GaleGale, go. 1) gale; ieg sammen slo myne hender oc gool. Rimkr. c 2v; strax goel hanen. Matth. 26.74 (Chr. Pedersen, 1550, 1647); der hanen gool anden gang. Herm. Weigere. 131; hanen bleff strax leffuendis igien oc goel. Vedel, Saxo. 16; Grundtv., Folkev. V. 141 a. I Højsgaard, Grammatica. 90 findes både gol og galede som dat.-former, jvfr. P. Syv, Sprogkunst. 33. 2) fortrylle, øve trolddom mod; da skall ieg dieg galle, rett aldriig skall ieg dieg skade. Grundtv., Folkev. I. 241 a = galde. sst. I. 245 b (Vedel) = galdre. P. Syv, Viser. 90. P. Syvs (og mulig Vedels) form er vistnok dannet efter isl. galdr (også hos Moth findes galdre, galdrekone, -mand, -mester), og den er således ikke heldig optagen af N. M. Petersen, Dmhist. I. 2. udg. 236. – tm. a) afsindig, gal; soa grymmelige tha øptæ han, jech tenctæ, han var en galen man. Romant. Digtn. II. 151; thz hade ey wærz vthen last at tagæ thz aff then galnæ gast. Rimkr. c 2v; thu galne oc daarlige folck. 5. Msb. 32.6 (1550, Gl. D. Bib., 1647); han er galen oc haffuer dieffuelskab. Joh. 10.20 (Chr. Pedersen, 1607, 1647); Chr. Pedersen. I. 291; sodant galet qwegh oc skidne søer. Tavsen. 215; it wsindigt oc galet rotteri. Herm. Weigere. 21; galen. sst. 15v; Vedel, Saxo. 40; (1576). Rosenv., Gl. D. III. 297; Kortvending. v. 649; som it galet menniske slaer, riffuer oc bider. N. Hemmingssøn, Livsens Vej. 8; insanus, gallend, gall. Colding, Etymol. 1104; curere dennem, som ere galne. B. Tott. I. 44 ir.; gal. sst. (i texten); den syge gør et galet raad, der kejser lægen til sin arving. P. Syv. I. 25; gal. sst. I. 390; Grev. o. Frih. K. 47. – 2 g.; hør nw till thenne galne qwinne, en galnere kand man aldri finne. D. Skuesp. 107; the ære mange oc iw een staaltere eller galnere en een anden. P. Eliesen. 104; mand haffde aldri seet eller hørt it galnere oc vanuittigere menniske. Tidemand, Post. II. 46. Smlgn. bind-, ravgalen. – Som bio.; dementer, affsindeligen, galende. Colding, Etymol. 733, 1104. Til skrivemåden jvfr. gallend. sst. og galendt. Rosenv., Gl. D. I. 191. – 2 g.; io mere de offuerøste den (ɔ: ilden) met melck, io galnere oc høyre den bredde sig vd. Vedel, Saxo. 439; naar en er gal, saa er der mange, som hielper til, galner kand gange. Ranch. 323. – b) vred, forbitret; aff disse ordh bleffue Jøderne hastige oc galne. Chr. Pedersen. I. 320; de bleffue aldelis galne oc talede met huer andre, huad de vilde gøræ hannem. Luk. 6.11 (1550, Chr. Pedersen; 1607: fulde aff galenskaff). – 2 g.; vore i en galnere, een Pharao vor, ther tiil Jezabell, then wlffiinde haar modt Gudtz folk edher att offwe. Bruun, Viser f. Reformat. 38. Smlgn. isl. gala (tm. galinn). Gale, go. – om gøgen; naar giøgen han gael. NyM II. 49. – råbe, udråbe; jæk gaal hyærthelygh, ther iech swgethe. KhS I. 429 (= Ps 389, CP: greder och hyler; Vulg: rugiebam); – lad de Jøde-halse gale løgn og lyder. KPs 468. – tm. 1) – 3 g.; mand kand giøre aff de galneste foler de beste heste med hug. Hors d 7. – løbe g., se ovf. II. 824 b32 ff. – Som bio.; ComD § 824 (ovf. I. 324 a nederst). 