vocab. 136.Fordøjelig, to. havende let ved at fordoje; giør det en god, fordojelig mafve. Holst VI. 25. Jf fordøvelig.Fordøjning, se ovf. I. 615 b9.