FæFæ, no. 1) kvæg; ther er megen god fæ gongh til allæ hondæ fææ. Mandev. Rejse. 61.15; qweg oc fææ swncke alle sammen ned vnder iorden. Chr. Pedersen. II. 196; nu gaar dit fæ oc faar oc føder paa marcken. Pallad., Visitatsb. 110.3; Abram vor meget rig paa fæ, sølff oc guld. 1. Msb. 13.2 (1550, 1647); hun woctthe dett fæ fra enge. Grundtv., Folkev. V. 190 a; hun wogttett thi bøønders fiee. sst. I. 336 b; bøffindis fiee. sst. II. 65; øxen, fæt fæ oc mange faar. Ranch. 89; saa tog Abimelech faar oc fæ. 1. Msb. 20.14 (1607, 1647; 1550: faar oc øxen); vort queg oc alt vor fæ skulle bliffue i Gileads stæder. 4. Msb. 32.26 (1607, 1647). 2) gods; kendes thæn sammæ Marinæ sigh at hafuæ fult wærdh ok fee at hafue vpboræt (1406). Molb. o. Peters. 237; wy hauæ fæ oc fult wærd opboret aff thennæ frwe, drotning Margretæ (1408). sst. 392; Brandt. 77.8; (1457). N. D. Mag. I. 128; Dipl. Chr. I. 113; iach gaf scriuer mit fæ, ther scriffue the pyne, ther sancta Margareta tolde. Hell. Kvinder. 29.19; min datter giffuer ieg min ferne fee. Grundtv., Folkev. III. 100 b. – thet (ɔ: kvinden) er thet fægherstæ fææ at leffuæ vti thessæ tidhæ. Hr. Michael. 132 (her måske snarere = skabning, jvfr. den omvendte overgang i bet. af kreatur). Se også forb. fjør og fæ (u. fjør). Smlgn. Lund: fæ og børne- (u. barn), bo-, drifte-, fæstnede- (u. fast), holds-, horn-, vædfæ. Fæ, no. 1) – djur og fæ ɔ: vilde og tamme dyr; HM 40 (ovf. IV. 266 b50). Jf Sdw fä 2). – (enkelt) dyr; Hex 226 (ovf. I. 542 a22). – fæ gjort ɔ: forarbejdet metal; fægiort, saa som penge og giort arbeid aff sølff eller guld. Dict. Sammenskrivning misforståt i VSO. Jf gøre ndf. Jf buffel-, dane-, drunte-, foder-, fæste- (I. 516 b), fæstnings- (I. 518 a), føde-, græs-, hem-, indtægt-, kirke-, kiste-, kvig-, købe-, liggende-, live-, m(j)ælke-, skatte-, skud-, stald-, tægte- (IV. 300 a52), ud-, ung-, våsefæ.Fæbid, no. græsgang. Moth. Smlgn. isl. fjárbeit og bed ovf.Fæbid, no.; – ChrVL 3-15-8 (ovf. II. 569 a27). Jf bed (I. 115 b5; V. 66 b23).Fæbikke, no. kvæg-, hyrdehund. Moth. Smlgn. bikke.Fæbinder, no. røgter. Moth. Smlgn. V. S. O.: binder 26 d).Fæbindsel, no. det, hvormed kvæget bindes fast i stalden; ligaculum, fæ bindzel. Colding, Etymol. 661; Moth.Fæblæst, to.? vy bliiffuir russinde; ølbyden, fluespiende, fæblest och vette siett. D. Saml. III. 222. Mulig har kvægets ånde været anset for at kunne gøre skade, jvfr. Molb. Diall.: kobande.Fæbod, no. kvægstald; stabulum, fæboed. Colding, Etymol. 1234.Fæbås, no. kvægbås. Moth. Fæbøjel, no. en bøjle til at sætte om halsen på kvæg; numella, fækloffue, fæboyel. Colding, Etymol. 829; Moth. Smlgn. bøgel.Fædrab, no. slagtning; theligh ær thin sændingh som thin fædrab. P. Lolle. 