GireGire, no. attrå, begærlighed, lyst; gøre the thet for there giri. H. Suso. 35.15; han [hadæ] swo mygyl gyræ till worss herræ til kom Khist. Saml. I. 445, 441; Jødern bunde hanum met migel gere, saa ledde thi hanum for domær fire. Brandt. 268. 27; thz wollet hans fig oc gyre. Rimkr. p 6; hær stander hofferdighet gansckæ leed, giræ met fratz til reedhæ. Hr. Michael. 51. Smlgn. æ. sv. giri, se Schlyter, Rietz. 193 og Rydqvist. VI. 159.Gires, go. attrå, begære; nw hidh oc nw tidh rørdes then bøghligh hugh oc tha thettæ girædes. H. Suso. 11.27; manghæ konninghæ oc mangæ prophete gyrides til at se thet, ther i se. Khist. Saml. I. 445 (= Luk. 10.24; Chr. Pedersen og flgd. oversættelser: vilde); the tha meer gyredæs oc thradhæ at hymmelrighe. sst. VI. 153; thet skullæ tage en ond endhæ at geres æfter te land, man hauer engen rætth till. Romant. Digtn. III. 64.27 = ath fige. Chr. Pedersen. V. 44.21.Gire, to. havesyg. gærrig; ower mate pintes ther gire oc nidinge oc vnde køpmæn. H. Suso. 75.25. Ordet er vel egenlig kun en form af girig (se ndf.), jvfr. O. Nielsen, Gl. Tingsvidner. XX-XXI; Rydqvist. IV. 421.Gire, to. Jf hæderg.Girehed, no. attrå, begærlighed; the skulle taghes igen, tha the æræ. borttaghen met større girehet. H. Suso. 170.31.Girig (gærrig), to. begærlig, havesyg; han ær gyreger ok wil gernæ bryde wnder seg all land. Romant. Digtn. III. 3.2 = gerig. Chr. Pedersen. V. 4.17; uii skulle icke giøriss gerighe effther verdens forfengelige priss. Chr. Pedersen. II. 209 (= Gal. 5.26. 1550: vere gerige; Chr. Pedersen: begære); sst. I. 357; icke gerig paa vin. Tit. 1.7 (Chr. Pedersen; 1550: vindranckere); wor saare skalckafftig oc girig ij sin befaling. Tidemand, Jerusalems Forst. a 5; ver icke for gerig til at æde, thi at meget fraadzeri giør siugdom. Jes. Sir. 38.4 (1550; 1607: gierig offuer mad); de girige ophøyes. Herm. Weigere. 224 (= nt. de girigen schelke. v. 5354); Vedel, Saxo. 420, 458; børnene ere kun gærige effter nødder, koder oc skillinger. B. Tott. II. 211; Holb., Bergens Beskr. 1757. 212; Holb., M. poet. Skr. (v. Liebenb.). 339. – Som bio.; de æde meget hastelige oc gerige. Chr. Pedersen. I. 269; af den hellig fruct friit begge gærig aade. Hexaem. 246. Smlgn. æ. sv. girugher, se Rydqvist. VI. 159 og blodgirig i till. ovf.Girig, to. Jf bide-, dræk-, guld-, hu(v)e-, hævn-, krig-, mad-, mord-, ny-, pen(nin)ge-, sjelv-, skade-, u-, vold-, ådsel-, æreg.Girighed (gærrighed), no. begærlighed, havesyge; hwar er hoffardh, hwar gyrighet och ficth (1488). Gl. kgl. Saml. nr. 1586. bl. 13; stoor gyrighedh tijl werdens woldh gør offte skade mangæfoldh. Rimkr. m 1; hwilke som hade gyrigheet. Gl. D. Bib. 2. Msb. 18.21 (1550: gerighed); at wore leensmend ey lade seg befinde vdi slig girighed. Kirkeordinans. 1537. f 3 = gierrighed. Rørdam, Kirkelove. 76; aff saadan girighed kom hoffmod. Tidemand, Jerusalems Forst. a 5; Psalmebb. II. 75; (1545). N. D. Mag. I. 259; had, affvind och gyrighed, som nogle førster haffde til de andre. Herm. Veyere. Regnebog. a 3. – gerighed er nw vorden saa menig, at for hendiss skyld er der kommed til en sedwane at selge low oc ret. Chr. Pedersen. I. 30; P. Eliesen. 