FuldFuld, to. 1) f. med ɔ: fuld af; gadernne wore fulde mett sumper oc wrenssell (1577). D. Mag. 3. R. II. 221; rimosus, fuld med ræffuer. Colding, Etymol. 1066, 232; Nucleus latinit. 1492, 165. Både i Isl., Svensk og Norsk findes full(r) meƀ ved siden af f. af; ligeledes i Tysk voll mit (og von). – f. ord ɔ: sikre, paalidelige ord; seer til, i fulde ord fanger. Grundtv., Folkev. IV. 374 b. – rig? saa figher fwldher effther gotz som raffn effther aatzell. P. Lolle. nr. 333. Af udg. er (se gloss. sst.) fwldher taget = ful, men skønt dette ords bet. ligger nærmere ved d. lat. homo torvus, passer hverken skrivemåden eller bet. ret i meningen. – for f. ɔ: gyldig, tilstrækkelig; gå for f. ɔ: tages for gyldig, vise sig pålidelig; blunckedæ han tha mz syn braa, tha skullæ han ickæ for fwllæ gaa. Rimkr. f 4v; ret grunde venner, de gaa for fulde. Ranch. 51; dog vilde herr Mogens Gøye, Erick Banner oc flere deris anhang den (ɔ: resessen) icke forsegle, men gick alligeuel vd for fulde. Hvitf. IX. a 3v; en spaadom hugser jeg, som gaar nu ud for fulde. P. Syv, Lovskrift til J. og N. Juel. a 2. – stande (stå) for f. = gå for f.; skal then, som steffne wil, lade steffningen læse oc forkyndes for hans brofiel ... oc tha stande thet for fulde (1547). Rosenv., Gl. L. IV. 215; (1557). Rosenv., Gl. D. I. 252; dette mit arbeid staar icke for fulde. Vedel, Saxo. fort. 21; det kand oc icke staa for fulde oc skiel, om nogle faa vedtager det. Hvitf. Bspkr. t 1v; verba irrita, ord til forgæffs, som staa icke for fulde. Colding, Etymol. 1059; at skippernes fremviisning af de saa kaldede pontseddeler motte staa for fulde. Slange, Chr. IV. Hist. 1344. – tag for fulde disse veir og fugle smaa. Bording. I. 270. – til fulds ɔ: til fulde, fuldt; da seer han seg oc tilfulds. Tavsen, Jesu passies hystori. 17v; vor lyst wi da til fulds bestyrde. Hegelund, Calvmnia. 26. – gøre fuldt ɔ: a) tilfredsstille, betale; ær for alt thette forscrifne suo fult fore giort, at oss wel behawer (1397). Molb. o. Peters. 72; thredwæ rynske gylden gode aff gul, som køpman kan annæn folt met gøre j godh betaling (1463). N. D. Mag. I. 154; Ihesus Cristus hafuer fult giort for alle werdens synder (1510). sst. II. 338; den, der saa fuldt haver giort i lavet, som hun ogsaa skal. Suhm, Saml. I. 1. 33; ther pinæss tee foræ therris sindher sa lengæ, til tee hafue fult giorth. Mandev. Rejse. 