ForlovForlov, no.
1) tilladelse; thit, som icke er gotth, schal icke maa her sælis vden besønderlig forloff aff borgemester. Jydske Saml. II. 136; hand haffuer giffuet ingen forloff at synde. Jes. Sir. 15.20 (1607, 1647; 1550: loff); naar Gud ickun giffver Sathan sit forloff, saa er hand strax færdig. Gerner, Hesiodus. 21.
2) orlov, afsked; bleff der aff hoffmodig, menendis nu at haffue vundit spil oc gaff sit folck forloff. Hvitf. II. 36; hvor yndeligt er det at hafve gifvet begierlighederne forlof oc forlat dennem. B. Tott. III. 21; vor hyrde giffver vi forloff, vi ham ey lenger nytter. Gerner, Hesiodus. 188; effter hand intet fornam til de Suenske, gaff hand krjgs folcket forloff. P. Resen. 104. Smlgn. Sch. u. L.: vorlof; sv. förlof.Forlov, no. – med f. som høfligheds udtryk; PlV 1131 (ovf. III. 657 b23); lad os med forlov dog give lidet stunder. Helt 11. Jf ovf. III. 387 b44. Forlove (-løve), go.
1) love; then propheterne spaade tilkommendis, huilcken och theris sande schrifft lang tijdt hadde forloffuit. Psalmebb. I. 157; Ranch. 129; Cain bleff aff sin moder antagen for den forloffuede sæd. Lyschand. 2; forlovet, votus. Colding, Dict. Herlov.; at Gud kunde styrcke deris hierter om sin forlofuene nærværelse. Jersin, Mirakler. c 9. – tm. forpligtet, indviet til; riget, hvilket hand med eed og pligt hafver været forlofvet. (1536). N. D. Mag. III. 18; barnet skal vere Guds for offuede aff sin moders liff. Dom. 13 5 (1550; Luther: ein verlobter Gottes); Ranch. 197, 231.
2) tillade; wille wii oss forbeholdett haffue Fyn att forløffwe korn att udføre (1540). Rosenv., Gl. L. IV. 199; ligesom Lybske skulle haffue her nogen rett mett, at the saa mange forloffues at segle paa Nerffuen (1564). D. Mag. III. 242; I. 317; Vedel, Saxo. 4; Grundtv., Folkev. III. 393 b; skall vore vnderdanne vere friit for at driiffue all handell oc kiøbmandsskab oc vere forloffuit det at føre igennom Ørsund. Hvitf. VIII. 349; V. 132; den fornemste poet iblant Græckerne forløfver dog at græde, men ickun en dag. B. Tott. III. 121; A. Berntsen. II. 13; fire aarsager formedelst huilcke it menniske maa forløffuis at suærge. H. H. Skonning, Hed. Philos. 690; hvo vilde sig den mindste blund paa vagten sin forlofve. Bording. I. 33 a; P. Syv, Cimbr. Sprog. 126; en hver er forlovet med ald lov at verie sig selv. P. Syv. II. 327.
3) give orlov el. afsked, lade fare; att lade sig bruge in studiis mathematicis hos Thyge Brade, till hand meth wilge kand bliffue aff hannum forloffuit och affskildt (1579). D. Mag. II. 207; (1602). sst. III. 31; (1583). D. Saml. V. 155; vor hoffmarschalck Jørgen Wrne er forløffuit aff oss offuer till wort land Skone (1582). N. D. Mag. I. 80; (1615). sst. II. 163; haffde Gustaff Erickssen forløffuit nogit krigsfolck. Hvitf. VIII. 44; effter hand haffde forfared den meste part deris begering at forløssis oc forløffuis aff deris fæderneland. Lyschand. 54; (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 54; B. Tott. I. d 4; kongen nylig har sit raad og parlament it aar endnu fra sig forløvet og hiemsendt. Bording. II. 209; naar enten nogen antages, forløfues heller oc wed døden afgaar (1673). Geh. Ark. årsb. II. 216; forlovede hand den unge herre oc hans andre medfølgendis folck. P. Resen. 99; døer, forløvis eller afsettis nogen kirkeværger. Chr. V. D. L. 2-22-10.
4) love at ophøre med el. at undlade, give afkald paa; hand schal forloffwe kyød hwer onssdagh. Brandt. 287.21; Mandev. Rejse. 74.2; keyseren forloffuede at giøre the synder mere i syne dage. Romant. Digtn. III. 11. 15 = forloffde. Chr. Pedersen. V. 10.14; manghe twsindhe mennisker wele heller wære qwinfolk wbewaarede en forloffue wiin eller øøll. P. Eliesen. 324; i skulle forloffue, at i ville aldrig stiæle eller roffue. Herm. Weigere. 63 (= nt. vorloven. v. 1383; ordet kunde også her tages i bet. 1), men den antagne bet. er den sandsynligste); i tage nu hen det kronet sper, ieg haffuer det forloffuet at føre. Grundtv., Folkev. I. 409 b. Smlgn. Sch. u. L.: vorloven, Brem. Wb.: verlöven og isl. leyfa.Forlove, go.
1) f. sig ɔ: binde sig ved et løfte; hvilken Niels Banner skal have sendt til Hr. Jacob at skulle høre, om hr. Jacob vilde ham til sin medhjælper kalde, og hr. Jacob da resolverede sig, at han havde alt forlovet sig til en anden (1655). Khist. Saml. 3. R. III. 77.Forlove, go.
1), se I.* 63 b; disse tre løffters professer hafue dem til den romerske kircke forlofuet oc henofret. Hasenm d 3, a 4v. – tm. i nuv. bet. (bestemt til ægteskab); ChrIV* V. 62 (ovf. V. 93 a16); at din forlovet pige, som endnu ej er din, ej din forblive skal. RO II. 77. Jf indf., uforlovet. Forløfte, no.
1) løfte, forjættelse; Ihesu Christi apostel til ath predicke det ewige liffuis forløffte. 2. Tim. 1.1; Rom. 9.8; (Chr. Pedersen; 1550 begge steder: foriettelse); D. Saml. IV. 350; hues forløffte paffuen haffde giort hannem om erckebiscopdømmet. Vedel, Saxo. 261; sin forløffte. sst. 324; den trofaste Gud tencker paa sin forlyffte. Ranch. 86; lade sit forløffte holdis. Hegelund, Svsanna. a 3v.
2) tilladelse; schall och ingen dierffuis tiill at tage nogen baadt fra borde vden høffuitzmandens willig, befalling och forløffthe (1545). D. Mag. V. 13.Forlovstid, no. fritid, ferie; passerede min forloffstijd i att plante mine egne hafwer. Monr 14.