220. Smlgn. sv. fædrap, se Rydqvist. VI. 144. Fædreng, no. hyrdedreng, kvægvogter; fædrengen iiij marc (1541). D. Mag. 3. R. I. 86. Fædrift, no. ret til at drive kvæg på græs, græsgang; jeth frit fæædrefth fra Torop gord oc saa nør i klittæ oc kærren (1466). D. Mag. 3. R. IV. 259; schulle wore borghere bruge och beholde then fortaa oc feedreffth. Rosenv., Gl. L. V. 286; saa ær thin sendnijngh, som thijn fæædreeft. P. Lolle. nr. 343; the icke skulle bruge samme eyenndom vdi andre maade endt till theris feedrefft och enngebieringh (1549). Fynske Aktstk. 101; (1558). Rosenv., Gl. D. II. 260; feedrifft, hun vill haffue offuer marckeskiell med Barriidtskouffs gaardtz fee ind udi Baridthoule (1574). sst. III. 251; gressgang i ørcken staar oc skøn, all fædrift herlig stander. Arrebo. II. 83; som hyrden, naar hand seer, at engene forsættis med megen fæ-drift. Kingo, Chr. V. anhang. c 1; pascuus ager, fædrift, fægang. Nucleus latinit. 1180. Smlgn. Lund: fædrif; Fritzner: fjárdrift; æ. sv. fædrift, se Schlyter og Rydqvist. VI. 144 samt drift 1) ovf. Fædriv, no. = fædrift; saa er din sending, som dit fædriv. P. Syv. I. 141 (= fædreeft. P. Lolle. nr. 343, se frgd. o.).Fædriver, no. kvægdriver, hyrde; bubulcus, færycter, fædriffuer. Colding, Etymol. 124.Fædød(e), no. dødelighed blandt kvæg, kvægsyge; thet samme aar wor mycken fææ døthæ. Brandt. 68.16 = fæ død. Hvitf. III. 37; for mekæl fæ døth, om fæ dør of mekæt. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 96.18. Smlgn. æ. sv. fæ dödhi, se Rydqvist. VI. 144. Fæflok, no. kvæghjord. Moth.Fæfod, no. kvægfod; lægge under f. ɔ: udlægge til græsning; the thoo nyy gaarde, som nu nylligenn opbygtt ere, bør nederlegges till Fiendlebyy under fee foedh, oc the aff Fiendle att nydhe oc beholle fegang paa forne Fiendlegrønne (1539). Rosenv., Gl. D. II. 107; om the icke mett urett hagde indlugtt same oldt och fedrefft, och om thennum thenndt icke igienn burde att udlege unnder fefodt (1562). sst. II. 318; en engehaffue, som hand haffuer lagdt vnder fee foedt (1546). D. Mag. 4. R. I. 219. – lægge en by (et land) under f. ɔ: ødelægge den (det) aldeles; ieg lade thz land plat vnder fæ fodh. Rimkr. h 6v; den søndre part aff Sieland laa øde vnder fæfod. Vedel, Saxo. 334; hand indtog oc bekom byen oc lagde den vnder fæ fod. Lyschand. 169; indtog Italien, lagde Neapolis vnder fæfod. sst. 412. Smlgn. Fritzner: féfotr; Rydqvist. VI. 144.Fæfod, no.; den (ɔ: loen) skall were well sammen trodne wnder fefodt (1601). NkS 351d (4°) s 3. Fæfoder, no. kvægfoder; pabulum boarium, fæ fodr. Colding, Etymol. 123.Fæfold, no. kvægfold; fæfolder ere flyttesomme fæ-hafver. Comenius, Opladne Dør. § 412.Fægang, no. 1) græsgang, græsning; meth agræ, ængæ, skowe, fægange (1400). Molb. o. Peters. 96; (1422). Geh. Ark. årsb. II. till. 16; Mandev. Rejse. 61.15; Dipl. Chr. I. 92; hans rættæ arfwinge skal haffue frii fægangh til vester Hunrop (1458). D. Mag. VI. 84; (1488). sst. I. 22; giffwer foræn tilforn drikkæ, ok swo jgæn driffwer them til fødhe æller fægongh. Gl. D. Bib. 1. Msb. 29.7; (1547). Rosenv., Gl. L. IV. 225; (1551). Rosenv., Gl. D. I. 171; om the nogen fegang, skouff eller marck haffde emod Egehøffue (1590). sst. IV. 195; pascuum, fægang, græsgang. Colding, Etymol. 