FridFrid (fred), no. hank. (∾ isl. friƀr); thæn fredh æi hafftæ wordhæn brudæ, forthy at han war brudæn pa thøm (1409). N. D. Mag. VI. 14; hiølde so stærkelege keyserens frytt, ath engen torde bryde hannem. Romant. Digtn. III. 9.5; 6.19 = fred. Chr. Pedersen. V. 8.25; 6.34; den hemmelske fred ... han beware ederss hierte. sst. I. 42. – han swaredhe: fridh meth edher. Gl. D. Bib. 1. Msb. 43.23 (1550: verer til freds); aff onde menniskers frid oc forbund forødis de fromme mongelund. Herm. Weigere. 17; vdi frids tid. Lyschand. 267 (når der sst. 611 forekommer: giorde et sterck fred oc forbond med hannem, er ik. overført fra det flgd. no.). – giff dig men til frede. Chr. Pedersen. V. 272.32. – veer nw tiil fritz. D. Skuesp. 74, 104; (1573). Rosenv., Gl. D. III. 183; konning Woldemar vaar icke heller vel tilfrids. Hvitf. II. 100; hvo som huerken retter for eller stiller sagvolderen tilfrids (1615). Rosenv., Gl. L. IV. 317; (1671). Vaupell, Griffenfeld. I. Br. o. Aktstk. 4; som jeg forhaaber, e. k. m. dermed er tilfridtz (1676). N. D. Mag. IV. 65. – til freds. N. Hemmingssøn, Om Ecteskab. 93. – Særlig bruges ordet ofte om den ved loven hjemlede sikkerhed, så en berøvelse af freden bliver = at gøre fredløs; som hans fredh bleff hannom affhugghen for, oc hand er fordeltt for til herritzting (1546). Rosenv., Gl. D. I. 93; (1551). sst. I. 144; Hans Jenssen ther vor sin fredt frahugen. sst.; schall ingen hereffter lagsøgis eller huggis fredt af til tinge (1521). Rosenv., Gl. L. IV. 56; tha mo bonden gøre hanum fredløs oc huggæ hans fred aff hanum met syt vapn. Schlyter, Sweriges gl. Lagar. IX. 130 not. 95; bispen haffde fordelth oc huggeth freden till landzting aff alle euangeliske predicanter. Malmøb. lvi; de lode och hugge freden aff nogle kiøbsteder. Rørdam, Monum. Dan. I. 625; ieg haffuer giffuen skøling offuer en bonde oc lader hannem hugge fra sin fred. Vedel, Saxo. 278; proscribo, giøre landflyctig, tage eller hugge freden aff en. Colding, Etymol. 1125. Oprindelsen til disse udtryk skal have været den skik, at sagsøgeren huggede i tingstokken med sit sværd til tegn på, at den sagsøgte var dømt fredløs; jvfr. Osterssøn Weylle: vaabentag. – lod Oluff Matzen mælæ ffreden aff Jess Nielssøn oc Per Jenssøn, som thee tilfforn til theres mandhelig fordelde waare (1496). D. Mag. 3. R. II. 20; effter saadan delæ meltes freden aff Powel Laxman (1503). Rosenv., Gl. D. I. 31. – skullæ the samæ rodmen haffwe ful makth ath taghæ hans friidh af hannum (1415). Rosenv., Gl. L. V. 87; – skal han varæ plictug at fonghæ sin fridh igen oppa Landzkrunæs bytingh. sst. Smlgn. ager-, an-, birke (u. bjærk)-, by-, guds-, gård-, hjem-, hus-, kirke-, kvinde-, plog-, ting- og ufrid samt tilfridsstille. Frid, no.; til f., se her ovf. u. albogled.Frid, no. – give sig til f. (fsv giva sik til frids); DC 216 (ovf. III. 60 a17). – VdS 325 (ovf. I. 661 b21). – stille til f. ɔ: a) bringe (skaffe) fred; thennom forløsde, til glede oc frijd stilled haffde. NT 1524 a 2v; wi kunde stille vore hierter tilfreds faar hannem. 