112.16; naar de ville ey lenger bo der, skulle de betiden tilsige deris husbonde oc giøre dem fuldt. Hvitf. IV. 10 (= satisfaciant. Geh. Ark. årsb. II. 23). – b) udføre, sætte i værk; hiid atkomme oc then kerlig bebindning fult at gøre oc en herre oc konning her at samtycke (1483). Geh. Ark. årsb. II. 47. Smlgn. fuldgøre. – Som bio. helt, meget; han war fvlgladh. Romant. Digtn. II. 302, 317; fuld mange vndher. sst. II. 3; the thz fulsaaræ kærde. Rimkr. o 3; der om er giort fuld stor en bog. P. Smed. b 3v; haffuer fuld saare heldet. Pallad., S. Ped. Skib. b 4v; Grundtv., Folkev. I. 232 b; II. 5 a; hele landet er fuld glad. Arrebo. II. 72. Smlgn. isl. full i sammensætn. Fuld, to.; – warer fuld aff aanden. Ef 518 (1524, CP, 1550; 1607: f. i); DS III. 224 (ovf. I. 534 a16); PSO I. 588 (ovf. IV. 862 a34). – f. sejl (sv fulla segel) ɔ: vindfyldte s.; som ret for fulde segl kand holde skibe stoore. Hex 185 (jf ovf. u. forankret); hvor du for fulde seil igiennem bølgen brød. OR 103. Jf MO 130. – hel, fuldkommen; (1478). NyrS I. 754 (ovf. V. 171 a48); DgF III. 363 b (ovf. u. fjortan); summa aetatis, fuld aar, all sin tid. Etym 1269; – herr P, som i byrd er kongens fulde broder. AB II. 59. Jf fuldbroder. – til PL nr 333 jf PL** II. 148. – til fulde (fsv til fullo); CP I. 42 (ovf. u. besinde 2)); RFII 40 (ovf. IV. 302 a26). 2) drukken; it suin, som er fuldt aff sterck berme. PlD** 32; madeo, er fuld, drucken. Etym 704, 978 (u. potulentus); hvad ere de fulde og huiende mennisker andet end som nogle natravne. PSO II. 49. – Som bio.; – f. op (sv fullt upp) ɔ: nok, rigt; Etym 245 (u. copia), 278 (u. cumulate); de vilde have fuldt op (1660). KhS5 III. 679; skaf fuldt op. PSB 175. Jf anger-, arbed-, arm- (V. 46 b36), avends-, bi-, bjærg-, blade-, blis-, blode- (I. 709 b6), blomster-, blugsel-, bomre-, brest-, bryst-, bug-, både-, bæger-, bælg-, dandes-, diamant-, djærve-, dræk-, drøv(e)-, duge- (I. 397 a7), dunkel-, dybel-, dygde-, dyre-, død-, edder-, elske-, evn(e)-, fiske-, fregne-, frygde-, galde-, gjuse-, glade-, grande- (II. 65 b15), grud-, græde-, græs-, grøde-, gærnings-, gæste-, hade-, hadske-, hand-, harm-, hjarte-, håbe-, kedel-, klage-, klempe-, knokke- (II. 558 b35), kost-, krafte-, kride-, kviste-, kæde- (II. 691 a20), kær(e)-, kærleg-, kød-, lad(d)er(s)-, lag- (II. 726 b2), lige-, luste-, lykke-, lædje- (II. 715 b16), læske-, løv-, marge-, mistanke-, mund-, møde-, mørke-, nid-, node-, nåde-, næbbe-, næve-, ord-, oven-, pene-, penning-, prip-, rav-, rod-, ræde-, røde- (III. 609 a12), saft-, sam-, sand-, sap-, sav- (III. 692 b11), sejer-, side- (III. 711 a6), sind-, sirkel-, sjug-, skalke-, skam-, sked(e)-, skem(p)te-, skuffe-, skugge-, skvalder-, skænd- (III. 763 b19), slud-, slægte-, sne-, smitte-, snibe-, snu(v)e-, so[ø]rge-, spe-, spegel-, spotte-, sprække-, sten(e)-, stjærn- (IV. 140 a20), storm-, stride[s]-, stråle-, sukke-, svar- (IV. 219 b53), svig(e)-, svin-, svogel-, synde-, søvne- (IV. 46 b10), tanke-, tiden(de)-, tjørne-, torne-, tro-, træde-, trøste-, tusind-, tåge-, u-, ukysk-, ulade-, uvane-, vane-, vante-, varme-, vorte-, vrede-, våde-, vånde-, vædske- (IV. 886 b15), ynde-, yndest-, åger-, ære-, ærve(d)-, øgen-, ønskef.Fulde (fylde), go. 1) fylde; tac gedæ horn oc ful mæth hundæ mielc. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 34.8; om tw haffuer offuermaade fult teg meth madh eller dricke. Mod. confit. 6; impleo, op at fulle. Vocab. 1514 (Colding, Etymol. 946: fylder); fullede heremitet den sæck fuld. Chr. Pedersen. II. 65, 109; som sig stedze vil fulde oc mette. Herm. Weigere. 95v ir.; huorledis de kunde fulde kister met pendinge. Tidemand, Post. I. 25v; III. 40. Ordet har endnu samme form på Kbhvns. amt. Smlgn. opfulde. 2) opfylde; scrifften wille icke lade seg saaledes fyldes oc fuldkommes. Tavsen, Jesu passies hystori. 15.Fu[y]lde, go. 1) – VdS 534 (ovf. I. 553 b18); 2 Mak 64 (1607, ovf. I. 349 b14); som hente vand oc fyldede spøyterne. HiørP f 7v. – udfylde, gøre fuldt; det tal til hest og fods har fyldt, som hun udgøre skal. AB II. 232; – BrS 14 (ovf. I. 520 a u. fat). – f. af ɔ: tømme af; expleo pro exonero, fylder aff, vdlosser. Etym 946; NL 1277. Jf t abfüllen. 2); dermed fylde sin paalagte jæger-lov. AB II. 292. – Jf an-, for-, i-, gen-, ind-, kød-, op-, udf., edder-, fedme-, madk-, penning-, synde-, vellystfyldt.Fyldehals, no. slughals; fylde hals, dranckere, heluo. Comenius, Orbis pict. 347. I registeret. sst.: fuldehals; Moth.Fyldekalk, no. småsten og kalk, der fyldes i murværk; farrago, blanding, fyldkalck. Colding, Etymol. 398; fartura, ifyldning, fyldkalk, udspækning. Nucleus latinit. 379. Smlgn. T. Lund, Dmrks. og Norges Hist. I, 3. 89. Moth. I nuv. bet. S. Povelsøn. 127.Fyld(e)kalk, no. i nuv. bet.; Etym 7 (ovf. III. 483 b39); PSB 124 (ovf. u. flikord). Fyldemad, no. fyld (i pølser o. s. v.). Moth.Fyldeso, no. en fordrukken kvinde. Moth. Smlgn. Rietz: fylleso.Fyldevom, no. en umættelig mave, fyldebøtte; fylde - vom er aldtiid tom. P. Syv. I. 132; abdomen, fyldvom. Nucleus latinit. 1, 1314. Moth.Fyldevom, no.; sit gods en fyldevom destiller'r. Rch 359; KSK a 5 (ovf. III. 833 b5).Fyldelig, to. hvad der lader sig fylde; explebilis, fyldelig. Colding, Etymol. 946; Moth. Smlgn. ufyldelig. Fyldere, no. fyldebøtte; edruhed oc sparsomhed ere en fyldere en straf. B. Tott. III. 157.Fyldere, no. Jf bug-, opf.Fuldest(e) (fyldeste), no. fyldest, godtgørelse, erstatning; the giordæ wel fullestæ hwer for en. Rimkr. g 6; thet er ey nær fullest fore swodanne gerninger (1502). Rosenv., Gl. I. 28; (1594). sst. IV. 404; – therssom thenum icke vederfaris fylleste aff hanns boo (1561). sst. II. 310; giffuer mig alde ederss synder, saa vil ieg gøre fuldest for dem. Chr. Pedersen. I. 64; han haffuer mz sin død giørdt nog fullest for wor sønder. En mærk. Disput. 48v; ieg vill giøre eder fulist oc skiell. Ranch. 