888; Nucleus latinit. 1180; D. Saml. I. 59; eng, græsning, offverdrift eller fægang. A. Berntsen. II. 35; Chr. V. D. L. 5-10-23. 2) kvægvej; bonde maa ej indgrave eller indlukke nogen ager ... ej heller aflukke enten folke- eller fægang. Chr. V. D. L. 3-13-13. Smlgn: Schlyter: fæar ganger; Rydqvist. VI. 144; Aasen: fegangFægild, to. rig på kvæg. Moth. Smlgn. gild.Fægjordel, no. pung; hwilkæn som them lawdhe j wore sækkæ ællær fæægiordel. Gl. D. Bib. 1. Msb. 43.22 (Vulgata: in marsupiis). Smlgn. isl. fégyrdill; æ. sv. fægiordhil, se Rydqvist. VI. 145; Lund: fægyrthil og gjørdel ndf. Efter oprindelsen eg.: en pengepung til at spænde om livet.Fæhandel, no. kvægavl; res pecuaria, quæg eller fæhandel. Colding, Etymol. 899; Nucleus latinit. 1200. Smlgn. handel.Fæhave, no. kvægvang. Moth. Smlgn. Rietz: fähave; Aasen: fehage.Fæhave, no. 2) kvægfold; ComD § 412 (ovf. I. 817 b27 = l caulæ). Jf have (II. 177 a3).Fæhjord, no. kvæghjord; dreff mand dennem hen ud som en anden fæ hiord. P. Resen. 118.Fæhjord, no.; øffuer eder paa iorden oc i eders fæhiorde. Test a 7.Fæhjurde (-hyrde), no. kvæghyrde; istrid skall man haffue jern oc stoll oc icke slas meth kæppæ som en ffeherde. Romant. Digtn. III. 163.17 = andre fee hyrde. Chr. Pedersen. V. 111.18; mine brødre ere fæhyrder. 1. Msb. 46.32; bubulcus, fehyrde. Vocab. 1514; Turson, Vocab. 101; Colding, Etymol. 124; Steph., Nomencl. I. 281 b; det skulde bindis ved en taabelig suinehiurdis eller fæhiurdis side. Vedel, Saxo. 174; de fæhyrder komme for silde. Hvitf. II. 253 = (lat. bubulci. sst.); fæhiorde. Grundtv., Folkev. I. 242 a; huad fæhyrden eller ploukiøringen sang. S. Povelsøn. 109. Smlgn. æ. sv. fehirdhi, fehørdhe (se Rydqvist. VI. 145) nuv. sv. fæherde.Fæhjurde, no.; – prophetæ æst thu ey, thu ær ien fæ hiørd. HS 9032 (= fæhyrde. Am 714). Jf hjørde (II. 342 b19).Fæhoved, se fæhøved.Fæhund, no. kvæghund, hyrdehund; canis pastoralis, fæhund. hyrdehund, Colding, Etymol. 888; molossus, fæe-hund. Comenius, Orbis pict. 141. Smlgn. Aasen: fehund.Fæhund, no.; VdS 174 (ovf. I. 28 b9).Fæhus, no. kvægstald; ladhe oc fæhuus (1474). Molb. Gloss.; bouile, feehus. Vocab. 1514; Colding, Etymol. 124; Comenius, Orbis pict. 141; Nucleus latinit. 75; de sloe fæhuusene ned oc førde offuerflødige mange faar oc kamele. 2. Kr. 14.15 (1550, 1647); de foruisis fra Ierusalem bort til it fæhuss i Bethlehem. Tidemand, Post. I. 50v; (1645). Orion (Kvartalskr.). II. 228; fæ-hyrderne raaber ud af fæ-husen. Comenius, Opladne Dør. § 413. Smlgn. Lund: fæhus. Fæhusdør, no. dør til en kvægstald; din fæhuusdør haff vel i act. Gerner, Hesiodus. 