1 Joh 319 (1607, 1647). – b) (sv ställa tillfreds) i nuv. bet.; explere alicui animum, stille en tilfredz. Etym 946; conciliatus, stillet tilfredz. sst. 148. Jf arv-, borg-, hand-, kloster-, lande-, ledings-, nabo-, or-, torg-, vegf. Fredbrev, no. et brev, ved hvilket der tilsiges nogen fred eller lejde; for thet andit fredbreff schall landzdommere thage ehn gylden (1521). Rosenv., Gl. L. IV. 33; huorledis fredbreff bør att lyude. sst. IV. 35 i overskr., i texten: thenne breffwisere haffuer nu fordragit sig met mig om fredkiøb; kongerne frede breff aff meg begerde. Rimkr. 1533. p 5v; samme Jess Erichssøn haffde marskens fredbreff. Hvitf. IV. 585. Smlgn. t. friedbrief.Fridbrud (fred(e)brud), no. fredsbrud; for roof ællær fore frytbrud ællær fore hwat sagh, myn herræ wildæ skyldæ henne (1409). N. D. Mag. VI. 13; thet roof och frethbrud, som pa frwe Lene wor skeet y then freth, som hertiginnen hafftæ sæluer louet. sst. VI. 11; hwat ther skeer innen sancti Oleffs dagh, tha skal thet icke reghnes at wære frethbrydh. Dipl. Chr. I. 20.Fridbryder, no. den, der øver fredbrud; scher thet suo, ath man gribe nogræ fytalia brøthræ, ath man rætæ ouer thøm som ouer frydbryther (1396). Geh. Ark. årsb. V. 56; hwo effter then tiidh ther omodh gør, skal rættes ower hanum som ower een frethbrydher. Dipl. Chr. I. 20; worder jegh nw hethæ en fredbrydher. Romant. Digtn. III. 31.10 = forredere. Chr. Pedersen. V. 23.9; offuer dennom lade rette som offuer rette fredbrydere. Hvitf. IV. 29; = sv. fridbrytara. Suhm, Hist. af Dmrk. XIV. 522; godt at gøre fred, naar meglerne holde fredbryderen for fiende. P. Syv. I. 133.Fredsbuder, no. underhandler om fred. Moth. Smlgn. budere.Fred(s)bøn, no. bøn om fred; da kunne i lære denne fredbøn aff eders sogneprest oc læse saa tit, som i høre fredkloken ringe: o! herre Gud giff oss fred i vore dage. Pallad., Visitatsb. 111.31; eders sogneprest skal prædicke den halffue stund, den anden halffue stund skal hand sidde paa sine knæ oc siunge fredbønnen. sst. 109.24-26; kirkeklokkerne, som kun skulle bruges ved gudstjeneneste eller herskabsbud, som naar folket sammenkaldes for at høre Guds ord eller det paamindes om fredsbønnen (1561). Khist. Saml. IV. 471; II. 491.Freddragen, to. fredet, fredlyst; aldeles ingtthet iege paa thee enemercker eller fredragenne sotther (1549). D. Mag. 4. R. IV. 168.Fredsfordrag, no. fredslutning, overenskomst om fred; om hand brød den fredsfordrag. Hvitf. III. 443; Heduig bleff paa forneffnde freds fordrag giffuen churførsten. Lyschand. 249; haver vi copier ladet medgive af trende herudi fredsfordrager og forhandlinger (1631). N. D. Mag. II. 362; Bording. II. 73, 229; saadant siuntis at stride imod fredsfordraget. P. Resen. 33. Smlgn. fordrag 1). Fredsforhandling, no. underhandling om fred; doc tractede icke kong Friderich effter sin fiendis rige, men lod sig vdi en venlig fridsforhandling med konning Johan. Lyschand. 689. Smlgn. forhandling.Fredsfyr, no. fyrværkeri i anledning af en fredslutning; det yndelige og kostbare fredsfyr, som de hollandske gesandter antændte (1667). Kbhvns. Dipl. V. 779.Fredfærdig, to. fredelig, fredsommelig; salige ere de fredferdige, for de skulle hede Guds børn. Tavsen, Post. sommerd. 295v; desse fredferdige ere de, som ey aleneste gierne leffue fredsommelige med andre. sst. 299v; att thend fredferdige handtiersmand ingen skade tillføyes. N. D. Mag. VI. 216. Smlgn. sv. fredfärdig; t. friedfertig.Fredfærdig, to. Jf uf.Fredegod, to. = fredfærdig; hvor fredegood mand er og ingen vil fortørne. Bording. II. 345.Fredgører, no. fredstifter; pacificator, fredgører. Colding, Etymol. 