FrødFrø(d), no. frø; en frødh. Ny kgl. Saml. 4 to. nr. 314 b bl. g 2 (meddelt af V. Såby); jæk skal slaa allæ thinæ landhz ændhe meth paddær ok frødhe. Gl. D. Bib. 2. Msb. 8.2 (1550: padder; 1607: frøer); scal man ladhe thet (ɔ: håret) aff raghæ oc smøriæ meth bucke bloth eller oc met smo frødhe. Brandt. 285.10-11; hwo som tagher then askæ, ther wor brænd aff grønæ frødher. sst. 285.16. (Ordet kunde være det frgd. frød, men saa blev angivelsen alt for alm.; frøer nævnes i H. Smid, Lægeb. I. 26v som middel mod skæl); wil thw frødhen ædhe, tha scalt thw eij wære waamæl. P. Lolle. nr. 1119. – frøer. Herm. Weigere. 95 ir. – ved aaerne hører mand vor frøe med hendis sang. S. Terkelsen, Bondelevned. 6; naar frøen blæser sig op, til hun brester, bliver hun dog ej stoor. P. Syv. I. 188. Gl. sv. frödher er hank., men der findes også et hunk.-ord: frødh; jvfr. Rietz: fröa.Frø, no.; holde denne frø vnder tungen. CS 258 (se også ovf. V. 163 a16). – ik. (∾ isl frjó, fsv frö); frøehusene og frøet. FD 361 C; PG 163; – MP 270 (u. semen); Etym 1142; Steph I. 150 b. Jf bølne-, dilde-, fennike(l)-, fugle-, hamp(e)-, himmel-, hør-, kabus-, knevle- (II. 553 b25), laktuge-, lin-, man-, mannekop-, mærke-, nælde-, ormekrud-, perle-, pion-, radise-, rude-, rund-, senaps-, spire-, tidsel-, urte-, valmuge-, vegbred-, ætlingsf.Frøbyld, no. en byld under tungen. Moth. Ordet er vel kun en oversættelse af lat. ranula, ved hvilket det forklares af Moth.Frønål, no. plantenavn, geranium sextum. Moth. Vistnok storkenæb. Smlgn. Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 99.Frøhus, no. (sv fröhus) i nuv. bet.; MP 270 (u. folliculus); Etym 464; Steph I. 150 b; naar blomsterne gaar bort, kommer der frøhuse igien. Holst IV. 79.