206.Fæshøved (fæhoved), no. stykke kvæg; toge iij fæeiss høffuitt (1535). N. D. Mag. V. 225; hand (ɔ: Gud) leffner dig icke et fæhoffuit i din gaard. Pallad., Visitatsb. 131.30. (Efter Moth skal ordet (også i formen fæhøvde) bruges om en hjord på 100 stykker).Fæshøved, no.; gresbed af qveg paa byens fang af huert fæis hofvid thou skiellingh (1620). KD I. 627; – for hver fæeshøved, som er øg, køer, stude (1635). HT V. 550. Jf kvig(s)h. Fæhyrde, se fæhjurde.Fæklove, no. = fæbøjel, se d. o. Smlgn. klove.Fækløv, no. kvægklov. Moth. Smlgn. kløv.Fækode, no. ankelleddet hos kvæg; Moth.Fælag (fællig, fælg, fælje, fælled), no. 1) fællesskab, delagtighed, sameje; the meth Symon j fælghe ware (1401). Molb. o. Peters. 128; bondesøn y fellag medt sin fader maa ey worde borgen. D. Mag. 3. R. I. 199 (= fælægh. J. Lov. II. 63; fællig. Chr. V. D. L. 1-23-10); then, ther full ær aff ilzske oc fælug hauer mæt ondskap. Hell. Kvinder. 43.30; thette gotz, fiskerij oc tienelaff jndworde han j fellig til Biørnholm (1496). Barner, Fam. Rosenkrantz. I. dipl. 191; (1525). D. Mag. IV. 255; fellig i all Albøge skoff. sst.; vor gangen oc giordt syskendeskiffte emellom paa same gotz oc thet vor i fellig thennom emellom (1541). Rosenv., Gl. D. I. 64; her Mogens Gøye haffuer dett indeholt hos sig udi ett thyende fellid (1548). sst. I. 112 (jvfr. tiænde fellugh. Thorsen, Stadsretter. 266); hwor nogennstedtzs saa findes, att kronenn haffuer mett adellen fellett enten vdj skowff marck eller fiskewand (1559). Geh. Ark. årsb. II. 97; giorde intet endeligt skiffte, men sad i fælie med sin broder. Lyschand. 259. 2) forbindelse, særlig kærligheds-, kønsforbindelse; tha tror man, at thy haffuer ligomlig fellig samen. N. D. Mag. IV. 197; hwn hengdhe seg for thz samme ælskows fæliæ. Rimkr. f 1; then heliæ troo ieg snarth wnfik och lade mz Gudh saa fælie. sst. k 5; hun som æn hore forlader syn rette festemand eller ectemand oc haffuer fæle med een anden. Tavsen. 251; om it quindfolck holler sig til noget queg, at hun haffuer fælig met det. 3. Msb. 20.16 (1550, 1647); denne mand fik sind at ville være af med sin ægtehustru og nyde den andens fællig. Kbhvns. Dipl. V. 774. – paa denne aabenbarelses-dag skal sielen og legemet komme i fællig igien (1759). Brock, Rosenborg. II. 58. 3) fælles (jord) ejendom, fælled; theres (ɔ: then) jordh wor Aarsses rette mark, fæægangh ock frij ffelloth (1484). Hübertz, Aktstk. I. 39; then grøne iordt oc felie vpgraffuis och skamferis ther meth (1550). Jydske Saml. II. 132; samme sognemend icke schulle bruege Irups marck och felligh (1585). Rosenv., Gl. D. IV. 68; ingen maa udi mark, kær eller hede bruge fællig videre, end hans deel og lod kan taale (1681). Hist. Tdskr. IV. 531 (jvfr. P. Syv. I. 107); hvor fællet findis, der skal ingen bruge fællet i skov, mark, fægang eller fiskevand ydermeere, end hvers lod kand taale. Chr. V. D. L. 5-10-23; fæled i nuv. bet. (1699). Geh. Ark. årsb. VI. till. 