390; Nucleus latinit. 1194.Fredhadsk, to. ufredelig, stridbar; fredhadske folk sligt skulde i fredens blomster-tiide sig føre til gemyt. Hexaem. 229.Fredshandel, no. underhandling om fred; om thend fredz handell tha er ingen ting bedre end fredt (1564). D. Mag. III. 191; der denne krig hørdis vdi alle land, befoel paffuen Johan Skiel en fredshandel imellem kongen oc de holstiske herrer at faaretage. Hvitf. IV. 356; hand for hans store skade haffuer verit foraarsagit at søge om freds handel. sst. VIII. 311. Smlgn. handel.Fredshandling, no. = fredshandel; der ere mange forskriffninge oc fredshandlinge giorde imellem oss oc stæderne. Hvitf. IV. 497; effter som hand tilbød dennom at møde om freds handling, som lidelig oc bistandelig skulle vere. sst. VIII. 283; her Jørgen Lycke ankom til Paris midt udi den store herredag oc fredshandling. P. Resen. 58. Smlgn. handling.Fridhus, no. fristed, asyl; asylum, frid huss. Turson, Vocab. 45; asylum, fredhuss for fredløse. M. Pors, De nomencl. 112. – Colding, Etymol. 93: frjsted. Smlgn. Schlyter: fridshus; Grimm, Wb.: friedhaus; ags. fridhũs.Fredhugge, go. gøre fredløs; efterdi hand icke hafver vild erlegge samme pendinge, skal herritsfougden derfor tilstede hannom af O. Urup at lade fredhuggis (1600). Secher, Rettertings D. 405. Smlgn. hugge freden af u. frid.Fred(s)klokke, no. bedeklokke, der ringes morgen og aften; det, som mand ringer tre gange om løffuerdagen at afften, søndagen at morgen eller andre tider, som wi pleye at kalde mariklocke, det er rettelige fredklocke. Palladius, Visitatsb. 111.7-10; der skal ringes i alle kirker aften og morgen fredsklokke i den sted, som man tilforn havde ringet marieklokke (1559). Khist. Saml. IV. 462, 471, 506; (1599). sst. VIII. 650; (1679). sst. 3. R. IV. 142; thennom (ɔ: lys) schulle the maa sælie huer afften, til fem slaer oc fridtz klocke ringer. Jydske Saml. II. 119; Jak. Madsen, Visitatsb. 177, 281; skulle oc alle residerende degne udi kirckerne om afftenen oc morgenen ringe bede- og fred-klocken (1615). Rosenv., Gl. L. IV. 315 = Chr. V. D. L. 2-15-5; Hübertz, Aktstk. om Bornholm. 518, 601, 602; skolemesteren skal lade ringe fredsklokken i Grundfør kirke aften og morgen (1732). Hofman, Fundat. II. 156.Fredkors, no. et kors, der er opsat som mærke, hvor en bys grund el. område begynder (hvor altså byfreden skal overholdes); hvo som kommer wthwortes till Holbeck oc slar ther nogell ihiel j byen eller innen fredkorsett (1549). N. D. Mag. I. 87. Smlgn. cruce pro limite posita. Dipl. Viberg. 3, 4; Du Cange. II. 679; Sch. u. L.: vredepal og byfred 3) ovf.Fredekær, to. fredkær, fredelskende; slet ingen være kand saa frede-kiær og from. Bording. II. 221.Fridkøb, no. bøder, som betales for at undgå fredløshed; omnes villici pro excessibus suis omnibus videlicet homicidio, friithkiøøp, strandwordh nulli respondere debeant nisi abbati (1444). Codex Esrom. 79; S. R. D. IV. 342; til sagefaldh, fredkiøb oc xl marckis sagh for theris brødhæ skullæ the sware oss (1504). Falkman, Kronans inkomster. II. 4; skulle alle biscoper bruge oc beholde all koninglig rætt, rættichedt, friidtkiøb oc falld met theris egne thienere (1513). Geh. Ark. årsb. II. 63; D. Mag. 3. R. I. 188; (1521). Rosenv., Gl. L. IV. 35; halff sagefaldt, halff oldengieldt, alt wrag, alt friidtkøb. N. D. Mag. VI. 316; alle 40 marck sager oc mindre fald, fredkiøb. Hvitf. III. 394. Smlgn. Lund: frithkøp. Stemann, Retshist. 