FyrFyr, no. ild; Anthonii fiur, sacer ignis, ignis sancti Anthonii. H. Smith, Hort. Synonym. 7v. Smlgn. eld 3) og de der anførte henvisninger. Skønt furr forekommer oftere i Isl., se især Egilsson, Lex. poet., er ordet vist nærmest optaget efter nt. vur (se Sch. u. L.), ht. feuer, hvilket bekræftes af mange af sammensætningerne, se ndf.Fyr, no.; hun aff uhørlig elskous fyr var optændt. Buc* c 4v. – give f. ɔ: a) sætte ild (på), få til at skinne; en stierne, der jo har drukket tit af jordens vædske-svamp og givet fyer op paa den vævig svovle-damp. DV IX. 665. – b) (sv gifva fyr, t feuer geben) give ild, skyde; da maa skiltvacten giffue fyr oc giøre larm (1644). KD V. 268; (1646). NdM II. 310 (ovf. I. 17 a1); kom frem 4 musqveterer i et lidet gat og gaf fyr paa capteinen. HiørK c 1. 2) fyr; den fyr findes opsat 24 alen højt i vejret, som fyrmanden skal opklyve udi (1627). JS3 II. 377; Slange 1362 (ovf. I. 812 b2); – NL 1246 (u. pharus). 3) iver, fyrighed; vaar hand resolveredt strax en[d] i fur ey nogensteds at gaae. HiørP c 4; gicke de med saadan fur og lyst paa fienden. HiørK g 12. Jf blik-, frids-, kaldf. (II. 468 b26).Fyrbold, no. en sæk fyldt med brændbar sats, til at udskyde, granat; haver Svensken skudt med fyrboldte i noget løs krudt (1612). N. D. Mag. II. 44; haver han skudt udi volden tvende fyrboller, som der bleve hængendes og brændte. D. Mag. 3. R. III. 93; 1. Makk. 6.51 (1607, 1647); malleolus, fyrbold. Colding, Etymol 708; Steph., Nomencl. I. 220; at giør' af verden al en fyrbold snart at brænde. Hexaem. 28; (1678). Stolpe, Dagspressen. II. 83; kaste en aff de lybske landsknecte en fyrbold ind paa Mageløs. P. Resen. 110; fyrbolter. sst. 145. Se også u. fyrmørser. Smlgn. sv. fyrboll; Sch. u. L.: vurbal, fyrkugle ndf. og bold ovf. Fyrbækken, no. ildbækken; ignitabulum, fyrbecken. Colding, Etymol. 586; Steph., Nomencl. I. 214; icke heller ofuer it fyrbecken eller fyrtøy, men ickun alleniste ofuer en skorsteens-ild. S. Paulli, Flora Dan. 252 N; (1633). D. Saml. V. 192; (1650). sst. II. 223.Fyrbækken, no. Jf kobber-, messingf. Fyrbødere (-bøttere), no. fyrbøder; calo, fyrbødere vel tienste swen. Vocab. 1514; then, som er en fyrbøttere, haffuer kaast oc kleder for syn tieniste. P. Eliesen. 396. Smlgn. Sch. u. L.: vurboter; Grimm, Wb.: feuerböter. Efter D. Mag. V. 256; N. D. Mag. IV. 164 havde fyrbøderne ved hoffet meget andet at varetage, end navnet angiver.Fyrbødere, no.; then anden fyrbottere. DrC 304; – J fijrbøtther skal anamme paa en kerffue stock aldt thend viid. Allen 315; – en furbøder paa skriffuerstuffuen (1580). KD IV. 644.Fyrbøsse, no. bøsse, gevær; her Matts hagde medtt en fyrbøsse skutt en sinn sogenn mandt igennom liffuedtt (1568). Fynske Saml. I. 117; 1 flintbøsse, 1 fyrbøsse (1681). Matzen, Panteret. 330 not. 1; muskeet, fyrbøsse. Comenius, Orbis pict. 434. Smlgn. Sch. u. L.: vurbusse; Grimm, Wb.: feuerbüchse. Efter V. S. O. er fyrbøsse en bøsse med hjullås.Fyrfader, no. flt.; ild-puster, feeder - vift, fyr - fader. Sehested, Pigers Spejl. 62.Fyrglas, no. brændeglas; Archimedes med fyrglas opbrænder fiendens flode. Hexaem. 