FærdFærd, no.
1) fart, gang, rejse; reck frem dit hoffwed met en ferd. D. Skuesp. 132; vandet haffde en hastig oc saare stride ferd. Vedel, Saxo. 159. – som en fuld sterck gør pilen fert, den hende haffuer i hender. Psalmedigtn. I. 33 b. – tha ieg kom vdh oppaa myn fær. Rimkr. f 3; den Ørsell-ferd (ɔ: rejse til Jerusalem), som ieg haffuer loffuit, hun stander alt effter igienn. Grundtv., Folkev. IV. 516 a (= hannd. sst. IV. 517 b); skoffven er vij vgers feerdt. sst. II. 623 b. Smlgn. dagsfærd. – af f. ɔ: ved at få fremgang? att allæ støckæ, ssom er embittde eller andræ ærinnæ, ssom aff færræ kommæ kwnnæ till bædher, fræmes, bruges oc tilgaa (1549). N. D. Mag. I. 93. – i ferde ɔ: i fart, i bevægelse; hun soe sig offuer herde saa mange skibe y ferde. Grundtv., Folkev. II. 270 a. – være i f. (og følge) ɔ: følge med, deltage i; er hand fredløss therfore oc alle the, med hannom wor udi ferd oc følge (1551). Rosenv., Gl. L. II. 240, 264; de hafve værit samholdig udi ferd och følge och indragit til hannom med vred huf (1594). Secher, Rettertings D. 16. – marcgreuen, hannum slo ieg oc ther och allæ, som wore mz hannum i fær. Rimkr. k 3v; haffue wi Dansk oc haffd vore indfødde kemper vdi hans ferd. Vedel, Hundrede Viser. I. nr. 4. Smlgn. Osterssøn Weylle. 251; Lund: færþ;. – på f. ɔ: til rede, til stede; saa stor baade vanære oc fare vaar paa færde met denne fattige misdedere. Vedel, Saxo. 228; bliffue ved noget, men der er liff paa færde. Colding, Etymol. 1088 (u. sacramentum); den sandru fama staar paa færd sig verden om at skynde. Bording. I. 134.
2) liv, skæbne, lykke; so gik megh i myn lewende færd. Rimkr. b 1v, b 2v; Jepte, til sig tog han syt swærd och gaff syn dotther dødtzens færd. Hr. Michael. 109; hør du, Karl læge, læg min ferd. Grundtv., Folkev. III. 19 b (= du red mit liff. sst. v. 39); hand agtet hannem saa ont it ferd. sst. I. 120 a. – i vor herres f. ɔ: ved vor herres liv? du stille dit sverd, du stille det i vor herris ferd. Grundtv., Folkev. II. 353 a, 397 a. Smlgn. ufærd.
3) udrustning, ejendom; hand vilde bedre met offuerflødighed oc herre pract, huad som hand tilforn haffde brut med sin ringe oc wanseelige færd i sin første tilkommelse. Vedel, Saxo. 65 (= sicut cuncta despicabili dudum habitu gesserat. P. E. Müllers udg. 154); so gik ald min formu oc fær. P. Syv, Cimbr. Sprog. 177.
4) gave? ey thage theris besynderlige gauffue, gunst eller fær. Rosenv., Gl. L. IV. 3.Færd, no. (isl ferƀ)
1) – i f. ɔ: i kamp (strid); forscreffne bodzmend kome i fære met them oc sloge them all forderffuet (1521). DM IV. 346; wij komme mett wore ryttere i ferde mett thenom (1563, Fr Jessen). – (op)på f. (fsv på färdom[e]); (1443). KD I. 176 (ovf. u. fornemme, go.). – i bevægelse, i arbejde; (1497). DM3 II. 21 (ovf. I. 744 a u. forvide 2 b)); pa feræ. sst.; thet første weyen och wederlauget bliffue, saa hand kunde were paa ferde (1564, Fr Jessen); gidder icke weritt paa ferde (1601). NkS 351d (4°) f 8. – også ik. VdP 120: hand actede mig saa ont it ferd.