190; deris gerighed, hun gør dem blind. Herm. Weigere. 11v; gierighed, er oc en roed, hun er ret ingen god. Psalmedigtn. I. 43 b.Girighed, no. (sv girighet). Jf blod-, hævn-, ny-, pen(nin)g-, ros-, æreg.Gærreskab, no. = girighed; slager sin sind fra sine regnskaber oc forrige gierreskab. Jersin, Via vitæ. q 10.Gærreskab, no.; – HelvF fort a 3v (ovf. V. 39 b26).Girlig (gærriglig), bio. ivrig, begærlig; dagh oc nath øffwethe han sik i then heligh skrifftth, oc han begreep gireligh thet, som han sidhen fullelig kændhe. Brandt. 233.29; thu forladher thet godhe for en lidhen genwordelse oc myget gyrleghe athspør hughsualelse. Kristi Efterfølgelse. 95.12; tractede icke kong Friderich gerilig effter sin fiendes rige. Lyschand. 689. – nw vil iech girlighere intryk thek min pines beskeligheth. H. Suso. 22.30. På sidste sted er ordet dog mulig snarest skrevet el. læst fejl for gørlig, se d. o.Girlig, bio. (fsv gir(i)lika); saa gieriglig beedst du her paa. KragR c 5v.Girne, no. = gire; min alzkæræst herræ oc min søtæ fagnath oc min sials girnæ. Brandt. 57.12; thyn girnæ, atthra æller berath. Gl. D. Bib. 1. Msb. 4.7. Smlgn. isl. girnd.Girnes, go. = gires; forti at thu gernidis ath ætæ barne kiøt, see ther ligger fore tegh. Hell. Kvinder. 43.24; tw skalt ikkæ gyrnæs ællær atthra thin nabos husfrwe. Gl. D. Bib. 5. Msb. 5.17 = gyrnæs ællær æfftherstwndæ. sst. 2. Msb. 20.17; ieg radher ether, attj gyrnes enthet pa annen konninghs rygæ. Romant. Digtn. III. 43.9 (efter en anden læsemåde: girer) = strider. Chr. Pedersen. V. 30.32. Smlgn. isl. girnast.Gærne, bio. 1) ivrig, kærlig, meget; jeg tacker ether gernæ, atj haffue megh wel for seth. Romant. Digtn. III. 37.8 = Chr. Pedersen. V. 27.2; bether her Jachim ether gerne, at i ville well giøre (1520). N. D. Mag. I. 208; Malmøb. lviii; bethe wii eder kierligen oc gernæ, at i altingest wdi bestæ toolmodt offuerbere (1535). D. Mag. I. 190; betacker ieg eder nu kærlige oc gerne. Pallad., Visitatsb. 133.15; 61.7; (1549). Geh. Ark. årsb. III. till. 37; beder ieg teg gierne, att jeg kunde faa thennum epther thenne indeluct sedell (1553). D. Saml. III. 74; Grundtv., Folkev. I. 171 b; peto quæsoque, ieg beder saa gierne. Colding, Etymol. 1021. 2) rimelig vis, sagtens; hand skal gierne haffue veret en merckelig mand, effter at baade hans fengsel oc affgang meldis. Hvitf. II. 314; men gierne skal der ingen residerende oc bliffuende bisp haffue verit. Hvitf., Bispekr. i 4v; hvem banker paa porten og forstyrrer os? Det er gjerne præsten. Grev. o. Frih. K. 61. Af bet. 2) er den nuv. bet.: sædvanlig vis udviklet, hvilken også findes i æ. Dsk., se Pallad., Visitatsb. 184.Gærne, bio. (isl gjarna, fsv giärna) – til II. 41 a54; PL** I. nr 451 (ovf. V. 340 b44); 2 Sam 208 (ovf. V. 349 a38); en hoffuitløs hær vdretter ey gerne noget merckelig daad. Heg 191; andre landsens vahre selge oc forhandle de icke gierne hiemme hos dem selff. Bernts I. 308. Vis mere +