148; solens straaler antænde træ ved et fyrglas. Comenius, Orbis pict. 237.Fyrhage, no. brandhage; ther som jld er løess, mett stiiger och fyrhagger att bestiige husit och hielpe att affwerge schade (1549). Kbhvns. Dipl. II. 281; schall och ingenn, som kommer til jldenn att wille redde, fordriste sig til att kaste fyrhagger paa huss eller paa schuer. sst.; hama, fyrhage. H. Smith, Lib. voc. lat. 121; M. Pors, De nomencl. 102; Colding, Etymol. 554. Smlgn. t. feuerhaken og ildhage osv. (u. eld).Fyrhane, no. hanen på en geværlås. Moth.Fyrhus, no. krudtkammer, arkeli; saa der en ever gnist rammer udi det fyrehuus og svouled krudde - kammer. Kingo, Chr. V. anhang. g 2v.Fyrjærn, no. fyrstål; chalybs, fyr iern. Turson, Vocab. 62; hand hafde baade fyr iern oc flinte steen hos sig. Vedel, Saxo. 439; Moth. Smlgn. t. feuereisen.Fyrkiste, no. en kasse med huller i låget til at sidde på, i hvilken der sættes et ildbækken (brugt af sælgekoner). Moth.Fyrkost, no. en kost til at feje essen med? wdi smidien fyr kosst j (1611). Progr. f. Herlufsh. 1880. 25.Fyrkrans, no. en krans af brændbare ting, der kastes for at tænde ild; haffde met dennom store fyrkrantze samme brygge der met at anfalde oc affbrende. Hvitf. IX. g 1v; 20 femtommesøm opslagne paa volden at hænge nogle fyrkrandse paa (1611). D. Saml. V. 186; II. 234; de beleyrede forsvarer sig aff muren med fyr-krandse. Comenius, Orbis pict. 447; falarica, fyrslanger, fyrkrantze. Colding, Etymol. 393, 708; Nucleus latinit. 833; ulyckens fyrekrands du værper ofte ned paa kongers trygge slot. Kingo, Chr. V. anhang. h 1v; begyndte de Svenske at skiude oc brugte mange fyrkrantzer. P. Resen. 118. Smlgn. sv. fyrkrans; V. S. O.: begkrans.Fyrkugle, no. = fyrbold; skal de stærkt beskyde staden og store fyrkugler derind kaste (1656). D. Saml. III. 211; skud fra baklandet med fyr-kugler (1658). N. D. Mag. I. 84; fyrkugle, ildkugle, globus tormentarius. Comenius, Orbis pict. 448; bleve udkaste nogle tusinde fyyr - kugler, som vare sær curieuse at see til (ved fyrværkeri) (1725). Brock, Rosenborg. II. 36. Smlgn. sv. fyrkula; t. feuerkugel; O. Blom, Kr. IV. Artill. 278, hvor fyrkugleslag også omtales. Fyrleppel, no. en jærnske til at bære gløder i; een fyrleppel (i en smedje) (1509). D. Mag. II. 148. Smlgn. Sch. u. L.: leppel og ildsked ovf. (u. eld).Fyrlilje, no. brandlilje. Moth. Smlgn. Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 130, 315; t. feuerlilie.Fyrloppe, no. St. Hansorm. Moth. Fyrlås, no. geværlås (hjullås); IX lannge bøsser med fyrlaas (1578). D. Saml. 2. R. VI. 183. Smlgn. V. S. O. og Frisch, Teutsch-lat. Wb. I. 263: feurschloss; O. Blom, Kr. IV. Artill. 63.Fyrlås, no.; (1610). NR IV. 379 (ovf. V. 75 a35); ther kan wer bade fyrlosz oc snaplosz iblandtt (1611). GhA VI. 206-7; saa streckede disse traader ved stille-pinden paa fyr-laasen. HiørK h 9.Fyrmorter, no. mortér, bombekaster. Moth.Fyrmørs(er) (-møsse), no. = fyrmorter; en gammel fyrmørser og to smaa stykker (1600). D. Saml. V. 183; der gaf mig æreskud den lange torden-slange, fyrmørsen med sin bold. Hexaem. 84; rundt omkring stode sex oc halfftrediesindstyffve fyr-mørser, som vaare ladde med fyrbolde. Wolf, Encomion. 518; (1658). N. D. Mag. I. 85; mand skyder fyrkugler hen ind i byen aff fyrmørsere. Comenius, Orbis pict. 447; Jydske Saml. II. 13; Slange, Chr. IV. Hist. 1300. – her satte mand og an med grumme fyre-møsser, med de granateslug. Kingo, Chr. V. a 3v; iblant andre kaastelige bytter fandt de der for sig fire store fyrmysser. P. Resen. 