150. – skall herritzfogden indriide udi samme mandtz huss oc gaardtt oc ther udworde then fylliste for sin gieldt (1539). Rosenv., Gl. L. IV. 193. Fu[y]ldest, no.; – CP IV. 35331 (ovf. IV. 906 a3); PE 478 (ovf. III. 489 b20); (1537). Rsv* IV. 174 (ovf. u. forvise 3)).Fuldestgøre, go. tilfredsstille, gøre rede for; indtil saa lenge Erick Lange fullistgiør kongl. maitt. forskreffne regenskab for madskat oc pengeskatt (1598). D. Mag. IV. 270.Fuldestgøre, go.; – fuldkomme oc fyldestgiøre sin harm oc fiendskab. Etym 946 (u. expleo); – skifte vorder holdet før, end kongen er fyldistgiort. DL 3-1-5. – udfylde; Fdg 30/4 1692 § 2 (ovf. IV. 382 b32). 2) udføre, sætte i kraft; at hand ved rettens middel lader ergangen dom fyldistgiøris. DL 1-6-23; tilhielpe, at dette fyldistgiøris. sst. 3-19-18.Fyldestudlæg, no. fyldestgørende betaling; dog regnis det først for kiøbeiord, naar hosbond oc hustru fyldist udleg for deris solde jorder faaet haffue (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 453. Smlgn. udlæg.Fyldestudlæg, no.; tager hun fyldist vdleg i kiøbe iord. Fdg 23/4 1632 § 7 (= fyldist oc udleg. Rsv* IV. 452).Fylding, no. 1) et slags offer ved indvielse; dw skalt tage brystet aff wæyren til Aarons fylding oc swingled for Herren. 2. Msb. 29.26 (Tavsen, 1550, 1647). Ordret oversættelse af hebr. מִלֻּאִים (her = indvielse). 2) føde til fedning; sagina, fylding oc medsken til at fæde med. Colding, Etymol. 1090; Nucleus latinit. 1529. 3) se fylling.Fylding, no. 4) (sv fylling) fyld, opfyldning; (1543). DM3 VI. 12 (ovf. IV. 855 a15). – udfyldning; supplementum, fylding eller opfyldelse. Etym 947 (Dict: fyldning). Jf bolster-, bug-, bælg-, grud-, op-, tår-, tør- (IV. 405 b53), vråf.Fyldsom, to. = fyldelig. Moth.Fyldsomhed, no. fylderi; ved fyldsomhed ere mange døde, men hvo som acter sig (holder maadelighed i sin mad oc dricke), kand forlenge sit lif. N. M. Aalborg, Lægeb. 72 (= Jes. Sir. 37.36; 1607: wfyldsomhed); fyldsomhed er aldrig god. P. Syv. I. 265; efter fyldsomhed ej strax hungre. sst. II. 176.Fuldeligen, bio. fuldt, helt; kongen viste icke fuldeligen, huad hand skulde tro. Vedel, Saxo. 396.Fuldel(ig)e(n), bio.; DoB 8 (ovf. IV. 240 a23), 48 (ovf. III. 271 b12), 190 (ovf. III. 515 b30); MR 18312 (ovf. IV. 582 a18). Jf æref.Fuldhed, no. fylde; hans øyen staa i fuldhed. Højs. 5.12 (Luther: in der fülle).Fuldhed, no. (fsv fullhet); thin miscundz vvanskende fulhedh. T 553 138v, 121; af jordens korn ok aff thes fulhet. 5 Msb 3316 (ÆB; 1607: fylde); al fuldhed skal bo i Christo. Tdm I. 16v (jf ovf. I. 803 b11).Fuldsom, to. udvoxet, fyldig, stor; det er io een fuldsom wæyr. 2. Msb. 29.22 (Tavsen; 1550: fyldens væder). Ordret oversættelse efter Hebr., jvfr. fylding 1) ovf. – thu scaltt annamme een fuldsom løn af Herren. P. Eliesen. 