GnistGnist, no. hunk.; spøtter du paa gnisten, da vdslyckis hun. Jes. Sir. 28.14. Smlgn. sv. gnista. – carbunkel rød som glød, i øjet skin som gniste. Hexaem. 132. – der fløer vuaanlige mange gloendes gnistrer. Flemløs, Astrologia. § 159 (mulig trykfejl for gnister) – gnister. Wolff, Oeconomia. II. 123. Gnist, no.; alligeuel der er en liden gnist i oss, saa seer mand dog, huor snart hun kand vdslyckis. Tdm II. 7v. – ik.; it fluende gnist kand stillis i tide. Heg 36. – flt.; GkS 39 (ovf. III. 654 b19). Jf eldre-, himmel-, sprytte- (ovf. IV. 79 b2), øgeg.Gnistøjet, to. med skinnende øjne; dem møder hine tolf, gnist-øyed, gaste-bleeg oc hver med sværd omhæfted. Kingo, Samsø. b 2v.Gniste, go. gnistre; det brende i mig som en ild, min' tancker gnisted saare. Arrebo. II. 66; mand hugger med sverdet paa hielmen, at det gnister effter. P. Syv. II. 128; Moth.Gnistne, go. = gniste; scintillo, at gnistne eller skinde. Vocab. 1514 (Colding, Etymol. 1117: gnisterer).Gnistret, to. med (skinnende) stænk; de sex støcker gnistret tafftis omhæng. Chr. IV. Breve. I. 195; dristig vofve sig paa gnistred storme-bølge. Kingo, Chr. V. anhang. c 2v. Efter Moth: spættet.Gnisterig, to. let gnistrende; hans (ɔ: flintens) knive-hvasse kant og gniste-rijge krop. KC a 4v.Gnistersten, no. glødende sten; Raun 23-4 (ovf. IV. 238 b8).Gnistretønder, se øgeg. Vis mere +