615- 16.Fredeland, no. et land, der er i fredstilstand; P. N. udi frede lande met ulouglige verge tvende gange hafver skut samme sin karl (1595). Secher, Rettertings D. 21; paa it sofvendis menniske hafver begaat it mord, som icke ofte er hørt af nogen adelsmand udi frede lande. sst. Smlgn. isl. friƀarland og friƀland. Fridløs, to. fredløs; engen husæ nogher frydløs man eller andræ wgernings mæn. Molb. o. Peters. 56; huo som i Othens by sueries friidløse (1477). Fynske Aktstk. 28; Magnus Suder vor loglig fredløs giortt oc bleff fridløss i suo lang tiidt (1537). Rosenv., Gl. D. II. 45; saa hand mett alle sine mettfølgere epther recessen burde fridløss att were (1593). sst. IV. 356.Fridløs, to. (isl friƀlauss); – (1441). Hüb I. 15 (ovf. II. 746 a35). – medførende fredløshed; (1513). GhA II. 53 (ovf. III. 167 b35). Jf fridløsmål.Fredløsmål, no. en sag, der medfører fredløshed, det at være fredløs; wære friidløss, so længæ til the bæthre imoodh koning for there friidløssmall (1452). Rosenv., Gl. L. V. 304; (1621). sst. IV. 338; bør Hans Jenssen for thed fredløssemall quit och fry att vere (1551). Rosenv., Gl. D. I. 144; (1592). sst. IV. 327; de haffde aff staait hues sagefald oc straff for bands sager, kirckefred, fredløssmaal, som kronens bønder vaare faldne til dennom. Hvitf. IX. a 2; (1621). Rosenv., Gl. L. IV. 338; lif-straffens formildelse skeer med forviselse af landet eller med opslag om fredløssmaal. Comenius, Opladne Dør. § 671.Fredmager, no. fredstifter; pacator, fredsancker, fredmager. Colding, Etymol. 860; Nucleus latinit. 1194; Moth. Smlgn. t. fried(e)macher.Fredemand, no. sendebud om fred; frede men, pacis legati, caduceatores. H. Smith, Hort. synonym. 18.Fredsmiddel, no. fredsmægling; kan man ikke indsee noget bedre, end at fredsmiddel strax foretages og med Guds hielp tilendebringes. Chr. IV. Breve. I. 275. Smlgn. middel. Fridsmidler, no. fredsmægler; naar uy frydtzmiddelerne fornemmer, daa uille uy oss saledis lade fiinde, at ingen erlig man med rette oss skall kunde beskilde. Chr. IV. Breve. I. 275. Smlgn. midler.Fredsamler, no. = fridsmidler. Moth.Fredsang, no. en salme, indeholdende en bøn om fred; da læser den største pebling aleneste collecten efter fredsangen, som kaldes paa latin: da pacem (1544). Rørdam, Kirkelove. 227. Smlgn. fredbøn.Fredsanker, no. = fredsamler, se fredmager. Moth.Fredskaffere, no. fredstifter; de ansaae hannem icke som nogen legat, som vaar afffærdiget for en serdelis bestilling skyld, men for en almindelig fredskaffere offuer det gantske land. Vedel, Saxo. 446.Fredsprog, no. fredsunderhandling; de vilde holde fredsprock oc ligeuel løbe i søen om met en flaade. Hvitf. IV. 434.Fredstand, no. stilstand, fred; er fred best, mens fredtstand paa nogen tiid tyener aldelis intid (1564). D. Mag. III. 191; det vor kommen imellom hannem oc hans broder til fredstand. Hvitf. II. 174; motte hans faderbroder giøre en fridstandt met de Lybske. sst. VIII. 15; hand hafver giort et nyt forbund oc fredstand med kongl. majest. aff Danmarck. P. Resen. 214. Smlgn. Sch. u. L.: vredestant; Grimm, Wb. friedstand. Fredstilling, no. forsoning, tilfredsstillelse; placamen, fredstilling. Colding, Etymol. 