155. Da ordet oftest forekommer i flt., er det ej let at afgøre, om et.-formen er fyrmørs el. fyrmørsere. Smlgn. Ihre, Gloss. I. 621: fyrmörsare; Sch. u. L.: vurmoser; ht. feuermörser; O. Blom, Kr. IV. Artill. 248.Fyrmørsel, no. = fyrmørser; slanger, fyrmørsel, pitharder. H. P. Resen, Ligpr. o. Fr. Rantzow. d 4. Formen mørsel forekommer oftere i æ. Tysk, se Sanders, Wb.: mörser anm.; Grimm, Wb.: feuermörser; Veneroni, Diction. imperial. II. 366: mortier, feuer mörsel. Smlgn. Fritzner: mortél; sv. mortel.Fyrny, to. splinterny, helt ny; skulle de døde opstaa met fyrny oc skiøne legome. N. L. Arctander, Ligpr. o. N. Jonssøn Viffert. a 6. Smlgn. Grimm, Wb.: feuerneu, funkelneu; Brem. Wb.: gloot ny og fyrende ny ndf.Fyrpande, no. en ildgryde; trulla ferrea, fyrpande. Colding, Etymol. 429. Smlgn. sv. fyrpanna; Sch. u. L.: vurpanne og ildpande ovf. (u. eld).Fyrpande, no.; – som fyr; opsætte en fyrpande paa Kulden og Anhalt. KB II. 409; »fyrpanden« på Skagen (1635). JS3 II. 389. Jf eldp. (V. 212 a35). Fyrpen(nin)ge, no. fyrafgift; thersom skipperne indthaget nogitt fremmitt godtz, tha theraff skulle giffues thold, last och fyr penninge (1588). N. D. Mag. I. 151; kongen gaf ordre til ingen fyr mere at tænde efter som Hollænderne ingen fyr- eller bakke penge hafde villet tilstaae. Slange, Chr. IV. Hist. 1362. Smlgn. penning.Fyrpen(nin)ge, no.; TR b 4 (ovf. II. 883 b28). Jf JS3 II. 391 ff; fyringspenge ndf.Fyrpil, no. brandpil, raket; tyffue oc ny fyre pyll (1537). D. Mag. II. 51; skiød de met nogen fyrpile ind vdi byen. Hvitf. IV. 420. Smlgn. sv. fyrpil; Sch. u. L.: vurpil.Fyrpil, no.; 20 fyrpiller (1634). NVS hist-fil kl (1905) III. 139. Jf ovf. III. 477 a52. Fyrpille, no. ildstøtte (i fyrværkeri). Moth. Smlgn. ildpiller (u. eld).Fyrplade, no. en jærnplade i den side af et ildsted, der vender mod væggen, hvorigennem der meddeles varme til den tilstødende stue. Moth. Det er til dels endnu alm. på landet at anbringe især bilæggere i væggen mellem 2 stuer, så de opvarme begge.Fyrrytter, no. rytter væbnet med skydevaaben; 300 mand dragoner og 60 skytter eller saa kaldede fyrryttere. Slange, Chr. IV. Hist. 1300. Fyrrør, no. gevær, ildvåben; skulle ethers suenne føre swiinspiudt, arbørster eller fyr - rør (1540). D. Mag. V. 7; var hand komen ridendis indt uti Nestuedt bye met et ladt och spent fyrør och hannem paalagtt och skøtt aff (1552). Rosenv., Gl. D. I. 190; tog sitt firerør och bødtt paa Hr. Lage Bragde (1551). sst. I. 161; (1559). Khist. Saml. IV. 463; (1572). sst. IV. 304; (1568). Fynske Saml. I. 117; var og tilstede hans fyrrør, spændt og ladt, som det toges fra ham (1581). D. Saml. 2. R. VI. 347; ingen maa bære vaaben paa gaden, og ingen schal fordriste sig til at gange hemmelig met fyr-rør. N. D. Mag. II. 265; ved Mariboe findis bøsesteene, beqvem til pistoler og fyrrør (1686). D. Saml. II. 279. Smlgn. t. feuerrohr og rør ndf.; O. Blom, Kr. IV. Artill. 74.Fyrskyt(te), no. en med et ildvåben væbnet skytte; en »fyreskyth« nævnes 1388 blandt besætningen på Brink, se Kinch, Ribe. 604.Fyrslag, no. et fyrtøj som en bøsselås. Moth. Smlgn. Frisch, Teutsch-lat. Wb. I. 263: feuerschlach. Fyrslange, no. = fyrpil, se fyrkrans; Moth.Fyrspand, no. brandspand. Moth.Fyrsped, no. ildrage? eth fyrespedt, eth hage-toff, thuo slegger (i en smedje) (1537). D. Mag. II. 52; tenger iij, fyr sped j (1611). Progr. f. Herlufsh. 