2) – forhold, stilling; i saadan hellig færd og andagts bede - stunde. DP 28; gruer, at deris glædis fær med hannem farer fort. DSt 1909 39; – ieg er saa kee aff ded wæsen oc den fiier (1692). DS V. 231. Jf ovf. III. 61 a21. – væsen, handlemåde; fæer, som en haffuer paa sig, gestus, mores. Dict. – flt.; de samme kaanster ved mange mine færd haffue deris naboer aff dennem lærd. Heg 181. Jf ad-, af-, an- (V. 36 a44), brude-, bryllups- (V. 143 b34), dags-, elver-, flytte-, fode-, frid-, fru(g)er-, fuld-, gifte-, heden-, hem-, herre-, hestetumle-, himmel-, hjarte-, hof-, hær-, høg-, ind-, jorde-, Jorsal-, kirk(j)e-, krigs-, køb-, købsted-, lande-, ledings-, lig-, markeds-, med-, måned-, om-, op-, orlogs-, over-, peregrims-, rejse- (III. 572 b25), sende-, sjø-, skam-, skibs-, skjud(s)-, skog-, skyt-, ting-, tugte-, u-, ud-, under- (IV. 651 a10), van-, vandrings-, vel-, vest-, årf., folke-, genf., ydefærds. Fær(re)dshave, no. vognfjæl (på en fær(re)dsvogn); den sengested og kistebenk, som færritz hauen knuger. Kingo, i Wieland, Dske. Vers. IV. 17. Den første del af ordet er vist kun en anden skrivemåde for færd, for at undgå de mange sammenstødende medlyde, jvfr. arrig u. arg ovf. Smlgn. have.Fær(re)dsport, no. en port til almindelig færdsel; porta, ferritz port. Colding, Etymol. 972 (Dict. Herlov.: færdis port). Færdsskrin, no. rejseskrin, rejsekuffert; rund mynt, som war wdj hanns ferdes skriin (1578). D. Saml. 2. R. VI. 172; et beslagit skriinn, som war Peder Oxxes ferdes skriinn. sst. VI. 185.Fær(re)dstøj, no. bevægelsesredskab; som dem (ɔ: fugle og fiske) oc gifven er beqvemmest instrumente, beqvemme ferres-tøj, hver til sit elemente. Hexaem. 181.Fær(re)dsvogn, no. rejsevogn, en vogn til personkørsel; saa huer (ɔ: vognmand) kan holde en færdiswogn och en gadewogn (1610). Kbhvns. Dipl. II. 568; currus, ferritz vogn. Colding, Etymol. 285; rheda, ferdisvogen. sst. 1062; gemeene folck [age] ... oc det udi vogn-mands vogne, lette feridtz-vogne. Comenius, Opladne Dør. § 455; Nucleus latinit. 237, 1486.Færde, go.
1) drage, rejse; wden wij selffue ferde igennom landene (1483). Geh. Ark. årsb. II. 52; hver dag vaar luften fyldt med baadsmænds trælsom how, der færdede oppaa dend stoore seyleskow. Kingo, Chr. V. anhang. e 4.
2) istandsætte, gøre færdig; thaa kwnne wij icke foo soo mange tømmermend, ther kwnne færeth (ɔ: skibet). Allen, Aktstk. 77; (1541). N. D. Mag. I. 27; (1545). sst. I. 265; vaar brønden forfalden, den ferdede hand met kaaber. Jes. Sir. 50.3; (1552). Rosenv., Gl. D. I. 189; (1558). sst. II. 210; (1553). D. Saml. III. 83; (1567). Khist. Saml. VII. 406; S. Peders skib bleff saa bøt oc ferdet igen. Pallad., S. Ped. Skib. g 3; Kortvending. v. 881; Vedel, Saxo. 452; færgede s. Peders kloster, som tilforne vaar forderffuet oc nederfalden. Hvitf. I. nn 4v (ligeledes i folio-udg. I. 117); 2. Krøn. 34.10 (1607, 1647); en part baare steene, somme færdede paa muren. H. H. Skonning, Hed. Philos. 790; færdede saa meget paa broen, at de udi dagningen kunde komme der ofver med deris heste. P. Resen. 174. Smlgn. Aasen: ferda; Rietz: fäla og fära.
3) lf. a) gå, gå hen; hagde hanndt svarrit hinnde, at hun selffver hagde thet giort oc solt konn. matt. kornn, hvilckit hun meente ichi saa at schulle ferdis (1568). Rosenv., Gl. D. III. 68. – b) være urolig, larme; hesten færes, når hand seer hoppen. Moth. Smlgn. Rietz: färas. Moth har hdlf. i samme bet. Smlgn. af-, for-, fuld-, op-, udfærde.Færde, go.