939. Fredstok, no. heroldstav; caduceus, herold stock, fredz stock. Colding, Etymol. 133; Moth; Nucleus latinit. 82: freds-stav.Fredtage, go. fredlyse, indvie; hand loed fraskille oc fredtage den sted. 2. Makk. 1.34 (Luther: befrieden); hwo som hwgger i anners mantz skogh, som eenmerkie ær eller i friith taghen skogh, som i hey oc i friith ær lysth aff ægiere (1446). Geh. Ark. årsb. V. 63.Fredetid, no. fredstid; huad gode Gud haffuer framført ved Israels konger i feyde oc i frede tide. Ranch. 7.Fredetid, no.; – (sv fredstid); NdM II. 319 (ovf. V. 239 b31); lige saa vel i de 3 forrige aaringer, som i fredstid (1660). KhS5 III. 539.Fredetime, no. = fredetid; om dige nederfalder i fredethime. Rosenv., Gl. L. V. 563 = fredzthimme. sst. V. 139. Smlgn. time. Fredevång, no. fredlyst vang; Bentt gick en loff for sin øg, som vor fundhen y en fredevong (1546). Rosenv., Gl. D. I. 94. Smlgn. vång.Fre(de)lig, to. i, med fred; konngenn aff Danmarck sennde ham ord, at hannd skull fredelig tiill hannem fare. Grundtv., Folkev. III. 557 a = handtt sender ham feylig leyde tiill sigh att fare. sst. III. 555 b; frelig est du til mig kommen, oc fredlig maattu bort ride. sst. III. 529 b = fryliig. sst. III. 518 a. Jvfr. bemærkningen. sst. III. 535 b.Fredelig, to. (isl friƀligr) i nuv. bet.; T 85 (ovf. III. 671 a14); Etym 390 (u. pacificus), 860 (u. pacatus); icke alleeniste udi feides tjd, men ocsaa udi fredelig tjd. WE 285. – Som bio.; (1538). NdM I. 249 (ovf. III. 702 a30); – the hadedhe hannom, ok the kwnnæ ikke talæ til hannum nogheth fredelighe. 1 Msb 374 (ÆB); alle fyrsterne have i dette aar levet fredelig (1668). KD V. 726. Jf uf.Fredig, to. = fredelig; at hand med ro kan fredig bo. D. Mag. 4. R. II. 363; evig fred! i vor sted kommen er en fredig herr. Psalmedigtn. I. 475 a; Moth.Fridsom, to. fredelig, fredsommelig; pacificus, fridsom. Turson, Vocab. 192; ingen victig bestilling tilbetroer nogen, vden huem som mand finder rolige oc fredsomme. Hvitf. IX. cc 1v; fuldbyrd alt det, du veedst, hans sind forlyste kand og være middel til en fredsom ægtestand. Bording. I. 79. Samlgn. isl. friƀsamr.Fridsom, to.; som ewerdelig fridsom er. T 553 83v; – ere fredsom oc tuctige. SthH h 6v. Jf uf.Fredsomhed, no. fred, fredsommelighed; barmhiertighed oc fredsomhed. Psalmedigtn. I. 190 a; hvad fortred kand ey en ond raadgiver volde, som acter ingen eed, ey fredsomhed at holde. Gerner, Ilias. 3; mand i forgangen aar vel hart af krig os spaaede, men kongens fredsomhed fik mere dog at raade. Bording. II. 94. Smlgn. sv. fridsamhet. Fredsommelig, to. 1) = fredelig; etherss siind och sambwittigheedh kondhe icke bliffuæ tryg och fridhssommeligh aff arriner och kariner. Tavsen. 9. – Som bio.; vppa thet at uore borgere i Othens mue thes friidsammeligere haffue rolighedt oc friid i theres by (1477). Fynske Aktstk. 25; pacate, fridsommelige. Vocab. 1514; at de selff mue fridsommeligen bliffue foruden modsigelse. Tavsen, Pater noster. h 4. 2) fredsommelig; den visdom, han er først kysk, saa fridsommelig. Jak. 3. 17 (Chr. Pedersen; 1550: fredsommelig); huorlunde att the haffue verit stedze de gode oc friidsomlige naadige oc gunstige. Carion, Chronica. 7. – Som bio.; haffuer hindes son Ninias fridsommeligen regeret. Carion, Chronica. 