1880. 25; fyrspid (1646). sst. 49.Fyrspejl, no. brændspejl, hulspejl; hand oc de Romere, som hans færnestad belagde, friit med fyrspeyl plagde. Hexaem. 269; Moth. Smlgn. Sch. u. L.: vurspegel.Fyrsted, no. ildsted, arnested; hand (ɔ: afgudsbilledet) maatte nu tiene de Danske til ildebrand paa deris fyrstæd. Vedel, Saxo. 444; da saa Halling en quinde stige op aff iorden ved fyrsteden. sst. 15. Smlgn. Sch. u. L.: vurstede og sted ndf.Fyrsted, no.; her er en fyrsted, her er ved. Buc* c 7v b; – slaagner ilden vdi fyrstedit. Flemløs § 160 (= fyrsteden. WD II. 232); (1601). NkS 351d (4°) f 1 (ovf. V. 294 a44), g 2v; skowen voxer snart til fyerstedet ind. Wichm b 4; – blus og lamper ere tendte udaff Satans fyre - sted. KPs 405.Fyrsten, no. flintesten; pyrites, byssteen, fyrsteen. Colding, Etymol. 1020; Steph., Nomencl. I. 68; Nucleus latinit. 1411; carneol, lazur-steen oc fyrsteenen ere ringere. Comenius, Opladne Dør. § 90 (= t. fewrstein). Smlgn. t. feuerstein.Fyrtang, no. ildtang. Moth. Fyrty(g), no. fyrtøj; hand haffuer et fyrthy i sin barm, som ligger emellom to valnødskale. Chr. Pedersen. V. 435.40; ignitabulum, fyrtyg. Turson, Vocab. 61. – fyrtøj. Colding, Etymol. 586. Smlgn. Rietz: fyrtyg; Sch. u. L.: vurtuch og ty(g) ndf.Fyrty(g), no. 2) fyrfad? FD 252 N (ovf. I. 811 a7).Fyrtyjærn, no. fyrstål; pyrobolla, fyrty iern. Vocab. 1514.Fyrværk, no. sprængsats, fyrværkeri; forreiste kong. maj. ind udi Sverrig og der sammesteds med fyrværk opsprengte to porte paa Guldborg (1612). N. D. Mag. II. 39 (= med en petard. sst. II. 34); en hamborger øfverstelyttenant, Wolter kalditt, som angiffver adschillige ny inventioner med fyrvercher och sligtt (1653). sst. VI. 73; kongl. mayts. tøyhus, hvorinde stor forraad paa allehaande vaaben, munition, fyrvercke fandtis. A. Berntsen. I. 18. – hues krud oc anden del, som hand behøffuer til thet fyrwerck, hand schall giøre tiill thend høgtid i Kolling (1545). D. Mag. 4. R. I. 93; fyruærcket bleff tend, bleff oc saa aff dennem, som regærede fyruærcket, holdet fekterie met tassacker, som vaare met fyruærck oc skud beredde. Beskr. o. Chr. IV. Kroning. o 1; (1639). D. Saml. V. 85; Wolf, Encomion. 265; seer du et fyr-verk oc dets leilighed betracter. Hexaem. 63; Jammersm. 151; Bording. II. 167; konstig fyreverk med slige knek oc knald. Kingo, Kronborg. b 1; Bircherod, Dagbøger. 219; allehaande fyr-verck, ild-verck. Orbis pict. 448; blefve atskillige fyrverck oc krantze antænde. P. Resen. 30; atskillige underlige fyrvercker. sst. 307. Smlgn. sv. fyrverk; t. feuerwerk samt ildværk ovf. (u. eld). Fyrværper, no. den, der udfører eller forestaar udkastelsen af brandpile o. lign.; om thend fyerwerper, ther er begierendis, hans besolldinge maa hanum forbedris (1578). D. Saml. V. 145; (1576). Kbhvns. Dipl. II. 360.Fyrværper, no.; løb fyrverperen frem, gaf løs med sine haandgranater. HiørK c 1, c 2; – haffde Svensken fyrvarper paa sine skibe, som idelig kaste haandgranater ind paa Hollenderne. HiørP d 3; – F v Z furuerper. KD IV. 648.Fyrende, bio. skinnende; om de mig bunde med linier ny, rett fyrende ny. Ranch. 