2); ApG 2611 (1524, 1550, ovf. II. 173 b20). Jf bimmer-, bind-, bister-, fad- (se u. fade, no.), flytte-, halv-, hjærne-, hoved-, kude-, måne-, måned-, rave-, ride-, røde-, splitter-, synde-, vatngal(en), forgalet.Galhjærnet, to. afsindig. Moth.Galmandsbær, no. bærrene af natskygge. Moth. Smlgn. Jenssen - Tusch, Nord. Planten. 228; Ranch. 322.Galpaj, no. en lystig fyr. Moth. Smlgn. Rietz: paj og pajeglut ndf.?Galpande, no. et vredagtigt menneske. Moth.Galskytte, no. = galpaj. Moth.Galtyre, no. en lystig, letfærdig kvinde. Moth.Galenhed, no. galskab; Herren skal sla thik meth een galnheth ok blindheth. Gl. D. Bib. 5. Msb. 28.28 (1550: galenskaff).Galenligen, bio. galt, vildt; forlader meg, at ieg skempter saa galnligen vdi thenne myn schriffuelse (1536). D. Mag. VI. 16.Galenskab, no. 1) = galenhed; huat tørffue vy hæræ vitne, om i hørde selffue thenne galnescap. Hell. Kvinder. 15.19; den er i galenskaff meget forblent. Herm. Weigere. 7; som græd offuer hans daarlighed oc galenskaff. Vedel, Saxo. 57; icke at kiende dem for forældre det er galenskab. B. Tott. I. 46; drukkenskab er selvvillig galenskab. P. Syv. I. 71. Se også u. galenhed. – galskab. Romant. Digtn. II. 194; Colding, Etymol. 732. 2) vrede, forbitrelse, se u. galen b).Galenskab, no. Jf vatng.Galnes, go. være afsindig; thenne man galnes. Hell. Kvinder. 15.18; deliro, ieg galnis. Turson, Vocab. 205. Smlgn. sv. galnas.Gælne, no. raseri, galskab; Rosenv., Gl. L. V. 64; Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 10.14; all then gielne, som hanom gaar neer, hwn all mest i hans howed staar. Romant. Digtn. I. 75; foræ tee til j therris hastichedh oc gælnæ. Mandev. Rejse. 82.9; Hell. Kvinder. 64.3; there gælnæ, hon ær forkrobæn. Gl. D. Bib. 1. Msb. 49.7 (1550: vrede); furor, gelne. Vocab. 1514; lod hand brende i samme sin gelne mange aff sine affguders billede. Chr. Pedersen. V. 151.25; de falde wdaff en daarhed oc gielne oc indi en anden. Tavsen, Post. vinterd. 70. Smlgn. Gloss. t. Henr. Harpestr.: giæld. Gælne, go. gøre afsindig? ebriachare, at gelnæ. Småstykker. 31, 54. – lf. komme i raseri, rase; the gælnedhæs amoth thæm meth sa stort slagh, ath the nedhærsloghe attæn twsændhe mæn. Gl. D. Bib. Dom. 20.25; debacchor, ath gelnes. Vocab. 1514 (også u. furor. sst.); paa thet mand moo leræ, huad thet er ath gielnes emodh Gud. Tavsen. 182; hand sende onde engle iblant dem i sin grumhedz vrede oc lod dem gelnis oc rase. Ps. 78.49. Smlgn. æ. sv. gælnas, se Rietz. 182.Gælnelse, no. = gælne; stupor, gelnelse. Vocab. 1514; phrenitis, vildelse, gelnelse. H. Smith, Lib. voc. lat. 64.Gælnske, no. = gælnelse; han bleff all vptændh aff giælnskee. Gl. kgl. Saml. nr. 1586. bl. 71. Smlgn. Kirkeårets Sønd.-Evang. (v. Brandt). ordliste: gælniskæ og gælskæ; Rydqvist. V. 87.Galkop, no. galfrans. M. Jf rasek.Galerøst, no. galende røst; en hanes kyckle-hy og kleinlig gale - røst. Naur g 1v. Vis mere +