34. Egenlig ere 2 ord sammenblandede, nemlig fælag (i bet. 1 og 2), jvfr. isl. félag, æ. sv. fælagh, se Schlyter, Lund: fælagh – og fælad (i bet. 3) hvis sidste del er = isl. láƀ, land (jvfr. Ihre, Gloss. I. 444; II. 2; Rietz: fälad; Lund: fælæþ;; O. Nielsen, Kbhvns. Hist. I. 101 not. 1); jvfr. den dobbelte bet. af fæ.Fælag, no. 2); kommer thet aff kroppins fæle oc smitte. ErF 35v. 3); – fælledet. DL 5- 12-3 (mulig trykfejl = felleden. Rsv* IV. 489; Fdg 5/3 1680, jf ovf. IV. 711 b1). Jf hæld-, mis-, old-, vogn-, ægtef.Fælagbesiddende, no. sameje, del i en ejendom; ingen mandt kandt noger thid fange louffheffdt eller fellag besiddende paa nogen iordegodtz, uden handt haffuer dett fangitt mett rette aff eyermanden. D. Mag. 3. R. I. 181.Fælledbunden, to. liggende i fællesskab; han haffuer ladet kraffuit sandmendtt att sette steen, kull oc flint inde i Klackerunde fellebunden marck (1547). D. Mag. 4. R. I. 136; then tidt Baridtskouf, Baridhoule och Baridtbyes marcker vare alle three fellidtbunden (1574). Rosenv., Gl. D. III. 252. Fæli(d)sdrift, no. det at drive kvæget ud på fæleden; naar alldermanden ringer och byder fælis drefft och vange drefft. Bendz, Rønninge og Rolfsted. 108.Fællugsmand, no. fælle; vndzscaps fælugsmand oc there høffdingh, ther thinæ lighe æræ. Hell. Kvinder. 48.8; i æræ theræ fællugs mæn. sst. 56.26. Smlgn. isl. félagsmaƀr.Fællig, to. fælles; poæ the fællig skowge, som kronen haffuer lodh oc deel vti, skall inghen slaa stoert wild vden wii (1513). Geh. Ark. årsb. II. 59; the fellige skowffue oc fyskewand, som oss nu i felligt emellom skyffte ere (1530). D. Mag. IV. 179; huilcken som wil haffue fællige skouffue deelt oc partet (1558). Rosenv., Gl. IV. 269; slaug oc art, huilcke ere fellige til flere, om huilcke de fræmsigis. H. P. Resen, Logices Beg. a 4.Fællig, to. Jf tilf. Fællige, go. 1) være fælles, enes om. Moth. Ordet skrives her: felle, felge. – lf. i samme bet.; i disse dage drager jeg til min herre, hvor jeg kan fælliges med hans naade om slottet, jeg er saa vel tilfreds at miste det som at beholde det (1536). Brasch, Vemmetofte. I. 62. Fællige, go. = fælde 4) (I. 499 a s. l.); den jord, som er felligitt oc førtt wdj tofften (1601). NkS 351d (4°) q 3v (= l subacto solo. udg 1594 149). Vel kun uheldig skrivem.Fælligt, no. = fællig 3); hwor felligt findis, tha skal hwerken konningen eller nogen anden brwge felligtt udi skoff, marck eller fiskeuandt ydermere, endt som hwer synn lodt kand tolle (1547). Rosenv., Gl. L. IV. 225. Fællesskab, no. fk. fællesskab, forbindelse; den fellidskab, os ved kiønnet imellem er. B. Tott. I. a 3v; den felleskab, som er imellum det menniskelige kiøn, aff siælen er blefven udslet. sst. II. 41.Fællesskab, no.; nu hand har fellisskab med de udvaldis tall (1702). DSt 1909 41. Jf tilf. Fælling, no. = fællig 3); saalænge som felling bruges til øg, maa der ei komme flere end 2 af fierdingen (1681). Hist. Tdskr. IV. 534; deres øg skulle meest være udi kiærene, og undertiden maae de staae udi fellingen. sst. IV. 538. Ordet er kun en form af fællig, i det i æ. Dsk. oftere ig er = ing og omvendt; jvfr. honnig (= honning), mening (= menig), sendigebud (= sendingebud); se også Gislason, Frumpart. 