1); KC* e 4 hører til bet. 2). – føre, befordre; (1483). GhA II. 53 (ovf. III. 333 a10). – f. af ɔ: sende, affærdige; var thet vel saa nøtig, thet hans mats. færred tom (ɔ: admiralerne) aff til skiffuen (1565, Fr Jessen). – 3 c), se I.* 65 b. – d) = bet. 1); Rsv* IV. 50 (ovf. I. 486 b25); V. 296 (ovf. I. 824 a9); ComD § 672 (ovf. u. flugtig 4)); – der kand ingen nødiger gide fertist end ieg (1602). DM III. 48. – Jf hof-, høg-, om-, ret-, skamf.Færdelam, to. trængende til istandsættelse; beså vi broen, som er flux ferdelamb på tømmer og kan ikke længer uden hiælp stande (1627). D. Saml. VI. 370; faer lamb. sst. VI. 369. Smlgn. Molb. Diall.: plov-, taglam og lam ndf. Færdelam, to.; DS VI. 369 hører til farlam (V. 235 a1).Færdelse, no. rejse; um færdelse (overskrift). Rosenv., Gl. L. V. 296 (i §: hwilken man som wil færdis langh wegh). Moth har også bet.: larm.Færdelse, no. Jf bort-, forf. (I. 630 a7).Færdug, to.
1) færdig, udrustet, rask, kraftig; han ær so for hwngræt, ath han for mog enthet harnisk ath bære, ware han och færdugh och kommer meth syt harnsk pa syn hæst. Romant. Digtn. III. 179.16-18 = ferdiger. Chr. Pedersen. V. 122.21; Dipl. Chr. I. 373; wttoldhe han attæn ok iii hundredhe synæ ferdughe thiænere. Gl. D. Bib. 1. Msb. 14.14; the schulle vere vel ferduge met kiøritzitt, heste och harnisk (1521). Rosenv., Gl. L. IV. 3; (1533). N. D. Mag. II. 206; han skuede de sorte, han skuede de graa, den færdigste lagde han sadle op paa. Grundtv., Folkev. V. 244 b; Bendz, Rønninge og Rolfsted. S. 106; at de uforsaget med et frisk oc færdigt hierte oc mod vilde søge fienderne. P. Resen. 109. – gøre f. ɔ: gøre sig rede, færdig; giorde hand færdig oc møtte kong Amund. Vedel, Saxo. 115; skipper Clemind lod hemmeligen giøre ferdig met ith skib. Hvitf. VIII. 86; der med giorde hand ferdig oc kom hiem. Lyschand. 290; lagde de ud oc giorde færdig at vilde legge om borde mod de Danske. P. Resen. 142. – holde f. ɔ: holde sig færdig; de skulle strax holle ferdige med deris rystning. P. Resen. 8.
2) i (god) stand; brynden och steenbroen at holle ferdygh och vedh lige (1407). Molb. o. Peters. 326; et obet permentz breff met vij færdugæ inciglæ (1465). Barner, Fam. Rosenkrantz's Hist. I. dipl. 118; huilket breff uar for gammelheds skyl oc sammeledes for forsymmelse skyl ey uel ferdugt meth indsegle (1477). Fynske Aktstk. 25; (1460). sst. 146; (1516). sst. 150; (1542). sst. 60; een ferdwgh panne paa fem och tywge tønner (1509). D. Mag. II. 148; saa med same wandkonst egien att ferdig giøre maa bliffue forethagit (1584). N. D. Mag. I. 104; forne broe ath wære en kiøbstedt-broe, och fordi selff burde thenn ath holde ferdig (1593). Rosenv., Gl. D. IV. 362. Smlgn. isl. ferƀugr; Aasen: ferdig; Schlyter: færþ;ogher og ufærdig ndf. Aasens formodning, at ordet er optaget fra Tysk, stemmer med, at bet. 2) netop findes i æ. Tysk, se Grimm, Wb.: fertig.Færdige, go.