360, 479; de siw magre ax opsløge de siw tycke oc fuldsomme ax. 1. Msb. 41.7 (1550, 1607; 1647: fuldkomne); Mark. 4.28 (1550, 1647); Helge vaar en fuldsom oc langer mand. Vedel, Saxo. 30; Flemløs, Astrologia. § 297; paa sin person oc anseelse vaar en høy oc fuldsom herre. Lyschand. 290; satur, fuldsom. Colding, Etymol. 1108; Nucleus latinit. 1554; got oc fuldsombt korn. A. Berntsen. II. 95. Fuldsomhed, no. fylde, storhed; Christus forschylte, ther han offrede sig sielff paa korsett mett en wsigelig oc wmaadelig fwldsomhet. Biskopper(ne)s Gensvar. ff 4v; granditas, fuldsomhed. Colding, Etymol. 535; det (ɔ: kornet) formedelst sin fuldsomhed befindis at være fast. A. Berntsen. II. 96.Fyldebroder, no. dranker; var en saare druckenbolt oc fyldebroder. SkP 441; fylle-brødre maa om morgenen giøre en drick aff malurt. FD 152 M (= t die vollen brüder. sst.).Fyldebøtte, no. = fyldebroder; skyllehals, fyldebytte. PSO II. 49; – vAph I. 229 c.Fyldeflab, no. = fyldebroder; Wiel II. 109 (ovf. V. 86 b26).Fyldekande, no. = fyldebroder; hvad vil jeg tale om en Nabal fyldekande. Naur bb 3.Fyldemund, no. umættelig mund; min fylde-mund giør dig saa tørstig. Naur bb 2.Fyldetryne, no. = fyldebroder; Wiel VI. 208 (ovf. III. 630 a51).Fyldvin, no. (t füllwein) vin, som fyldes på vinfade (til efterfyldning); 6 kander brændevin, som PP var leveret til »følvin«. Wulff 99.Fylde, no. (isl fylli) i nuv. bet.; dw skalt icke forholde din fylde. 2 Msb 2228 (1550, 1647), jf ovf. I. 803 b13, 15; gid alle naadis fylder saa tusindfoldig staar vor konge rundt omkring. Wiel X. 404-5; til liv, seyer og naades fylde. DV IV. 310. – Jf bug(s)-, bænke-, hække-, mage- (III. 9 b19), sti(g)f. (IV. 128 b49). Fyldelige, bio. (isl fylliliga) fuldt; at fornefnde kyrke haffer føllelige oppboræt the 225 march (1432). KD IV. 31. Jf fuldelig.Fylderi, no. (sv fylleri) i nuv. bet.; (1612). NdM II. 175 (ovf. III. 485 b38); de ulycker, som fylderj nu ind i sidste verden trycker. Naur bb 3; Slange 1249 (ovf. I. 404 b14).Fyldestgørelse, no. i nuv. bet.; saadan fyldist giørelse vaar høyelige fornøden. Lasius, Gyldene Klenod v Rerav c 3v; mod Iesu fortieniste satte de egen fyllistgiørelse. Cold a 3; betalning oc fyldestgiørelse. Melanchthon, Loci v ålborg 497, 525. – udførelse, overholdelse; de dennem medgifne instructioners fyldistgiørelsze (1673). GhA II. 213. Jf nokg. Fyldig, to. (sv fyllig) i nuv. bet.; Etym 178 (ovf. II. 708 a35); Steph I. 251 a.Fuldig, se æref.Fuldned, no. (isl fullnaƀr) fyldestgørelse; fulnet tiil wore nøghe at hafwe vp boret (1429). HübB 16. Fuldskab, no. beruselse; (1558). KhS VIII. 711 (ovf. II. 334 a15); Etym 344 (u. ebriositas), 1295 (u. temulentia); tog i førstningen vel imod mig, men i fuldskab ente heel slæt. Æreb 200. Vis mere +