90; Rydqvist. IV. 333; Varming. § 92.Fælus, no. et slags utøj på kvæg; hundeluus (fæ-luus, faare-pørler). Comenius, Opladne Dør. § 218 (= lat. ricini, t. schaffsläuse).Fæløs, to. fattig. Moth. Smlgn. isl. félauss.Fæmarked, no. kvægmarked; skall enghen køtmanghere køpe fæ vthen pa thet rettæ fæ market. Schlyter, Sweriges gl. Lagar. IX. 470.Fæmarked, no.; MP 111 (u. boarium).Fæmild, to. gavmild; Frothi hin fæmildæ. N. D. Mag. V. 165 (= S. R. D. I. 151). Smlgn. isl. mildr af fé, se Fritzner. Fæmon, no. kvæg; en liden quie, som en sønderydts prest lodt effther sig, der hand dreff ther offuer met noget fæmon (1570). D. Saml. II. 91; dett fæmonn, som de for indtegtt-fæ skulle hiemgienne (1579). Rosenv., Gl. D. III. 317; (1581). sst. IV. 5; armentum, stoert fæmon som heste. Colding, Etymol. 87, 899; Steph., Nomencl. I. 111; Nucleus latinit. 1199; (1635). D. Mag. VI. 247; deriss fæmon haffuer de nogenlunde beholden, mens heste och hopper ehr dennem mesten aff fienden fratagen (1644). Orion (kvartalskr.). II. 196; det andet fæmon lad gaa med i dalen. P. Syv, Cimbr. Sprog. 175; (1671). N. D. Mag. II. 287; (1681). Hist. Tdskr. IV. 529. Ordet er ik. ligesom mon i æ. Dsk. (se d. o.); sziin fhemon (Jydske Saml. II. 19) er kun jydskhed, og det synes egent for Dsk. i denne bet. Isl. fémunir (jvfr. Lund: fæmunæ) svarer til fæ 2). Fæmon, no. Jf plog-, tægtef. (IV. 300 a53).Fæmærke, no. et mærke på kvæg; hanndt hagde fem (ɔ: svin), och vore alle umerckte, fordi hanndt vor ung och ugift hoss sin fader och hagde inngenn femercke (1558). Rosenv., Gl. D. II. 218; forne 2 faar haffuer hans fæmercke (1593). sst. IV. 385; da bør hand, som kiender sig ved fæet, at føre sit fæmerke til. Chr. V. D. L. 6-17-8. Smlgn. føls-, tagsmærke.Fæmøg, no. gødning af kvæg; fimus armentinus, fæmøg. Colding, Etymol. 87, 438.Fæmøg, no.; kuklim eller femøg (1601). NkS 351d (4°) j 3.Fæned (fænød), no. = fæmon; eet vngt fænøth (1478). N. D. Mag. V. 206; Esau, som solde Jacob førstfødinge af all hanss fænid. Chr. Pedersen. I. 269; II. 196; V. 428.11; cynomia, hundeflue, som suer blodet aff queg oc fænit. H. Smith, Lib. voc. lat. 314v; Flemløs, Astrologia. § 221; kiør oc andet smaa fæned, faar, lam, svin. A. Berntsen. I. 9; Chr. V. D. L. 5-8-10; folck ved arbejd bliffve rjge oc paa fenned mæctige. Gerner, Hesiodus. 74. I Hofman, Fundationer. VII. 583 skal der for fæmet læses fænet (fænnet), skønt ordet også er beholdt i Tauber, Sorø Academi. 18. Ordet betragtes som forældet af P. Syv (se Cimbr. Sprog. 