1) sætte i stand, holde vedlige, opbygge; ferdige och hielpe stadsens weye, stræder och broer. Rosenv., Gl. L. V. 503; hvilken dette aar blev ferdiget til vindeverne (1590). D. Mag. IV. 204; (1593). Rosenv., Gl. D. IV. 360; hand forsamlede alle steene af de klostere til at færdige Rothomagum. Hvitf. I. oo 4v; hui ferdige i icke det, som brødet er i husit. 2. Kg. 12.7 (1607, 1647; 1550: forbedre); (1610). D. Saml. V. 186; (1639). sst. IV. 93; den broe, som kaldis byefogdenns broe, aff ny ferdiget (1624). Geh. Ark. årsb. III. till. 89; lader færdige broen. P. Resen. 174 ir. Smlgn. Sch. u. L.: verdigen.
2) lf. færdes; konningen af Englandts szendingebudtt er nu skickett wdj szyn rette wysze att ferdigis her fram och yng y Tysklandtt (1544). Geh. Ark. årsb. IV. 267; nar mand rider paa nogen reigse eller andenstedz ferdigis fran huse (1562). Rosenv., Gl. L. V. 43; uden det sig kunde hende, at vi med vort hoff ferdigis igiennem rigit (1615). sst. IV. 323; vaar it almindeligt traad oc landvey offuer belt paa isen, at mand paa sex vgers tid haffuer kund færdigis der offuer. Hvitf. III. 313.Færdige, go. Jf af- (V. 10 b8), for-, op-, udf., ufærdiget.Færdigelse, no. fuldførelse. Moth.Færdingssti, no. offenlig sti; ingen schall forbygge bysens færding stigh N. D. Mag. II. 263 = fieringsteder. sst. II. 264, 273. Jvfr. Kinch, Ribe. 513, 523. Smlgn. Aasen: ferdingsveg u. ferding.Færdsel, no.
1) færd, rejse; de hellige tre kongerss gladelige ferdsel, som de hagde, siden de saage stiernen bliffue stille. Chr. Pedersen. I. 143. – 2) bevægelse; vore lemmers udvortis regiering, flytning oc færsel. Jersin, Via vitæ. o 8.Færdesseng, no. rejseseng; KB II. 249 (ovf. IV. 731 b12). Færdelig, se blug-, hof-, høg-, let-, ren-, ret-, sagt-, sand-, sen-, slem-, spag-, ubodf.Færdig, to.
1) – capellanens gord skulde bliffue færdige. Mads 247. Jf FeilbO. – rede; GH 21 (ovf. I. 663 a1); hand war ferdig for att reisse hiem. Jm 250. – fuldvoxen; KhS I. 461 (ovf. I. 387 a12). – overlegen, svær; E er the anndre (ɔ: skibe) møgiitt forferdiig tiill winnde werck oc for enn løs boufflynne (1558, Fr Jessen); – mit suerd, som er din styrke alt for færdigt. VdS 147. – lige (nær) ved; KC* b 4 (ovf. II. 322 a34); DP 47 (ovf. V. 191 b33); – saed quinden som færdig til att daane. Jm 142. – Jf bind-, blu(g)-, blød-, bod-, degen-, drage-, død-, fager-, fin-, flytte-, frid-, fuld-, gifte-, hem-, hjord-, hof-, høg-, il-, kniv-, lag- (II. 726 b12), lang-, let-, løbe- (II. 826 a23), munster-, patte-, rase-, ren-, ret-, sagt-, segl-, sen-, skid-, slem-, slå-, spag-, spy-, stald-, stang-, strid-, søbe-, søvn- (IV. 46 b11), tjeneste-, tung-, tømme-, ud-, u-, ustange-, vandre-, vogn-, våben-, værp- (IV. 750 a28), yd(e)-, ældef.Færdiggøre, go. gøre færdig, fuldføre; ChrIV I. 429 (ovf. III. 244 b13); ChrIVL llbk 42 (ovf. IV. 781 a24); NdM II. 291 (ovf. u. bagn). – udruste; lod berede sin landeværn og ferdig gøre alle sine orlogssskibe. ClS 121 (= isl búa. Jónssons udg I. 29614). Færdiggørelse, no. fuldførelse; godsets færdiggørelse og forarbeidelse (1705). KD VII. 751.Færdighed, no. (sv färdighet) i nuv. bet.; fredens euangelij færdighed. Ef 615 (1607, 1647); – NL bbbb 6v (ej i Etym u. tilsv. o.). Jf blu(g)-, bøn-, fager-, hof-, høg-, let-, ren-, ret-, sagt-, spag-, tak-, tungf.Fær(d)ing, se lande-, skamf.