191. Smlgn. fyrny. Fyrig, to. fuld af ild, hed; da seer mand, at den (ɔ: dampen) er fyrig oc ildsk. Wolff, Diarium. II. 117. Smlgn. Sch. u. L.: vurich; ht. feurig.Fyrig, to.; som fyrig tunger lod sig see hans aand. Psd I. 370. 2) i nuv. bet.; VdS 316 (ovf. I. 761 b26); den helligaands gaffuer ere icke vdsluckte, men de ere krafftige, fyrige. ålbJ 38; af den allene mand materie kund' tage, om pennen fyrig var, til ugens alle dage. Wiel XII. 538. – Som bio.; Wiel III. 162 (ovf. V. 212 a1). Jf frygdef. Fyring, no. 1) brændsel; att the kwndne ther haffue tilfluctt met seng, husly och fry fyring (1524). Kbhvns. Dipl. IV. 403; sine børnss kost, kammere, fyring och andet at betinge (1638). Tauber, Sorø Akademi. xxvi. Smlgn. Sch. u. L.: vuringe 2). 2) fyr, fyrtårn; holdis oc aff kongl. mayt. it fyrings werck ved lige, den søfarende mand til atvarsel. A. Berntsen. I. 169; ir. sst.: fyring. Moth.Fyring, no. 2); fyrtårn bør udgå, jf JS3 II. 382 not 1); (1627). JS3 II. 376 (ovf. V. 83 a43); (1639, ovf. IV. 638 b16). Fyringsværk, no. = fyring, se d. o.Fyrbakke, no. (sv fyrbåk, holl vuurbaak) sømærke med fyr; opsette trende fyrbacker och løchter. JS3 II. 392; at paa N maatte anrettes tvende fyuerbacker (1627). JS3 II. 381; fuerbaecker. sst. Jf bakke (I. 95 a).Fyrbo(d), no. bod ved et fyr; at den fyuerbo paa Schaegen igien matte oprettes (1629). JS3 II. 381.Fyrfad, no. (sv fyrfat); fyrfadtt, fyrbeckenn och andre messingbekner (1578). RyO 409; – vbrugelig fyrfadde (1646). Progr Herlufsh 1880 55; – ComD § 434 (ovf. u. eldfad). Fyrsforvalter, no. fyrmester; fyrisforvalteren PJG (1661). JS3 II. 390 (voris fyrers forvalter. sst. 391 not 1).Fyrgæld, no. = fyrpen(nin)ge; skipperne »ville gærne give dobbelt fyrgelt« (1627). JS3 II. 378. Jf gæld (II. 113 a27).Fyrlampe, no. det lysgivende i et fyr; en fyerlampe af tar ved (1560). JS3 II. 334; NdM IV. 80 (ovf. V. 113 a12); at samme fyrlampe hver aften betiden optændes (1573). JS VIII. 139.Fyrløgte, no. gadeløgte; skal paa huer hiørnehus, huor grundmur er, en fyrløgte paa byens bekostning opsettis (1643). KD V. 255.Fyrmand, no. fyrpasser; fyrmandens løn (1652). JS3 II. 368, 377 (ovf. s 331 b13).Fyrstige, no. brandstige; til fyr stige och hager skulle de huert aar hafue opsiun (1606). KD II. 540 (i overskr.: fyrrestiger), 639.Fyrstukken, to. antændt af ild; Neptun sig fiælte bag en nys fyrstukken bølgevæg. DV VIII. 612. Jf stikke ndf.Fyrværker, no. (t feuerwerker) artilleriunderoffiser; Fdg 23/10 1660 (u. artiglerie betiente).Fyre, go. (sv fyra, mnt vuren) 1) tænde ild i; det nye løgteverch paa Lesøe er opretted oc begynt at fyris (1652). JS3 II. 367; Bernts I. 160 (ovf. V. 212 a39). 2) skyde; (1623). DM I. 111 (ovf. IV. 185 b25); begynte de at fyre og skyde paa prammen. HiørK g 7v; fyrede 9 skud for castellet. JJR 38. Jf aff.Fyrighed, no. (mnt vurigheit) i nuv. bet.; (1564). KhS V. 577 (ovf. u. forkøle); RsH e 2v (ovf. V. 266 b32); BT III. 32 (ovf. I. 652 a6); Raun 69 (ovf. IV. 731 a38). Fyringspenge, no. = fyrpen(nin)ge; de ingen fuldmagt at hafve haft til samme fyringspenge sig at forstaa (1645). JS3 II. 397.Fyringssted, no. et sted, hvor der er et fyr; eftersom paa de andre fyringssteder er sædvanligt (1652). JS3 II. 368.Fyringstold, no. told som fyrafgift; ikke meere at opkræve »fyringstold« (1645). JS3 II. 397. Vis mere +