86). Smlgn. isl. fénaƀr. Formen fænød er mulig opkommen ved at ordet er sat i forb. med nød, se d. o. Fæned, no. Jf græs-, lejef.Fæpenninge, no. en afgift; 1200 march 8 ß landgille penninge oc ther eblannd regnnet fææ penndinge. N. D. Mag. VI. 206.Fæpige, no. hyrdepige; en plomp, skiden fæpige i kostalden. Theses de hasione. a 3v.Færig, to. rig på kvæg; armentosus, færiig. Colding, Etymol. 87, 123; Moth.Færøden, no. kvægbrøl. Moth. Smlgn. røden. Færøgter, no. kvægrøgter, se fædriver; Nucleus latinit. 75, 670. Færøgter, no.; om sommeren tho ferøchtere ... fire ferøchter om wintheren (1580). KD IV. 645.Færøver, no. kvægrøver. Moth.Færøveri, no. kvægrøveri. Moth.Fæslægt, no. kvægart, kvægrase; bona natio, gaat fæslect. Colding, Etymol. 799 (Dict. Herlov. g 5: got fæslet). Smlgn. slæ(g)t.Fæsti, no. kvægvej (til et vandingssted o. s. v.). Moth.Fæstyld, no. kvægtyveri; abactus, fæstyld. Colding, Etymol. 25; folcke-styld, fæ-styld, de ere lige meget forbudne.. Comenius, Opladne Dør. § 867. Smlgn. styld.Fætorv, no. kvægtorv; forum boarium, fætorffue. Colding, Etymol. 123; Nucleus latinit. 470.Fætugt, no. kvægavl; ath de aff fætuct, sæd oc anden suar omhygge skulle sig nære. Herm. Weigere. 3. Smlgn. t. viehzucht.Fætyv, no. kvægtyv; abactor, fætyff. Colding, Etymol. 25.Fætyveri, no. kvægtyveri; abigeatus, fætyverie. Steph., Nomencl. I. 306; Moth.Fætælle, no. kvægtælle. Moth.Fævase, no. en ophøjet vej for kvæg over en eng, mose el. lign.; hvilken som ikke holder sine fæ-vaser ferdige (1681). Hist. Tdskr. IV. 529. Smlgn. vase.Fævogt, no. vogtning af kvæg; ij sticke fæwogts iordtt (1569). Hübertz, Aktstk. om Bornh. 327; de, som have deres fæe vogter hos vangen, skal saaleedes lade vogte deres qvæg, at det ikke giør nogen mand skade, skeer det, da betaler dend, fæe vogten ejer, skaden (1699). Geh. Ark. årsb. IV. till. 36. Smlgn. vogt.Fævogter, no. kvægvogter, hyrde; se fævogt.Fægø(d)e, no. kvæggødning; fe giøe och øge giøe (1601). NkS 351d (4°) t 1. Jf gøde (II. 63 b19). Fækreatur, no. (sv fäkreatur) = fæ 1); paaføre nogen slags fækreaturer paa fornævnte enge (1637). JS VI. 254. Jf kreatur 2).Fækød, no. kød af dyr; 1 Kor 1539 (1524, ovf. V. 35 a40).Fælligsbo, no. (isl félagsbú) fællesbo; af fælligsbo havde udfåt mere, end hans anpart kunde lodne. SR II. 12; – hvis de havde udbekommet af fællesboet. sst. II. 72.Fælle, jf fæste- (I. 516 b35), ægtef.Fællids (fæl(j)es), to. fælles; Hvf VIII. 18 (ovf. I. 684 b16); – Heg 209 (ovf. IV. 851 b14); – der de haffde giort en felles bøn. 2 Mak 829 (1607, 1647). Jf tilf.Fællesord, no. fælleskønsord; PSK 14 (ovf. II. 316 a44). Fællesslag, no. fælleskøn; genus commune, fellis-slavg. PG 539. Jf slag 11). Fæskændere, no. den, der har unaturlig omgang med dyr; Test* e 1 (ovf. V. 183 b53). Jf skændere (III. 765 b24). Fæstald, no. (t viehstall) kvægstald; ChrIV* I. 429 b (ovf. III. 244 b13); NL 75 (ovf. III. 265 b23). Vis mere +