ForfareForfare, go.
1) fare frem (med), udføre; hand gantske merckelige haffuer forfaret oc begaaet eders naadis budskaff, verff oc merckelige ærinde nu paa denne reyse. Hvitf. VIII. 255; hand forfarer ilde med sine egne sager ɔ: bær sig galt ad. Moth.
2) fare bort, forsvinde; skyerne forfore for hans clare ansicte, haglen oc ildens kull forsuonde for hannem. Ps. 18.13 (Chr. Pedersen; Vulgata: transierunt); den luft oc hvæser ud oc med et puust forfarer. Hexaem. 48; at vi maa saa stoor en juleglæde faa, som aldrig kand forfare. Kingo, Psalmeb. 99.
3) gå til grunde, blive ødelagt; tacke Gudt, ther thenom icke lader forfare wdi fattigdom. P. Eliesen. 150; de følle oc forfore. Ps. 9.4 (Chr. Pedersen; 1550: ere omkomne); da hafde det aldelis forfarit, at der haffde aldri bleffuit it splinder igen. Pallad., S. Ped. Skib. h 5; at han voss vdi slig nød beuare, at wi icke slet forfare. Herm. Weigere. 71; alt det, kongen der aatte, det forfoer aff Guds straff. Hvitf. II. 278; dersom denne hafde forfaret, da hafde ieg icke kund lefvet. B. Tott. I. 119. – lf. i samme bet.; hwi føddes iech til verlden, hwi for fors iech ey i modherliff. H. Suso. 29.12; N. D. Mag. II. 332; Gud wil seg sitt folk forbarme oc løse the forfarne. Psalmebb. I. 34, 184; der er mere skade, ath en siell forfariss en twsinde menniskess kroppe. Chr. Pedersen. I. 107; Tavsen. 48; Kgl. Bibl. årsb. II. 278; fordi ey strax pengene er i hand, forfaris i siugdom mangen mand. N. M. Aalborg, Lægebog. 1633 a 5v; at du forfares Israel, hvem kandstu skylden give. Bording. I. 244.
4) prøve, undersøge; vilde han deth visselighe forfare meth disse fristelser. Chr. Pedersen. I. 262, 339; Malmøb. lxxv; først forfore the forne kircke udennom (1558). Rosenv., Gl. L. D. 255; som de forfore oc forsøgte den gong. Pallad., S. Ped. Skib. e 2; Pallad. i D. Mag. III. 59; vdsende hand Thorkild at forfare saadan leylighed. Vedel, Saxo. fort. 5; explorare, forfare, forsøge. Colding, Etymol. 954; dristig mand kand meget forfare. P. Syv. I. 69.
5) erfare, lære at kende; at forhøre aff them om, huad leylighet ok thiende the forfare aff Suerige. Chr. I. Dipl. 373; forfore wii, ath han haffde stemplet oss koning Hanss uppaa (1502). Rosenv., Gl. D. II. 27; vi forfore alle herrers oc førsters sind i alle maade. D. Mag. II. 156; I. 314; Matth. 2.16; Mark. 6.38 (Chr. Pedersen, 1550, 1647); jegh hawer wysselyghen forfarett, adh hertogen aff Løtryngh er draffuen tyl keseren (1543). Geh. Ark. årsb. IV. 249; huad her om kand være, staar videre til at forfare vdi sin tid. Vedel, Hundrede Viser. III. 16; da skal hver sin lov forfare. Kingo, Psalmeb. 84. – især i tm. erfaren, kyndig; han vor en notarius, meget forfaren i atskillige konster. Chr. Pedersen. II. 43; P. Eliesen. 123; (1521). Rosenv., Gl. L. IV. 27; presterne bør ydermere att wære ther forfarne wdi. Malmøb. 22v; 1. Kg. 9.27 (1550, 1647); den tid disse høner hørde denne tale aff den gamle oc forfarne hane. Herm. Weigere. 25; Vedel, Saxo. 452. – 3 g.; om hand end var den lærdeste og skikkeligste og den forfarenste. N. D. Mag. III. 8; de eldste, forfariste herrer oc fædre. Lyschand. 280; nogle af de forfahrneste laugmænd (1666). Geh. Ark. årsb. II. 175. Smlgn. Aasen: forfara; sv. förfara; Sch. u. L.: vorvaren; fare ovf. og udforfare samt uforfaren ndf.Forfare, go.
2) – fare bort, drage; hand havde saa vide i Grækenland forfaret ... og siges at være en underlig ting, i hans eget rige mand icke forfare torde. LyschG* 7.
5) – tm. VdSv 127 (ovf. III. 747 a42). Jf krigs-, kunst-, sjøf.Forfarelse, no.
1) undergang, fortabelse; undher Gutz høygestæ heffn och undher theres syels forfarelsæ (1481). Fynske Aktstk. 107.
2) erfaring, prøvethed; der hører lang tid till, før en nogen kan bliffue viis oc klog aff sin egen forfarelse. Chr. Pedersen. IV. 502.33; tolmodighed gør forfarenhed, och forfarelse gør haabet. Rom. 5.4 (Chr. Pedersen; 1550, begge steder: forfarenhed); experientia, forfarelse, forfaring. Colding, Etymol. 878. (Nucleus latinit. 1165: forfarenhed).Forfarenhed, no. erfaring, kundskab; nar vii viidere ere kompne vdtj riigens forfarenhedt (1540). Geh. Ark. årsb. III. till. 31; saadant kalder du en klog forfarenhed. Herm. Weigere. 230v; H. Smid, Lægeb. I. a 2v; aff forfarenhett huer mercke kandtt, att thett saa gaar wdj alle landtt. Kortvending. v. 1823; Vedel, Saxo. fort. 14; peritia, forfarenhed. Colding, Etymol. 359; erfare, huad mening oc forfarenhed magistri udi den hellige skrifft haffue (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 352; mange ord nu icke kunde forstaas, førend deris brug oc rætte meening aff lang forfarenhed læris kand. S. Povelsøn. 36; Bording. I. 131 b; du est, som og jeg aff forfarenhed ved, forfængelighed. Kingo, Sjungek. I. 164; P. Syv. I. a 4.Forfarenhed, no. Jf uf.Forfaring, no.
1) fremfærd, foretagende; til ydermere foruaring mod vor' wuenners treyrske forfaring suære wi. Ranch. 93.
2) fristelse, fordærvelse? hunn aldrigh haffde kommid i dend forfaringh och wlycke, haffde iomfrue Christendtze icke werrit (1621). N. D. Mag. I. 381.
3) = forfarenhed; forfaring lærer meg andett. Tavsen. 99; som mett lang forfaring haffue kwndschaff wdi alle the omslag, som scriffthen bruger wdi figurlig tale. P. Eliesen. 386, 370; Vedel, Saxo. 342; at hand vdaff sine bøger oc egen forfaring skulle skriffteligen forfatte saa mange stycker (1591). D. Mag. II. 273; (1591). Rosenv., Gl. D. IV. 282; hand kom oc selff paa det sidste vdi forfaring oc kundskab om sin forseelse. Lyschand. 88; periclitatio, forfaring. Colding, Etymol. 359; om hun kommer i vis forfaring, at hand haver een anden hustrue. Chr. V. D. L. 3-16-16.