23.Fredsommelig, to. (isl friƀsamligr) 1); giff hannem lycke oc fridsommelige framgang i sit kongelige regimente. TP a 7v; wi da kunde døe saligen oc faa en fredsommelig henfart. Medelf p 2v. 2); salige ere the frijdsamelige. Matt 59 (1524; CP: fredsommelige). Jf uf.Fridsommelighed, no. fred; thet stond, hand (ɔ: djævelen) moo sielff raadhæ, saa ath inghen giør hannum wføerm eldher offwerwold, tha haffwer hand sidt riighe i fridhssommeligheedh. Tavsen. 36; saa vi fattige mænd en gang kunde komme i fredsommelighed for hans truen, raaben og skrigen (1607). D. Mag. 4. R. IV. 135; til vor egen samvittigheds fredsommelighed. Hushold. Kal. a 3.Fredbæk, no. vandløb, hvor der ej må fiskes; eth sandtmendtsbreff, som sandtmendt swore thwertt egennom capittels fysskegaarde och swore en frebeck ther hoss (1541). DVb 223; capittels fyskegaardhe haffue werett byggett thiill begghi landhe, och haffuer ther ey werytt frebeck eller strømgongh. sst. 224.Fredelskende, to. (sv fredälskande) fredsommelig; Bernts dedik b 2v (ovf. I. 590 b19); – vAph I. 218 c.Fredsforstyrrer, no. i nuv. bet.; ComD § 691 (ovf. I. 703 a15); de er fredsbrydere, freds forstyrrere. GHD II. 427.Fredfærd, no. rejse til (i) fred; [døden] er dennem en hiemfærd eller fredfærd, vdfrielse, opløselse. Hegelund, Liff oc Død 9.Fredsførste, no. (sv fredsfurste) fyrste, der bringer fred; hans naffn skal kaldis freds første. Jes 96 (1607, 1647; Luther: friedefürst); – vAph I. 218 a.Fredhadere, no. hader af fred; dieffuelen opuecker (ved hine fredhadere) krig. Mar n 5v. Fredslegat, no. sendebud om fred; Steph I. 166 b (u. caduceator).Fredløsmålsbrev, no. skriftlig erklæring om fredløshed; deris fredløssmaals breff, som om dennom giort vaar. Cold vvv 4v. Fredsmand, no. (isl friƀ(ar)maƀr) forbunden; dine freds mend bedroge dig. Obad 7 (1607, 1647); dine gode venner haffue tilegget dig. Jer 3822 (sst.; ir.: fredsmend).Fredspagt, no. overenskomst om fred; ieg vil giøre met dem en freds pact oc lade onde diur ophøre aff landet. Ez 3425 (1607, 1647); 3726 (sst.; 1550 begge st.: fredens p.).Fredsrige, no. rige, hvor der stadig er fred; før os till dit ævige freds rige. GHD II. 73.Fredsråd, no. enighed; der skal være freds raad imellem dem baade. Sak 613 (1607, 1647). Ordret overs., jf råd 5).Fredsalig, to. (t friedselig) fredsommelig; bleff oc den fredsaligste roset tusindfold. Kpb 71.Fredssjun, no. syn, der varsler fred; som saae freds siun for hende, dog der er icke fred. Ez 1316 (1607, 1647).Fredskov, no. i nuv. bet.; MP 222 (u. nemus).Fredsskud, no. festskud ved en sluttet fred; blef skudt tre gange fredsskud. HiørK i 11v.Fredstegn, no. (ags friƀutácen) tegn på, at der lyses fred (korstegn?); det papistiske fredstegn, som hidindtil er brugt under offringen, skal afskaffes (1570). Suhm II. 2. 146.Fredstraktat, no. i nuv. bet.; Vaup I. aktstk 160 (ovf. I. 439 b8).Fredsvægtere, no. vogter af fred; skal hand være en fredsvæctere til at beskytte sine vndersaatter. Hvasz nn 2v.Frede, se ind-, opf.Fredelighed, no. (fsv fridhlikhet) fredsommelighed; Etym 939 (u. placiditas); NL 1266 (u. placabilitas). – fred; holde eenighed oc fredelighed med mine medchristne. Brochm II. 485, 484; jeg for fredeligheds skyld fordrager wret. sst. II. 566 b; hand (ɔ: Nabal) udi sin fredelighed vill necte David lidet i sin landflyctighed. GHD II. 437. Vis mere +